At se dem blive hærdet og brændt ordentligt igennem. Varmet af solen og hærdet til at holde. Sådan bliver mine børn måske. Måske hvis jeg har modet til, at rykke rødderne op en dag. Måske hvis jeg har modet til, at lade mine frø vokse i fremmed jord.

Jeg tror det vil være det rigtige. At se gylden hud og hår fyldt med tillid til vejret og humøret. Det giver mig en mulig historie om en fremtid jeg kunne ønske mig. Men findes der noget der er mere skræmmende end ønsker der står uopfyldt?

jeg håbede på accept, men det er ikke kommet. Tilgengæld har selvdestruktionen meldt sig tydeligere. Ingen ordentlig søvn og derfor ingen talepædagog. Hun ender nok med at smide mig væk og tage en mere værdig trængende ind.

Jeg har snakket i telefon med en ok potentiel ny læge. Jeg håber jeg kan finde én, der rent faktisk tager mit søvnproblem alvorligt. Jeg har også en hovedpine i den ene side af hoved som har været der i et par dage. Fuck...jeg bliver nød til at tro på, at der er noget der kan hjælpe mig ud af at være så pisse defekt. Det er simpelthen umuligt at administrere det her liv i de her rammer, når søvnen skal være en evig kamp.

Alting falder sammen. Kort for kort bliver huset mere og mere umuligt at redde. Jeg kan simpelthen ikke rumme det idag. Jeg kan ikke.

Jeg er meget utilfreds. Med mit liv, dets udvikling, mine muligheder. Tidligere i dag var jeg så trist over det, at jeg ville ud...Nu er jeg hjemme i vreden. Skide sur over hvad der sker. Imorgen håber jeg at jeg når acceptstadiet. Men fuck altså...

Jeg kan slet slet slet slet ikke forholde mig til, at min stemme skal holde mig fra at studere dét jeg er og bliver. Jeg kan bare hellerikke forestille mig, at min stemme vupti bliver bedre...for nu har jeg været på medicinen i snart 2 uger og der er sket en forandring...men den er minimal. Fuck røv øv nederen pis og fuck dig. ´Jeg har noget kamp i mig, men det er ikke meget. Jeg har modet men det rinder ud. Jeg er så pisse træt af det her pis. Fuck altså. Ingen frihed. Ingen fucking frihed i bevægelse eller økonomi...jeg har ikke råd til, på nogen måde at vælge hvad jeg spiser eller drikker og jeg er så pisse træt af min diæt at det er helt utroligt. Jeg er træt af hvad jeg drikker og spiser, hvor jeg drikker og spiser og oven i det, hvad det gør ved min mave. Fuck...jeg er endda træt af hvem jeg gør det med.

Jeg håber hun har gode nyheder den der talepædagogdame :(

På vej mod de 27 og fyldt med kommende afklaringer.

Det er en indtagende oplevelse, at føle at ting er ved at forløse og forklare sig. At være ved at nå til et lille plateu af forståelse i forhold til småting der gør livet lettere og en del lykkeligere.

Det er fordi de indre skala for foretrukne ting og generelle præferencer endelig er ved at træde tydeligere frem. Knust af hash og ulykkelighed antager jeg, og dette giver jeg en del af skylden i forhold til, at jeg har fundet muligheden for at foretrække, i overensstemmelse med indre sammenhænge, så sent. Men nu er det mere og mere fornøjeligt og lykkeligt for hver dag der går. Det er skønt og ofte rimeligt overraskende og mange ting som jeg har taget som selvfølgelige eller endda obligatoriske, er på ingen mådet dét. Så væk sagde prinsessen og åbnede bagdøren og lod de andre gadegøglere komme ind i stuen. :) Og hurra for forår forresten.

Meget meget interessant aften alt i alt. Med hele baduljen. Interessant mad, godt selskab og så...ingen alkohol. Jeg drak en cider efter maden og konstaterede, at jeg ikke havde lyst ( havde så også tømmermænd) Men meget interessant. Og jeg har haft en rigtig god aften. Det har været dejlige samtaler og godt samvær og jeg har en meget mærkelig og snigende oplevelse af, at jeg gerne vil have den samme oplevelse igen. Snart måske endda. Det er ligefør jeg er ivrig efter, at komme i byen, så jeg kan prøve at lade være med at drikke igen. Mærkeligt. Og jeg tænker det vil hjælpe på halsen også. Det her kropsprojekt er virkelig ved at gribe om sig altså :)

jeg tænker, at det kommer til at tage en uges tid før det begynder at virke med medicinen, men jeg ved det ikke.

Men jeg har simpelthen ikke kunne sove. Jeg skal egentligt til en øver, men ved ikke om jeg kan rumme det. Men det vækker en isnende frygt for, at brænde en eller anden bro. Jeg har altid en angst for, at mit søvnproblem vil spænde ben for mig. Øv

Nattedoku og tænketanker

så er det dokumenteret. Bare et år med musik giver hjerneudvikling på den seje måde. Forbindelsen imellem de to hjernehalvdele sparker f.eks mere røv. Det er fantastisk. Man undersøger, om specielt talentfulde børn har disse hjerneudviklinger fra starten af,- og det ville ikke undre mig synderligt hvis det var således. Mozart som en blanding af disse skønne forudsætninger og måske Asberger lyder ikke fuldstændigt vanvittigt.

Men alt andet lige så ér det - hvis vi altså kalder mere sammenhæng og bedre finmotorik, samt udviklet lytteevne - positivt. Hurra hvor det virker.

Jeg ser i øjeblikket forskellige serieprogrammer fra Natural Geographics og de er virkeligt svingende i kvalitet. Men "My brilliant Brain" er indtilvidere en skøn lille nørdet kiggen indenfor.

Og det stiller nogle smukke spørgsmål op. For - og måske er det bare producernes morale der skinner igennem til mig- det virker indtilvidere somom, at det ikke bliver nemmere at have et godt liv, selvom man har unikke evner. Det er i det hele taget meget spændende, så at tygge lidt på, hvordan vi gik fra at ville være en græsk helt og enestående med enestående evner, til at ville være manden i haven med hunden og den skønne familie. Men jeg løber af sporet. Indtilvidere viser de forbløffende talenter gang efter gang, en øget hjælpeløshed. Og en øget hjælpeløshed er vel også en mindsket frihed. Hmm... Men tilgengæld er den dybde deres talenter giver dem adgang til inde for deres områder også en slags frihed. Små smukke og mega-dybe universer af specialitet.

Så nu siger de også, at stimulering som ung powerbuffer intelligensen og lærelysten hos børn. Jeg glæder mig til at fortælle det til mine kære forældre - især min mor- så hun kan vide, at det endnu mere definitivt altså var de forfærdelige skodskræv af nogle modbydelige tæver der fuckede mig up, og ikke deres ungdommelige - og måske lettere naiive og til tider geniale og til tider ubehjælpsomme- opdragelse, der kastede mig ud i både vandvid og vanføre.

Når jeg kigger på alle de ting jeg er blevet holdt tilbage af, og som jeg kæmper for at blive fri fra, så er det ikke mig problemerne har været. Selvom det altid har været der jeg har kigget. Det lyder som en åbenlys selvhjælpserkendelse og sådan er det. Hip hurra og Yes-man til hvad det har af potentiale.

Gør mig omgængelig...

(Denne bøn blev fundet i 1610 på bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke, hvis navn eller beliggenhed jeg desværre ikke kender)

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive gammel. Bevar mig fra den skrækkelige tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.

Fri mig for trangen til at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist; hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om bekymringer og smerter, de bliver flere og flere og lysten til at beklage sig over dem, vokser som årerne går.

Jeg vover ikke at bede om bedre hukomelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterstykker.

Giv mig evnen til at se noget positivt hvor jeg ikke har ventet det og gode sider hos mennesker jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

Puha...jeg burde simpelthen vide bedre...

Men jeg blev vel overmodig eller noget. Så nu sidder jeg og med tåre trillende ud af hjertet, længsel i hænderne og smerte i sjælen. Hele mit jeg synger med i den triste melodi den tragiske fortælling tævede ind i mig. Jeg burde vide bedre.

Og det er selvom, at jeg er ved at have lært at huske, at fortællinger og bøger og film prøver at belære os og moralisere, mere end det er trusler om hvordan ens liv kan blive. Eller beskrivelser af hvad der har været. Flot skuespil og tunge toner i Brokeback Mountain. Og nysgerrigheden brændte mig igen.

Jeg burde vide bedre end at se ulykkelige film og film hvor folk dør, men denne gang var nysgerrigheden for meget. Og av av... Hvordan skal jeg nu kunne sove?

Hvis de nu bare havde ladet moraldelen blive ude, og bare vist smukke skønne og stærke mænd kæmpe om hinandens kys...såå havde det været en - mindre dyb men - god aften. Suk