Verden har endnu engang vist sig fra en ufattelig horribel side. Unikt univers efter unikt univers bliver slukket på horrible måder. Selvom jeg er omgevet af enighed, er der ingen værktøj til vores rådighed. En enkelt pind at kaste efter det store monster, men intet der vil få nogen til at lytte. Skaden er sket. Verden står i flammer.
Og her sidder jeg på min tømmerflåde i det smukke ishav. Intet kan røre mig og jeg intet kan jeg røre. Intet umiddelbart kan gøre mig ondt, og intet kan jeg gøre godt. Det er noget fuck.
Og samtidigt er det så pisse ene. Jeg ved, at der er en demonstration lige om lidt. Men jeg kan ikke rumme tristheden. Rumme at være sammen med flere, mange, en masse, der føler det samme og vide... baseret på årevis af samme håbefulde gange, at det ikke fucking virker. Fuck. Mit hjerte brænder for de rædsler jeg ikke kan rumme. Ikke på nogen måder kan komme rundt om. Øv...Hvordan kan det andet? Laden stå til? livet går sin gang? pubad...
----------------------------------------------------->
På det helt personlige egoistiske plan, så keder jeg mig. Fyldt med rædsel for andres forfærdelighed og dump kedsomhed for min egen. Jeg vil virkelig gerne møde bare et...måske flere inspirerende mennesker.
Måske jeg ikke gør det, fordi jeg ikke lever op til de samme krav. Det ville være et meget menneskeligt træk. Men jeg savner nu at møde en fønix...eller i det mindste en der kæmper for at være det. Med nysgerrighed og overbevisning. Med længsel og styrke.
Men imellemtiden koger jeg suppe, spiller poker og håber, at finde min indgang til at hjælpe med fred i mellemøsten...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar