mandag den 7. december 2009

Jeg er træt men kan ikke sove. Og præsterer at få en lille tænkekrise over det sidste af Red Dwarf...hvad der viser sig at være det rigtige sidste afsnit....

Måske er det derfor at jeg elsker serier så meget. Fordi de ikke slutter og jeg er så bange for slutninger.

Når jeg bliver rigtig træt bliver virkelighedsfølelsen svækket. Jeg forsvinder ud af kroppen og op i hoved og alting bliver til at diskutere og filosofere over. Jeg er ikke glad for at have meget fritid kan jeg mærke. Jeg er bange for, at jeg ikke har selvdiciplinen til, at lave de lektier jeg mangler. Det gør mig nervøs ligenu.

torsdag den 26. november 2009

november morgen. snart eksamen

ok... Så nu er der kommet lidt overskud til at samle lidt realisme sammen.

Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.

Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.

Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.

Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.

Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.

Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.

Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.

Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"

Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.

tirsdag den 24. november 2009

novemberregn

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.

onsdag den 30. september 2009

Feels like 4 types of crap

Fuck mig...Fuck fuck fuck...Så jeg skal øjensynligt til eksamen i Ruskor...hurra...fordi jeg ikke kan sove Tadaaa! Fuck... jeg har lyst til at selvflaggelere...til at ministrangulerer eller fingerspids torturere...Det kan simpelthen ikke fucke op det her studie, - og jeg er allerede igang med at miste grebet. Fuck fuckedi fuck fuck fuck...

ligemeget hvor meget jeg prøver at pynte på skidtet, så bliver den stadigvæk ved med at være skidt. En prut med en sløjfe om...en lort med et flag i... Jeg er bare ikke velfungerende nok til at deltage i systemet...Til at kunne deltage, til at kunne bidrage, til at kunne fungere...

Og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre...Det er så svært at bruge hele dagen på at forberede søvn, at jeg ville miste min usindsyghed ved at prøve det som løsningen. Hver kop varmt skulle være overvåget. - der skulle indlægges meditation og fysisk aktivitet, sjæleransagning om eftermiddagen så den ikke kom om aftenen, kost uden ting der eventuelt forstyrrede...og intet af dét falder mig naturligt... Jeg ved ikke om jeg kan ændre mere på, hvordan jeg fungerer uden at skrige....skrige fuck fuck fuck fuck jer!

jeg skal til møde med psyk på fredag. Det spændende er, at de uden at høre på mine protester mener jeg er ved at være klappet og klar til samfundet. Selvom jeg bliver ved med at råbe vagt i gevær over søvnen. Men nu kommer den nye læge også med...og forhåbentligvis kan hun se det alvorlige i nætter som den jeg lige har haft...Og i, at jeg skal skal skal skal skal fucking skal klare det her...hvad skulle jeg ellers? blive hjemmegående hvidkåls-stuver? være månedens værste medarbejder i netto? stikke af til de varme lande og gro pot? blive den mest søsyge pirat på skibet?

og apropos lektier...så er dette stadie af selvhad bare super duper hurra til at motivere til at få lavet lektier :( jeg håber jeg kan få det til at virke inden i aften...øv...fuck...øv...

torsdag den 17. september 2009

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

 Det går simpelthen for stærkt det hele nu... Dét har jeg skrevet før, men denne gang er det forskelligt fra alt det andet, fordi det er gode ting. Fantastiske ting. Ting jeg har ventet på, ikke turde drømme om, længtes efter. 

Men jeg kan mærke mit hoved er ved at eksplodere og min krop stejler. Alt for mange indtryk og udtryk der skal ud. Alt for mange ting der skal tygges igennem. 

Alt for mange ting jeg gerne ville gøre...

Men jeg tror jeg strammer op. Fikser noget og finder på en løsning...om det så er at sige lidt fra til godhed og håber der ikke er hybrisstraf for den slags utaknemmelighed.

tirsdag den 1. september 2009

unfair odds...

Såh... Deadlinen for at få vendt min døgnrytme rundt hedder vel egentligt imorgen. Onsdag er der ting jeg skal fra klokken 09... Hvis jeg ingen planer havde ville jeg tage den store tunge, og først sove i morgen aften. Desværre skal jeg bruge min hjerne til musik halvsent, så jeg kan ikke tage den naturlige konsekvens af at holde mig vågen så længe...

Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende. 

Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor. 

Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk. 

Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....

Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...

Måske jeg skal skifte læge?  Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....

Jeg kan håbe at det ikke er sådan. 

Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?

Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...

endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder

torsdag den 27. august 2009

lidt for meget virkelighed

jeg har det ad helvedet til. MIn døgnrytme er fucked og jeg skal/bør tage til infodag på uni. Det er fucked op.... Jeg har siddet og kigget på førtidspensionsmuligheder. For hvad fanden kan jeg magte, når det ikke engang virker. fuck fuck fuck fuck...Jeg er så skide træt af det her. Det her liv med dets umulige rammer. Med de uopnåelige krav. Jeg orker det ikke. Heletiden at få forventningerne i vejret og så pludselig huske, at jeg er for defekt til at lege med. Hele tiden have guleroden for næsen, og være for fucking træt til at gøre noget ved det.

Igår havde jeg alverdens stjernenykker omkring, hvad jeg ville ende med at uddanne mig til. Var dét spændende nok i længden, Var dat godt nok? Men såå kommer virkeligheden med en stor skinnende karmahammer og prikker mig på skulderen med et ton af sarkasme...Jeg skal være fucking taknemmelig for, overhoved måske at kunne tage en uddannelse...næsten...fuck...jeg er så sur på mig selv, og skammer mig over min manglende selvkontrol...jeg hader det her. Jeg har lyst til at tude af frustraion

mandag den 17. august 2009

dagen før dagen...

 Jeg er s¨spændt...jeg er så glad...

imorgen...eller rettere om ca 7 timer skal jeg møde på universitetet. Møde til den første dag i resten af mit liv. Det er overvældende og vidunderligt. 

Et smil i mit hjerte har danset rundt siden jeg vågnede fra min aftenlur. Jeg var for fyldt med liv til at kunne holde mig vågen, og nu er jeg lidt for fyldt med lykke til helt at være træt. Men jeg har tænkt mig at gøre en indsats for at lukke øjnene aligevel...om ikke for andet, så for at skynde fremtiden tættere på nu. 

Samtidigt når jeg at sige hej til ham, da han lander lige før jeg skal afsted...og eftermiddagen hedder morten og en premierefilm jeg rent faktisk gerne vil se. Det er nok en af de bedste dage jeg har haft i årevis...Hurra :)

Nu føles det somom jeg endelig skal til at leve over bundlinien...ikke længere balancere imellem totalt helvede og ok....men istedenfor nogenlunde og vidunderligt...Jeg føler mig heldig og velsignet. Hip hurra :)

jeg ville bare lige dokumentere denne aften. Har egentligt ikke så mange ord til at udtrykke mine mange følelser...godnat rettighedskamp,- goddag fagre smukke vidunderlige ny verden!

mandag den 10. august 2009

Familieliv for fremtiden.....

 Så spekulerer jeg forhold. Og hvordan jeg skal forholde mig til det.

Ligenu er jeg der, hvor jeg elsker ham og har lyst til at være med ham. 
Det indebærer rejser og halløj og er spændende og fint.

Men kan det forblive sådan for evigt, når følgende problematikker træder i kraft.

Vi er låst i hver vores by. Måske ikke al tiden...måske med halve år i en anden havn...Men hans familie holder ham der på sigt, og min gør helt bestemt det samme. 

Dette forhindrer ikke nødvendigvis fortsættelsen af vores forhold...

Men... En af hans dealbreakers handler om intimitet og nærvær. Han har ikke et problem med at dele opmærksomheden, men det kan vel omskrives til, at han ikke vil være kærester til en, der samtidigt har et redebyggerforhold? ... Og...hvordan gøres det så?

Det er ikke fordi jeg ligenu kunne tænke mig til en anden at bygge og bo med derude i verden...men Spørgsmålet er, om der er grund til at overveje at stoppe mens legen er god...knuse eget hjerte istedenfor at blive knust af omstændighederne.

jeg ved det ikke...der er så lidt tid imellem os i øjeblikket, at jeg kan spekulere løs uden at have alle de mulige fakta med...

I øjeblikket giver det her forhold mig grubleren på konstant. Der er sket en masse som jeg prøver at finde hoved og hale på. Og det bliver jo på bedste long-distance manér ikke bedre af de begrænsede kommunikationsmåder og den evigt sparsomme sammenklang... 

Måske også fordi det står i kontrast til, hvor meget tid vi havde til hinanden i starten. Der er så mange ting der skal opleves før de er til at forstå hvad indebærer og hvordan...og som niveauet er ligenu, så er jeg enten til mere eller til mindre tid. Jeg elsker fint uden daglig kontakt. Uden ugentligt ligeså... 
Jeg elsker fint, med en forsøgt fælles hverdag, hvor teknologien gør sit yderste for at mindske afstande...

Jeg er ikke så lykkelig med den her nuværende strenge-og-dåse agtige ting, hvor vi mest bare pinger til hinanden for at bekræfte hinandens eksistens. Enten for meget ( men tynd) kontakt...eller for lidt...og hvordan det skal virke, er kun noget der kan blive afklaret vis der på et tidspunkt bliver mulighed og tid til at snakke om sådanoget her. 

Jeg sidder med spekulade og mangler måder at komme videre på... De skal nok komme...men jeg håber de når det inden jeg bliver gnaven og træt af det her... 

Det er på sin vis meget spændende. Jeg lærer en masse omkring mig selv og hvordan det er at blive tæt med et andet menneske på den her måde. Ligemeget hvor længe eller kort det er, så er det en stor oplevelse. 

Men jeg kan mærke, at det er noget bøvl at sidde med det alene. Det forstærker følelsen af afstand og ukontakt. Uforbundethed...

Men ligenu er jeg bundet til, at se hvordan vi fortsætter det her.

...denne nye flyttede skønne tømmerflåde bringer tankerne frem og tasterne i bevægelse...det er også godt :)

bittersød søndag...

 Her er så tomt her...så stille...Jeg savner dem.

En hel dag med far, mor og bror. En hel aften uden dem....

Det er altså stadigvæk unaturligt for mig, at være uden dem. Jeg ved at det ikke virker, det der med at bo sammen med sine ældre...ikke umiddelbart i den her del af verden ihverttilfælde. Jeg ville ønske det var en naturlig ting. Ihverttilfælde i samme by...Jeg kunne faktisk finde på at flytte til den dumme lille landsby for at være oftere sammen med dem.

Jeg savner det så meget ligenu. Det er ikke noget jeg bemærker til dagligt, men nu hvor mine sanser har været fyldt med familie, så er det bragdende og smerteligt tydeligt at de er væk. Jeg elsker dem så hjernedødt meget. Jeg savner dem ligenu næsten lige så meget som jeg elsker dem.

Jeg er et flokdyr...ikke skabt til alenelivet... Selvfølgelig har de sidste par år lært mig om kunsten at være alene og de mange glæder jeg får ud af det. Men jeg ville ønske denne lejlighed lå tættere på dem. Jeg ville ønske vi kunne ses en gang om ugen. Ønske at det bliver sådan engang i fremtiden. 

Det er vidunderligt at elske, men sørgeligt at skilles...love to family...og så gider jeg ikke skrive mere sødsuppe... sikke en skøn dag...sikke et stille og ensom aften...

søndag den 19. juli 2009

rastløs søndag

det gør ondt i min hånd og min krop brokker sig...men jeg er for første gang siden gud hved hvornår hverken træt eller i søvnunderskud... Så...hvad nu?

Nu vågner den del af mig, som ellers har ligget i forventnings og kompetancekoma. Forventningerne til selv. Målet med livet. Ja hele balladen. Det er dejligt at mærke,- men også brand ubrugeligt på sådan en søndag hvor intet kan lade sig gøre. Men...måske er det ok...for jeg har en masse ting jeg skal overveje...og det er ca tre enten eller spørgsmål som skal vejes op.

Band eller rollespilsgruppen... ENten eller imorgen aften...
Fortælle eller slippe for lang transport og ballade...
Tysk eller festival...
Festival eller Stockholm...

Alt sammen ting jeg har lyst til...så dét er ikke dårligt... Men hvad vil jeg, når trætheden er væk og behovet for det umiddelbare svinder ind til en håndterbar størrelse?

Det er samtidigt interessant fordi de forskellige valg får konsekvenser for hinanden...

Så jeg er taknemmelig for, at jeg har et klart hoved til at overveje tingene med idag.

fredag den 3. juli 2009

Klaveret blevet stemt og universitetet tilmeldt!

Idag er fem/seks sten falde fra mit hjerte og universet er på rette spor igen. Jeg har det som et nystemt klaver. Alt i mig er klar til at synge. Endelig...Fuck hvor har alting været stresset op og uendeligt tungt....I dag kan jeg flyve...

Det er dage som idag, hvor jeg kan sige "ok...det vil ikke være unfair hvis jeg døde idag" dette er en god tone at slutte på hvis man skal slutte.

Ikke at jeg overhoved vil dø...men det er for mig det smukkeste sted jeg gerne vil ende mine dage og idag er smuk.

Jeg har været så langt ude i alle andre og med alle andre...andre systemers krav og tvungen overvejelse og nu...endelig...er jeg helt helt hjemme igen. Geneobring af det hele...det er skønt.

Nu er der overskud til at gå efter kosten og humøret og søvnen igen. Tilbage på ruten og vejen ind i livet og mit eget sind.

Og jeg glæder mig. Selv tysk hele sommeren bliver dejligt...jeg snakkede med en anden elev der søgte et kursus...og det var skønt at snakke med en medstuderende igen...en anden der også vil fremad...Dejlige verden og hurra for min nye psykiater ;) hun var dælme en god klaverstemmer...


torsdag den 14. maj 2009

Så er prøven om 6 timer

Skide godt gået. Tak søvnløshed. Nu er det nu at det er nu. Og selvfølgelig er det så nu at det er nu at jeg på ingen måde er træt.

Og desværre var der ingen sovepille herhjemme, jeg kunne kombinere med en upperklass attitude og en halv liter vin.

Jeg ville ønske jeg røg hash stadigvæk. Godtnok ville jeg være bagskæv til prøven, men i det mindste ville jeg have kunne haft en eller anden form for søvn. Fuck... Jeg tør vædde en mindre brugt tå på, at jeg bliver brændende træt klokken 08 her til morgen. Og så skal jeg selvfølgelig også ud og optræde imorgen aften, så jeg kan på ingen måde overveje at køre igennem. Superstar er superklar til at gøre sig selv til en supernar igen igen.

Og hvordan i alverden kan jeg bruge det som en fordel? ikke en skid tror jeg på, at lærene vil synes at de kan være sympatiske, med udsigten til, at det her måske sker før en eksamen en dag. Fuck... Der er for meget på spil.

Hvad skete der med den vrede teenager med nerver af stål? Hvorfor fanden blev hun en gammel kælling med flossede kanter? Hvordan i alverden skal jeg nogensinde lære at komme over det her?

Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet med det, - men jeg må gøre noget forkert. Siden jeg har været hér før, må det være fordi jeg har gjort noget af det samme igen. Og det er forkert og ærgeligt og dumt.

Mit kongerige for en løsning. En forløsning. En måde at komme ud af det her på.

..........

Idag så jeg et serieafsnit omkring selvbedrag. Det var endda så omsiggribende selvbedrag at det sendte mig direkte ind i sammenligning med paranoia. I betragtninger om ens selvrepræsenterende selvfortælling og den halvobjektive sandhed.

Det vækker altid tanker om, om min søvnmangel er fordi jeg er igang med et eller andet stort selvbedrag. Om det er et symptom på en mislyd som jeg har fortalt mig selv udenom. Om hele denne tunge og skønne " vendt hjem" oplevelse jeg har, bare er endnu en bizzar flugt fra et eller andet pis. Om jeg kun generelt er lykkelig fordi jeg lyver for mig selv.

Om min længsel efter at gå på musikvidenskab er fejlplaceret. Især på grund af den solide umulighed, der er ved at komme ind. Om jeg bare burde lære det og acceptere, at jeg nok ville have meget nemmere ved noget andet.

Men...bliver jeg nød til at sige...Jeg har aftalt med mig selv, at det er dén her virkelighed jeg holder mig til...ihverttilfælde indtil nogen siger noget drastisk. Nogle nok værende en flok... Men ligenu har jeg det som en af de forfærdelige mennesker i sangkonkurencer, hvis venner allesammen siger de synger drøn godt. Og som skulle have ladet være... Alle jeg kender bekræfter mig i, at musik er det rigtige...altså lige undtagen dem der afgører om jeg skal ind... Hurra...mon jeg er offer for en kollektiv bjørnetjeneste som kommer til at bide mig i røven om lidt? Nok ikke...men en fucking skræmmende tanke.

Såeh...Nu prøver jeg at hente noget nyt bogværk ned og se om jeg kan slappe lidt af til det...Sikke noget hø... øv

tirsdag den 12. maj 2009

nattepanik

Så. Nu kan jeg se det for mig helt tydeligt. Hvordan jeg kikser Prima Vista læsningen igen...for nervøs til at kunne se den ene eller den anden vej. Og derefter endnu en omgang stemmetortur og en " duer ikke væk" kommentar... Jeg er ved at blive vanvittig. Fuck. Ligenu irriterer alting mig. Alle små detalier. Og selvfølgelig er det for at dække over, at jeg er bund rædselsslagen indeni ligenu. Jeg kan simpelthen ikke... Jeg kan simpelthen ikke bære hvis det ikke går. Jeg kan ikke rumme hvis jeg skal åbne det brev og se en sjælelig dødsdom printet på umedfølende papier. Det kan ikke passe...

Hvordan fanden kan alting være så tæt på og så langt fra alligevel? Er jeg helt skæv på virkeligheden? Er det derfor? Er det derfor at tingene altid kun næsten klikker? At jeg selv perverterer dem til ukendelighed? Er det fordi jeg har bedraget mig selv til troen om, at have fundet dybere ind og egentlig danser bag ved flere masker? Er det hele endnu en illusion. Endnu et et slør? Endnu en forvildet løgn?

Jeg kan ikke bære at have så meget længsel...Jeg kan ikke bære rundt på den her drøm, om noget andet end hvad der er... Jeg kunne sagtens blive på den her tømmerflåde...

Ligenu virker alt hvad der ikke er lige imorgen, lige om lidt, ligenu...som dumme drømme og illusioner. Jeg har håbet mig gul og grøn i hele hoved og kan ikke holde kroppen i ro længere. Jeg prikker alle ting igennem med en fængselssyl, for at finde den skjulte bombe....

Og jeg tænker igen igen, om det er lykkedes dem at knække noget vigtigt inde i mig. Om de har fået has på mig. Om grunden til at jeg bliver så træt indeni er, at jeg faktisk holder sammen på det hele heletiden. Står og prøver at holde taget oppe selvom de har klippet min styrke af mig. Hvordan kan jeg finde min tro på det her? Lige før endnu en målstreg?

Alt i mig skriger, at der ikke kommer svar nu...at det går galt og at jeg skal vente og slides til den næste prøve igen igen. Ligesom med revalideringen, kommer dette til at trækkes ud for evigt og derefter glide ud i vandet og efterlade mig på min tømmerflåde...måske med flere og nye piller til at gøre det her muligt.

Hvis min fremdrift er vævet af mine flossede nerver, så aner jeg ikke hvordan jeg kan ri dem sammen igen. Jeg er uendeligt bange... Øv...

Alting sat på spidsen igen. Alt hvad der betyder noget er oppe i luften...Jeg har ikke engang briller...fuck...jeg ved at jeg læser dårligere noder uden briller...og jeg kommer til at være panisk...og når jeg ikke klarer prima vistaen...så tænker de at der ikke er nogen grund til, at overveje at lade mig glide på stemmen...og stemmen er ikke god nok. Der er ikke sket nogen som helst forbedring. Fordi jeg ikke kunne magte at leve op til det. Fordi jeg ikke kunne komme op og gå til den stemmetræner...fordi jeg ikke kunne rumme at lave øvelserne. Jeg ved at jeg ikke fortjener den her chance på min disiplin...men jeg ville sådan ønske...håbe...længes efter, at det bare ville gå i orden. At jeg bare ville kunne få en fri tur for denne gang.

Sådan sagde den forkælede prinsesse, mens hun vandrede op mod tårnet, og håbede der var en téen så hun kunne sove i 100 år og aldrig blev nød til at blive skuffet...

mandag den 11. maj 2009

F....F....Fuck flip flappere...

Så kom mavepinen med en tung ædruelighed. Kroppen satte sig tungt på virkeligheden og blæste lidt af de lyserøde skyer væk. Det var fantastisk, det var sjovt, - men nu er de mest berusende hormoner vidst ved at være dysset ned og virkeligheden stillet skarpt igen.

Men wau. Sikke en tur. Sikke en hjernedød selvforherligende rusjebane. Hvor kækt og skønt og blændende. Forblændende...

Såh... Hvad er det så, når tågerne letter? Dét er hvad min maveforpinte grublehjerne spekulerer på her i de lyse og søvnløse morgentimer. Nu hvor jeg bliver skubbet fra kroppen op i hjernen, så bliver omtanken mere om-sig-gribende. Spekulade-plader af lange længder og solide mængder.

Desuden er det hele omverdens massive skæbnefortællinger. " Mød familien" " Gennemgå ritualerne" " lad det bestå testsne"... bla... Så mange ting i det giver mig kvalme oveni. Fuck jer, der først nu mener jeg er i et legalt forhold til et andet menneske. Fuck de her forbandede fællesløgne. Fuck den potentielle flugt og selvfortabelse i den fællespsykose som flokkene af folk prøver at forløse igennem mig. Fuck jer.

Jeg får lyst til at smide det hele af helvedet til. Til at lukke dørene og ørene og vende tilbage til mit projekt. Til musikken og den spinkle jagt efter simple glæder.

Jeg har været igennem én tilpasningsprocess og det var både forvirrende og omsiggribende nok- og jeg er meget lykkelig for den og ligenu blændende taknemmelig for, at den gik så nemt. Tilsyneladende var der nærmest ingen af ritualerne der skulle opfyldes, og dog så meget glæde ved det dagligt.

Nu er det ikke bare såen kompliceret i forhold til hvordan tingene skal passe i min hjerne,- det er også en åben invitation til angreb fra alle vinkler, med mytemissiler og religiøse rim og remser. Jeg har virkeligt ikke lyst til at kæmpe. Ikke for noget som helst i øjeblikket. Og jeg kan ikke tåle, at det lidet kamp jeg har tilbage i mig, ikke bliver brugt på musikvidenskaben, kroppen og den forbandede stemme. Jeg har ikke kamp i mig til at blive forbandet over den åndsvage verden og folks forventninger. Jeg gider ikke indforståede blikke omkring ægteskaber og prædikner. Jeg gider ikke, at mine forældre opfører sig somom, at det er første gang nogen deler smuk kærlighed med mig.

For når dagen er omme, er det mig der skal tælle tingene sammen og føle plus eller minus. Det er mig der skal tage hånd om mit væsen, der i øjeblikket er en social bokseboldt.

Jeg længes så meget efter et samtaleforum, hvor det ikke er det usædvanelige, men normen. Hvor jeg ikke skal fanges igen og igen, i fjollede floskler og fortærskede formuleringer.

Ih jeg er så frustreret at jeg har lyst til at skrive alle sætninger med F ord. Fuck forpulede fnatmider af forholdsfikserede fistelstemmer og finker. Forbandet være flokkens forventninger og alle dens gerninger og alt dens væsen. Frihed frem for former. Følelser af fortryllelse til det forvirrede folk. Flammende fantastisk fribryderi for følelsen af fortabthed. Fronten findes. Men hvorfor fanden er det igen der, jeg skal finde mig selv?? Fuck dig verden.


-----------------------------------------------------------------------------------------
og ja... det er også fordi sæsonafslutningen af House stinker!

fredag den 8. maj 2009

mavepine øvs...

puha...jeg har hvedekvalme og er letter forvirret i kroppen. Det håber jeg er, hvad der smitter til mit hoved. Og så har jeg en komplet fyldt weekend, hvor jeg måske mere har lyst til, ikke at have for mange forpligtelse. Måske. Der er ihverttilfælde et eller andet. Eller også er det bare kvalmen. Jeg har også spist en masse sukker og det er hellerikke synderligt fantastisk.

Så med al den ubalance er det ikke rigtig til at sige, om kvalmen ikke bare er fysisk. Selvom jeg plejer at mærke en masse efter fysiske reaktioner på stress, så er det jo ikke rigtigt til at lure, når dataen er så forurenet.

Der er en eller anden lejlighed i min opgang/ den lige ved siden af, der har valgt at bruge alle væggene som forstærkere. Og ligenu er klokken tre om natten. Det er ikke fordi jeg egentligt har et problem med det...men det skaber også en brand mærkelig stemning. Spøjst.

Hmm... men endnu engang virker det lidt, at tage mig tid til det her. Det er som en følelsesmæssig defragmentering. Og jeg tror stadigvæk jeg er ret så skræmt over, hvad sommeren kommer til at blive...og jeg er bekymret for, at det bliver for meget og at jeg så lukker ned. Om jeg lukker helt af og ikke står op, i protest imod det ydre press.

Jeg har ikke helt ro og rummelighed nok til, at få de sidste ting på plads hver dag. Der er simpelthen for meget i luften...Mere yoga...mere tid....mere ro...

Jeg har brug for, at lukke lidt mere ned måske. At finde ind igen. Den fine og grundlæggende ro, er fyldt med rod.

Egentlig er jeg inviteret til stor vennekomsammen imorgen...men ligenu har jeg lyst til at pjække og vaske tøj. Og få fikset køkkenet fra fremmedrester:)
Selvfølgelig er der den gamle " hvorfor gå glip af det"...men lysten bliver nød til at drive værket.

Hænge hjemme...vaske tøj...øve noget klaver... Dét lyder sq ikke så skidt vel? lave et fornuftigt måltid mad...ja...nu får vi at se hvad det ender med. Ihverttilfælde er jeg ikke på vej til at lade noget diktere hvad jeg skal de næste 30 timer. Nix nej. Mavepine giver sur dMonique og sådan er dét. Foden er sat for hoveddøren.

torsdag den 7. maj 2009

Sikke noget hø...

Puha... Jeg troede jeg havde oplevet det slemt før...men i disse dage oplever jeg en bittersød tortur som jeg ikke har prøvet før. At forelske sig og blive mentalt tæt, med én jeg aldrig har haft ordentlig tid sammen med...det er dælme en tandudtrækkende røvbanan.

Samtidig er der en sødme til den her oplevelse, som ikke er til at slippe. Det gør det brandhedme til noget som er svært at slippe. Hvem ved hvad der er på den anden ende af dette følelsespludder. For jeg håber der er en anden ende.

I det heletaget er der omskiften i luften, og det skræmmer mig sku. Nu har jeg sejlet rundt på min tømmerflåde i halvlandet år, og ligepludselig krashbang er jeg ved at lande. Måske jeg får praktik ibland rigtige voksne mennesker, der har rigtige voksne ansvar. Goddammit...det skræmmer livet ud af kroppen på mig. Hele planen var for satan at komme i form til det her skidt via dark...ikke at slide næsten alt det tillærte fra sig igen før den store vide verden truede...

og det gør den nu. Hmm... og jeg ved godt at det bare er spøgelserne fra fortiden, der hvisker mig i ørene omkring min evne til at fejle og fucke ting op. Og selvfølgelig om min påståede mangel på evne til at tage imod alle de gode gaver, der kommer oven ned. Men fuck det! Fuck nu af med alle de stressede tanker. Jeg kender jer, og jeg ved hvad i gør. Bare fordi de render rundt i mit baghoved behøver de ikke at være ægte. Sådan er det sku. Er der noget jeg ved her i livet så er det dælme det. Jeg bliver simpelthen bare nød til, at tage mig tid til, at skælde migselv ud her, så jeg kan få skillet skidt fra kanel og skønne følelser.

Men jeg ville ikke bytte det for noget i hele verden. Det er spændende, overraskende og fantastisk. Både det ene og det andet. Både det bittersøde, som er så uvant fordi det tiltaler mig så meget, at jeg vil dæmpe og kæmpe med mit rod for at udforske det dybere. Og den potentielle vilde praktik? Der måske kan bruge sådan en social onlinenørd som mig? Til rent faktisk at producere interessant og relevant viden?? Omg... Såeh... Jeg må hellere stakke op på hvidvin og sovepiller...for snart går projekt døgnrytme igang :-p

mandag den 4. maj 2009

so close and still so far...

så meget er skønt og fint. Så meget giver mening og poesi. Så meget at det er hjerteskærende at hverdagen ikke er der. Ikke engang er på vej endnu.

Imorgen skal jeg i en workshop sammen med andre arbejdsmanglende individer, der skal holdes igang. Jeg skal bevæges og betale. Jeg skal deltage. Jeg skal dagligt påpeges for, at tingene ikke virker og jeg ikke er bidragende til samfundssystemet, men en snylter af det. Jeg forstår godt magthavernes motivation...men det ændrer ikke på, at imorgen er forbundet med forbandelser og eder. Med ekstremt kodylt nederen. Jeg gider ikke...jeg hader hader hader det. Men jeg kan i det mindste elske at det giver mig en tur i solskinnet...Øv...

Jeg har fyldt maven og bruger det til at dræne energi. Prøver at blive træt. Prøver at fylde hoved og trætte det med spil. Men den truende meningsløshed af morgendagen presser på og pirrer min sædighed. Giver mig lyst til at brække mig og løbe ud i verden. Eller bare blive mere vågen og agressiv. Og jeg ved at det ikke er konstruktivt. Måske får jeg engang et liv, der slet ikke kommer til at provokerer de impulser. Gad vide hvad det bliver til.

Jeg er træt alligevel,...men måske ikke sovetræt. Mere bare træt af det meste i den dumme hverdag.

onsdag den 29. april 2009

mavepinetrætte dMonique

Så nu er jeg så blevet "mor" materiale. I det hele taget materiale til alt muligt. Jeg tager mig af en veninde i kaos i øjeblikket, og på hendes spøjse manér siger hun blandt andet at det er rart, ved at sige at jeg vil blive en god mor.

Det er lidt somom omsorg ikke kan gives af ligesindede. Enten fordi vi har en sproglig ting omkring det, eller fordi det er en eller anden kulturfinurlig selvstændighedspromoverende satan.

Men ja...det falder mig enormt naturligt at observere og bidrage til folks velbefindende. Så måske er det dét der så skal stemples som kommende alienvært i maveregionerne.

En sød stille og misforstået pige - som jeg mødte idag, sagde at jeg ville blive en skøn kone for en eller anden. Det er mærkeligt med de her defineringsøjeblikke.

Jeg ved ikke hvorfor det virker så mærkeligt på mig. Måske er det fordi jeg bliver stemplet som så meget i øjeblikket. Som kontanthjælpsmodtager, som byrde og så videre.

Måske er det også fordi jeg er så selvbevidst i øjeblikket. Der er ikke noget som betagelse af en anden, til at sætte spejlet op foran mig selv. Det er ikke så forfærdeligt modbydeligt som før i tiden, men det kræver stadigvæk energi at flytte fokus tilbage på livet og musikken. Alt er sprødt og spændende, men samtidigt også på distance og vagt. Ligenu er nuét så stærkt, at fremtiden og kampen for det glider lidt i baggrunden.

Måske er det dét der vækker de moderlige instinkter. Det er så drøn dejligt konkret, at yde omsorg. Det giver så umiddelbart et resultat og giver mening hvert minut der går...
Og så er det ikke engang synderligt skidt for resten af verden. Nogen nyder rent faktisk lidt godt af min off-beatness..

Så jeg tuller rundt og gør lidt rent. Kigger lidt tv og tager mig lidt af verden. Sørger for at holde updates på folk og skriver og snakker med svensken.

Men jeg kan ikke rigtigt føle min fremtid for mig. Kan ikke se det ske. Er så forbandet forvivlet rundt i virvelvindene af bekymring. Øv. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind på M.I med venners anbefalinger. " Vi har konsensus om, at Monica så meget skal bruge sit liv på det"... Men jeg har også stadigvæk en lille angst i maven ( lille bitte dog) for, at jeg kæmper så meget og så ikke ønsker at være der, når det kommer til stykket. Dammn hvor har livet dog gjort mig til et relativistisk rodehoved....Eller også er det bare fordi jeg er træt.

Jeg ønsker mig en blå, blå cykel og færre logistiske og økonomiske problemer. Færre løgne og flere løg. Mere formål og mindre free-form. Og dog så ville jeg ikke bytte alt det her med noget som helst i verden...

mandag den 27. april 2009

aftenbøvs

Mit kongerige for en cigaret. Men i det mindste er der kun 3 dage til der går penge ind. Jeg har overlevet værre.

Så...Jeg fik faktisk sagt noget relevant og begavet til svenskermanden. Noget ala - jeg kan godt lide dig, men nu skal jeg lige finde ud af, hvad jeg skal bruge dig til.

Hvilket jeg faktisk synes ramte det liige på kornet. Hvad skal man med amourøse/intime forhold... Jeg kan næsten høre min kære moder råbe " dont think just do it" somom hun var sponsoreret af pepsi-generationen. Men nu er jeg nu engang mig, og giver derfor lige mig selv lov til at granske lidt her i de rolige nattetimer.

Men jeg ved det stadigvæk ikke rigtigt. Indtilvidere føler jeg mig godt underholdt. Er det nok til at være involveret med et menneske, som selv indgår med sig selv i processen...og måske har forventninger til noget udvikling?
Der er så mange trevler i luften hvad angår forhold og deres status i øjeblikket. Måske var homoseksuelle ægteskaber virkeligt roden til denne opløsning. Ikke fordi de er en ond ting eller et eller andet idiotisk og forstokket argument,- men fordi det var det første skridt på vejen til opløsning af forholdstvang, normer og ulykke...Men hvad er der tilbage / hvad er der på den anden side.

Hvad er der hvis der ikke er nogen regler? Hmm... det er lidt det jeg tygger over. Umiddelbart er der hellerikke noget nogetsomhelst, når nu der ikke er hmm...

Altså... Jeg har ikke haft et behov for en monogam partner i lang tid. Har det ikke nu heller. Men hvad ér forhold så, der er baseret på denne form for regelløshed? Mere ægte? eller mangler der benspænd?

Hmm.... Jeg tror også noget af det ligger i, at den fysiske oplevelse er ikke-eksisterende. Hvis jeg kunne putte/dufte/mærke det andet væsen, så tror jeg jeg ville være mindre late-night gnaven.

Men alt andet lige bliver det en spændende verden, hvor vi rent faktisk kan debattere alternative familiestrukturer og forholdsopbygning. Jeg glæder mig til at se hvor den er om 10 år

søndag den 19. april 2009

Så er der dælme færre ting der kan slå mig ihjæl. Selvom jeg er en fjollet fjollet og dum pige, som smider sin forbandede laptop væk, så er jeg i det mindste ikke gået i spåner endnu. Det bliver en lille uge uden søvnhjælp og jeg har præsteret at håndtere skidtet uden panikanfald. - Ikke at jeg ikke hold mig vågen til solen stod op flere dage i træk...ikke at jeg ikke var off-beat på hele arrangementet. Men jeg panikkede sq ikke. Og dét er sejeren.

Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, hvordan knudepunkts sociale liv fungerer. Det er fuldstændigt bagvendt i forhold til de potentielle skønne værdier og burde basalt set få vendt sin pyramide på howed. Baseret på hvordan folk reagerer på mig, så er det et udstrålingsstyret system. Wau og glimmer og gøgl og attitude dominerer den fælles fortælling. Hvor at dem der burde være i fokus er de nørder, som også i denne setting bliver ignoreret. Puuuha puuuubad... Det hører ingen steder til, at jeg skal få komplimenter for mit glimmergøgl, når jeg præstationsmæssigt ikke når nogen af de skønne nørder til ankelsokkerne. Måske er det fordi, at der er så meget vægt på socialitet, og at det derfor bliver værdsat højere om folk er sjove eller charmerede eller lette at tale med.

Hmm.... det er lige før jeg synes der manglede nogen brædtspil...

Men min knutepunkt er fuldstændigt uafhængig af de tvivlsomme program og de mærkelige strukture. Jeg har haft skøn kontakt med skønhed og varm kontakt med ild. Spændende og varsler et eller andet ude i fremtiden...Sålænge jeg ikke skal ofre en forbandet laptop hver gang jeg skal møde spændende mennesker, så brokker jeg mig ikke....

men snue på vej og nys ud over det hele. Mit hjerte længes hjem efter mit varmetæppe og rugbrød...og lydbøger og mit klaver. Og ro....forbandet ro....

torsdag den 2. april 2009

Jeg sejrede! Lavede knock-out. Ramte zonen hvor ordene dansede og skabte sig selv. Hvor fortællingerne spandt sig rundt om mine ideer med deres eget skønne liv.

Stående lige pladask midt i nuet og blive revet med af mine egne fortællinger. Var så ovenpå at jeg for det første slet ikke kan slippe det, og for det andet stadigvæk er ekstatisk. Hurra. Fuck yeah hvor var det wild. Skønt og råt og uden behov for at være poetisk i at beskrive det. En aften jeg sent vil glemme. En fuldendelse og den sidste pladask af bekræftigelse i, at dét er noget jeg kan og gør og gør godt. Gør hvor det føles fantastisk.

Sikke en rusjebane ugen har været

tirsdag den 31. marts 2009

At se dem blive hærdet og brændt ordentligt igennem. Varmet af solen og hærdet til at holde. Sådan bliver mine børn måske. Måske hvis jeg har modet til, at rykke rødderne op en dag. Måske hvis jeg har modet til, at lade mine frø vokse i fremmed jord.

Jeg tror det vil være det rigtige. At se gylden hud og hår fyldt med tillid til vejret og humøret. Det giver mig en mulig historie om en fremtid jeg kunne ønske mig. Men findes der noget der er mere skræmmende end ønsker der står uopfyldt?

mandag den 30. marts 2009

jeg håbede på accept, men det er ikke kommet. Tilgengæld har selvdestruktionen meldt sig tydeligere. Ingen ordentlig søvn og derfor ingen talepædagog. Hun ender nok med at smide mig væk og tage en mere værdig trængende ind.

Jeg har snakket i telefon med en ok potentiel ny læge. Jeg håber jeg kan finde én, der rent faktisk tager mit søvnproblem alvorligt. Jeg har også en hovedpine i den ene side af hoved som har været der i et par dage. Fuck...jeg bliver nød til at tro på, at der er noget der kan hjælpe mig ud af at være så pisse defekt. Det er simpelthen umuligt at administrere det her liv i de her rammer, når søvnen skal være en evig kamp.

Alting falder sammen. Kort for kort bliver huset mere og mere umuligt at redde. Jeg kan simpelthen ikke rumme det idag. Jeg kan ikke.
Jeg er meget utilfreds. Med mit liv, dets udvikling, mine muligheder. Tidligere i dag var jeg så trist over det, at jeg ville ud...Nu er jeg hjemme i vreden. Skide sur over hvad der sker. Imorgen håber jeg at jeg når acceptstadiet. Men fuck altså...

Jeg kan slet slet slet slet ikke forholde mig til, at min stemme skal holde mig fra at studere dét jeg er og bliver. Jeg kan bare hellerikke forestille mig, at min stemme vupti bliver bedre...for nu har jeg været på medicinen i snart 2 uger og der er sket en forandring...men den er minimal. Fuck røv øv nederen pis og fuck dig. ´Jeg har noget kamp i mig, men det er ikke meget. Jeg har modet men det rinder ud. Jeg er så pisse træt af det her pis. Fuck altså. Ingen frihed. Ingen fucking frihed i bevægelse eller økonomi...jeg har ikke råd til, på nogen måde at vælge hvad jeg spiser eller drikker og jeg er så pisse træt af min diæt at det er helt utroligt. Jeg er træt af hvad jeg drikker og spiser, hvor jeg drikker og spiser og oven i det, hvad det gør ved min mave. Fuck...jeg er endda træt af hvem jeg gør det med.

Jeg håber hun har gode nyheder den der talepædagogdame :(

fredag den 27. marts 2009

På vej mod de 27 og fyldt med kommende afklaringer.

Det er en indtagende oplevelse, at føle at ting er ved at forløse og forklare sig. At være ved at nå til et lille plateu af forståelse i forhold til småting der gør livet lettere og en del lykkeligere.

Det er fordi de indre skala for foretrukne ting og generelle præferencer endelig er ved at træde tydeligere frem. Knust af hash og ulykkelighed antager jeg, og dette giver jeg en del af skylden i forhold til, at jeg har fundet muligheden for at foretrække, i overensstemmelse med indre sammenhænge, så sent. Men nu er det mere og mere fornøjeligt og lykkeligt for hver dag der går. Det er skønt og ofte rimeligt overraskende og mange ting som jeg har taget som selvfølgelige eller endda obligatoriske, er på ingen mådet dét. Så væk sagde prinsessen og åbnede bagdøren og lod de andre gadegøglere komme ind i stuen. :) Og hurra for forår forresten.

lørdag den 21. marts 2009

Meget meget interessant aften alt i alt. Med hele baduljen. Interessant mad, godt selskab og så...ingen alkohol. Jeg drak en cider efter maden og konstaterede, at jeg ikke havde lyst ( havde så også tømmermænd) Men meget interessant. Og jeg har haft en rigtig god aften. Det har været dejlige samtaler og godt samvær og jeg har en meget mærkelig og snigende oplevelse af, at jeg gerne vil have den samme oplevelse igen. Snart måske endda. Det er ligefør jeg er ivrig efter, at komme i byen, så jeg kan prøve at lade være med at drikke igen. Mærkeligt. Og jeg tænker det vil hjælpe på halsen også. Det her kropsprojekt er virkelig ved at gribe om sig altså :)

jeg tænker, at det kommer til at tage en uges tid før det begynder at virke med medicinen, men jeg ved det ikke.

Men jeg har simpelthen ikke kunne sove. Jeg skal egentligt til en øver, men ved ikke om jeg kan rumme det. Men det vækker en isnende frygt for, at brænde en eller anden bro. Jeg har altid en angst for, at mit søvnproblem vil spænde ben for mig. Øv

torsdag den 12. marts 2009

Nattedoku og tænketanker

så er det dokumenteret. Bare et år med musik giver hjerneudvikling på den seje måde. Forbindelsen imellem de to hjernehalvdele sparker f.eks mere røv. Det er fantastisk. Man undersøger, om specielt talentfulde børn har disse hjerneudviklinger fra starten af,- og det ville ikke undre mig synderligt hvis det var således. Mozart som en blanding af disse skønne forudsætninger og måske Asberger lyder ikke fuldstændigt vanvittigt.

Men alt andet lige så ér det - hvis vi altså kalder mere sammenhæng og bedre finmotorik, samt udviklet lytteevne - positivt. Hurra hvor det virker.

Jeg ser i øjeblikket forskellige serieprogrammer fra Natural Geographics og de er virkeligt svingende i kvalitet. Men "My brilliant Brain" er indtilvidere en skøn lille nørdet kiggen indenfor.

Og det stiller nogle smukke spørgsmål op. For - og måske er det bare producernes morale der skinner igennem til mig- det virker indtilvidere somom, at det ikke bliver nemmere at have et godt liv, selvom man har unikke evner. Det er i det hele taget meget spændende, så at tygge lidt på, hvordan vi gik fra at ville være en græsk helt og enestående med enestående evner, til at ville være manden i haven med hunden og den skønne familie. Men jeg løber af sporet. Indtilvidere viser de forbløffende talenter gang efter gang, en øget hjælpeløshed. Og en øget hjælpeløshed er vel også en mindsket frihed. Hmm... Men tilgengæld er den dybde deres talenter giver dem adgang til inde for deres områder også en slags frihed. Små smukke og mega-dybe universer af specialitet.

Så nu siger de også, at stimulering som ung powerbuffer intelligensen og lærelysten hos børn. Jeg glæder mig til at fortælle det til mine kære forældre - især min mor- så hun kan vide, at det endnu mere definitivt altså var de forfærdelige skodskræv af nogle modbydelige tæver der fuckede mig up, og ikke deres ungdommelige - og måske lettere naiive og til tider geniale og til tider ubehjælpsomme- opdragelse, der kastede mig ud i både vandvid og vanføre.

Når jeg kigger på alle de ting jeg er blevet holdt tilbage af, og som jeg kæmper for at blive fri fra, så er det ikke mig problemerne har været. Selvom det altid har været der jeg har kigget. Det lyder som en åbenlys selvhjælpserkendelse og sådan er det. Hip hurra og Yes-man til hvad det har af potentiale.

tirsdag den 3. marts 2009

Gør mig omgængelig...

(Denne bøn blev fundet i 1610 på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke, hvis navn eller beliggenhed jeg desværre ikke kender)

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive gammel. Bevar mig fra den skrækkelige tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig for trangen til at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist; hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om bekymringer og smerter, de bliver flere og flere og lysten til at beklage sig over dem, vokser som årerne går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukomelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterstykker.

Giv mig evnen til at se noget positivt hvor jeg ikke har ventet det og gode sider hos mennesker jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

søndag den 1. marts 2009

Puha...jeg burde simpelthen vide bedre...

Men jeg blev vel overmodig eller noget. Så nu sidder jeg og med tåre trillende ud af hjertet, længsel i hænderne og smerte i sjælen. Hele mit jeg synger med i den triste melodi den tragiske fortælling tævede ind i mig. Jeg burde vide bedre.

Og det er selvom, at jeg er ved at have lært at huske, at fortællinger og bøger og film prøver at belære os og moralisere, mere end det er trusler om hvordan ens liv kan blive. Eller beskrivelser af hvad der har været. Flot skuespil og tunge toner i Brokeback Mountain. Og nysgerrigheden brændte mig igen.

Jeg burde vide bedre end at se ulykkelige film og film hvor folk dør, men denne gang var nysgerrigheden for meget. Og av av... Hvordan skal jeg nu kunne sove?

Hvis de nu bare havde ladet moraldelen blive ude, og bare vist smukke skønne og stærke mænd kæmpe om hinandens kys...såå havde det været en - mindre dyb men - god aften. Suk

onsdag den 25. februar 2009

Mellemlanding i " for-alvor" land

Så... Endnu en uventet dramatisk dag.

Jeg er holdt op med at ryge. Talepædagogdamen ringede mig faktisk op, efter at jeg havde været til samtale med hende idag, ogs sagde at hun havde tænkt over det. " Du SKAL holde op med at ryge" ellers kan hun intet gøre. Så jeg smed min nyindkøbte ( stadigvæk lidt romantisering om det) pakke orange kings i skraldespanden mens vi snakkede. Dét er hvad der skal til, - en god nok grund til at lade være. Somom jeg hellere vil ryge end fortsætte med at gå musikstudiernes vej.

Og så hjem og sove ovenpå en søvnløs nat og en sindsyg morhandling. Måske rygestop også kommer til at hjælpe på soveriet?

Troede Fastaval ville blive årets event, men jeg glæder mig som en vanvittig til knudepunkt. Til eventyret...til gensynet...Til det hele.

Jeg er groggy og har hovedpine og drømmer om sushi... Over and out fra det røgfri rumskib...

lørdag den 21. februar 2009

Dualitet og hængepartier

Såeh...jeg tænkte jeg havde fingeren på problemet...men det var slet ikke min legehobbies skyld. Tilgengæld har det virket på sin vis, at havne i så desperate tankeløjrer fik sparket min selvvilje i røven og medførte en integrering af en egenkomposition i bandet. Spændende.

Jeg har simpelthen bare brug for balancen og jeg glemmer den når jeg bliver presset for længe. Jeg fyder rundt på min tømmerflåde, omgevet af blide pleasermænd og forvirrede ungkvinder. Omgevet af halvhjertede redningsforsøg og bizzare understrømme. Som enhver anden rumrejsende længes jeg efter et gensyn med den blå himmel. Hvis den ikke snart kommer med sol og moden frugt, ender jeg med kabinekuller og skørbug...

søndag den 15. februar 2009

Inspiration og....fornyelse?

Jeg har været ude og lege rollespil igår. Jeg har brugt en del tanker og tid i løbet af ugen op til, på at forberede hint rollespil....

Og her er min spekulationsting. Måske burde jeg holde op med det? Såen andet end det hyggelige d&d hver anden mandag. På et eller andet plan acceptere, at selvom det er drøn udfordrende og giver mig en myldriart ideer, så er det stadigvæk en leg.

Det jeg tænker er, at hvis jeg nu gav slip på det, så ville der være en panikperiode og derefter ville min udtrykstrang rykke over på den nærmeste anden udtryksform. Og det vil frigive energi til musik. Ligemeget hvor god jeg er til det rollespilsgeil, så er det jo hverken mad på bordet eller fremtid.

Måske er det fordi jeg i det heletaget er frustreret over, at der ikke er nogen udvikling i mine kunstformer, og så irriterer det mig selvfølgelig at rollespil er så uproduktivt når det nu tager en masse af min tid. Og det er ikke engang fordi min tid er værdifuld i øjeblikket...snarere tværtimod... Trist trist...

På en helt andet front...Hvordan i alverden tager man imod en kærlig, stor og gavmild gave på skrift?? Jeg har brugt de sidste par dage på at prøve at formulere et dejligt svar, som ikke er mærkeligt... Jeg har aldrig prøvet det før :) Men det er selvfølgelig en skøn problematik...Bare også drøn uvant.

torsdag den 12. februar 2009

Bang! sagde det inde i hoved

Altså... jeg har prøvet at finde sammenligningsgrundlag for hende min nye halslæge. Men jeg hart aldrig rigtig mødt en dame som hende før. Det var som et bagholdsangreb af en højintelektuel hellerupdame med en kærlighed til stemmelæber og en foragt for provinssocialisme. Det var som at blive bombarderet med information uden nogen form for fortilfælde, til at vælge hvad man ville sortere hvorhen.

Men tilsyneladende er jeg nu skrevet ind til at teste noget medicin samtidigt med, at jeg måske har en klinisk grund til at have stemmeproblemer og det måske kan fikses mettevuns...

Men jeg er normalt så meget inde i folk, at jeg kan vurdere hvilken data der er relevant og/eller hvad jeg skal lytte til og hvad der skal tages med et gran salt...men denne dame med de tyne tynde øjenbryn smed mig fuldstændigt af kurs. Jeg havde simpelthen ikke noget grundlag for at læse denne gennemdannede kvinde. Og det gik så stærkt!

Måske dette ikke er tiden til at teste medicin? Måske jeg gerne ville have penge for den slags? Måske jeg stadigvæk ikke helt ved hvad jeg fejler? Måske jeg blev damptromlet på den mest civiliserede måde...og udover det, så må jeg ikke længere nikke i samtaler...for det er lissom at ryste klaveret... Og så har jeg smukke stemmelæber...Dammn.....

mandag den 9. februar 2009

xkcd

èn ting er, at søge at få Lucide drømme - et forskningsområde der alligevel er til at tjekke ud på nettet. Men det jeg har er nøjagtigt modsat. Det kommer i perioder, og dette er en af de tider. De sidste tre dage har jeg skulle bruge mindst en halv time om morgenen, hvor jeg skal ryste det af mig. Kæmpe mig tilbage til virkeligheden og håndtere eventuel tristhed eller forbløffelse over, hvordan verden er. Jeg forstår ikke hvordan det kan være så nemt for folk når jeg havner i de her bølger.

Da jeg var yngre kunne jeg ikke tage det som andet end et eller andet tegn. I forhold til, hvor utydelige budskaber min hverdag var fyldt med, så kunne en klar og tydelig drømmesamtale med et menneske virkeligt sætte sig i kroppen.

Og det gør det stadigvæk. Og gerne upassende eller ubelejlige oplevelser i forhold til virkeligheden. Heldigvis aldrig noget klamt...men bare ubelejligt eller fortidspåmindende...

Eller længselsfremkaldende...

Jeg har endnu engang brugt natten med min makker (tm) og ville ønske det ikke var mandag, så jeg kunne jage mig en erstatningshan og få det ud af kroppen. Ikke at det på nogen måde ville være andet end nicotinplaster, men i det mindste ville det rykke mindet om hænderne lidt tilbage i køen. Erstatte det med en detalieret virkelighed.

I forhold til drømmenes komplicerede viriositet, så er virkeligheden grålig og tilfældig. I forhold til mine drømme, virker de fleste virkelige relationer overfladiske og uinteressante.

Eller også er det bare fordi, at så mange folk er for langt væk. Måske er det fordi jeg har lyst til noget lettere tilfældig nærhed og det er mandag og drøn besværligt...måske er det bare fordi..

fredag den 6. februar 2009

Hvorfor jeg elsker metroen...


xkcd igen, med en lille sandhedsperle.

Jeg elsker at køre rundt på elevarorene hvis der er lang tid til metroen går. I det heletaget elsker jeg dem :)

Og jeg er endelig blevet rask. Både halsbetændelsen og maveondet er væk. Tilbage er der at få fikset min døgnrytme og være lidt blid ved min slidte mave. Og men nykommen raskhed kom nyfundet livsglæde. Jeg har været så optimistisk, at jeg et splitsekund har overvejet om jeg fik for meget antidepp... Men det er jo bare en bieffekt af, at have haft to sygdomme i rap og blive sendt i tristhedstanker i den process... Nu er livsmodet oppe og køre. Det er najs. Min lejlighed bliver shinet op til det kommende forår ( som altid...Tobias har døbt den den organiske lejlighed) min krop bliver kampklar med miaskinen- skal lige fikse den fodplade- og så skal stemmen også tunes... Det skal nok blive spændende :)

torsdag den 5. februar 2009

Jeg er så brændende enig...


xkcd giver mig altid en nørdet tryghed om, at jeg slet ikke er alene alligevel :)

onsdag den 4. februar 2009

Drømmetræt

Døgnet har vendt sig på hoved ogmine drømme gør alt hvad de kan for at gøre det samme med virkeligheden. Jeg sidder her, vågnet på så ubrugeligt et tidspunkt som der findes, og halvdelen af mig længes efter, at løbe ud af døren og opsøge fortiden. Selvom det er år og dag siden at den fandtes. I sig selv er det bare en drømmerest, men fordi idag allerede er ubrugelig og off-beat, så kan det næsten retfærdiggøres som en eller anden form for eventyr. Men jeg må bare holde ud tror jeg.

Mine argumenter eller ellers mange - både for og imod. Altså udover det helt basale, at jeg ville kunne gå forgæves og finde en tom lejlighed. Så er det et bonus, at alkohol ville gøre mig træt og måske hjælpe med døgnrytmen...Men con er, at alkohol også gør mig dum, og at det fucker med økonomien. Men at gøre noget ved rastløsheden. At lade somom der er en mening med det hele og et forskrevet eventyr jeg kan hoppe ind i. Puha.

Mellemvejen ville måske være Christiania og Jazz...men jeg tvivler endda på min evne til at høre musik i aften. Øvs bøvs og jeg er stadigvæk lidt syg.

Jeg længes bare efter lidt sammenhæng og lidt dybere nærvær i aften. Og ligemeget hvor crazy alt andet var dengang, så gav han mig den oplevelse. Og når jeg så drømmer videre. Når det kryber ned under huden og sidder fast når jeg vågner... Jeg ville nærmest ønske, at hellerikke jeg kunne huske mine drømme. Men sådan er det ikke...de rider og slider i mig. Og jeg ville ønske at mit drømmekram holdt sig til vågen tilstand.

mandag den 2. februar 2009

Skrig det ud

Ligenu ville jeg ønske jeg var gift. Bare længe nok til at komme i et skænderi og få vagt gejsten ved at slås.

Jeg er så træt. Træt af, at jeg skal tilbage til talepædagogen. Træt af, at det er en lille detalie langt væk fra mit felt, der gør, at jeg skal slås for at komme ind på musikvidenskab. Der er altid et eller andet galt med mig. Altid et eller andet der skal rettes til, for at passe ind i det her samfund og dets systemer. Det er aldrig nemt og det er altid noget sekundært der skal blive et omdrejningspunkt.

Så jeg ville ønske jeg var gift, så jeg kunne få ham til at sige noget i stil med " hvorfor lader du din maskine stå tændt om natten" eller noget andet subjektivt irriteret...Så jeg kunne råbe alt min frustration ud i en "hvor vover du at ville ændre på mig? Hvor vover du at tænke, at der er noget som helst der skal ændres ved mig"...

Dammn jeg har lyst til at være en kælling. Jeg har lyst til at være en dum dame. Jeg har lyst til at have en fysik entitet at udfordre og besejre. Jeg har lyst til at slå det ihjel med ord. Der er så langt... bare for at nå hen et sted hvor tingene udvikler sig... Der er så meget ventetid og så mange modstandere. Jeg kender det her sted så grueligt godt. Hvor sindet ønsker at vende sig til en gud eller anden meningsgiver for at finde en form for sandhed. En mening. En tråd. En skæbnegud af en slags. En eller anden form for retfærdig afgørelse eller grund. Eller et svar til den følelse der siger, at det ikke kan være besværet værd. At det er meningen at jeg skal noget andet. At det er fordi jeg går imod en eller anden form for " livets strømninger" at der er mærkelige modstande hver evigt eneste sving på vejen.

Men jeg er istedenfor lettere søvnløs og smågnaven. Imorgen er dagen jeg skal aftale tid hos halslægen til endnu en kamera-i-næsen oplevelse...jay

onsdag den 28. januar 2009

Følelseshalløj i den kolde vinter

Skal vi være kemisk afhængig af hinanden?

Artikel om kærlighedens kemi


I bund og grund er det kemi. Igen igen. Og det er jo ikke nogen hemmelighed. Så en verden hvor ovenforstående spørgsmål er det hyppigst stillede, ville vel give en eller anden form for retorisk mening. I hele denne mytekult omkring kærlighed og " den eneste ene" holdes lige dén kemiske reaktion hellig.

Spørgsmålet er, om lykken findes i mere klarsyn eller hengivelse til en form for forstillelse. Tilpasset nutidige og frisindede parametre naturligvis.

Et andet spørgsmål er, om sådannogen mere eller mindre latente narkomaner som mig selv, bør gøre en indsats for at undgå kontakt med potentielle kilder til dette. Det giver mig uendelig meget kreativitet. Jeg producerer og agerer når kjærligheden går mig på...nogle gange bare ved kontakt med en af de myter, som vækker de ældste minder om afhængigheden. Det forklarer hvorfor at stress og frustration sender tankerne ned af memory lane. Til hvad der har været af store følelsesnarkoperioder.

Hele valentine/kærlighedsfilm/roman/eventyr industrien, er som en narkoman der ønsker, at også du skal være på heroin. Hvorfor er du singel? Vil du ikke kende kærligheden?

Men så er det jo bare, om der er en sandhed i det. Om det for en gangs skyld er flertallet der har ret...

............

Gud ske tak og lov for, at disse nattetanker ikke er noget jeg bliver nød til at tage med mig imorgen :) Let it flow, glow and do the yoga. Selvom jeg i skrivende stund er på et tænksomt og grublende ordfyldt plan, så er der et liv fyldt med musik og leg i hverdagen. Skidt pyt med en overordnet sandhed. Klogere folk end mig skal nok sørge for ( sålænge at vi kæmper for at de gode vinder til slut :-) at hvad der end er rigtigt bliver tilgængeligt i en bedre udviklet verden.

Imens vil jeg glædes over, at være lige så meget bonderøv som resten af menneskeheden, og skrive den bedste musik, når ting ikke går som jeg synes :)

mandag den 26. januar 2009

Godt igang i det nye år.

Så er det ugen hvor brevet vil dukke op. Det bliver interessant at se, hvilke evner jeg skal genopfriske dette forår. Mit bud står på bladlæsning og hørelære..men det er også klart de to mest udefinerbare af prøverne. Jeg har ingen anelse om niveauet.

Min kære familie hjalp mig igennem, hvad der viste sig at være en frustrerende søndag. Jeg har højst sansynligt tabt mine nøgler hjemme hos en fyr, hvilket var det største nederen twist på en ellers ganske udemærket dag. Dejligt med sex til at tage opmærksomheden væk fra denneher irriterende halsbetændelse. Men dagen gik fra at være tømmermændsstenet, til at være et transporthelvede med frustrerende venten på nyheder om nøglerne. Sikke en farce. Øv... Jeg har på ingen måde tillid til, at der er blevet kigget ordentligt efter dem. Jeg overvejer at spørge om jeg må komme og lede, hvis de ikke dukker op inde for en uge. Det er måske crazy? men det handler lidt om at stole på folks kompetance i at lede. Sikke en tillid. Jeg har bare ikke råd til et nyt sæt nøgler. Jeg gider simpelthen ikke miste penge på sådanoget lort.

Tilgengæld så har jeg endnu endnu endnu engang scoret dagen før jeg får min mens. Det er simpelthen til at stille uret efter det hormonflow. Sikke en verden. Det er simpelthen så stenet at jeg har gjort det, måske for femte gang. Enten er det et derren brown øjeblik, eller også så er det virkeligt noget der giver mening i forhold til en cyklus. Stenet stenet.

Jeg oræver at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til at savne Londongenseren. Jeg er lidt havnet i en gråzone hvor vi ikke har aftalt/afklaret vores forhold. Jeg har ikke lyst til at være påtrængende med, hvad der måske er blevet et eller andet behov for nærhed, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre i den her situation. Heldigvis er det spændende og stadigvæk en god ting. Det er en ganske fin oplevelse, at savne et menneske, når det er på den gode måde.

Jeg har en gammel elev som gerne vil hjælpe med at sætte hylder og halløj op. Det hjælper på forårsstarten, at få shinet lidt op hist og her. Måske endda tage stjerneskibet ud i rummet, via rumdesign... Plat men true. Jeg har nogle planer om store " vinduer" med stjernehimmel i soveværelset.

Alt i alt ved godt mod. Og økonomisk i stand til at overleve til lønningsdag. Hurra.

fredag den 23. januar 2009

et forsøg på en begyndelse

I samtale med en ven, kom det såen frem fra ham, at når jeg fortæller om det jeg med opblødende humor kalder " min crack- periode" så har han antaget, at jeg pynter eller fortæller lidt i forløbet. Som han sagde " Du er jo historiefortæller"... Fuck... De ting jeg har delt indtil videre er hverken de forfærdelige eller de skræmmende...

Og det har fået mig frem til, at jeg må finde en måde at komme af med de her minder på. Nogen at dele det med, eller modet til at blogge det ned. Der har været en tid, hvor det var meget vigtigere at holde fast i nuet, end at undersøge det gamle...men tiden er moden nu. Jeg må på en eller anden måde få det integreret i min aktive hukommelse, for det må være en del af min fysiske bevidsthed på så mange måder. Der er gamle slidte spor i hukommelsen jeg kan gå ned af, som jeg kun halvt har et aktivt forhold til.

Men hvor starter jeg? Der er simpelthen så mange forskellige ambivalente følelser at håndtere, at det ikke rigtigt er til at finde frem. - De mest pinlige? De mest fysisk kompromiterende? De irationelle skræmmeting? Eller bare nogle af de situationer der virkeligt var helt fucked op uden min indvirken?

tirsdag den 13. januar 2009

Kedelighed...

Verden har endnu engang vist sig fra en ufattelig horribel side. Unikt univers efter unikt univers bliver slukket på horrible måder. Selvom jeg er omgevet af enighed, er der ingen værktøj til vores rådighed. En enkelt pind at kaste efter det store monster, men intet der vil få nogen til at lytte. Skaden er sket. Verden står i flammer.

Og her sidder jeg på min tømmerflåde i det smukke ishav. Intet kan røre mig og jeg intet kan jeg røre. Intet umiddelbart kan gøre mig ondt, og intet kan jeg gøre godt. Det er noget fuck.

Og samtidigt er det så pisse ene. Jeg ved, at der er en demonstration lige om lidt. Men jeg kan ikke rumme tristheden. Rumme at være sammen med flere, mange, en masse, der føler det samme og vide... baseret på årevis af samme håbefulde gange, at det ikke fucking virker. Fuck. Mit hjerte brænder for de rædsler jeg ikke kan rumme. Ikke på nogen måder kan komme rundt om. Øv...Hvordan kan det andet? Laden stå til? livet går sin gang? pubad...

----------------------------------------------------->

På det helt personlige egoistiske plan, så keder jeg mig. Fyldt med rædsel for andres forfærdelighed og dump kedsomhed for min egen. Jeg vil virkelig gerne møde bare et...måske flere inspirerende mennesker.

Måske jeg ikke gør det, fordi jeg ikke lever op til de samme krav. Det ville være et meget menneskeligt træk. Men jeg savner nu at møde en fønix...eller i det mindste en der kæmper for at være det. Med nysgerrighed og overbevisning. Med længsel og styrke.

Men imellemtiden koger jeg suppe, spiller poker og håber, at finde min indgang til at hjælpe med fred i mellemøsten...

torsdag den 8. januar 2009

sex, intimitet og blandet pludder...

I denne tid, hvor dagene bliver lysere og det forførende forår nærmer sig, der har jeg tænkt en masse over de milliard forskellige ting der er i sex. Ikke mindre og desværre hellerikke mere verdensomvæltende tanker har drejet rundt i hovedet.

Jeg startede med det fysiske samvær relativt sent. På den anden side af 20 og der var nok gået endnu længere, hvis jeg ikke havde haft en masse paranoide rester i tankerne omkring det. Jeg hoppede ud i projektet i en kollosal brandert og blev kørt til de riges by af en gammel mand og derefter defloreret. Og så var jeg i første omgang ikke så bange længere. At jeg efterfølgende kom frem til, at der fantes mange bedre måder at opleve det på, det er jeg meget taknemmelig for.

Det er simpelthen så fantastisk en umulig blanding at forholde sig til. Blandt andet fordi:

- Det er som udgangspunkt en " naturlig" process,- som fandtes før intellektet. Så der er muligheder for at dyrke sex "helt" uden sin bevidsthed.

- Samtidigt kan det være en af de største stimulanser for intellektet. - Men ikke nødvendigvis på de samme præmisser som stimulerer det " Naturlige"

- Det er såen den eneste aktivitet umiddelbart ( jeg har ikke googlet det) som foregår inde i os. ( naturligvis er det mit kvindelige perspektiv der spiller ind her) men stadigvæk... Det er mega stenet :)

Og det er også det jeg tripper over...egentligt... Hvordan jeg først nu er nået frem til, hvor crazy og betydningsfuldt det er, at det foregår så ekstremt intimt. Eller... Jeg ved ikke om det er betydningsfuldt ala åbenbaringer og amok... Men jeg har ikke oplevet det som værende dét før. Selvom det er foregået inde i mig agtigt. Og det giver en anden og ret så spændende oplevelse. Ikke at fornægte den fordrukne og naturlige ( jeg er rimeligt naturlig til hverdag, men på ingen måde så zen som alko kan gøre mig ;) ) fysiske leg. Men jeg er glad for at have oplevet noget, som næsten kunne kaldes fuld bevidsthed om "agten" Det kommer til at udvikle tingene endnu mere...til endnu mere spændende ballade. Jeg kan stadigvæk ikke få mit hoved viklet rundt omkring det, og regner ikke med, at det sker lige foreløbigt.

Og der er så dramatisk en skævvridning i samfundet, hvad angår oplysning og filosofi omkring sex. Det er så spøjst, at porno er et klik væk, men det kræver flere ugers nørdet yogavideodownloading for at tumle ind i betragtninger om flow og filosofi og sex. Hvor der rent faktisk er ureligiøse men alligevel "alternative" betragtninger om mulighederne og fokus.

Og jeg spekulerer også løs over hvordan det er for en mand i sexsituationer. Jeg ved jeg nok aldrig får oplevelsen, men den forundrer mig. Jeg kendte engang en fyr, der altid tyngedes af, at sex var noget man skulle gøre mod den anden... jeg mener ikke, at det nødvendigvendigvis skal være sådan...men det virker somom det er et naturligt sted, at komme hen. At forholde sig til, at ens tilfredsstillelse foregår inde i et andet menneske....wau...det er rimeligt multifacetteret.

Og at skulle ønske sig noget ind i sit indre univers....det er en meget...tja...ikke noget jeg tænkte så meget over i starten, men helt klart noget, der har gjort mig fabelagtigt selektiv. Men spøjst, at min kultursvampebevidsthed ikke fik den med. Det er tilsyneladende ikke vigtigt for en kvinde, at tænke sådan omkring sex.... Mere noget med at håbe, at han vil elske hende dagen efter og håbe at han gider- og senere lære at kræve- at man får en orgasme...Mærkelig mærkelig verden.

------------------------------
Her i stjerneskibet er jeg begyndt at spille poker igen, og begyndt at vinde. Desuden har jeg fået datoen til min optagelsesprøve til musikvidenskab. Jeg håber jeg overlever bare nogenlunde, for jeg ved allerede, at der er alt for meget bagagge til, at det kommer til at gå godt med søvnen. Men jeg burde kunne klare det nogenlunde...og så må jeg håbe, at det går til bestået med alle de benspænd jeg medbringer.

Historiefortællingen går som man kunne håbe.

Jeg havde et fantastisk romantisk nytår. Det var vidunderligt at dele det med en og måske kunne være der lidt tilbage.

Jeg har fået plads i et øvelokale - Hurra!

Og jeg er først nu ved at løbe tør for penge. Skide fantastisk. Men vi har stadigvæk brænstof og fremtiden er vor.