... Jeg hørte at to soldater døde idag, og havde 2 timers uungrundelig bekymring for min venindes forlovedes liv...
Den ene side af mig var ved at gå til at bekymring for hende og semiplanlægning af transport til københavn og nødplaner i forhold til at være der for hende hvis det værste var sket...
Den anden kunne ikke andet end at tænke på dig og rædslen ved hvad der kunne ske med dig. Jeg var så tæt på at ringe...men kunne ikke finde noget som helst fornuftigt at gøre ved den længsel... "hej er du i live?" " Øøøøj ja? " ---"undskyld...det..." og så bliver det forfærdeligt...jeg har ikke lov til det...eller...jeg skal lade være med at tænke det ? eller...
Det er utroligt ulykkeligt. Jeg elsker og elsker og det er så dumt....Jeg ved det er slut såen næsten i hele hoved,- men alligevel ikke...
Jeg tænker ikke på det heletiden...men mit hjerte skær og mine tårer drypper fra ø til ø ....
Jeg har ikke nogle fornuftige rationelle konklutioner...jeg er én stor følelsesbeholder og jeg kan ikke rigtig rumme dem...men vil heller ikke give slip på nogen af dem...jeg ved ikke hvad jeg laver...
Jeg håber jeg kan sove
Ingen kommentarer:
Send en kommentar