melankolica

Jeg er melankolsk idag... Helt ned i mavsen og tung i kroppen...puttepudetrængende og trist med tårer langt inde bag ved øjenlågene....

Om ikke andet gør det mig mere i poetisk humør. Jeg har lyst til at lade ordene danse fra mine fingerspidser og lade forståelse være forståelse....Trin for trin og et to tre giver det sin egen mening...

Det var vidunderligt at møde James Randi- samme følelse - om end ikke så stærk- som at møde Holger Beck.... Et møde med en skøn del af virkeligheden og dog uden nogen forløsning på længslen efter et sted der kunne findes mere mening

der kom tårene...

ligenu synes jeg alting stinker - alle mine indsatser kuldsejler, mit hjerte er ved at falde fra hinanden, mit hjem stritter imod, min energi stritter imod og jeg længes og længes...længes væk og længes ind i en favn der forstår og beskytter mig...

Jeg er alene og ulykkelig

og jeg ved godt at det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg ved godt alle de der ting som jeg bliver fortalt. Men jeg ville ønske det var forhindringer der forsvandt - frem for endnu et bjerg af skidt jeg skal grave mig igennem med løftet om en pause på den anden side....jeg hader fremtidens lykke... Jeg er træt og savner og mit hjerte gør ondt...

Jeg er desperat forvirret ligenu. Jeg tror det frelser lidt af min sindsligevægt at have den her blog at hælde det hele ud i.

Alternativet ville være at ringe til ham, skrive til ham, sende ham antrax og derefter prøve at finde ud af hvad jeg egentligt ville med det hele.

Og jeg ved kun to af de ting jeg vil have ud af det her indtil videre- og jeg antager der bør være en en god håndfuld mere... De to stående er : være mest muligt lykkelig og forstå hvad der foregår for bedst at opnå lykke...

Men jeg ved ikke meget mere. Der er så utroligt mange forvirrende kræfter i spil inde i mit hoved. Alle mulige former for angst og myter mikset op med stædighed og kærlighed og drømme.

I skrivende stund kan jeg mærke, at jeg har brug for at finde ind til et af de få fundamenter jeg har besluttet at tage udgangspunkt i. Det er svært - da relativisme er en kronisk sygdom jeg har lidt af i mange mange år...men Tao er stadigvæk en filosofi der i sin rolighed giver mig lidt jordforbindelse... så jeg tager dybe indåndinger og finder ind til en tro på, at der er nogle metoder til at leve på, som er bedre end andre...Og dette ikke er tiden til at skubbe, men til at lade tingene flyde ud...og hvis de skal andre steder hen end samtale, så her først før alt muligt andet...

Jeg har ikke lyst til, at vores kærlighed er slut...men jeg kan ikke tvinge virkeligheden til at være noget som helst andet end hvad den end er... Men jeg har også lov til ikke at synes det er sjovt eller optimalt eller dejligt eller lykkeligt.... mit hjerte er så utroligt tungt i øjeblikket...

Jeg føler meget stærkt for hvilken udgave af min mulige fremtid jeg ønsker mig... Men det nytter jo ikke en skid. Desuden er der hele den græske forbandelse omkring ønsker som jeg desværre har omdøbt og brugt i alle mulige fornuftige og eller fordrukne livsprædikner gør det ikke nemmere

fra ø til ø

... Jeg hørte at to soldater døde idag, og havde 2 timers uungrundelig bekymring for min venindes forlovedes liv...

Den ene side af mig var ved at gå til at bekymring for hende og semiplanlægning af transport til københavn og nødplaner i forhold til at være der for hende hvis det værste var sket...

Den anden kunne ikke andet end at tænke på dig og rædslen ved hvad der kunne ske med dig. Jeg var så tæt på at ringe...men kunne ikke finde noget som helst fornuftigt at gøre ved den længsel... "hej er du i live?" " Øøøøj ja? " ---"undskyld...det..." og så bliver det forfærdeligt...jeg har ikke lov til det...eller...jeg skal lade være med at tænke det ? eller...

Det er utroligt ulykkeligt. Jeg elsker og elsker og det er så dumt....Jeg ved det er slut såen næsten i hele hoved,- men alligevel ikke...

Jeg tænker ikke på det heletiden...men mit hjerte skær og mine tårer drypper fra ø til ø ....

Jeg har ikke nogle fornuftige rationelle konklutioner...jeg er én stor følelsesbeholder og jeg kan ikke rigtig rumme dem...men vil heller ikke give slip på nogen af dem...jeg ved ikke hvad jeg laver...

Jeg håber jeg kan sove

kan ikke rigtig sove...

Har ikke lyst til at tale med nogen. Ikke lyst til ord. Jeg svinger imellem at være trist og ok...tristheden dykker engang imellem ned i ulidelig ullykke, men for det meste overraskende ok...udover at jeg får lyst til at brække mig ved tanken om at skulle tale med nogen om noget som helst...

Måske er det fordi jeg har valgt at leve så småt et liv som jeg har. Både aktivt valgt af idealistiske årsager, men også fordi det er sådan jeg kan overleve...ikke for meget stort eller pompøst eller højtrækkende...bare søgen efter meningsfyldte små ting og balance...

Og så kom det her uventet ind fra siden og blæste mig omkuld. Pludselig vandt alle fablerne og fortællingerne genklang i hvad jeg følte...Ikke at jeg ikke har elsket før og stadigvæk gør det...men den passionerede opstart spillede på strenge jeg aldrig havde hørt klinge i mit indre...Og et helt år har min liv danset i en ukendt toneart...opdaget oplevet og smagt og drukket af eventyr...Og længe nok til at jeg blev helt ung og måske endda troende...

Og det er måske også det der dør nu igen... eremitkrebsen tilbage i sin fine skal og beskytte den alt for skrøbelige indre drømmer...Der tror på alt det hele...på eventyr og " for alvor og for længe og måske for livet" og alle de andre hisorier hun blev fortalt da hun var en lille prinsesse i sin lyserøde flamincokjole... og som han også fortalte hende...måske endda uden at vide det...For han er sikkert heller ikke troende...Og vidste ikke hvad han vækkede inde i mit sovende indre...

Og nu skal det lægges til ro igen. Jeg orker ikke det liv jeg levede før, og jeg har ingen planer om at begynde at gå i lag med kærlighedsdiciplene....Det lykkedes mig at finde ham og det virkede ikke...Jeg orker ikke at skulle knuse den kærlighed i troen på at der skulle være en anden derude...

Så hellere have den i hjertet og leve for nogen andre...

Jeg har oplevet så meget lykke og så mange eventyr i løbet af dette år, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal runde det af. Skal jeg lave en evaluering? Blive ved med at tude til jeg dehydrerer? Skrive mange lange bange sange? De presser sig allerede på...Men det er ikke fordi de ikke er skrevet før... Men jeg er så bange og bekymret for ham...

Hvem skal holde om ham? Stryge hans hår? drille ham og elske ham og være fantastisk som mig?

Jeg ved ikke om jeg håber det lykkes for ham :( jeg ved dog at jeg ikke ønsker det sker imorgen! Men jeg skal vel nok nå til det en dag...og hun skal nok være endnu mere fantastisk end mig...og svensk og rolig og usindsyg...

Jeg synes stadigvæk at kærlighed er en skræmmende størrelse...kunne lide og lignende er så meget mindre brutale...kærlighed er brutal at være i og brutal at komme ud af...især fordi det så sjældent er frivilligt....

Jeg savner ham han var så utroligt meget...og hvem han kunne være...vi var på vej til at blive noget helt fænomenalt :( nu er jeg bare et slidt væsen med øjnene i vand og hjertet i flammer

.....godnatsang fra en engel...

real emotional girl....


det gør så ondt at holde op med at drømme... :(

Såeh gik der 8 - 9 dage...

Og jeg har kun lyst til at råbe " Hvor vover du???" HVor fucking vover du at være sådan et klaphat?? Sådan en vatpik? En fucking nosseløs omegahund!

Rulle rundt på ryggen og lade universet tæve dig! Ikke kæmpe imod og i den process SKIDE PÅ MIN FUCKING KÆRLIGHED!

Hvor vover du?? Hvor vover du ikke at lytte til mig...er jeg nu kassandra igen? " Du vil dø af stress hvis du ikke får hjælp" sagde jeg i startvinteren.... " Du ville virkeligt få noget godt ud af få nogle værktøj" .... Og her sidder vi så over et halvt år efter, og déeeen du har ramt med diin dumhed - udover dig selv- det er selvfølgelig mig...mig der faktisk advarede dig og tog dig alvorligt. Det er _mig_ der får knust mit hjerte og alt hvad vi har drømt sammen... Dine venner er der naturligvis stadigvæk tid til selvom du ikke kan overskue andet...Nårh ja...der er også tid / overskud til dit job...Og naturligvis din familie...Så det er bare en fucking lokal depression der kun er allergisk overfor mig. BULLSHIT!!! fucking bullshit!

Enten er du så helt åndsvagt manipulerende...eller utroligt ude i hampen.

Og du smider min kærlighed ud til siden? ud på standby sammen med ambivalente facebookinvitationer? Fuck dig... Find dig en anden så. Du reboundede på mig meget belejligt. Meget belejligt fik du mulighed for at forblive seriemonogam... Og som et uventet offer smed vi lige mit hjerte på bordet og da du så pludselig opdagede hvor alvorligt det kunne blive...ja så var der sku lige en krise der var vigtigere... For dit liv er indrettet så aaalting ( udover en kæreste) er uutroligt vigtigt. Det er den vigtigste dag i hele dit liv- hver dag... " Hvis den studerende ikke får feedback ligenu...bla bla" " Hvis den deadline ikke bliver mødt idag ...bla bla" " Min kammerat er kun i byen til imorgen ... bla bla"

Så utroligt selvfikseret og iscenesættende... Hvad er det for et menneske der indretter sit liv sådan? Er det så vigtigt at være vigtig?

_jeg fortsår det ikke...for dét sted der er vigtigst for mig at være vigtig er i kærlighed. At kunne være der for dem jeg elsker og nyde dem.

Og det smed du væk til fordel for deadlines... Min kærlighed er tilsyneladende fedted der skulle skæres væk når noget skulle skæres.

Og jeg har fundet ud af, at jeg ligenu ikke kan komme dig i møde og lave " skal vi være venner"... jeg er en alt-eller-intet-pige ligenu... og jeg tror ikke der er prins nok i dig til at det bliver alt... Jeg tror du kryber udenom og prøver at påstå at du er den rationelle...selvom den rationelle ville have fattet tingene / taget en præventiv kurs for tusind år siden... Den rationelle ville måske overveje, at alle de xp jeg har i sindet og sjælelivet og psyken måske ikke var for sjov, og at de ting jeg siger i de sammenhænge kommer med en ret betydelig erfaring...

Jeg elsker elsker elsker dig og det vil jeg nu gøre uden kontakt til dig...for du skider på det og tager ikke en fuck hensyn... Du har ikke en skid forstand på hvordan man gør det tilsyneladende...og så tager jeg over. Jeg skal nok passe på mig...Jeg ville også gerne have passet på dig, men du insisterer på at gå ned og tage din idiotiske 30'års sammenbrud helt selv. til fucking lykke...

Jeg pakker mine drømme om tvillinger og somre ved vandet og byvandringer og friske råvarer og kaffeeventyr og trøstende omfavnelser ned i en lille kasse...nu er jeg så officielt musiker der kan skrive sange om alt det samme som alle de andre...og jeg vil græde for det igen og igen...

Jeg er så utroligt vred på dig. Du er så skuffende for mig. Du giver op på os somom at det "vi " vi er, er et banalt og almindeligt teenage hoockup...somom at vi passer sammen med hvem som helst, og nok skal finde 10 andre fremtidige partnere som kan skabe og forstå og forbinde og forløse og føre fremad som vi kan... Det er igen utroligt dumt og naiivt og ubrugeligt...

Du smider kærlighed væk, og alle kulturer har myter der lover de største af straffe for den slags...alle gamle guder så i største foragt på den hovmod der så sig for god til kærlighed... og jeg er lige så kliche...for jeg ønsker at skærme dig fra den nemesis...og det var lige ved at lede til vores begges undergang. Men jeg siger stop. Tiden er gået. Du har siddet med hoved oppe i din egen vigtighed og jagtet den der følelse af at være important som tilsyneladende er dit narko...håber det virker for dig,- jeg endte bare med paranoia og 4 års genopbygning...men hvem ved...

i et andet liv hvor vi begge er katte....

eller ét hvo du måske synes at kærlighed er vigtig og skal kæmpes for og ofres for...

fuck hvor jeg elsker dig...

i dagslys på tømmerflåden

...Så er jeg faktisk helt ok igen.

Har spist godt, økonomisk og sundt.

Har snart holdt to måneder på min cigareterstatning og har ingen planer om at ryge analoge cigaretter igen nogensinde!

Har forsøgt at skrive en voksen email til ham og håber den også kan læses som sådan.

Føler mig utroligt lettet i forhold til fremtiden. Dét er det vigtigste jeg kan mærke i øjeblikket. Den kroniske knugen jeg har løbet rundt med siden jeg flyttede hjemmefra ( i perioder ubemærket ganske vidst) er lettet tror jeg! Jeg føler mig ihverttilfældet lettet og somom jeg er på vej ind i noget jeg kan magte. - Naturligvis er jeg lidt bange for at tage fejl - men i den virkelighed jeg har valgt at tro på, der burde jeg kunne det her. Og det er helt uden skråsikker optimisme...

Så hurra for sol og at ligge her og flyde på min tømmerflåde...i år vil jeg være solbrændt!