Mandagen derpå

 Et overall dejligt eventyr har ført til søndagsdiskussion med Rikke og morgenreflektion med kaffe. 

Der er nogle ting der bliver rørt og berørt indeni, som jeg har måtte kigge nærmere på og skille fra det der faktisk er foregået i virkeligheden. 

Grundlæggende set har jeg måtte tage en test og få nogle ord på tilknytningsmønster. Der er noget something something - måske i den aktuelle dynamik, måske bare i mig, men ihverttilfælde i min situation ifht job og forældre, som sætter alt muligt igang. Og det er ængstelighed og det er også noget solid overtænkning i bølger. Det har været dejligt distraherende at kunne have lidt hyggespekulade om nysvensken i løbet af den sidste måneds tid, men det virker ikke rigtig længere for nu er der lidt faktisk virkelig viden om personen (som var en del anderledes fra hvad jeg lige havde forestillet mig og haft det lidt hyggeligt med at tænke på). Den viden gør ikke at jeg ikke kan lide vedkommende, men det er på en anden måde. Og jeg har lidt lune følelser overfor personen. Men det aktiverer tilsyneladende en full-blown tilknytningsmønster-panik. Såeh. Dét er måske det næste sted min indre rengøringsbataljon skal vende deres skyts. Eller forståelse eller whatever. Måske det er noget jeg skal snakke med familieterapeuten om. 

Det er ihvertilfælde ikke kun den fornøjelse jeg håbede på. Det er lidt mere såen usikkerhed og i bølger angst der kommer op. Det er ikke proportionelt med situationen - det er noget jeg tager med til min egen efter-oplevelse. Såeh. Kan jeg overhoved sådanoget her?  Jeg vil gerne kunne det, men er jeg i god nok working order til at prøve allerede, eller skal jeg trække mig og prøve at få det repareret? Jeg er i tvivl. 

Et eller andet onlineråd foreslår at prøve at kortlægge hvor de her ting kommer fra. Hvor den anxious preoccupied attachment stil kommer fra. Altså at det stresser mig og gør mig utryg at få folk tæt på med følelser. Umiddelbart kun romantisk nu, selvom jeg tror jeg har haft det med venskaber på et tidspunkt. Måske. Jo. Jeg er ret overbevist om at jeg har haft det med venskaber fra mobbe-perioden i folkeskolen og så ind i gymnasiet. Men jeg synes ikke, at jeg husker det som et problem efter hashpsykosen, så det er nok en af de ting det lykkedes mig at springe en del i stykker med rå paranoia. Og efterfølgende at reclaime virkeligheden via Opus-breakup og en liste over 'virkeligheden kontra fortællingen' om 'kammeraterne' har været den sidste del af processen. Eller. Den sidste del af processen har været at bruge den notesbog til at bekræfte gentagende efterfølgende oplevelser og såen...vaske min hjerne endeligt fri fra de forestillinger. Så jeg tror jeg er helt ok på vennefronten. Det giver mig lidt håb her imens jeg skriver det ned. 

Mén. På følelsesfronten, når det kommer til det romantiske, ja der har jeg vidst stadigvæk noget arbejde at lave. Det er ret færdigtænkt hvad jeg gerne vil: Poly - ikke 'bare' åbent. Jeg har knaldet nok tilfældige mennesker i mit liv og har både de sjove historier og et par voldtægter at vise for det. Det er fint - jeg har hakket løst i flere bælter. Jeg kan score hvis jeg vil. Det er ikke det jeg er interesseret i. Den overfladiske bekræftigelse kan jeg godt finde. 

Men det fører så til listen over grunde til at jeg er rimeligt fucked op på tilknytningsfronten i romantiske relationer. Eller? er det en liste? Eller er det bare min fucked op eks-kærestes vanvittige alkoholiker-halløj? Er det Helgenen og den evige varm/kolde manipulation og selvoptagethed der har sat mærker? Var jeg ængstelig før?

I en eller anden grad må jeg have været det. Der er et eller andet med fornøjelsen ved at længes på afstand, frem for at vitterliggøre ting, som kommer langt tilbage fra. Der er noget med, at være bange for at det går ud over vedkommende, fordi personen ville blive mobbet hvis jeg viste begejstring. 

Er det skam? Skyldfølelse? Ejerskab og beskyttertrang? Jeg har ihverttilfælde noget med gerne at ville passe på dem jeg kan lide. Er der stadigvæk en rest af at ville skærme dem fra konsekvenserne af min 'gunst'? Måske...Det er der nok stadigvæk en snert af. Hvorfor ikke. Alle ar er vel klar til aktivering når stormen raser. 

Men ihverttilfælde så er der noget om noget med at mit hoved panikker og at det ihverttilfælde - hvis ikke opstod- så gik i overdrive med Helgenen. Måske noget af det startede med Stockholmeren ifht den crazy slutning. Der er nok noget dér også. 
Er det noget jeg selv har skabt? Tja. Det kunne være. Det kunne også være to uheldige henholdsvist konfliktsky og så komplet wack personer der har trukket nogle dybe ar. Det tror jeg ihverttilfælde er noget af det. 

Så jeg bliver aktiveret. Af helt almindelige situationer. Og det er fordi mit system prøver at beskytte mit begejstrede hjerte? 

Har det grund til det? Det ved jeg ikke helt. 

Fordi jobsituationen er så gøglet, så er der en kæmpe frygt for usikkerhed og afvisning igang. Det ved jeg og jeg skriver det igen og igen. Det er ret meget livsgrundlaget der er truet. 
Med nysvensken er risikoen...At jeg udvikler flere følelser end han gør? Og hvad er worst case så dér? Det vil være mere Helgen/Stockholmer usikker crazykaos. 
Så dét er ikke helt irrationelt at være bange måske. Det kan jeg godt møde mig selv i faktisk tror jeg. Det er baseret på levet liv. Det handler om kommunikation og om at være utryg i utydelighed. 

Èn af de ting jeg godt kunne lide ved nysvensken er hele ' jeg prøver at være en good guy i det her' - Det betyder vel også overfor mig. Min bekymring siger selvfølgeligt at jeg af en eller anden grund skulle være den ekstraordinære undtagelse der bliver kørt over ende, men det tror jeg ikke faktisk. Kun såen selvskærmningsmæssigt. 

Jeg er bange for at der er ting jeg ikke ved. Jeg er bange for at der er ting jeg ikke forstår. Jeg er bange for at 'regnestykket' ser anderledes ud end jeg forestiller mig og at jeg så bliver løbet over ende eller chokeret og såret hvor jeg burde kunne have vidst det og skærmet mig. Det er erimitkrebsen om igen? Eller hvad?
Jeg er bange for at det at være bange gør at jeg ødelægger mulige oplevelser og relationer fordi jeg er i stykker. For broken til at kunne deltage. Åh altså. Jeg vil have eventyr og oplevelser og dejlighed og jeg vil ikke være i vejen for mig selv. 

Men det ér jeg. Og det må jeg jo antageligvist finde en måde at være i, for jeg kan nok ikke fikse det lige med det samme. 

Så dét her er en af måderne at prøve at være med det? alt skrive tingene igennem. En form for meditation? At udvilke på det så jeg kan finde veje i fremtiden som ikke kræver 3 a4siders tekst. 

Kan det virke at vide at det er traumer der bliver aktiveret? Kan det være dét der gør det? - trække vejret dybt og lave en mini-meditation? - Er det virkeligt sådan at jeg er så i stykker at jeg må det? Det tror jeg, men jeg kan mærke jeg synes det er lidt pinligt. Jeg må også arbejde imod min trang til kontrol. Til at tage hånd om eller styre. Det er ikke super mærkeligt at have have behovet tror jeg, men det kommer af frygt og jeg gider ikke handle på frygt. Jeg er ked af at føle trangen og jeg ved at dét kommer fra jobusikkerheden, men det er stadigvæk ikke najs. 

Rikke gav en rigtig god vinkel ifht noget kommunikation. Om jeg kan være i det og gøre det, dét ved jeg ikke. 

Det har meget lidt at gøre med den aktuelle person. Det har alt muligt at gøre med dem der var før. 

Den aktuelle person har været et uventet spændende menneske at lære lidt bedre at kende. Der er nogle overraskende steder jeg syntes klikkede på sjove måder. Det kunne være spændende at undersøge det videre. 

Kattefyren må være grunden til at jeg så overhoved kan være i det nu, med al min åndsvage bagage. 

åh jeg håber jeg kan være i sådanne eventyr på en bedre og bedre måde. Lad denne reflektionsproces være en af de værktøj der gør det muligt. 

når tomheden trænger igennem den lyserøde sky

åh det har været skønt! i næsten to måneder...7 ugers tid... har jeg været lykkeligt distraheret af kattefyren og rosendansen...Det har været helt fantastisk at være fri for den ulidelige alt-om-sig-gribende frustrerende tomhed der ligger i min ørkenvandring af en jobjagt.

Men nu er det desværre slut med den umiddelbare eufori, eller også er tomheden bare for tung til at noget så illusorisk som kriller i tæerne kan holde det på afstand.
Det blev kickstartet med en jobsamtale på min fødselsdag, der har efterlad mig med et skrigende længsel og håbsdyr i mit baghoved og en kold frustreret opgivende klam hånd om mit hjerte og håb. Det er...mildest talt, en stemningsdræber uden lige.

Det er svært at lure så meget andet, ud over at jeg vidst stadigvæk godt kan lide kattefyren og jeg virkeligt gerne vil have et job. Men jeg er magtesløs overfor omstændighederne og træt og tung at trække op i gear. Her er tomt og her er så endeløst frustrerende. Jeg håber at jeg kan få vind under vingerne for jeg frygter at slide på den sødme som har været så befriende.

Det er forår og jeg håber der er flere ting med fyren jeg kan fylde det med, men jeg håber også at processen hvor dét at jeg bruger tid med ham, kommer til at blive ved med at helbrede ar efter helgenen og kommer til at blive ved med at være fint.... Men jeg ved det jo ikke...jeg ved heller ikke om timingen er god eller dårlig, om jeg har lyserøde briller på og overser de røde flag over det hele...Jeg ved det virkeligt ikke. 7 uger er gået og jeg vil stadigvæk gerne se ham igen. Det er sådan ca dét jeg har at gå efter...og jeg tror ikke kun at det er fordi jeg har et tomt og utåleligt liv...jeg plejer at sætte flere grænser end dét for bekendtskaber...

Og....Well...nu ved jeg ikke hvad jeg føler...

Christ...

Jeg var nået til et sted, hvor jeg ville prøve at se, om jeg kunne hænge ud med Helgenen på platonisk niveau og nyde de ting vi var gode til med hinanden, uden alt dating og længselspresset. Jeg var sårbar omkring forslaget, men det virkede til at det måske var en mulighed...

Og så kom fuldeK forbi i lørdags. Jeg var næsten blevet rask og skulle så igennem en nat hvor jeg først blev vækket klokken 02 af måske 20 ringen på min dørklokke og derefter igen klokken 04...
Dér var jeg nået til et punkt i min...dunno...tankeprocess hvor jeg bekymrede mig for om han var ok og måske ikke kunne finde hjem, så jeg talte til ham ud af vinduet. Eller prøvede at tale med ham...

Og han ville ind og sove...

Og var som sædvaneligvis røvligeglad med mig. Røvligeglad med noget som helst andet end hvad han lige havde besluttet var en god ide.

Det virker til, at han havde gjort en eller anden anden ked af det i løbet af aftenen. En ny pige eller en kammerat - ved det ikke og er sådan set ligeglad - det var ikke noget han fortalte mig, bare noget jeg overhørte da han snakkede i telefon med nogen bagefter...

men situationen...den er bare så pisse umenneskeliggørende.

Jeg føler mig reduceret til en stor kugle af potentiel omsorg han engang imellem lige pisser forbi og sådan slår lidt på og håber at noget falder af.

Han er fucking ligeglad med, hvordan jeg skulle samle overskud sammen til at være ok med det og han er agressivt ligeglad med hvordan det påvirker mig at blive vækket midt om natten, holdt vågen og derefter blive ignoreret igen. Dét kunne ikke rage ham mindre. Det er bare en mulighed der lige popper op når han er stiv. ' Hmm...Monica gider måske lige give mig det her' Hvorfor?`det virker han sådan set også til at være ligeglad med.

Og massiv ' det er da dit eget ansvar'. Jeg kan jo bare ignorere ham ik? Det er jo super nemt sådan...det ved jeg ikke, randomly tage min dørtelefon af hver nat når jeg skal sove? eller...hvad? slukke min medmenneskelighed? ja det er nok dét jeg skal ik? Selvom resten af mit liv virker ret godt med, at jeg bekymrer mig hvis nogen står ved mit dørtrin, så skal jeg lige ændre de vaner fordi jeg har elsket hans kongelige røvhed...

Og den ultimative vrede og frustration kommer af, at han er pisse ligeglad med at jeg får det sådan her. At det gør absolut ingen fucking forskel hvis jeg fortalte ham det.

Han vil få ondt af sig selv og blive mere weltzmerts og mere mastubatorisk, men intet som helst i forhold til mig som menneske. Intet ønske om, at gøre det godt igen om at kompensere eller genbygge en følelse af respekt. Jeg er ikke et menneske og ikke et menneske der fortjener noget i hans lille egotrip.

Det føles...så utroligt...nedværdigende...en halv times monolog fra hans side ude foran mit vindue og ikke skyggen af interesse i hvem det er han skaber sig overfor. Dét har ikke noget med sagen at gøre...Bare noget onani for ham selv med ham selv og tilsyneladende er det sjovere hvis der er en følelses-prostitueret der er tvunget til at se på det. Stor kunst og fucking røvhul...



Jeg har overvejet at slette ham, overvejet at ringe og råbe og overvejet at sende det her til ham...Men hvad ville det gøre? ville det give mig en følelse af ejerskab, når jeg så får absolut ingenting tilbage igen? Hvad ville det gøre andet end at give mig mere tristhed over hulheden i mit minde om at elske ham? Jeg ved det ikke...jeg har ikke flere ideer...

En forløsning....

Så kom jeg over endnu en...endnu en bakke på den lange vandring hen imod mig selv og ind i forståelsen af det her breakup.

En vidunderlig sang fra de langsomme lyn fik mine tårer til at løbe med mit hjertes genklang og endnu en smertefuld boble blev bristet. Jeg er kommet ind til følelsen af, hvor meget jeg ønsker dig det godt....Hvor meget jeg ønsker at vi en dag ville kunne mødes...helt fri af alt lorten og bare se hinanden som dem vi er under alle sorgerne.Jeg tror ikke rigtig på, at det kommer til at ske i det her liv...Ikke herfra hvor jeg skriver nu...

Det giver mig lyst til at tro på en himmel, hvor jeg kunne møde dig som engel. Det giver mig adgang til de dybe og inderlige følelser jeg har for dig, som længes efter at passe på dig og gøre dig tryg. Jeg hepper stadigvæk på dig. Også selvom vi ikke kan tale om det. Selvom at vi ikke kan gøre noget ved det...selvom det gør for ondt, bare at ses...

'Når alle de store fortællinger
en dag er fortalt
skal vi to ses igen
og al skyld skal være forladt

Vi mødes på en bar
ved verdens ende et sted
fulde af en hidtil
fuldstændig ukendt
følelse af fred

Og taget over baren
er nattehimlens hvælv
og lygterne i loftet
er stjernerne selv

Så mens rulleteksterne kører
langsomt ned bag verdens kant
drikker du Red needles
og jeg drikker Pin Elefant

Og hvis der er vind
så er den bliv
Og hvis vi skal tale
så er der tid'

(de langsomme lyn, ved verdens ende et sted)

I dag har vi malket lidt mere...

Åh.... Lyst og længsel og smertefængsel.

I dag har jeg siddet med en veninde og mærket pendulet svinge frem og tilbage. Mærket foråret i kroppen og de blå, blå mærker på mit indre. Næsten fået tårene ud og derefter jublet over fine ting der sker og blomster på vejen.

Jeg er begyndt at åbne op for x-boksen og kigge lidt på det oppefra. Begyndt at vurdere lidt og måske tilgive lidt af det jeg har ladet mig selv leve igennem.

Det er uden vrede og det er uden foragt og det er uden afsky, men det ér med muligheden for at tilgive mig selv lidt og se på, hvordan det kunne ende med, at jeg lod mig selv feje så langt til siden på nogle svære områder. Hvad jeg solgte for at få det til at virke...hvad jeg mente kunne virke...


Musikterapi på stort plan. Det har tappet lidt af giften ud. Det har hjulpet mig til tud.

Jeg har...bare et splitsekund...berørt en tanke om, at der en dag kunne være tilgivelse og forsoning, men det er så langt væk fra den smerte jeg er i lige nu, at jeg får det dårligt af at skrive det ned...Men ja...Måske en dag vi mødes ved verdens ende og har tid til at tale hvor vi begge er i fred...

De siger det starter som en storm og slutter med en hvisken....

og dette er mit hviskende farvel... Måske ikke til ham som menneske....men til kærligheden...

Det er en udånding og et sille farvel...det er et suk..

syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...

Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...

Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....

Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?

Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...

Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?

Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?

Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?

Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...

Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...

Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...

Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...

jeg har ikke lyst til at græde over dig

Jeg er ked lige nu. Jeg føler mig forladt og uønsket. Fyldt med triste følelser jeg ikke kan få ud...
Men jeg har ikke lyst til at græde over dig..

Jeg har ikke lyst til at give dig sorg, fordi jeg mener du tager fejl...Du gør noget dumt og forkert...

Vi var på mange måder et meget umage match. På mange måder er du i stykker og besværlig og jeg har været ked af så mange forskellige ting...Dén er jeg med på.
Men denne gang handler det ikke om, om vi passer sammen...men om du interesserer dig for mig længere...om du kærer dig om om jeg er ok og hvordan mit liv går.

Fuck dig...Jeg er så ked men jeg vil ikke græde over dig

Op og ned dag...

Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.

Jeg fik elg på dåse fra finland...

Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.

I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...

Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?

For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...

Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede

Omvæltning med viljen for forandringen!

I dag har jeg sat tingene i flux i håbet om, at forandre min følelse omkring dét at være i live. Ud fra ideen om, at det at gøre noget drastisk, kan sætte nok energi igang til, at selve processen vil medføre begejstring og overskud, samt uventede ting at fylde hjernens spekulationscenter med og at det vil bringe mig tættere på ting jeg har savnet.

For et par dage siden meldte jeg mig til den kongelige operas amatør orkester og valgte instrumenter ud fra ren nysgerrighed og romantisering. Jeg kunne have taget udgangspunkt i ting jeg havde erfaring med, men...ja min overvejelse var noget ala ' det kan jeg allerede nok til at lege videre selv' og en idé om at gribe muligheden for at røre nogle andre slags instrumenter end dem jeg normalt har tilgængeligt. Dette gjorde tre-valgs listen til Cello, Harpe og Bratch. Så nu er jeg Harpespiller :D Det er fantastisk og ubrugeligt. Det er absolut det største instrument at skulle have fingrene i og det bliver et eventyr og en udgift og noget bras at skulle leje en og lære at stemme den. Hurra eventyr! - Harpen er facinerende og på ingen måde umiddelbart så horribelt svær at spille på, at det kommer til at blive for udfordrende. Den har sine kinks og sit besvær ( antageligvist noget bøvl at vedligeholde og stemme og transportere) men jeg tænker det vil provokere min nodelæsning og være ret motiverende at øve, da man -netop som projektet ønsker- er en del af en større sammenhæng. Passer det med mine undervisningsgange? Ingen anelse...Men ih jeg glæder mig og det var inspirerende og dejligt at snakke musik og det var skønt at opleve, at jeg har en ro og en...et fravær af angst i de situationer. IT is what it is og der er intet at frygte :)

og så inviterede jeg s. på en øl og det var en dejlig og hyggelig aften. Det er lidt interessant...Grundene til at gøre det er måske oppe på en håndfuld og det er lidt motivationen til at få skrevet det ned. - Nu hvor jeg skriver, så tænker jeg, at det også er en vigtig mærkedag at være blevet tilknyttet DKO og at det er mindeværdig, men da det er sket så meget på en  indskydelse og et strejf af held, så er det nok mere noget der rammer mig om en måneds tid eller to...

Anyways... Jeg har genoplivet et lille crush. Det er helt bevidst og jeg antager, at det på ingen måde er gengældt, men da 'offeret' er høflig og godt kan lide mig, så er det rimeligt sikkert, at der ikke behøver at komme en dramatisk afvisning eller 'lukken ned for' det crush, medmindre jeg selvfølgelig gør noget dumt i en brandert.
Dette er motiveret i ren selvforsvar overfor min manglende evne til at komme videre fra Kenneth... Nu har jeg simpelthen præsteret at dreje en stor del af det fokus over på en langdistance romantisering af en ret safe person hvad det angår. Grunden til at mødes var også, at jeg egentligt ikke synes jeg ved så utroligt meget om ham,- kender til ham og har gjort det igennem mange år som legekammerat osv, men ikke på et personligt plan. Det synes jeg var en spændende overvejelse at følge op på og det positive sideprodukt er så, at jeg kan slippe lidt mere. Det er en tanke der gør ondt at røre ved - altså dét at slippe- men det er jo for )=¤/% nødvendigt. Lige meget hvor meget jeg ønsker mig at det var anderledes...

Så jeg har en ven som også er sød og det er nemt og noget som jeg planlægger at holde helt ( så meget jeg nu engang kan) for mig selv og give mig hen til. Så kan jeg håbe at tiden endelig begynder at gå, i den henseende at den vil læge sår og gøre mig klar til noget andet. - Noget som meget vel kunne findes i den nye verden af musik jeg spontant er trådt ind i. Det er en ret positiv ting synes jeg alt i alt.

Det er også lidt objektificerende af ham og det er måske dér jeg har lidt skrupler? Eller også er det bare fordi jeg har nyst mig selv vågen og sidder og blogger midt om natten med tømmermænd. Det vil tiden vise...

For første gang i et stykke tid er jeg spændt på tiden der skal gå!

Jeg læste en lille passende tekst i dag som sagde opsummeret:

Det at leve handler ikke om at få sucess, om at elske, om at opnå ting ( ect ect ect)...Det handler om dét...netop dét at være i live

Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

Så tomt og trist

I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.

Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....

For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?

Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...

men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...

Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...

Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...

At kalde til kamp

Først at falde...Derefter at slå sig...og så at kæmpe. Dét ville jeg ønske mig af dig. Det er det jeg drømmer om fra dig. Det er det jeg syntes at skimte, det hjerte jeg så banke, bag ved din sjæls persienner...den modighed der kunne blive én der kæmpede en dag.

Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...

Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.

Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?

Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....

Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...

Jeg er træt...

Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...

og at det ikke var nok...

Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...

Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.

Noia efter Midnat

Jeg skulle til at lægge mig i seng...Tidligere på natten ville jeg til at skrive et stort opsummerende blogindlæg om alt det der sker i mit liv ligenu - og alt det der lige er sket...Jeg valgte at vente med indlægget og den store opsummering, men nu kom der pludseligt et behov for lige at blogge og fokusere da paranoiaen lige ramte med fuld kraft. Fuck det er noget crazy shit at den stadigvæk er i mig og kan komme så massivt.

Det er vildt. Det at skrive det her indlæg gør umiddelbart at jeg synes det er vildt pinligt at overveje at skrive de ting ned jeg lige før var helt fyldt med frygt over. Jeg ved ikke om der er nogen værdi i at huske dem i deres specifikke helhed, men følelsen af processen er måske.

En lille ting jeg var usikker over - om mig og helgenen havde klikket sammen i vores forspilsleg eller om jeg huskede det forkert...og så trevlede den op i min træthed med lidt inceptionindhold fra god dag med Ida hvor hun kom på en alternativ historie om hvorfor helgenen var gået med mig hjem; nemlig at han var en eller anden 007 type som skulle et eller andet. Anyways...Først følelsen af "gad vide hvad" med helgenen...derefter tænkte jeg over hvor hurtigt mit internet kører nu, derefter over at han havde været henne ved min maskine og prøvet at finde musik ( paranoia! han har haft adgang til min personlige maskine!) og så kørte hele den gamle paranoiamølle...Eller..Først blev jeg bange over hvad de ville overvåge mig om og derefter kørte "jeg er en androide" angsten for fuld tryk hvor helgenen så nok var her for at lave et tjeck-up på mig/for at spionere på vegne af en anden alliance...

Fuck...Det hjalp at skrive det ned udover, at nu føles det somom jeg er hovedpersonen i en sci-fi roman som er den eneste der ikke ved det...christ jeg må være slidt i hoved. Imorgen vil jeg kun øve med viseband og så prøve at lave mindst muligt tror jeg? Måske? Hmm... Ihverttilfælde søvn