Har ikke lyst til at tale med nogen. Ikke lyst til ord. Jeg svinger imellem at være trist og ok...tristheden dykker engang imellem ned i ulidelig ullykke, men for det meste overraskende ok...udover at jeg får lyst til at brække mig ved tanken om at skulle tale med nogen om noget som helst...
Måske er det fordi jeg har valgt at leve så småt et liv som jeg har. Både aktivt valgt af idealistiske årsager, men også fordi det er sådan jeg kan overleve...ikke for meget stort eller pompøst eller højtrækkende...bare søgen efter meningsfyldte små ting og balance...
Og så kom det her uventet ind fra siden og blæste mig omkuld. Pludselig vandt alle fablerne og fortællingerne genklang i hvad jeg følte...Ikke at jeg ikke har elsket før og stadigvæk gør det...men den passionerede opstart spillede på strenge jeg aldrig havde hørt klinge i mit indre...Og et helt år har min liv danset i en ukendt toneart...opdaget oplevet og smagt og drukket af eventyr...Og længe nok til at jeg blev helt ung og måske endda troende...
Og det er måske også det der dør nu igen... eremitkrebsen tilbage i sin fine skal og beskytte den alt for skrøbelige indre drømmer...Der tror på alt det hele...på eventyr og " for alvor og for længe og måske for livet" og alle de andre hisorier hun blev fortalt da hun var en lille prinsesse i sin lyserøde flamincokjole... og som han også fortalte hende...måske endda uden at vide det...For han er sikkert heller ikke troende...Og vidste ikke hvad han vækkede inde i mit sovende indre...
Og nu skal det lægges til ro igen. Jeg orker ikke det liv jeg levede før, og jeg har ingen planer om at begynde at gå i lag med kærlighedsdiciplene....Det lykkedes mig at finde ham og det virkede ikke...Jeg orker ikke at skulle knuse den kærlighed i troen på at der skulle være en anden derude...
Så hellere have den i hjertet og leve for nogen andre...
Jeg har oplevet så meget lykke og så mange eventyr i løbet af dette år, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal runde det af. Skal jeg lave en evaluering? Blive ved med at tude til jeg dehydrerer? Skrive mange lange bange sange? De presser sig allerede på...Men det er ikke fordi de ikke er skrevet før... Men jeg er så bange og bekymret for ham...
Hvem skal holde om ham? Stryge hans hår? drille ham og elske ham og være fantastisk som mig?
Jeg ved ikke om jeg håber det lykkes for ham :( jeg ved dog at jeg ikke ønsker det sker imorgen! Men jeg skal vel nok nå til det en dag...og hun skal nok være endnu mere fantastisk end mig...og svensk og rolig og usindsyg...
Jeg synes stadigvæk at kærlighed er en skræmmende størrelse...kunne lide og lignende er så meget mindre brutale...kærlighed er brutal at være i og brutal at komme ud af...især fordi det så sjældent er frivilligt....
Jeg savner ham han var så utroligt meget...og hvem han kunne være...vi var på vej til at blive noget helt fænomenalt :( nu er jeg bare et slidt væsen med øjnene i vand og hjertet i flammer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar