Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

Puha jeg håber. Puha jeg prøver at lade være.

Et spring og en anmodning, en samtale og en deadline. I starten af januar hører jeg om de vil bo med mig. Eller rettere, om det er mig de vil bo med mest. Det er nervepirrende, gribende og tankeoccuperende, at deres valg kan ændre mit liv. Og ih hvor jeg længes efter at følge den strømning og få det eventyr.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at følge den. Medmindre jeg burde skrive et ekstra brev til dem og tigge dem om, at vide mere om mig? Er det dét en go-getter ville gøre? Presse sig længere ind i deres virkelighed?
Jeg er 93% besluttet på, at lade terningerne være kastet, men det huer mig ikke, bare at gå rundt og håbe. Ih altså og gøgl.

Det er natten før jul og det er dejligt. Alting er klar til det og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at lade den dag være stressfri. Måske endda lave noget lektier om lidt eller imorgen for at føle, at jeg er nået længere. Puha det er en dum ting at jeg heletiden har bekymring i baghoved. Jeg ønsker mig at være ligeglad bare en weekend.

Exhale...breathe in....exhale....Dybt...Det er en dejlig tid og jeg glæder mig til nytår. 2012 bliver vildt og blændende og jeg kan mærke lykkeligheden banke på indeni og længes efter at gro vinger. Verden kalder og det er vidunderligt at blive stærkere og stærkere. Min heltinde vil blive mig igen.

renvasket i ensomt hjerte

Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.

Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.

Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.

Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.

Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.

Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

Mit hjerte er helt igen og sommerfuglene sniger sig ind i mine tanker. Et glimt i øjet hos en charmerende lægestuderende og jeg smilede resten af dagen. Det er skønt, det er ufarligt og det er lavet af musik og blomster og andre ting som er rare...som en helt genopfyldt e-cigaret og en kaffe latte - og en tur med en flyver! Hurra.

----------------------

Jeg er begyndt at søge og prøve at opfinde en måde at håndtere retfærdig harme over medmennesker, som jeg ikke kan fjerne/fjerne mig fra i min verden. Det er på tide for jeg kan mærke jeg ignorerer noget småt og usympatisk- fordi jeg ikke er interesseret i en sindsyg konfrontationssyg social dramascene...men jeg bliver mere og mere allergisk overfor de små stik efter det

og så kan jeg simpelthen til sidst ikke holde mig selv eller mennesker ud fordi de er så åndsvage

og min evne til at trække på skulderen holder kun lige til jeg har et nogenlunde sympatisk ører og så skal galden  ud.

Min ven foreslår noget jeg aldrig havde overvejet - "Well, jeg går en tur ned gennem strøget hvor alle dårlige mennesker samles og så sætter jeg min hjerne til at planlægge hvor jeg ville placere claymore miner for den mest effektive ødelæggelse."

Det er ikke den første jeg møder der har den slags løsninger -for mig falder det mig naturligt at minutiøst planlægge folks undergang igennem social stigmatisering men så føler jeg mig så skyldig bagefter. Rådet til det var at det er vigtigt at gøre det overkill og urealistisk så man ikke skal tænke over om det er muligt.

Det der vel giver mening i det er, at det genvinder følelsen af kontrol. Det kan måske også forstærke følelsen af at være et bedre menneske ved, at lukke tankestrømmen med en " og jeg  har ingen planer om at gøre det fordi jeg ikke er den slags menneske"

Så det er første forsøg. Denne aften vil jeg gennemgå alle de krænkelser jeg føler mig udsat for og forestille mig hvordan jeg ødelægger de krænkede og måske kan jeg komme af med behovet for at søge retfærdighed hos andre tilhørere!

bibbedibobbedibu

Ih gad vide om det virker at tænke dig ind i virkeligheden? At blogge dig på skrift og håbe?

Så stolt og selvsikker jeg er, så lille og flov bliver jeg, når jeg tegner mig selv og hvad jeg forventer af livet og mine partnere. - For det er da noget flovt noget, at indrømme hvor højtføjent ens ambitionsniveau er i jantelovens danmark ;)

Måske det også er på tide at finde ud af hvad de nye dealbreakers er. Pludselig forstår jeg hvordan man kan glide væk fra sine overbevisninger i vindblæste forhold. Eller bare få skubbet sine prioriteter. Eller bare ende med at give slip på nogle af dem.

Jeg har tænkt over, at der er ting som på ingen måde er et must hos mig, men som virkeligt klikker, kilder mine nakkehår, pirrer min playfull og som fordi det ikke er noget, jeg finder bragende vigtigt i et medmenneske, ikke har været noget jeg har snuset efter....men på en ønskeliste så skal det måske med?  eller måske bare på listen over ting jeg vil gå efter i en flirt.

------------------
Jeg har afleveret en rimeligt stor opgave til skolen og ligget syg...Og nu er det halvsent om natten og stressen giver ikke rigtig slip. Jeg har ihverttilfælde 3 gange gennemgået, hvad jeg skal imorgen og for det første er det intet rigtig vigtigt og for det andet, så har jeg altså styr på det...men sådan er stress. Sikke noget.

-----------

Jeg har fået lyst til at notere min feberdrøm ned, selvom hele den her blogpost har været om frigørelse fra fortiden og om at komme videre... Jeg ved ikke hvorfor...

Der var vel en masse intro og exit i den her drøm som der plejer, men kort fortalt vandrede jeg ned af en landlig vej med store huse om natten, og udenfor hans havelåge holdt jeg pause. Han kom ud og vi gik væk - i ly for hendes udsigt bag et eller andet andet hus- og snakkede. Ikke om noget romantisk. Om hans liv og hvordan de var endt i det hus og om hist og pist. Ikke synderligt om mig.
Den følelse jeg står tilbage med, er et minde om intimitet...måske endda øm intimitet? ihverttilfælde et minde om noget jeg savner, men som jeg faktisk i skrivende stund tvivler på, var der synderligt længe i mit forhold med ham. Det er noget mærkeligt noget.
------
Men det er noget jeg ønsker mig meget dybt, men også tvivler på. Det er vel no
noget jeg på ingen måder er ene om. Alle er unikke og ensomme i deres uenshed.
Alle ønsker vi en genkendelse?

feber alene i verden

med ondt i kroppen og bekymring i sjælen. Hel alene og uelsket...Det er ved at være hverdag og det er en ædruelig oplevelse af stille skarp på, når man er småsyg, sygsyg og derefter febersyg i den samme måned.

Det er det tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig oplever angst stærkest og selvmedlidenhed i store portioner.

Jeg hulkede mig igennem et tvprogram om transseksuelle - hele udviklingen af deres sammenhold og kampen imod normkontrol og ensomhed ramte lige ned i mit hjerte. Det er ikke ok...det er ikke ok at nogen skal være ulykkelige på grund af andres indskrænkede kasseunivers. Ikke i orden overhoved.

Nu skal jeg så slås med at sove, da dagen er forsvundet i feberdrømme. Men hvis ikke andet, så er jeg forhåbentligvis rask imorgen og klar til at takle de næste forhindringer. Jeg er stolt af, at have sparet penge igen idag. Igen kan jeg sige- om ikke andet, så har jeg ikke spildt penge oveni at spilde en dag.

Det er den mest jordnære kamp jeg har skulle kæmpe nogensinde, at få styr på økonomien og

At føle sig hjemme. At føle sig hjemme med nogen.

Jeg roder rundt i hoved og spekulerer på rigtigheden af ting. På vigtigheden af naturligheden i afgørelsen af rigtigheden af ting.

Verden og alle de kasser der er dumme at bruge og alle de kasser jeg så bliver nød til at gendesigne, thi altings totale relativitet giver mig hovedpine :)

Men jeg ønsker mig en hjemlighed med nogen. En familliaritet med en duft og en fremtid. Med den lille ufødte pige der venter på verden.

Men blogning hjælper faktisk. Det er dælme vidunderligt, når gamle vaner har stadig og aktuel værdi.

Jeg oplever en forvirring, baseret på den almindelige kassetænkning, men også en mærkelig tvang til, at bruge de alternativt opstillede kasser, når jeg så går ud af den første crazy.
På den anden side af frigørelsen fra de almindelige definitioner, er der bare en verden fyldt med andre definitioner. Målet for nogen er selfølgelig, at den verden skal være åben og give plads til alle. Men det er næsten alle inde for en eller anden kasse. Ih...

Det er vigtigt for mig, at finde mine helt egne definitionsbokse til forståelse og oplevelser. Eller at acceptere, at det tager tid at forstå alting nyt.

op på skrivemaskinen igen

fik påpeget at jeg ikke havde blogget i lang tid, samtidigt med, at lifehacker smed en post om mental sundhed og skrivning online. Så derfor bruger jeg nu min sygeaften på, at prøve at få styr på nogle ting.

Hvad vil jeg? - i en forsøgt prioriteret rækkefølge :)

Få styr på mine finanser!

Tabe mig : Projektet kører med begrænset kalorieindtag og sunde madvarer + alkoholbegrænsning. Jeg er allerede 16 kilo nede og med en etableret livstilsændring...men ih jeg vil have fingrene i det billige tøj...

Rejse : og derfor spare penge. Jeg prøver med at holde endnu skarpere styr på min økonomi end før og med småjobs inde for su'ens tilladte ramme.

Have en iPad :  - jeg burde vel egentligt ønske mig en stabil stationær eller min egen bærbare...men jeg elsker ipadden...ih jeg elsker den :)

Være rask og aktiv : Jeg ligger sløj i skrivende stund og synes det sker for ofte.

Have det sjovt med min uddannelse : har erstattet " få en uddannelse" - jeg har fået blod på tanden i forhold til at opleve ting igen og gider ikke trække flere tænder ud i forhold til uddannelsen, end højest nødvendigt. Hmm..Det er en selvtillid der er tilbage igen.

Holde min nye alkoholprofil : og måske endda få den tatoveret. Jeg er utroligt glad for, at det faktisk virker at lave en gradueret ændring uden katastrofal krise. Det interessante er, at små nederlag så bliver større i sammenligning inde for processen. Ikke dårligt hvis jeg kan holde det fra at ryge ud af perspektiv.

Ordentligt rejseudstyr. - Jeg har superteltet, men resten mangler :)
----

Det er lidt spøjst...jeg har længe holdt fast i, at nuet virkelig skulle være det absolutte fokus for eksistensen og at det derfor også gav mening, at være impulsiv i nogle situationer, så længe det holdt sig inde for mine økonomiske rammer. Men nu strammer jeg de hverdagsrammer strammere op og går aktivt "efter guldet". Om det er pant eller sko der sættes på den blå avis, så er målet at skrabe de små sedler sammen til en lidt større og så komme på et tog og se noget verden. Det har ventet alt alt for længe og jeg tror langdistancegøglet gjorde, at jeg både syntes jeg rejste og at jeg fik brugt penge på snævert budget. Nu hvor det på ingen måder er aktuelt, så tror jeg, at en solid opstramning vil give mig den ægte luft under vingerne, som jeg troede jeg havde før, men af gode grunde ikke følte.

Ih jeg glæder mig. Jeg glæder mig så utroligt meget og må lige lave et punkt til på listen over ting jeg gerne vil have. Rejseudstyr og så afsted. Verden jeg glæder mig til at opleve dig igen. Mine øjne tørster efter dine detalier og jeg tror mit hjerte bruser med mod, fordi det igen tror det er muligt.

Afrunding?

Så er min fortælling, om min første lange pseudo-redebyggerkæreste ved at være ført helt til dørs med det sidste efterspil.

Fortællingen har været om så utroligt mange ting. En af dem jeg sidder med i skrivende stund, er perspektiver og deres utrolige forskellighed. Hvor nær man kan føle sig og hvor fjerne man kan være. Hvor sandt jeg følte ting var, og hvor umuligt at de kan have været det.

Her under et år efter, at jeg så ham sidste gang, er han nu både gift og på vej til faderskab. Ting han ikke ønskede, når han snakkede med mig. - Hvad det så end betyder.

Jeg har det som dengang jeg mistede min mødom...Ligemeget hvor meget jeg håbede at det ville blive noget specielt, så blev det bare noget livsændrende ude af min kontrol, der ikke var en synderlig vidunderlig oplevelse. På sin vis har de også til fælles, at jeg ventede og håbede mere end at jeg handlede...Hmm...

At undervises til at undervise ( elevrespons)

Altså...den danske læreruddannelse er indtilvidere tømt for information om, hvordan MAN FAKTISK KAN GØRE I VIRKELIGHEDEN....!?! hvad i alverden er det for noget juks?

Nåh....det skulle jeg så have regnet ud tilsyneladende...men anyways...Note om noget jeg så i en film.

Lærer engagerer eleverne til at skrive egne digte og læse op. So far so good - for de er engagerede i deres eget projekt - men det som Jeanette (praktiklærer 1) så gjorde anderledes, var jo hele " respons" delen. Selv på et lille digt virker det som et værktøj, som engagerer de små egoister i, at være mere med. Med den negative vinkel er det, fordi de så hører sig selv snakke, med den positive vinkel er det, fordi de så bliver gjort opmærksomme på, at deres mening er vigtig og det er dem der er publikum og at publikum har en holdning,

I al sammenhæng tænker jeg, at det er måden at træne den kritiske forbruger/tænker/publikum og styrke eleven,- samtidigt med, at de bliver øvet i at tale pænt. Ganske simpelt.

Huston we have Believers!

Hmm... Jeg har haft en rimeligt uskeptisk sommer...altså som i, at det lidt var somom sommerferieuret ringede, og så lagde jeg min nye skeptiske bibel til side og håbede at tingene var som de skulle være...eller ikke rigtigt såen med vilje...bare, at der var alt muligt andet, der greb min opmærksomhed med heftigere aktualitet. Det var ikke noget jeg havde bidt mærke i, før jeg pludselig sad på skolebænken igen, omgevet af voodo...

Det spøjse er, at jeg har brugt en anden computer over sommerferien, så jeg så først mange af de links og det materiale jeg havde på den anden, da jeg kom på skolen igen. Og det gav ikke helt så meget mening til at starte med. Altså...Det var såen en " ah ja de ting har jeg set/læst/forholdt mig til"....men igen var det ikke så aktuelt. Min omgangskreds repræsenter tilsyneladende et meget specifikt og ikke-gennemsnitligt lag af befolkningen, da der nu, efter bare 9 timer i den " virkelige verden" er et kæmpe behov for, at holde fast i hvad jeg mener er rigtigt.

Jeg sad for omkring 14 dage siden og whinede over, hvor lidt der skete i min verden...puha...så kan jeg lære det :D <3 til universet

mavemålingsdrøm og efterspil...

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom

jeg ville elske at forelske

...det er der omkring hvor, mit hjerte banker og slår og småpludrede tanker danser og tanker energi fra minus til plus...og fra glad til jalux... det er et stort kaotisk mudder halvdelen af tiden!

Jeg bliver småjalux på andres fremskridt i kærlighed,- hvilket er noget af det mest irrationelle jeg nogensinde har oplevet som voksen.

Det er selvfølgelig fordi, at jeg har et lidt kæresteformet hul ideni og fordi kanterne er helet og blevet så uformelige, at de ikke gør ondt at prikke til og ikke er for fyldt med minder. Det er ikke fordi ingen fortjener det, eller fordi jeg skulle tage noget fra nogen...det er ikke fordi nogens glæde ved andre mindsker deres glæde ved mig...Jeg ved det godt...men et par irrationelle følelseseksplosioner om dagen er min situation i skrivende stund. At der så også er fuld gang i kreative og jobmæssige ting gør det mere rodet.

jeg tror, at hvis jeg faktisk mødte en med noget gengældt, at jeg virkeligt virkeligt skulle være forsigtigt med reboundfaktoren...det ville være ekstra grimt at betale det videre, som blev gjort mod mig og jeg tror det ville være en omgang flashback rod ligemeget hvad.

Men jeg vil dælme gerne svæve lidt rundt. Selv med visheden om, at det er ret så svært at finde en, som passer til mig som jeg kan holde ud...Men iiih :)

Armen brokker sig stadigvæk med mellemrum...Det samme gør benet nu også...og efter to dages cyklen går bagdelen det fanme også,..det føles somom garantien er ved at løbe ud på min krop og det fra nu af handler om omhyggelig vedligeholdelse af en veteranbil...

Ting går vidst ret godt..såen lidt kaotiske og såen lidt uden så meget akut træk til noget fremad...der er ikke noget jeg lige umiddelbart ser frem til faktisk...Det er lidt spøjst...

hmm....

Hmm.. Det er noget at tygge på her nu synes jeg lige. Tingene er fine, der er ikke noget jeg ikke kan håndtere, jeg får en masse gjort...men ikke noget som virkeligt får mit hjerte til at banke...til at danse eller til at ligge søvnløs i iver... der er ro på...Jeg får ting gjort...Er det sådan en "going through the motions" ting... Er det sådan det skal være? Er det her den sunde, rolige og udramatiske livsførsel? .... Jeg har bedt og organiseret mig efter mindre drama, så skole kan komme igang og igennem...hmm... men som alt imens jeg skrivetænker hér, overvejer jeg meget, om jeg egnetligt gerne vil dét. Såen for alvor :) Det er meget spændende faktisk.

Jeg må tænke mig en masse mere over det her!

Så tæt på og så langt fra

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors

Den lille eller den store død?

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.

Et gammelt nyt hjerte i pungulven

Tror hjertet er tilbage i mit bryst og faldet til ro. Det føles roligt og afklaret. Det føles gammelt og tungt. Eller...har det ikke altid været gammelklogt? har det ikke altid haft en tendens til tungsind?

Jeg har aldrig elsket mange i det næreste og kan mærke, at hjertet ikke vil give sig mere end det ville før.

Planlægning af fremtiden er igen til at magte og igen er det mig på tømmerflåden igennem livet. Her har været sympatiske besøgende og jeg har ligget i havn et par hyggelige steder på det seneste...men ikke noget permanent og det bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Hvis nogensinde. Og det er tilbage til, at det er ok.

Det er ikke nemt at holde af mig når man kender mere af historien og jeg er vel egentligt heldig, at nogen prøvede.- Men der vil være sejre i mit liv og der vil være en klar forbedring på den lille del af verden jeg lever i. Jeg vil efterlade planeten en lille smule bedre end jeg modtog den.

just a little travel

Så er det aftenen før jeg skal afsted, til hvad der måske bliver en vild oplevelse, hvad der måske bliver en skuffende eller en ok oplevelse. Det er spændende at sidde og skrive og tænke det, og alligevel være nået til et punkt, hvor jeg ærligt kan sige, at jeg ikke vil være det foruden, ligemeget hvad det bliver. Om det så bliver forfærdeligt så vil jeg det. Om alle menneskerne så hiver deres ansigter af og viser djævletænder, så vil jeg ikke være den erfaring foruden.

Selvom jeg stadigvæk er tyndhudet og sårbar, så er der livskraft i lemmerne igen og hagen stikker trodsigt frem med et lille glimt i øjet.

Det er somom der endelig er en mærkedag og jeg igen kan se, at jeg har udviklet en masse og der er gået tid nok til, at jeg er et nyt sted i mit liv med et positivt udsyn. Med en fremtid med nervepirrende spændende ting og udvikling i uventede retninger. Og det er endda selvom jeg fik et afslag på skoleansøgning og derfor et slag over næsen. Ukrudtet holder hoved højt.

Jeg kan mærke det på energien. Jeg kunne sagtens have haft en lad optakt, men udover at armen spiller imod mig, så presser handlekraften igennem og jeg er meget tilfreds. At løbe rundt og forberede lejligheden til rejsen og pakkeriet til scenariet er fantastisk.

Nu får vi at se hvordan det går. Men turen er indtilvidere fantastisk!

Drømme om hans børn

Har brugt hvad der føles som den halve nat, på at drømme at han var blevet gravid med sin nye kæreste. Crazy shit. Det mærkelige er, at det er somom jeg har tømt emnet for følelser i drømmen, for nu- vågen- mærker jeg ikke rigtig noget ved at prikke til ideen ( som jo kunne være rigtig).

Det giver mig atter lyst til at tjekke hans fb- denne gang med undskyldningen " at se om der er noget om drømmen" men jeg er ikke så dum at jeg lader mig narre denne gang. Næh...Ligemeget hvad bliver jeg ked af det af et eller andet snigeren...Du får mig ikke, oh selvpineri...Men det er mærkeligt ja.

Stålsat

Jeg er ensom igen. Eller rettere...Nu er ensomheden atter nådesløst åbenlys, uden illusionen af nærhed.

Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.

Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.

Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.

Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...

I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.

På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?

7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.

Og jeg vil blive desperat af ensomhed.

Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.

Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.

Hjertesten

Jeg vil fortælle historier om sande ting. Om det så er løgne med bare en énkelt snert af noget sandt. Ikke være noget mindre end brilliant og blændende. Ikke mindre...

Huske...Jeg svinger simpelhen så meget ud af kurs i øjeblikket, at jeg bliver nød til at skrive det her, igen og igen. Kan kun håbe at det sidder fast på et tidspunkt. At jeg bliver i denne dimension af min bevidsthed i lang nok tid, til at jeg kan holde den fast.

Relativisme er en utroligt sund virus at have i sit system. At opdage dét er vejen til at dekonstruere så utroligt mange ubrugeligheder i livet. Men når den går i agressivt udbrud efter at have opfyldt sine grundlæggende livsændrende vidunderligheder, bliver det en kaotisk feber der blænder synet i tider, hvor sikkerhed ikke er af det onde.

Der er så mange ting at være i live for. Der er så meget smukt og spændende og udfordrende og meningsfyldt. Men det bliver så forfærdeligt ligegyldigt i relativismens feberhede. Jeg føler mig sommersyg med relativensa og det er utroligt fint, at Dr Who igen hjælper mig på vej. Måske sygdomsmetaforet kommer af navnet, måske det bare er et sprogligt sammenfald :)

Hmm... Måske det giver fortsat mening imorgen, i dagens lys. Måske dette vil være vejen videre. Erkendelsen af, hvad det er der slider...Men hvis det er kampen for vished, så bliver det dælme en svær en. Angsten for de onde børn fra den lille landsby er stærk og vanvittig.

Men her er en tankestart, måske det bliver en kursændring.

lige før springet!

Sidder med kriblen i kroppen og gab i kæben og venter på morgensolen eller nattesøvnen. Kloden har drejet om sin akse og verden er tiltet lidt til siden,- ting falder nemmere på plads inde i mit hoved, som sommeren nærmer sig og vinteren står mindre tydeligt.

Sommergræsset kalder på mine bare tæer og tiden er øm og kærlig. Det er godt at være i live og godt at lege og godt at være mig på min sti i verden.

Udsynet fra mine forældres klippehylde er smuk og fyldt med himmel. Bjerget i ryggen og klippen under fødderne er trygt. Imorgen er det ind til min stald og min tømmerflåde og ud i sommeren. Projekt: Bliv brun til min rolle - ser ud somom det vil virke fantastisk. Desuden er jeg lettere og mindre fedtfyldt end jeg tror jeg har været siden hash.

Det er alt sammen op til virkeligheden nu. Virker jeg godt nok med systemet til at komme problemfrit til friheden, eller skal eksamen trækkes i langdrag? Der har endnu ikke været en eneste opgave, som ikke har forvirret mig eller stillet sig underlig i udfaldet.
Men det behøver ikke være værre end en tur til rundt i ringen.

Det er en helt utrolig følelse...At gå mod sommeren med et årsværk bag sig. At have den utrolige glæde ved, at vide at fri er en reel belønning.

En anden dag vil jeg skrive mere om nogle problemstillinger og deres finurlige fangearme,- men i skrivende stund er jeg bare lykkelig og træt og har lyst til at skrive smukke ord om smukke følelser.

Når tingene falder i hak

Så er det endnu et tidspunkt hvor religionen har sin åbenlyse fordele...For hvad eller hvor skal man ellers rette sin taknemmelighed hen? Til sig selv? " Tak for at du smeder din lykke godt?" Det må det jo være... " Hver aften før jeg går i seng siger jeg lige en lille takkebøn - til mig" hmm.... Der ligger en rollespilsscenariedetalie gemt i den idé.

Glad og skal lige rundt om den glade vågne hjerne og prøve at sove. Har et nyt søvnværktøj i baglommen som måske virker. Spændt på dén konto for første gang i årevis.

Sommeren lokker med skønne uforpligtende legeting og jeg tør stole på, at det bliver uforpligtende...og ligemeget hvad der så end sker, så betyder det, at jeg ikke kan fucke det op, og at det derfor bliver rigtig godt. Eksamen er i fuld gang i KLM og det skal nok virke. Endelig har jeg min kurv nøjagtig så fuld som jeg kan magte,- uden at det dog er hjernedødt nemt. Dét er lykken for mig. Udfordringer der kan magtes, i hvilken form de nu kræver i forhold til hvilket område og hvilken kombination af kompetencer. - Endnu mere lykkelig er det så, hvis det er det mere (eller mindre) tilfældige sammenspil imellem flere mennesker der løser udfordringer. Dopamin gir store grin og stort velvære. Jeg elsker at arkitekten og jeg stadigvæk arbejder med scenariet. Selvom det ikke er på højtryk, er der små brikker der falder på plads. Den store udførsel er naturligvis om vi kan føde bæstet, men det burde være overkommeligt medmindre han eller jeg viser sig at have usete og graverende personlighedsbrister. Hurra for at leve længe og længe nok til at være blevet klogere. Dét kan jeg dælme godt lide.

bla bla

Jeg ville ønske min kvalme kunne forsvinde. Lige nu ville jeg ønske der var en der kunne holde om mig, og få kvalmen til at gå væk, men jeg kan ikke forestille mig, hvilket menneske der skulle være trygt nok. Ærligt nok og uden agenda. Overskudsagtig nok og uden en bismag af at burde være et vigtigere sted og at jeg krævede tid fra personen, som ikke kunne undværes.

Jeg ville ønske, at jeg kunne brække det op og få det overstået, men kvalmen sidder i hoved, selvom den føles så forbandet fysisk.

lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg kan forholde mig til verden. Om der er smukke nok ting, til at kompensere for lorten. Om smerten er det værd. Om der er nok lykkedoser tilgængeligt for mig, til at gøre op med tårene. Jeg er så utroligt trist. Mit hjerte er gået i stå. Jeg føler mig gjort til grin og til nar, brugt og smidt væk og så utroligt banal og ligegyldig og fad. Så dum og naiv. Så latterlig.

"hende vejbumpet på vej imod noget ægte"

Hende, der ikke havde favnet sådan en drøm før og som aldrig havde forventet, at skulle lokkes til at gøre det. Sesam åbn dig og verden blev en anden. Bare ikke i virkeligheden. Bare som en pause inden det rigtige...bare ikke for mig.

Please lock me away
And don't allow the day
Here inside, where I hide with my loneliness
I don't care what they say, I won't stay

holder fast i flåden

Jeg bliver nød til at holde fast i min tømmerflåde. Nød til at stole på mine oplevelser og min overbevisning om tingenes kausale forbindelser.

Det stormer og det er så forfærdeligt svært at klamre sig til bjælkerne af min virkelighed. Og det er jo egentligt berettiget. Alt andet lige har jeg taget fejl, så mange gange før, så hvorfor skulle jeg stole på mit fundament?

Jeg er stadigvæk søsyg. Når jeg får mulighed for at proviantere, så får jeg skaffet det mest nødvendige, men bølgegangen slukker sulten. Jeg længes efter appetit. Efter at begejstringen vender tilbage. Efter at frygten for havet forsvinder igen.

I dag er det bare en tropestorm og imorgen stråler solen igen. I dag er det vådt og regnen driver ned af mit ansigt. I morgen er der musik og varme. I morgen.

Jeg håber snart " The good book" ankommer, så jeg har trøst til min usikre bevisthed og mit sårede løvehjerte.

Eller en drøm?

thailand en gruppe mennesker afsted nørder og mine forældre

alting er i en okserød farve bygninger som beklædt med stof der er ikke nogen himmel

somom at være inde i et pudefort - stoflig fornemmelse i at gå i gaderne

på vej til hotel? skal have mad folk går afsted vi er i en lang linie med mellemrum der er mange lokale jeg er bagud og bliver passet op af hvad der virker som en autoritet som tager afgift og derfor mine lokale penge der i drømmen har en fjollet navn. så snart man går ind på en af gaderner der fremmede hænder der griber efter ting og folk så det nærmest er som at crowdsurfe

Jeg kan ikke gå med til den funky resturant da mine ting/ eller er det penge er taget eller tilbageholdt og jeg bliver vildt sur. Sur på den måde hvor jeg bliver ked af det men inden under uberettiget giver mine forældre skylden og jeg projicerer det afsted og siger noget passivt agressivt til min mor da jeg sender dem videre på restaurant. Der må være en forklaring på at hun ikke kan betale for mig også. Skummer emmer af vrede mens de andre går videre og jeg går til hotellet mens jeg forbander dem og hader dem for ikke at finde en løsning til mig. alting er stadigvæk denne form for rødt der er også en form for lyddæmper måske endda gulvtæppe i samme farve. Ankommer til den gang der er "hotellet" og ladefod og jeg er der sammen, han havde heller ikke råd til at gå på den funky restaurant men der er en luge i væggen med en simpel plasticlamineret a3 agtig plakat med simpel sushi billeder og nogle tegn eller tal - en menú der er til en eller anden form for roomservice/ køb her og tag op på værelserne. Ca da vi ser den - vindue/hullet i væggen/ køkken lugen/ som ligger på et hjørne hvor man så drejer til højre og har lidt gang og drejer til højre igen ser man der efter det første højresving er en dør i bagvæggen med glas eller som står åbent hvor noget personalelignende er. De ligner alle to christianitter og de går som vi ankommer - den ene ligner lydmanden der måske skal arbejde med os på skaconvention/er stamgæst på apoteket. Der er barstole ved bestillingsvinduet og vi sætter os snakkende og venter plan køb mad, han har lidt? andre kommer til kø, rødt foldelæder med sektioner med penge, en fremmed hørt min historie giver mig endnu en rød folelæderting med mange 3'ere som er de store penge

lokal luder på venstre stol er nysgerrig men advarer også om at overvågningskameraet oppe til højre kan sende folk efter pengene

Der kommer nogen de tager fat i hende og leder i tro at hun fik pengene. Jeg har mange - flytter dem til taske. Det er vidst min fødselsdag.

Snak og fremmede og måske er de musikere. Venter længe længe på at bestille mad. Intet meget sker. Jeg får måske en "plant din egen plante" jordting i gave.

De meget danskudseende madlavningsmennesker kommer aldrig.

Jeg har glemt flere detalier om den her scene allerede.

Folk vender tilbage fra den funky restaurant. Tina A. er høfligt kortfattet og siger " det var fint" da jeg passivt agressivt ( men tonet ned overfor andre end mine forældre) spørger til maden. Folk går mod deres værelser. Jeg følges med mine forældre og siger som det første - jeg har ikke spist endnu. Trygget tavshed og jeg har "gaver" og gaver med i favnen.

Såeh....For at komme videre skal man krydse en "afgrund" vi var tilsyneladende på første sal i lobbyen og gået op af ét sæt trapper og skal videre op på tredie men først skal man sætte sin egen ultra highteck gangbro op. Hvert "armlæn"/ armreb(sidemodul af metal har en gribeklo i den anden ende der skal bruges til at flytte nogle ultratunge koldser som den så skal holdes fast i på platformen på den anden side. Så man bruger en mekanisme på den ene og fjernstyrer armen til at fjernflytte en metalklods så den står lidt langt fremme og så de så har en fornuftig gå på underrebet- ingen planker imellem. Vi fedter med dem først og det virker meget omstændigt.

Min mor går over først og da hun er halvvejs begynder jeg at råbe " hold dog fast med hænderne" hendes fødder glider længere ned af indersiderne af metalstængerne hun skal gå på og så ser det ud somom den højre side af jerngriberebene mister taget og hun begynder at svinge frem og tilbage på den. jeg /vi? råber " hold fast mor hold fast i rebet" og det ser ud somom hun svinger rundt om platformen vi står på som en trapetzartist og råber et eller andet ala " Karl så svinger det da igennem" Rebet stopper og hun kommer og hun dukker op langs kanten af den platform vi står på, gennemsigtig og i form af n.groth. Han kigger på min far og siger grinende "jeg kan normalt ikke flyve så jeg må være død" han ligner et gammeldags ghostbusters spøgelse og flyver også såen lidt rodet "op og ud" mens han griner.

Jeg ligger på platformen og min far og jeg kigger ned på gaden hvor vi kan se folk samlet omkring hende. Jeg skriger. Han vender rundt for at komme derned igennem hotellet...Jeg har tabt planten og får bedt ham om at tage huske den. Den bliver det eneste jeg har tilbage af hende der kan leve videre. Jeg krøller mig sammen og mærker mit hjerte knuse og visheden om hvad der er sket overvælder mig. Jeg tænker på T.w

Jeg vågner med tårer må kinderne.

-------------------------------------

Flere detalier men nu skulle jeg lige prøve at skrive den ned nu den sidder lige i brystet på mig

En kort - en lang

de lange og og de korte fortællinger i ens liv...

Igår havde jeg en dag lavet af de lange...Ikke fordi det er dem der nødvendigvis fylder mest i hverdagen eller tager meget af ens tid,- men for det første var jeg ude og lege rollespil i en medskabt verden som jeg nu har været en del af on and off i over ti år...Det er fantastisk at have en sådan kontinuerlig ting i sit liv.

Men den anden er endnu ældre og endnu mere sjældent aktuel eller til stede. Det er meget interessant at have et menneske derude i verden som ham.
Altså...egentligt så kender jeg ham ikke. Intet af hvad der har med hverdage og almindeligt liv at gøre. Men jeg har kendt til ham i lidt under halvdelen af mit liv. Ved hvordan han taler, vaner og generelle karakteristiske ting han altid har gjort eller har tillært sig over tid.

Det er mærkeligt fordi jeg holder af ham...eller...de kig jeg har haft ind i hans indre og det jeg kender til hans generelle tilgang til livet. Det er sådan set så længe at jeg har holdt af ham at det er en eller anden form for hjertenær ømhed. Sjovt nok er det en af de eneste der har min hengivenhed som jeg absolut ingen forventninger har til. Hende jeg elsker er i samme ramme, og dog er der ganske naturligt tidspunkter hvor vores liv vikler sig sammen og der derfor er sam-udvikling nødvendigt. Ikke i denne historie dog...Han popper ind i min ende af fortællingen engang imellem,- med sin egenhed og sin lille krog i mit hjerte og så skriver vi et par sider til i den novelle. Det bliver aldrig en roman, men det er en lille tråd at have haft igennem alle de her år.

Det er en meget mærkelig ting. Jeg har en oplevelse af, at så snart det ikke involverer ord, så er han vidunderlig at være sammen med. Men så snart noget som helst skal beskrives eller besvares eller deles fra ham eller jeg....så er det så forskellige sprog at det giver hovedpine.

At han altid fordufter før jeg tænker på at prøve at formulere det...det er så også en fjollet fjollet ting.

Det var også meget mærkelig eller anderledes eller noget nyt ihverttilfælde, at møde manden og ikke bare fyren. Tid er gået og vi er begge ældre og som det jo medfører kulminativt mærkeligere, trættere og mere i stykker. Mere voksne og virkelige. Og det var en meget virkelig og fin oplevelse.

Det er

Dr who og vindunderligt forfærdeligt forfatteri

Hvor er fortællinger potente og forfærdeligt hjerteskærende. Hvor er det blændende poetisk og vanvittigt.

Det griber fast i min kerne og kører mig op og ned i rivende fart. Så sælsomt.

Har lige set de sidste ekstrafsnit i dr who ( 2005 seriens) fjerde sæson og den serie har vagt mit hjerte til live igen. Først med frygtløs optimisme og blændende sci fi - og nu også med hjerteskærende epik. Det er så utroligt, vidunderligt paradoxalt, at noget så urealistisk og flamboyant fabelfyldt, får mig til at finde ting inde i mig, som døde i december.

Men jeg har en klage som jeg ligesom kun kan skrive til mig her på bloggen og jeg ved godt selv, hvad forklaringen på det er...men altså...hvorfor skal der være så mange forfærdeligheder for at fortælle de historier. Hvorfor skal de fortælles? Hvorfor kan jeg ikke holde op med at se dem, selvom jeg græder og håber med bævende læbe og noget der er tæt på at nærme sig bønner.

Puha det er altså vildt. Og de præsterer at dræbe og genoplive og forandre og forføre. Den kærlighedsfortælling var så gribende at jeg burde have været allergisk. Jeg blev smadret af og græd da morten og jeg så " the adjustment bureau" pgr den vulgære " eneste ene og kærlighed har ret til hvad der ellers ville være ondskab" parole...men her, med Doktoren, var det en endnu større tragedie og fortælling og alligevel overlevede jeg. Selvom det var så utroligt forfærdeligt bibeholdt de det smukke.

Det er en gang solid rod det jeg skriver her, men altså hurra! Hurra for livsbekræftende tro på det gode i mennesket. På en star trek agtig kamp for uvoldelige løsninger. På vidundere og menneskers mulige fabelagtighed.

Who is you?

" Jeg ved ikke om jeg kan lide den jeg er" er en gammel frase mine ører har hørt utallige gange og jeg sad i et tankesammensurium som lidt var i den dur, da jeg pludselig opdagede, at jeg ikke vidste hvem det var der ikke kunne lide mit jeg...Altså jeg er tilbage til et stadie hvor jeg ikke føler jeg aner hvem jeg er.

Jeg er snot forvirret. Det hele er op til revurdering igen. Altså...Jeg ved at jeg elsker nogle specifikke ting men jeg er rimeligt rodløs i min fornemmelse af større perspektiver.

Hmm....Men det giver vel en poetisk pointe, at jeg har problemer med at spise og har mistet min "mavefornemmelse" samtidigt.

Det er så forvirrende at have noget så grundlæggende til at ændre sig / blive forstyrret, at alting bliver mærkeligt og skævt. Især med min evne til at fokusere og virkeligt trææække alle detalier i en oplevelse igennem en spekulationsprocess.

Dét er da én ting jeg ved om mig selv...Jeg tygger tingene igennem. Ikke bogstaveligt talt dog selvom jeg er ved at blive bedre til det.

Der er et eller andet med, at så meget af mit møde med omverden handler om mig/den i kontrast. Måske det er til at finde ud af tænke i ligheder i stedenfor, men det føles somom det heletiden er modsætningerne der fokuseres på.

Og det er ikke kun fordi jeg har negative briller på. Det kan simpelthen ikke være så blind en vinkel.

Hvad i alverden kan jeg gøre? Passe mig ind? finde en klub for alternative freaks og klynge mig til dem pgr den éne samlende ting? altså - alternativet er at fortsætte som nu,- med en masse til fælles med folk der synes min måde at leve på er mærkelig. Jeg ved sku ikke om det holder i længden. Ih altså.

når søvnen ikke falder en ind...

Når søvnen ikke falder ind som andet en trætte halvfølsomme tårer

Når det er som om uret er væltet og maven holder fast

fastere og fastere om en stram knude af ukontrolleret stædighed der vrider sig sammen for hvert suk

Hjernen søger vej til standby og døser småslattent i velstøbte fortællinger

- men at skrive fører både gammelt øjenvand og friske nye gab med sig

og en uro

Nyfødte verden hvem er du idag? Hvilken sandhed fører du med dig?

Indrammer du mig med trillende tankespind eller tandfyldte bid af bitterhed?

Nye fotos af mine sjældne smil? Gamle minder om samling og aflad?

Hvad skal jeg kæmpe med i ringen idag....

bedre end det aldrig var sket?

Der er et gammelt ordsprog der hedder : hellere have elsket og mistet end aldrig have elsket....

Hvad er mellemvejen? For jeg er fucking ikke enig. At elske og blive forrådt er noget af det værste- måske dét værste jeg som voksen har oplevet. Jeg er et spøjst og apparte menneske. Ikke nødvendigvis nem at fordøje eller enhvers kop the. Tilgengæld kommer jeg med en detalieret advarselsblanket og brugsanvisning, som løbende opdateres hver eneste gang jeg erkender noget.

Indtil for to år siden havde jeg ikke haft en hverdagsrelation siden mine tidlige teenageår. Fordi jeg ved de her ting om mig selv. Fordi jeg ved hvordan resten af verden fungere og ikke er naiiv... Men jeg er ikke uden følelser og han arbejdede sig aktivt ind på mig. Uden selverkendelse eller analyse af sine motiver " Er du sikker på at jeg ikke er en re-bound løsning?" " Ork ja - jeg har aldrig følt som det her før" ....sagde han... Og nu sidder jeg her. Min første store hjertesorg bibragt mig af en mand, som ikke ville give en 5 øre for at høre hvordan jeg har det. Som "elskede mig så højt" at han både løj og derefter løb...Som nu lever lykkeligt fordi verden desværre ikke er mere retfærdig en andre gør den til.

Og her sidder jeg. Uden en ordentlig narrativ til at forklare noget, uden anden end en tykkere mur omkring mig. Eremitkrebsen samler sig et skjold af sine omgivelser og det de smider fra sig, og han smed et læs skrald efter mig jeg nu skal kæmpe imod at afskrække mig fra livet. At mennesker retfærdiggører at behandle andre som skrald, fordi " i krig og kærlighed" er så skræmmende og så smertefuldt at opleve, at jeg får lyst til at holde mig hjemme for evigt. Og det efter at han fortalte mig eventyr om fremtiden, om børn, om ting jeg ingen længsel/ forventing havde om før...Som nu er en drøm jeg har mistet. Som han fortalte ind i mit hjerte og jeg nu skal miste og slide ud af det.

Af alle han kunne have valgt til sin selvtillidsterapi, så skulle det lige være mig - det skulle lige være hende uden nogen erfaring, som strittede imod og som derfor vel var en større sejr.

Af alle jeg skulle finde fantastiske, så skulle det lige være en løgner...

Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle kunne få mig til at føle mig tryg... Det er slemt nok med min hjertenskære der er så langt væk. Overhoved at føle sig tryg med hende, er en overvindelse af panik som hun slet ikke fortjener.

Men i forvejen var det et long shot at finde en der er til sådan en som mig hver dag...og at leve illusionen for derefter at opleve at blive forrådt... fuck... Jeg vil så gerne en familie,- men jeg har kæmpet så hårdt for at blive mig og etablere en virkelighed jeg kan overleve i...så at opleve det forkastet og foragtet....fuck....

Jeg ville ønske på karma...om ikke andet, så at han kunne opleve eller huske, så han kunne forstå hvad de løgne har gjort ved mig. Det er når det er svært, at man skal gøre det rigtige- Eller acceptere at man er et middelmådigt menneske.

Det er en kamp at få de her ting ud af hovedet i efterdønningerne af KP....Jeg håber at det bare er efterbehandling og at jeg kan komme tilbage til at sørge over det menneske jeg troede fantes...

praktik- den sidste dag Tirsdag d. 2/1 2011

Jeg sidder og ryster lidt. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Måske er det som en vulkan der truer med at springe i luften. Er det med nostalgiske tårer? Ren begejstring? Overstimulering? Eller fordi jeg er ved at grave mig ud af en puppe og jeg skælver ved forventningen om verden udenfor?

Èn time, et par overraskelser, en underholdning af klassen imens Læreren var ovre at kopiere og en raw-kage jeg solgte som en trylle kage ( tricket er manglen på sukker, smør og mel) og lige en slutsnak med rektor og Læreren. Eller...ikke helt slut for jeg får nok lov til at sidde med til Skole/hjem samtaler for nogen af eleverne på Onsdag. Svært ved at give slip? Oh ja...for dagen efter er jeg lige med til dansktimerne så eleverne kan få lov til at give mig den respons på mig, som de ikke nåede at give idag. Så...Slut med praktik officielt...meeeen vi skal lige runde lidt ekstra og mere af.

Jeg vil gerne være Lærer. Jeg har haft nogle hårde episoder, nogle forvirrende, nogle hvor jeg følte mig lidt på dybt vand. Jeg har haft elektriske og brændende sucessoplevelser. Mit hjerte og mit hoved har været fyldt med indtryk og inspiration.

Og jeg kan det. Både skoleleder og lærer har gevet mig et "Helt klart og bestemt bestået" og jeg har til gengæld opfordret dem på det kraftigste, til at blive en praktiskskole fast.

Jeg er kommet hjem med en tegning/besked fra hver af dem der var der i mandags og jeg kommer sikkert til at få tegninger fra andre børn igennem mit liv...Men de her handler også om min forandring. - Fra ikke at vide om jeg kunne forstå børn, til at ønske at favne dem alle sammen. Til at der nu er 21 børn et sted i køge, som jeg hepper på og tror på og som jeg ønsker skal blive fantastiske mennesker med vidunderlige liv.

Sikke en måned... At jeg har kunne dét her, den her udvikling oven i det svigt og lige i den måned min vinterdepression plejer at være værst er vanvittigt for mig. Mine forældre har været helte uden lige og det samme har min lærer. Og nu har jeg fundet en måde at kunne give noget tilbage- Tilbage til det hele... Jeg ved jeg er rørstrømsk men for satan..." Jeg kan godt lide den måde du forklarer ting på" Og " Tusind tak fordi du hjalp mig med min fagopgave uden dig ville den slet ikke være blevet så god" skrevet spontant af små sjæle...Man skulle sikkert have været der...:)

Jeg synes allerede jeg har skrevet en masse om de forskellige metoder der er brugt og det vil blive godt til min aflevering om praktikken. Igår havde jeg en impuls til, at jeg ville i praktik det samme sted igen ( faktisk aldrig nogensinde tage hjem ;) ) men det bliver godt og vigtigt at vokse endnu mere...Jeg kunne blive en klon af denne super Lærer- men jeg kan også søge mere viden og blive hvad det end giver oveni.

Jeg glæder mig til at skulle på seminar i weekenden med dette nye perspektiv. Men alle de nye ting jeg har lært. Det bliver en helt helt anden oplevelse.

Kys til dig univers!

Praktik dag 15. 27/1 2011

Puha... Jeg har haft lyst til at græde 2 gange idag, ville have røget en tjærepind hvis den havde været tilgængelig og har haft en fantastisk dag.

Lige nu er mit hoved og mine stimulanscentre fuldstændigt drænet og jeg har svært ved at skrive min dag ned. Jeg mistede mit temperament en smule med en af drengene idag og fik råbt af ham i vrede. Jeg fik delt det med lærene på læreværelset og fik at vide at det både var naturligt og ok. Jeg tog en privat samtale med ham hvor jeg undskyldte og forklarede hvorfor jeg var blevet investeret nok i ham til, at de ting han gjorde gjorde mig vred nok til at råbe. Han blev helt paf " jeg troede det var mig der skulle sige undskyld" og jeg håber jeg fik formidlet at hans opførsel også var upassende,- men at dét at jeg havde mistet temperamentet ikke var ok og at det var fordi jeg jo godt kunne lide ham, at jeg blev vred i stedet for at blive ligeglad. Det hjerteskærende svar han gav var jo " jamen det er jeg vant til" ( han bliver vidst slået hjemmefra) og jeg sagde til ham, at han var kreativ og dygtig og at ingen fortjener at blive råbt af.

Klasseundervisning og fremlægning af fagopgaver og respons osv gik dejligt og fint.

Sidste time kørte jeg svensk og har nu et 5 klasses passende foenetisk overblik over det svenske sprog som de noterede ned. Derefter hørte vi imsi vimsi spindler ( lille peter edderkop) og så satte jeg dem til at oversætte den individuelt. De måtte bruge ordbogen bag i bogen ( som ikke havde mange af ordene) og hvis de ikke kunne finde det måtte de gætte, og hvis de ikke kunne gætte måtte de skrive ordet på svensk og fortsætte. Bagefter gav de dagen karakterer og det viste sig at en af de stille piger simpelthen syntes at det at oversætte var det sjoveste i hele verden. Hende pigen der sidst sagde hun ikke kunne lide svensk havde også haft en super dag.

Så gav vi hånd til eleverne som farvel ( en række borde af gangen - hun gør tit forskellige måder at afslutte dagene på når de skal gå og hun har dem sidst) og de sidste to tilbageblevne er et sæt tvillingedrenge der nu skal på ferie. Så der fik hun og derefter jeg et kram og så sagde vi farvel og på hendes opfordring sagde de, at jeg vil blive en rigtig god lærer. Dét var anden tåreomgang...første var i følelsesovervældelse oppe på lærerværelset da jeg pludselig kunne mærke hvor dybt det havde ramt mig. Hvor meget det betød for mig at han klarede sig godt osv.

De har skole hjem samtaler om et par uger og jeg når ikke at være med til det,- men til praktikundervisningen snakkede min praktiklærer og jeg om at jeg måske kunne få særtilladelse til at sidde med og se det, selvom min praktik egentligt er afsluttet på det tidspunkt. Dét ville jo være guld værd. Og jeg har lidt svært ved at give slip :)

Hun synes det går godt- vi snakkede om elevernes læseniveau, - mine følelsesoplevelser og hvordan dét virker og om besværlige forældre...jeg kom også med idéer til imorgen og dem prøver vi så af. Jeg havde ikke helt så meget at byde ind med, fordi jeg var så følelsesudmattet og det fortalte hun også jeg skulle være forberedt på allerede da jeg snakkede med hende efter billedkunsttimen. Goddammit... Det rykker og det er fedt. Jeg er glad for at det kan betyde nok for mig til, at jeg reagerer. Jeg synes så også at det er vigtigt, at erklære at der er forskel på at bruge en hård tone til at stoppe konflikter og til at få ro,- og så til at få et vredt budskab igennem. Måske jeg er naiiv, men det er to forskellige ting og jeg var den voksne i den situation og jeg råbte sku ikke fordi jeg tænkte det var den bedste pædagogiske metode i dét øjeblik. Jeg råbte fordi jeg var vred og skuffet og havde fået nok. Punktum bum.

Jeg aner ikke hvad jeg kan bruge resten af dagen på....Jeg er helt blæst :)

Praktik dag 13/14 mandag og torsdag d. 24 og 26/1 2010

Så - hovedpine og søvnløshed gjorde at jeg ikke fik blogget i mandags og deltaget i undervisningen igår. Tilgengæld er jeg tilbage i fuld vigør og har haft Natur og teknik og Musik idag.

Hmm... JEg ved ikke om det giver mening at gennemgå tingene minutiøst idag. Projektet i N/T omkring vej og det at lave en vejrudsigt virker utroligt stort og kaotisk på mig- og måske projecerer jeg,- men det virker også somom børnene ikke forstår hvor længe, hvor detalieret, hvad og hvordan de egentligt skal lave det projekt. Læreren taler begejstret om, at det er spændende at se hvad de får ud af det. Jeg har svært ved at se, at de ikke kunne bruge deres tid mere effektivt.

Hun har nævnt mange gange, at hun generelt har udskolingselever, og jeg synes at det præger hvad hun mener de kan administrere. Samtidigt er det her, hvor jeg synes jeg hjælper med problematikker som jeg ikke ved hvordan hun ville løse ellers. At sprede en klasse af 11 årige ud over 3 lokationer fordelt på to bygninger synes jeg lidt er, at tænke høje tanker om deres formåen. Jeg ved sku ikke om jeg ville have haft selvdiciplin til at få lave noget effektivt uden opsyn i to timer.

I starten sagde hun " på biblo eller edb i jeres grupper" og så hoppede jeg ind og sagde- der er 3 der har været væk da grupperne og rollerne blev fordelt- og de andre kan ikke nødvendigvis huske hvad deres roller er.

Så (kan jeg ikke lige huske om jeg spurgte om lov til) bad jeg dem om at gå tilbage til deres pladser - de var naturligvis på vej rundt og ud og op og ned- og så tog jeg dem én gruppe af gangen og spurgte et medlem hvem de var og hvor de ville arbejde og så sendte dem afsted. På den måde var den sidste gruppe dem hvor kun én havde været der sidst og hun tog over for at forklare dem hvad det var de skulle og hvilke roller de havde, og så gik jeg til den anden bygning og åbnede op for edb.

Biblioteket havde ikke mange " hvordan laver du en vejrudsigt" bøger og de børn der gik derop følte sig lidt lost i hvad og hvordan. Dem nede i edb vidste ikke helt hvad de skulle lede efter. Skulle de finde en 5 døgnsprognose og kopiere den? Skulle de se noget vejrudsigt osv...

Da en klokke har ringet ( og det var vidst nok til frikvarter) kommer jeg over til en af de næsvise ballademager drenge som sidder - og har siddet- og spillet et spil på facebook. Jeg siger" Det er ikke det du skal sidde og lave nu" og han siger højt og uforurettet " DET HAR JEG ALTSÅ FÅET LOV TIL AT LÆREREN" ... Jeg blinker og svarer " Sådan skal du simpelthen ikke snakke til mig" - Det kan være hun har gevet ham lov eller ej,- men jeg har for det første ikke et problem med lige at sætte mig i autoritet - og for det andet har jeg ret til at kræve en ordentlig tone i hans tiltale. Jeg er ret stolt af, at det var min refleksreaktion. Den opfyldte hvad den skulle uden at vi skulle ud i en " hun sagde/jeg mener" ting.

Kaos kaos og slut med de timer. Pause og så musik. Vi aftalte at jeg skulle spille Fætter Mikkel og de skulle lære en ny dans. De dansede først en anden dans af Tine Mynster tror jeg det var og [indsæt den anden senere] og det virkede rigtig godt. Også der hjalp jeg til med at holde styr på " slå hinanden i nødderne" drengene og byttede dem rundt/ kiggede voksent og misbilligende/ og bad om stilhed.

Det var bare rigtig fint og de cd'er med instruktioner er så ligetil at gå til, at jeg ikke forstår hvorfor vikarene ikke bruger dem, isteden for at tage dem over og hygge i klassen. Det er simpelthen for dårligt og jeg vil på en fremtidig skole have den slags materiale og have at eventuelle vikarer får oplyst hvordan det virker / andre lærere også ved det.

Skete der vigtige ting i mandags? Jeg opdagede en måde at forklare ( det bindslet kalder lange kontra korte vokaler) og som jeg kalde svenske kontra danske vokaler i spisepausen. Min forklaring er, at a,o,i osv skal siges som vi ville gøre på dansk hvis der var et H bagefter...forskellen på an og ahn eller dom og dohm. Derefter sendte jeg dem ud i grupper og lære remserne udenad og var først lidt meget rundt og instruere dem, indtil Læreren sagde " lad os se hvordan det går og lade det bære eller briste" - i den - meget lille og med faste rammer- situation, syntes jeg det var en dejlig åbenbaring. Her kan de lære noget af at fejle fordi det er 20 minutters arbejde og direkte respons. Så havde jeg dem oppe ved tavlen gruppe efter gruppe ( og to grupper til sidst da de havde 2 vers af den samme remse hver) og så var jeg hurtigt responsperson på deres fremlæggelse og arbejde. Massere af positivt og lidt kritik. F.eks - godt at i kunne den i kor, men jeg ville gerne have haft mere svensk udtale.- Jeg slog også noget hurtig latter i jorden da en gruppe havde klassens mindste dreng stået i midten imellem to af de høje og nogle af de andre drenge begyndte at påpege det og gøre grin og jeg sagde " stop det tak, Der er intet at grine af når nogen skal stille sig op og gøre noget der er svært" - og Læreren sagde til mig " det ville jeg også have gjort" - som er en stor stor kompliment fra hende.

Mandagens tidligere timer bestod af en fremlæggelse, mål for læsning og powerlæsning. Der er en kæmpe forskel på hvor meget de kan læse. Det strækker sig fra 105 sider til 25...Det er alligevel en del. De evaluerede om de nåede deres mål i sidste uge og hvis de gjorde så skulle de gerne lægge 5 sider til. Det er en dejlig metode og jeg kan godt lide at de bare læser noget de kan lide og kun konkurrere med sig selv. Der er ikke noget " hvormeget fik du så læst" foran hele klassen. Jeg synes virkeligt der er et godt samspil imellem hvad der er offentligt og privat.

Læreren arbejder med at prøve at bryde de kliker op som børnene er i, men jeg tror det kræver et Team - altså en samlet indsats fra de lærer der har dem- før det er noget man aktivt kan lægge fokus på.

Udover det: tvillinger i samme klasse er åndsvagt. Bum Basta! Det nytter ikke noget at have så stærk en alliance i et fælleskab og samtidigt er det ikke godt for deres selvstændighed.

Igår havde jeg mareridt og nær-migræne og kom ikke afsted. Jeg ville ønske jeg havde kunne følge deres arbejde med deres mindmap i matematik, men sådan er dét.

Praktik dag 12. Fredag d 21/1 2011

To hurtige dansktimer og en spisepause med en masse indhold. Nu er det weekend og det føles igen fantastisk. Der er sket så meget i denne uge og jeg fordøjer så godt jeg kan.

Kort rids af idag: Præundervisningsproblematik, Mål for læsning ( og lidt powerlæsning), Fremlæggelser af fagopgave og feedback, jeg underviste et kvarter og derefter en samtale med praktiklæreren omkring præundervisningsproblematikken.

Da vi er på vej over for at undervise dem i dansk, finder vi nogen af pigerne og en dreng der er ovre og tjekke hvem de skal have som vikar senere. Pludselig begynder en af pigerne at græde og jeg tager de andre med over i klassen og Læreren går langsommere over med hende og snakker med hende om tingene. Jeg er derfor den første der kommer over og jeg opretholder hendes " stå bag ved stolene til jeg siger tak" procedure og hun giver mig mandatet til at sige tak og sætter dem ignag med at kigge på deres mål for læsning og at skrive ned hvad de har nået i forhold til hvad de havde sat af mål og derefter powerlæsning. Hun beder et par piger om at komme med ud og kommer lige ind og instruerer mig i, at jeg går rundt hos hver af de tilbageblivende og læser deres logskrivning og sætter et hak så det er anderkendt. Jeg spørger også ind til hvad de har fået læst hvis de har læst mere end de havde sat af mål og hvorfor de ikke har nået hvad de har sat af plan.- imens powerlæser de andre.

Derefter kommer pigerne tilbage i klassen og hun giver en information om hvordan de skal bruge deres frikvarter. De har før fået til opgave at bruge deres frikvarter på at være sammen med én de normalt ikke snakker så meget med, og det skal de nu igen. Nogle af drengene er irriterede over at de ikke kan spille fodbolt, og får at vide, at de kan gøre det et andet spisefrikvarter - det her handler om at styrke deres uvante bånd ( sagt med andre ord naturligvis) De har vidst gjort det før, og hun nævnte det for mig før timen også lidt i forbindelse med hvad jeg havde set i natur og teknik.

Før vi går igang med fremlæggelserne har får jeg en af pigerne op og demonstrere de tre værktøj til at virke klar og på når man fremlægger kropssprogsmæssigt = Ikke bruge sin mappe som et skjold, træde frem og ikke stå helt klistret op af tavlen og husk at smile og virke glad. Det er ikke sådan at de nødvendigvis husker det når de står deroppe, men det giver dem lidt selvbevidsthed om, at man kan gøre ting for at gøre sin fremlæggelse bedre.

Der blev fremlagt 3 opgaver ( nu jeg husker) og børnene var igen dygtige og positive til at give feedback. Her opdagede min Lærer at hun også skulle holde øje med en anden klasse så jeg var lidt ved roret i forhold til feedback og at det blev gjort godt. Det var kun én af drengene ( der måske var i dårligt humør over det med fodbolt) der gav en rént dårlig feedback og der gik jeg ind bagefter og rettede hans måde at gøre det på ( Du skal ikke sige " du var nervøs og urolig og svær at følge" du kan sige " Du virkede nervøs fordi du stod uroligt" ) Men alle de andre var positive og dygtige i al deres feedback.

De har en dreng i klassen som er "helt sin egen" - han er ok socialt observant men fylder, er urolig ( og har derfor en "klemmebanan" han kan sidde med når han uroliger ud) og kan ikke stave om galdt det hans liv. Han har specialundervisning med Læreren hver torsdag eftermiddag og igår havde de lavet hans transperanter så han havde en masse at holde sig til. Hans opgave var om Christian d 4 og indeholdt alt fra hans slægtstavle til vægten på hans krone. Jeg syntes han blev afsporet et par gange og gik ud af en tangent, men elevernes feedback var smuk og hjertegribende. Der blev sagt " jeg synes det er rigtig rigtig godt at du har valgt det emne du har, fordi du er så glad for historie og det er noget du ved rigtig meget om" og de var mange der sagde det, samt roste ham for at han ( som den eneste) fremlagde helt uden sin opgave i hånden. Så der var accept og positivitet i luften. Meget meget fint.

Så var der et kvarter tilbage, og jeg valgte at lade være med at gå igang med noget desideret svensk ( efter lige at have sat noget uro på plads) og tog inspirationen fra fremlæggelsen af Christian d 4 og hev Europakortet ned og fik ham til at hjælpe mig med at vise dem hvor meget af skandinavien der dengang var dansk. Og så brugte vi resten af timen på det finurlige spørgsmål " Hvad er et land og hvorfor" og " Hvorfor er der landegrænser der hvor de er" - Læreren havde travlt med den andet klasse det meste af tiden så det var mest bare mig og dem og mig der arbejdede med at de skulle tænke sig om. Der kom en masse gode og gennemtænkte bud og min morale var jo lidt " fordi det er noget vi har aftalt" - der kan komme mere på det og jeg ville ønske der havde været 5 minutter mere til at runde det af, men det var sjovt at være dén slags lærer jeg tænker at blive.

Så spisning og hun kom ind og fik dem til at vælge deres " jeg snakker ikke så tit med dig og skal bruge tid i frikvarteret" makkere. Der er ikke så meget interessant at skrive ned om det,- det spændende bliver på mandag og hvordan det mon har virket.

efter timen får jeg så at vide, at pigekonflikten kom fra - trommevirvel- natur og tekniks gruppefordeling. Den kede-af-det-pige havde følt at der var blevet lavet " vindergrupper" og "dem der var tilbage" grupper- og taget i betragtning af hvor længe de skal arbejde med emnet,, er det en hardcore ting at gå rundt med tit. Jeg syntes også at det var en anden måde at lave grupper på, end jeg ville have haft og nu er det så lidt nemt at sige, at natur og tekniklæreren kan gøre som hun vil, for hun tager jo ikke det bagslag det giver, - det er klasselæreren der så skal ind og bruge energi for så meget kontakt har man ikke med børnene når man har dem 2 timer om ugen. Så som jeg fik sagt " jeg er virkeligt ked af, at de piger er kede af det,- men jeg er glad for at mine fornemmelser var rigtige"

Og det er interessant i forhold til den snak jeg havde med min praktiklærer igår omkring klassemiljø og investeringen i det,- for her er der så også et billede på hvor skrøbeligt det er.

Andreas snakker om, at de i hans indskolingsklasser er et Team på tre der holder møder og støtter hinanden i deres arbejde med børnene. I det her tilfælde ville jeg ønske der var mere af det, så dét at arbejde imod elitedannelse er et tværfagligt samarbejde.

Nu tilbage til weekend og jeg er over halvvejs i min praktik. Det gør mig lidt småtrist fordi jeg synes det er skønt :)

praktik dag 11. Torsdag d 20/1 2011

Jeg begynder måske at tage noter om, hvad jeg laver, for at kunne skrive det ordentligt ned bagefter, for idag har været en lang lang dag, hvor jeg ikke er sikker på at jeg kan huske det hele.

Det er gået rigtig godt skal det lige startes med at sige. Men jeg er træt og frustrerert i privatlivet, så det har lagt et slør hen over nogen af oplevelserne i skolen.

Vi havde 4 timers dansk i træk fordi billedkunstlæreren var syg og min praktiklærer overtog den time. Det var med let gru i stemmen af en af drengene spurgte " skal vi have dig i FIRE timer?" men det gik godt. Vi startede ( så vidt jeg husker) med massage- hvor børnene masserede hinanden ( dreng/dreng og pige/pige) til noget dejlig tory amos agtig musik som tilsyneladende er en dansk sangerinde der er oppe i tiden. Læren demonstrerede på mig så jeg fik dobbelt ;) Derefter var der mindmaparbejde og færdiggørelse af det, samt at de udvalgte sig 2 fokuspunkter at skrive i deres ene logbog som de så også kan bringe op til skole-hjem samtaler og bruges med læren og forældrene.

Som sædvaneligt var der powerlæsning til dem der er hurtigt færdige.

Timen efter fremlagde to grupper deres fagopgaver og fik respons og jeg startede lige det forløb med at bringe de tre punkter om kropssprog jeg snakkede med dem om sidst på banen. De var gode til at huske det og det blev også brugt i responsen. Der var tre piger oppe og fremlægge sammen, og det var lidt en bonus ting at kunne sige " det var super godt, men prøv at tage et skridt frem allesammen" og hele klassen spontant sagde " meget bedre! " - så fik jeg illusterert min pointe i praksis.

Så havde vi svensk, hvilket er mig alene.

Jeg startede med at vi gik til den første side og snakkede om ting vi kunne huske og nu vidste om sverige - hvad er typisk svensk mad osv og huskede dem drillende på, at der var én ret de slet ikke spiste i sverige.

Derefter hørte vi den cd der hører til undervisningsmaterialet, hvor der er en højskoleagtig udgave af " Du gamla, Du fria" og snakkede lidt om, at det var nemmere at høre teksten men ikke lige så fedt som carolas udgave. Derefter fik jeg en af eleverne til at læse hvad vi skulle på næste side ( lyt til rim/remsen på cd og læg mærke til hvilke ord vi ikke kender) og jeg påpegede ordbogen bag i bogen. Så gjorde vi sådanset det samme forløb med to rimremser efter hinanden. Først lytte til det et par gange og snakke om hvad det betød og mindede om på dansk, og derefter snakke om hvad de mærkelige ord var og hvordan de udtaltes. Jeg skrev også x = ks ( efter vi var kommet frem til det og ä og ö op. Derefter spillede jeg remsen igen og så sagde de dem med afspilningen, og til slut sagde vi dem alene. Det gik der en fin time med med to rimremser.

Så afleverede læren cdafspilleren og jeg sad med dem til spisning. Der var lidt uro og jeg holdt lidt fat i dem, men sad stille og tænkte lidt oO( hun plejer at smalltalke med dem og det holder dem i ro- hvordan mon jeg gør den slags- jeg kender jo ikke deres skema eller ting som det) Så var der en af de smarte- men frække knægte ( han sidder på første række) der smed sit sølvpapir i skraldespanden fra sin plads - og som udgangspunkt ( og det reagerede hans sidepige også som da hun så jeg så det) var det ikke ok. Vi smider ikke rundt med ting. Jeg sagde " Det var godt duu ramte men du sætter et dårligt eksempel) og ganske rigtigt begyndte drengen bag ved ham at rulle sin sølvkugle. Min lidt tørre kommentar til den første knægt var " ja så ved vi jo godt hvem der skal samle den op hvis han rammer ved siden af" - men det gjorde han ikke. Jeg sagde noget ala " det var heldigt..det er 3 point" i en basketreferance...Og så dukkede der et samtaleemne op. Så jeg sagde " Vidste i at man spillede basketball på en helt anden måde i de første 80 år det fandtes" - så jeg snakkede om kurve uden huller og med 80 år's associationen bragte jeg også konservesdåsen kontra dåseåbneren på banen. Og så var hun tilbage og jeg havde small-talket dem igennem en rolig frokost.

Efter den store pause mødtes vi ovre i musik, hvor jeg lavede lidt rytmeøvelser og derefter " rulle på R øvelser" hvilket er fedt fordi det faktisk giver de tosprogede børn en fordel. prrrrata med hinanden osv. Så reperetrede vi teksen til vem kan segla og gik til klaveret og sang det. Igen ( med lidt hjælp fra læreren) fik jeg dem helt tæt på og så sang vi den en lille håndfuld gange - derefter sang vi Fejer og så sang vi den anden på dansk. Til slut satte vi os i en tæt cirkel og jeg kørte " hvordan er det gået idag på en skala fra 1 til 5" - jeg gav dagen 4.7 fordi jeg ikke havde været god nok til at sætte grænser nu hvor jeg er blevet hverdag for dem, her når vi er igang med 3 uge. Der var nogle 5 og nogle 4 komma det ene eller andet ( en af pigerne havde haft lidt mavepine før hun skulle fremlægge og vi kom sammen frem til at det var nervøsitet)

Og så var dagen slut med dem og tak og hurra.

En lille times pause med afstress og så praktiktime
denne gang var mine spørgsmål å nogen måder mere specifikke og mere overordnede. Hun gav mig god feedback på min undervisning, så dét vil nu være min målestok for, om det virker eller ej. Jeg synes stadigvæk det er svært at vurdere hvor meget eller lidt der er sucess.

Nu er børnene begyndt at vise deres anden side og det er interessant når man kommer under de umiddelbare indtryk. Stille pige er måske også lidt snob, kæk knægt er måske lidt arrogant/ekslusiv, hardcore dreng er hjernedød usikker osv.

Så hvem er de dygtige?
Hvornår kommer der krav til de emner de vælger?
Noget om hvad der var af pigefnidder den første uge?- nu jeg kan navnene syntes jeg det var relevant at få uddybet.

Og hvorfor hun prioriterer det sociale miljø så højt og bruger meget energi på det. Altså om hun ser et afkast på det- for jeg synes det er drøn godt, men hvis det ikke er cost benefit fornuftigt er det vigtigt at tage med. Hun ser så en klar styrkning af børnene og deres individualitet så hurra for at metoden jeg kan lide også virker.

Desuden spurgte jeg ind til hvordan hun håndterede en af klassens drenges fars død sidste år i forhold til vores arbejde med børn og sorg. Jeg fik også en kopi af skolens Sorgpolitik af skolelederen.

Det glæder jeg mig til at bruge tilbage på skolen. Jeg håber ikke det overhoved bliver relevant i min praktik.

Det har været en god dag, men jeg har ingen mavefornemmelse for, hvordan det går når jeg underviser endnu. Det er meget spændende men også super svært.

praktik dag 10. Onsdag d 19/01 2011

Hmm... Frustrerende og kort dag.

Musik var aflyst og jeg får min time en anden dag,- men begge de musiklærer jeg skulle følge er stadigvæk ikke tilbage og det er virkeligt et fag jeg gerne vil vide mere om. Vide hvad de realistiske mål for eleverne er osv.

Men de to timer jeg så har nået er natur og teknik.
Idag bidrog jeg ( godt eller dårligt) med lidt kommentarer om eleverne og deres normale samarbejde,- i forhold til, at læreren ville have dem til at fordele sig ud i grupper. Min bekymring var, at de socialt og fagligt stærke børn ( som også arbejdede sammen i deres dansk-fagopgave) ville gruppere sig, og så ville den/de sidste grupper være skravl og krat gruppen som så intet ville få lavet. Jeg foreslog at få dem til at vælge sig ind på de roller hun alligevel gerne ville have dem til at tage i Vejrudsigtsprojektet ( kamera, instruktør, speaker og it-person) og så lave grupperne ud fra det. - Så bad hun dem om at skrive sig på oppe på tavlen mens vi gik ud af rummet. Mit indtryk er, at de så fandt sammen i de grupper de gerne ville være i, og så fordelte rollerne og så skrev dem op. Der var ihverttilfælde 3 ud af 5 grupper etableret da vi kom ind igen ( og de var ikke så stille at man ikke kunne høre dem- hvilket var hendes instruktion)

Hun bad dem også om at overveje hvilken rolle de ville have, imens hun instruerede dem i hvad de skulle lave senere oppe i It-lokalet. Jeg er skeptisk om, om det gør dem bedre til at huske, men jeg er også i tvivl om, om jeg er kompetent til at sige om hendes måde at sætte situationen op, er bedre end min. Ikke bedre, bare anderledes er mit udgangspunkt ligenu.

Jeg ville nok have kørt det i klassen og snakket mere med dem om, hvad de er gode til og hvorfor. Men taget med i betragtning, at hun nærmest har haft dem færre timer end mig allerede, så er det også meget tid at afsætte til social afklaring og balancering.

Jeg sidder med en frustreret og vred følelse over regeringens skemalægning. 2 timers "videnskab" om ugen er på ingen måde en måde at skabe naturvidenskabelig interesse. 2 timers natur og teknik om ugen uden et fast natur og tekniklokale er også crazy.

Det virker somom min lærer i n/t sigter højt og ser om det kan virke. Hun bruger ikke tiden på så meget pædagogik men laver opgaver, som de nysgerrige og allerede-interesserede så vil kunne grave solidt igennem. Dibba tænker jeg igen og mærker en lyst til at finde ud af hvad effekten af den slags undervisning er. Jeg ville ønske der var mere tid og hun siger også, at de klasser hun også har i matematik, kører et meget højere niveau, fordi hun kan sammenkøre opgaverne - lave ting om solsystemet og bruge det til regneopgaver samtidigt. Måske man kan gøre det samme med dansk hvis man er kreativ? Det vil ihverttilfælde være min ambition hvis jeg får det setup.

Jeg er stadigvæk ikke afklaret med, om jeg kan tage den rute dog. Jeg vil gerne være med til at promovere en stærk naturvidenskabelig front,- men jeg ved ikke om jeg har lyst til at kæmpe med et åndsvagt system dagligt.

Praktik dag 9 - Tirsdag d 18/1 2011

Puha en lang dag - 1 time plus en aflyst musiktime der resulterede i, at jeg gik med min praktiklærer over til hendes engelskklasse og sad i fællesrummet med den pige, der var utroligt bagud i forhold til de andre. På 20 minutter nåede vi næsten at hun kunne læse " Mary looks at Sarah and Whispers dont worry Ms Jenkins is in" ..næsten...og jeg ved ikke om hun forstod det. Men hun nåede at føle sig nogenlunde tryg ved mig og prøvede i det mindste. Hun skal testes for ordblindhed/andre indlæringsvansligheder fik jeg også at vide, da jeg spurgte om hun var ordblind siden hun sagde Ni hver gang hun kom til in... Spændende at der, til forskel fra den skole jeg gik i, er så meget mere opmærksomhed på at forstå hvad der gør at børn lærer eller ikke lærer.

Dansktimen gik med fortsat Mindmap - denne gang med noter fra engelsklæreren og hvad hun gerne ville have af fokuspunkter og så deres personlige mål. Dem der nåede at være helt færdige tog en postit og udvælger sig 2 grundfokuspunkter som de som elever selv synes er vigtige at forbedre. På de personlige mål får de også selv mulighed for at byde ind til hvad der skal på tavlen til alle og til ting de selv skal vælge. Det kan være "huske at aflevere mobilen " eller " Huske at bruge klassens køleskab" - Fra lærens side er der " lytte til de andre, lave lektier, komme til tiden osv"


Hmm... Hvad har jeg ellers med mig for idag? Hmm... Musik er et svært fag at holde liv i fordi det er et specialiseret fag af helvedet til. Lige så snart der skal vikar på er der gode muligheder for, at det ender tilbage i klasseværelset. Det giver også mening fordi niveauforskellen på eleverne kan være utrolig høj. Jeg vil meget gerne se, hvor svært det er at lære dem at gå 4 skridt. Måske jeg kan få lov til at gøre det med 5 A i næste uge. Men jeg føler ikke jeg er klar til at have en hel klasse alene endnu. Jeg har ikke værktøj nok til at håndtere, hvis de springer i luften.
Men hvis 4 skridt er til at lære en 5 klasse, så er det til at lave mange mange ting musikalsk / undervisningsmæssigt.- Tror jeg:)

Imorgen er jeg midtvejs i min praktik og jeg er stadigvæk ved rigtig godt mod. Jeg er glad når jeg er derovre og det pirrer virkeligt mine hjernesynapser. Jeg er utroligt beæret over, at min praktiklærer har sagt, at hvis jeg senere i mit studie gerne vil prøve nogen ting af, så skal jeg endelig kontakte hende og gøre det med hendes klasse hvis det er. Jeg ved ikke om mit studie indeholder noget som helst af den slags, men det er vel en tillidserklæring. Jeg var også inde forbi skolelederen ( angående problemet med musiktimerne og om jeg så kommer til at mangle timer i mit skema) og nævnte også, at jeg var utroligt glad for at have min praktik hos dem og min praktiklærer og hun havde fået samme feedback fra læren- så dét er jo godt :)

igår var jeg fuldstændigt bombet og idag er jeg fin og frisk og hjemme kl 12 så nu skal jeg læse lidt i mine skolebøger tror jeg. Og lege med mit keyboard og mine nye funky pedaler :)

Praktik dag 8 - Mandag d 17/1 2011

- Nogen der kan fortælle mig hvilken dato vi har idag...? ;)

Puha...fra klokken 08 til klokken 15.15 har min dag varet. Lige ovenpå en weekend og mit hoved summer med indtryk.

Idag har jeg haft 4 dansktimer ( 3 i træk med 1 frikvarter imellem og en efter en times pause) og en times pause og så praktiktime med min Lærer. Hoved summer og jeg er træt på den gode måde.

1 time = Staveord hvilket var spændende at se, registrering af deres læsning for ugen og individuel målsætning for den kommende uge og noget powerlæsning. Derefter en flydende overgang i arbejdet i slutningen af første time til anden med øvning af fagopgave/tryk af transperanter til fremlæggelse. Da de første der skulle fremlægge egentligt kan siges at være dem der også har haft nemmest ved arbejdet- og hun skulle med dem op og trykke dem, havde jeg halvdelen af klassen til at arbejde med deres fagopgavefremlæggelse og en enkelt ( hvis makker er på skiferie) til at powerlæse.

En af duo'erne er had/kærligheds-drengene der begge er kvikke og hærger hinanden samtidigt. Jeg endte simpelthen med at skille dem ad og sætte dem til at øve hver for sig, fordi de blev ved med at se, hvordan de kunne provokere hinanden med så små gestus som muligt. Da jeg første gang blev kaldt over til dem for at " mægle" var det omkring retten til at bruge en blyant til at sætte et S... Samtidigt kunne jeg mærke, hvor meget rap-drengen manglede en makker, da han ikke kunne samle sig om at lave noget når jeg ikke sad med ham. Der var perioder med nogenlunde konstruktivt arbejde i klasselokalet ( og en enkelt gruppe på gangen) men også med dråbe for dråbe eskalering af uro. Da jeg er en etableret autoritet i deres verden nu, krævede det mest bare at jeg kiggede i deres retning for at få ro, men jeg ville ønske at der var en måde at få dem alle sammen op på niveau med det forventede.

En af måderne jeg kan mærke at jeg er en rigtig voksen i deres verden nu, er også at de begynder at have forventninger til, at jeg kan gøre "lærerting" for dem. " Må jeg gå ud" " Må vi blive inde i frikvarteret" " må jeg spise noget" - som udgangspunkt er mit svar " det har jeg ikke så meget mulighed for at vurdere så brug default" - f.eks at de skal være udenfor i frikvarteret. Jeg vendte det med Læreren og hendes standpunkt er, at de hellere skal spise end gå sukkerkolde fordi de glemmer det - og det vil jeg så følge hendes eksempel med med hendes klasse. Jeg ved ikke om det virker med alle, men her er det hendes metode. Vi er enige om, at jeg holder mig til det etablerede ellers, og så er det hendes privilegie og ansvar, når hun giver særtilladelser til ting.

3 time var fremlæggelse og utroligt spændende. Ved hver fremlæggelse blev 3 børn gjort ansvarlige for at give feedback på et område og der blev igen understreget, at kritik ikke er personlig men på det man gør og skal lære.
Idag var det "om de var på og virkede klar", " indholdet" og " hvordan de virkede som gruppe i fremlæggelsen" og børnene gjorde endnu engang en meget fin og positiv præstation. Selvfølgelig var der forskel på niveauet og hvad der blev forventet, men de snakkede virkeligt pænt til hinanden og gav konstruktiv kritik.

Jeg synes egentligt ikke det er så vigtigt at gå i dybden med de enkelte børn her, fordi det mere er et biprodukt af, at min praktik involverer dem og ikke min evne til at psykoanalysere/observere dem individuelt der er vigtigt ligenu.

Til slut havde Læreren en snak med dem om, at de ikke opfører sig super godt i Engelsk og en peptalk om at de skulle kunne.

pause og virkelig virkelig sulten :)

Derefter havde vi besluttet at skubbe det svenske jeg skulle have lavet i sidste time og lade dem lave en fremlæggelse til. Men noget af timen ( og jeg kan ikke huske om det var starten eller midten fordi jeg er så træt) blev brugt på at snakke om og evaluere den engelsktime de havde haft. Og børnene gav den selv ca 2.5 sammenlagt- En af drengene var endda rigtig fin til at sige han var en af hovedgrundene og de var fine til at påpege hvor tingene var startet og snakke om hvad der var skidt.

I slutningen af timen lavede jeg et par kropssprogseksempler for dem omkring hvordan man kan se mere sikker ud og hvordan det ser ud når man fremlægger. Det virkede som en god slutning med en lille smule teknik de måske fanger. Jeg tænker en af dem ( der er god til kropssprog) kan demonstrere det senere på ugen hvis der er tid.

Pause igen

Og så praktiktime hvor jeg havde taget noter til de konflikter jeg havde haft med børnene og hun havde nogle startspørgsmål og vi snakkede om de smådramatiske ting der var sket på lærerværelset og jeg læste hendes kritik på de forskellige fagopgaver.

Hun bruger et meget positivt sprog og det tror jeg er meget rigtigt i forhold til det niveau de er på. Der var selvfølgelig lige så mange kinks/twists på hvad de skulle gøre bedre som der var opgaver.

Hun nævnte at hun skal fikse papirarbejdet til min skole og at jeg ikke skulle bekymre mig, sagde at det gik godt og gav mig et par metoder til på torsdag/fredag hvor jeg skal lave noget mere svensk med dem.

Rigtig god dag. Rigtig træt. Dejligt at opleve en dag i den rigtige længde og mærke at jeg stadigvæk kan rumme det.

Hun spurgte mig også, om jeg stadigvæk gerne vil være lærer...
Jeg er ikke skræmt væk - og jeg mener ikke jeg har den luxus, at jeg stadigvæk kan valte og vrage imellem uddannelser. Hvis jeg virkeligt kan finde ud af det her, så er det det jeg gør.

Praktik dag 7. Fredag d 14/1 2011

Gud er det allerede fredag?

To timer - kun dansk - mig halvdelen af tiden. Det er allerede andre ting jeg lægger mærke til nu jeg skal skrive min dags opsummering. Jeg har sikkert klappet mere end 3 gange for opmærksomhed og haft det til at virke, men nu er det et aktivt værktøj imellem mig og klassen og ikke noget der står highlighted. Læreren og jeg tjekkede lige op på dagens program og så viste det sig at der havde været " komme på kontoret" agtig problem imellem tre af klassens elever,- så allerede der skubbede planerne sig for dagens undervisning. Hun tog sig derfor af det efter at have instrueret eleverne i, hvad de skulle bruge timerne på og lod mig holde øje med klassen og søge at hjælpe dem med at øve deres fagopgavefremlæggelser imens hun tog de tre ud og snakkede "privat" som det bliver kaldt. Der er ting som tages i klassen og ting som tages privat og eleverne har også ret til at bede om at noget bliver taget privat.

Den tid gik med at lige lytte og snakke kort med de elever der har styr på det og på at motivere og arbejde med dem der ikke har så godt styr på det. Det bliver meget spændende at se dem fremlægge i næste uge.

Derefter var det Monica og Svensk tid. Jeg havde på forhånd besluttet at lave en energiser med dem for at skifte fokus fra gruppearbejdet og også for at bruge noget af det der ikke virkede så godt igår, til noget konstruktivt idag :) så vi lavede tramp tramp klap - og den energiser hvor jeg siger noget og de siger noget efter. Hvis jeg laver den med dem flere gange kan det ske at jeg lader nogen af dem lave lyde også, men det virkede super. - Selvfølgelig er det unfair at få gang i deres krop og så bede dem om at sætte sig ned, men det får noget blod til hjernen og de var totalt med mig efter den. Så var det genopfriskning og snak om hvad de havde tænkt om sverige. Det var fedt af en af dem nævnte Svensk pølseret, for så fik jeg mulighed for at forklare, at de i sverige har Dansk Sjömandsbiff som vi heller ikke kender i danmark ligesom svenskerne aldrig har lavet den famøse pølseret. Så havde jeg dem oppe ved tavlen og synge " vem kan segla" som et fint lille kor,- jeg ved ikke om det var nødvendigt at tage dem derop, men på den anden side så er det nemmere at få drengene ( som jeg blandede ind imellem pigerne igen) til at synge når de ikke sidder ved deres bord og fedter med deres ting.

Derefter snakkede vi om betydningen af sangen og fik muligheden for at tale om Billedsprog, moraler og Budskab. Læreren hoppede også ind der og satte det i sammenhæng med ting de har haft, hvilket var super for jeg var ikke helt sikker på at de vidste hvad billedsprog var :)

Så skulle hun printe ugesedler ud og jeg spillede den svenske nationalsang for dem igen med instruktioner om at " sidde stille og prøve at lytte med lukkede øjne" det var ikke helt optimalt fordi jeg ikke kunne finde mine højtalere først, men det lykkedes til sidst. Så snakkede vi om et af de lange svenske ord, og nogle af drengene opdagede ordbogen bagerst i bogen. Det gav jeg ros for ( kvikt er ikke dårligt :-) ) og har tænkt mig at henvise til det fund på mandag hvor den står på rim og remser på svensk.

Så plagede de om traphiklys og da jeg var løbet tør for materiale og ikke havde fornemmelsen at der var tid til at starte noget nyt op, så tog vi " elsk noget mer" - jeg ville ønske jeg havde haft Fejer, og jeg skal finde den til dem til næste uge. De var snakkende og lidt urolige og jeg sagde " jeg vil spille den for jer, hvis i er stille og sidder stille" - så gik jeg igang med at finde den og de begyndte at tysse på hinanden, - jeg kiggede op og sagde "det er ikke stille" så gjorde de det mindre men stadigvæk uroligt og så kiggede jeg op ( og brugte Dittes metode) og rakte hånden i vejret med to finge oppe og sagde " Det siger vi var 2 brugte...når den tre så gider jeg ikke" - uden hævet stemme eller noget. Og så var der stille...selvfølgelig nogle host som sikkert var kommunikation og helt sikkert noget skæren ansigt,- men det virkede så godt som man overhoved kan håbe med børn som har weekend lige om lidt i 5 klasse!. - Da nummeret var sat på sagde jeg så " Så må man bevæge sig og hygge igen" og det virkede som den rigtige timing. Og hun kom tilbage midt i det og jeg snakkede lige lidt bagefter og derefter kørte hun bilen hjem.

Information om på mandag ( hun fortæller dem altid hvad der kommer til at ske næste gang de ses / ugen der kommer. Måske jeg vil prøve at gøre det med min del af undervisningen også hvis jeg har godt nok styr på forløbet)

Uddeling af ugesedler som de giver forældrene for at vise hvad der er blevet undervist i i dansk i løbet af ugen.

Og evaluering og snak. Denne gang var det om hvordan de opførte sig uroligt når der var vikarer og klassen deltog aktivt i at snakke om problemet. Vikar bliver skrevet op som punkt på personlige mål på mindmappet vi skal arbejde videre med på tirsdag.

Derefter " hvordan har din dag været" hvilket var meget meget fint igen men også totalt sårbart som lærer at høre..- en af dem kunne jo have sagt " 1 - for jeg hader Monica" og så må man tage den og tage den til sig. Det skete ikke men det er dælme et hardcore og fair værktøj fordi det også er evaluering af underviseren. Meget tillid og ærlighed i den klasse! og som hun siger - det kan man jo ikke med alle,- men jeg kan nu se, at jeg som klasselærer potentielt kan skabe så trygt et miljø.

En af drengene stod for uddeling af klistermærkerne for lavede lektier og så sagde vi tak for ugen. Jeg byder ind i samtalerne med eleverne og føler mig tryg i at sige min mening.

Oh! Og ét læretrick jeg har luret og brugte idag var " Er der så nogen af jer der kan fortælle mig hvilken side vi læste igår?" " Side 46" " Så slår vi allesammen op på side 46" hihi...jeg behøver aldrig huske sidenumre igen :-p

Ugen er fløjet og næste uge bliver en rigtig 5 ugers skoleuge,- det bliver godt og måske hårdt kun at have en kort weekend fri og så igang, men jeg glæder mig til at finde ud af hvordan man gør dét og hvordan det føles.

- glemte lige at skrive yndlingskomplimenterne " hvornår er du færdig? Skal du så ikke undervise her?" " Går du i skole? Jeg synes allerede du underviser som en rigtig lærer" <3