.....

Bang

Jeg ved nu, at det ikke er intentionen men konsekvensen af en handling, der definerer dens karakter.


Det er en usmageligt abstrakt måde at skrive dette indlæg på, men jeg er fyldt med smerte, at jeg ikke kan få det ned anderledes. Og jeg er så lille et menneske, at jeg har brug for at skrive en flaskepost til universet. Om ikke andet, så i appel. Selvom jeg ikke fortjener det, så er jeg for menneskelig.

Jeg har såret et menneske, som jeg ikke kan huske nogensinde at have såret nogen.

Ligenu ønsker jeg, at blive liggende under min dyne i en uge. At græde igennem og ikke gøre andet end at søge at forstå den fulde konsekvens. At forstå hvordan noget fuldt og dumt bliver til så stor en forfærdelighed. For det er det. Ubetænksomhed på den værste måde. Umenneskeligt i min ignorance.

Jeg tror aldrig jeg kan sige undskyld nok.

mellemtider i mellemrum

Med mellemfølelser og mellemmad.

Der er ikke rigtig noget højt. Ikke rigtigt noget lavt. Jeg frygter, at dette sætter sig i mit sind og aldrig forlader mig. Jeg vil videre. Jeg vil flyve. Komme tættere ind og højere op. Alting er sløret i mellemtidernes mellemlægningspapier, og der er ikke klarsyn og hjerterum.

Verden er så stor så stor...iiu

Jeg er bange ligenu.

Bange for, at det står værre til indeni end går og føler. Folk dør i nærheden af mig, og jeg er isnende ræd for, at tage den virkelighed til mig. For det er så tungt og trist og ...ikke ligefrem meningsløst...men med en dyb og gravalvorlig betydning... Og tingene ligenu er så meningsløse for mig, at jeg er bange for, at hvis jeg åbner det op...så kommer jeg aldrig op igen.

Ligenu er jeg bange for fremtiden. Og lidt for nutiden...

Men i det mindste regner det. Det virker så meget mere berettiget, ikke at have noget at lave når det regner.

Argh! Dammn og øv

Endnu et søm i mine drømmes kiste. Ja ok..måske virker det lidt overdrevent som start, men øv altså. Jeg har lige haft en miniudgave af et menneskes mareridt...Ikke at finde ud af, at offeret for ens ingteresse er i et forhold...det kan jeg godt rumme...Men den éne af de to mænd på verdensplan som jeg er teenage-stalking-og drømme om at hjemsøge og forføre- forelsket i, har selvfølgelig erklæret sig som homoseksuel. Ikke bi...ikke gift...men uden for interesse og rækkevidde...

Øv! fucking unfair!! Hvormange fantastisk begeavede tysk og jurauddannede tryllekunstnere er der tilbage her i verden?? Nemlig ja! Hvormange utroligt velklædte og veltalende kunstmalere med en hang til dyreudstopning og korttiks? Ja ok..når man stiller det sådan op er det altid nemt at være bagklog...men dammn....Hvorfor er jeg en homoseksuel mand i en kvindekrop???

Jeg er meget utilfreds. Det var på ingen måde de nyheder jeg lige havde lyst til at fan-google mig frem til. Øv bøv bussemand. Så er der kun én enkelt tilbage...hvis han er gay siger jeg dælme op.

oliekrise....

A little more lovin' my way.... det er hvad jeg har brug for. Lidt mere kosmisk kærlighed, der fortæller mig, at jeg er helt ok. Det går sq lidt trægt. Jeg er ok. Cool og collected, tjekket og tjep, kynisk og kæk...men jeg trænger til en lille håndsrækning. - Men en samfundsaktuel sammenlignig kan jeg sige, at min humørmotor kører tør lidt for tit og benzin bliver dyrere og dyrere som dagene går.

Og kirkerotten burde cykle rundt. Men jeg har sq ikke energi til at pumpe mine flade dæk dagligt.


Men hvad gør man som ateist i denne situation? Dette er totalt en "Brænde små farvede origamifugle med poetiske bønner" agtigt situation. Eller en " stå i regnen og skrige til universet" eller en oldschool " gå i kirke og love et eller andet til alfaderen"...

Men for det første så har jeg ingen anelse om, hvad eller hvilken etableret entitet jeg kunne få mig selv til at tro på i de fem minutter...og hvordan jeg ville overleve efterfølgerne...og for det andet - hvilket jeg synes er meget vigtigere og nærmere religiøst- så er det at ønske sig noget i fremtiden ikke synderligt godt. Forventninger er ikke et godt udgangspunkt. Nuet er et stærkere sted at søge hen...

Men måske ...

Måske....igennem musik....

måske....Til musikken, igennem musikken...

7 måneder i tibet

Livet. Tiden. Kedsomhed og ophør deraf. Sikke en spøjs håndfuld dage jeg har haft. Det er simpelthen så hjernedødt dræbende at vente.

Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.

Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.

Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...

Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.

Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.

Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.

Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.

En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.

lige vågnet...øv

Så var han der igen
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!

Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv

Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder

sine faste hænder
og sin sikre favn

sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme

hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture

hans varme smil
og hjerte

tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad

og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...

Fucking lortedrøm

--------------------------------

Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!

Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....