Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.
Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.
Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.
Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...
I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.
På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?
7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.
Og jeg vil blive desperat af ensomhed.
Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.
Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar