jeg har nu haft en kæreste et par måneder. Jeg har kendt og datet ham i lidt over 4 måneder i alt. Jeg er bange og forvirret efter en uge hvor jeg savnede ham imens han var væk på ferie og kom frem til at jeg måske nok elskede ham...
jeg har sagt det til ham og 6 timer senere blev jeg i tvivl om, om det var noget jeg følte...det er svært...kæresteri er svært og ubehageligt...og forvirrende...
Jeg er så bange for at det bare er noget jeg leger eller har vænnet mig til...jeg er bange for om det er fordi det er bedre end ingenting...jeg er bange for om jeg gør det forkert og om der er en skæbnesting som jeg ikke har set og som jeg burde vente på. JEg er bange for at det jeg vælger er det jeg burde vælge fra. Det er virkeligt svært at rumme og det er svært at være i.
Samtidigt er jeg bange for at han gør ligesom svenskeren og helgenen i dumme situationer. Bange for at tage afsted på udflugt med ham og at det viser sig at være lort fordi det var det med de andre. Jeg er måske også bange for at vise mig at være en lort.
Jeg vil så gerne eventyr og jeg vil gerne være god til eventyr med ham. Jeg lærer af ham og jeg synes han er awesome når han lærer mig ting.
------------------
Lidt tid er gået og nu glæder jeg mig...Jeg tager et spring i tillid og håber det går godt.
