onsdag den 31. december 2014

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

lørdag den 20. december 2014

At kalde til kamp

Først at falde...Derefter at slå sig...og at kæmpe. Dét ville jeg ønske mig af dig. Det er det jeg drømmer om fra dig. Det er det jeg syntes at skimte, det hjerte jeg så banke, bag ved din sjæls persienner...den modighed der kunne blive én der kæmpede en dag.

Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...

Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.

Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?

Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....

Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...

Jeg er træt...

Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...

og at det ikke var nok...

Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...

Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...

mandag den 15. december 2014

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

torsdag den 11. december 2014

Afsked?


Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.




onsdag den 29. oktober 2014

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

torsdag den 23. oktober 2014

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

onsdag den 8. oktober 2014

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.

tirsdag den 30. september 2014

Masters of arts...and panics?

Gudfader hvor er jeg bange og overvældet og uforberedt og skamfuld og træt!

Jeg har min første eksamen på min kandidat på fredag og udover et såen underliggende mærkeligt projekt-gruppe-forløb, så har det også bare pisket mudderet i min sjæl op i stormhøjder.

Er det bare en storm i et glas vand? jeg ved det ikke i skrivende stund, men jeg prøver at overbevise mig om det. Jeg prøver at komme hjem til mig, selvom jeg følelsesmæssigt tidligere idag, desperat prøvede at flygte over i det lille 'vi' som kæresten min og jeg har småbygget. Kæresten min måtte derfor sige " hey var vi ikke to sjæle og skulle vi ikke forblive awesome sammen hver for sig?" og konfrontere mig med, at jeg var bange og på flugt...eller ihverttilfælde konfrontere mig med at symptomerne på det var ubehagelige og uhensigtsmæssige...

Æv...bæv...røv...øv... Jeg håber virkeligt at jeg kan gøre det til en overgangsting. Jeg har tænkt meget over hvor bange jeg var som lille...i de her dage altså...og hvis det meste af hvad jeg mener om, hvordan mennesker fungerer holder lidt vand, så har netop de tanker været med til, at jeg er mere bange i de her dage...

Jeg tror jeg skal til at tænke mere over alle de gange jeg var fyldt med selvtillid og hvor jeg overbeviste folk om, at min excentriske måde at gøre noget på også var ok.

Jeg skal holde mit første soloforedrag om en uge og jeg er bange :-o Jeg vil det og jeg tror faktisk at det skal lykkes. Jeg ved at det er naturligt at være skræmt første gang og alt det der....det har bare dårlig timing alt taget i betragtning.

Og hvor er jeg så lykkeligt heldig? at have fundet en hjertenskær, som ikke deler mine kvaler - som jeg egentligt troede var dét jeg ville og ønskede mig at finde mig - men i stedet rummer det og til stadighed faktisk vil mig...Hvor fanden kom han lige fra? Min paranoia ønsker at springe frem og finde ud af hvad faen der er galt med personen. Det er typiskt...men imellem freakouts og outbursts og småtristhed så er jeg på vej afsted ud i universet og jeg tror det var det jeg gerne ville og jeg tror jeg er ok.

Kæresten min kalder det "min selvrealisering" og måske er det noget så retro-halvfemser som det. Og måske jeg ikke skal tage det så højtideligt... >Men det gør jeg. Jeg er mit projekt. JEg plejer at være stolt af mig og dét er hvad jeg skal snakke om til det foredrag. - Har jeg ret? har jeg ret i mine metoder? det ved jeg egentligt ikke...det er sikkert noget bras og andre har nok gjort det bedre...men det er mit...

Jeg har brug for at huske, at jeg skal holde fast i hvem jeg er, hvem jeg var, hvem jeg ønsker at være og hvem jeg leger at jeg er....så mange jeg'er...og alle er de mig! De har bare på ingen måde lige ret til at stemme i hverdagssituationer sku


torsdag den 4. september 2014

i accidentally university...is it dangerous!?!

ih! jeg har været til oplysningdag om it og om bibliotetsbrug på uni - og det vil sige at det har været min tredie dag derude - jeg har gruppearbejdeundervisningsdagting imorgen og idag har jeg læstm, vurderet, taget noter til næsten alle artiklerne der stod på læseplanen OG fået set min søde dejlige kæreste før jeg sendte ham i byen og jeg kunne læse. Og jeg er helt høj. Svævende. Cloud-skæv på præstation. Jeg tror jeg fatter måden, metoden og måske faktisk noget af indholdet og jeg oplever at jeg kan magte det. Ihverttilfælde idag. Ihverttilfælde nok til, at jeg kan tro lidt på det hele...


Sikke en dag...

Sikke et liv....

Sikke et eventyr <3 p="">


fredag den 15. august 2014

hvad er kær-lighed?

En forholdsvis skøn halvårsfejring er overstået og jeg ligger min min seng, dagen derpå og søger at finde friskhed til at opsøge verden og noget eventyr. Vi var ude at spise og derefter til en lille drinks på en lokal cafe. Derefter hjem og være sammen og derefter sove sammen...i den lettere smertefuldt bløde seng desværre. Min egen madrads giver i skrivende stund den gode støtte, men desværre ikke den lur jeg håbede på...

Til gengæld spekulerer jeg løs.

Hvad er kærlighed? Hvad er kær - lighed? Er der det imellem mig og min kæreste? er der nok lighedspunkter til at vi elsker hinanden som vi elsker os selv? Er det det der er tricket med kærlighed?

Det er ihverttilfælde det mit kamp-trætte hoved længes efter lige nu...det jeg i mit rodede hoved synes jeg mangler. At blive genkendt...At blive set...

Jeg spekluerer i, om det er muligt at se hinanden uden at være mere ens. At det er umuligt at rigtigt forstå den anden. Det er klart muligt at acceptere en masse...men den direkte forståelse...og respekt for...

jeg er bange for, at der er for langt... Jeg higer efter ham...Jeg elsker mange af de ting jeg tror jeg forstår ved ham...Men jeg længes også efter at blive set og undersøgt. At blive søgt forstået...

Jeg har ingen anelse om, om det ikke bare er et skævt take på min normale virkelighed, som trætheden her leverer...Jeg syntes ikke det var så aktuelt igår...men...

men det er en valid analyse af noget af det jeg føler...træt eller ej...Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er.

Er det fordi han ikke oplever det som en del af det et forhold indebærer? Er det fordi han synes resten af vores forhold opvejer det nok? Jeg ved det ikke...jeg forstår ham ikke...

Hvor meget forstår man hinanden? Åh....mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker og det er virkeligt ikke meget jeg forstår...

Jeg har aldrig haft et forhold på den her måde før. Jeg har ikke sat grænser og oplevet næsten-lige-ved agtigt nok, til at jeg ville kunne genkende det.

Jeg ved ikke, om det er en fjer til fem høns agtige problemer der går mig på fordi jeg ellers keder mig i min ferie, eller om vi har kærlighed til hinanden men så meget forskellighed, at det er lige på nippet til kollaps hele tiden. Jeg ved det virkeligt ikke.

Hmm......

Men eeen ting jeg ved er, at jeg vidst tager noget, som er en grundlæggende god ting, og gør den meget kompliceret og bekymrer mig hele hele tiden. Det er sikkert. Lige meget om det er en lille fjers problemer eller fittyfitty, så er det kærlighed af en slags. Det skal der hverken kimses eller skoses eller rulles på øjne af...

Men ih...jeg vil gerne bedåres lidt...Jeg vil gerne være spændende og undersøges....det savner jeg. Jeg synes jeg er ret interessant...

torsdag den 14. august 2014

Kunsten at omgås...mig?

At være med andre mennesker i en hvilen i sig selv, er måske, at tilbyde hvad man har- og modtage hvad man får tilbudt.

Det er en af mange måder at se på god menneskelig omgængelighed og jeg tror det er noget jeg er enig i. Det er en utroligt grundlæggende ting, som jeg ikke ved om holder, er relevant for eller spejlet i praksis, men jeg er blevet sat på sporet af, at jeg kræver en hælenshulens masse i samvær. Er det en grundlæggende ting ved mig? er det en uforanderligt ting? er det en ting alle mennesker gør, men hvor vi skal stræbe efter det forgyldede ideal? Jeg ved det ikke...Men dagen har været fyldt med de betragtninger...

Jeg tror jeg er svær i mine krav. Det er jeg blevet sat for, af en anden i en anden tid, men hvor nogle af de samme ting spillede ind...Jeg synes jeg finder nogle mærkelige knuder i min kærlighed og i min selvtillid og i min tryghed når jeg prikker rundt i det her. Der er noget omkring kontrol som får det hele til at slå gnister og knuder.

Det, at man aldrig kan være sikker i sin kærlighed....det synes jeg er fucked op! Altså...kærlighed er helt vildt dejligt og omsig gribende og skønt...men det er også et crazy og hjerteskærende dødeligt-gørende projekt. Altså...I min lykkelige omfavnelse er dødens skygge meget nærmere end så meget andet. Fysiskt arbejde øger mit fysiske velvære og min oplevelse af nuet i næsten lige så stor grad, som at jeg lige nu synes, at en kærlig omfavnelse minder mig om, at alting har en ende.
Det er jo scary rigtigt og samtidigt fjollet paradoxubrugeligt.

Lige nu elsker jeg. Min kærlighed går ud og jeg har ingen kontrol over, om den bliver afvist, fejet af, kompromitteret eller om min hjertes medrejsende pludselig falder død om...Christ...livet er vanvittigt og kontrol er totalt forførende og ( jeg husker nu igen imens jeg skriver) fuldstændigt umuligt at have over noget andet end sig selv. - og med os selv er det stadigvæk begrænset...damn...

Der er to ting der er vigtige for mig at huske i det her:

Jeg er glad for, at være i det her og opleve. Jeg fortryder ikke at jeg elsker.
og
Jeg gør det så godt jeg kan. Jeg prøver og jeg undersøger og jeg lærer så meget som jeg kan rumme..

Men fuck det gør ondt, at tænke på at jeg har krævet og bøllet og været kluntet. På ingen måde i dramatisk grad, men nok til, at jeg synes det er en meget uønsket måde at gå til et andet menneske på. Og jeg har ingen anelse om, hvilke andre måder der er og hvordan det virker. Jeg er lavet af tænketyggeri...Måske kommer der en liste eller tre, måske...

?


fredag den 8. august 2014

At blive valgt af sin udvalgte

Jeg vil bare skrive ned her, til mig eller andre i fremtiden, at i dag er jeg lykkelig. Jeg har haft nogle kærlige - og hvad der virker som- ærlige dage. Jeg spurgte min kæreste, om han faktisk ville være kærester med mig. Med mit tankestrømmende, analyserende, betragtende, legende og løsningsorienterede mig.

Min oplevelse er, at han lyttede og at han har svaret mig på alle måder ud over direkte.

Måske dette er en lille bobbel af lykke, men jeg har haft to rolige, mundæne og fabelagtige dage sammen med ham og jeg er utroligt lykkelig lige nu. Det er en høj oktan dosis følelse lige ind i hjernestammen og jeg burde sove, men jeg vil ikke slippe den :) Jeg bliver nød til at skrive det ned hvis ikke jeg skulle holde mig vågen og dyrke og dyrke følelsen....hvilket jeg alligevel risikerer at gøre fordi jeg er som jeg er. Men damn.... at være i kærlighed er noget vanvittigt noget....Måske har jeg ment det modsatte, men lige nu virker det som om, at det er det værd.

tirsdag den 29. juli 2014

Når det er stress og når det er hverdag

Jeg tror jeg har haft en åbenbaring. Tiden vil vise om det er rigtigt. - I mit indlæg fra tidligere idag, beskrev jeg de situationer jeg oplever med min kæreste i øjeblikket. èn ting som en dejlig ven mindede mig om er, at det handler om hvordan man klarer det i de svære tider.

En ting jeg har haft glemt er, at vi stadigvæk er i en svær tid. Problemet er nok nærmere, at vi har været det så længe og at der ikke er kommet ro tilbage i verden. Så meget stress at jeg frygter det bliver ved for altid.

hvis det her er hvordan det er når det er slemt...så er det faktisk ikke så skidt. Det er til at leve med skønt der er tårer.

Hvis  det her bare er hverdagen efter forelskelsen har lagt sig...så er mange af mine langsigtede bekymringer valide...

Det har dælme været en god tænkedag! Men nøj hvor er sådannoget kæresteri svært....og spændende....og hvor er kærlighed svært....og dejligt

mandag den 28. juli 2014

my hungry hungry heart....part 2?

Eller hvad det nu er. Jeg synes at have adresseret det her problem før i tidligere blog-posts...og med noget af det samme ordvalg. Eller jeg har skrevet en sang om det engang.

Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.

Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.

For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.

Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.

Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.

Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.

Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...

Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og  elsket tror jeg...

Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.

En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.

Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan".  Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.

Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.

- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.

Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.

Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.

Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.

Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.

Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...

Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke... 




onsdag den 9. juli 2014

Ekstra ansvarsfølelse? angst for spild af liv?

Jeg har en virkelig dyb følelse af, at jeg skal kunne forudsige konsekvensen af mine valg og mine følelser og at jeg her, i skrivende stund, skal forholde det til hele mit liv som helhed, til al min fremtid og den fortælling mit liv ender med at være....

Og jeg tror det er en trist måde at tænke på...nok...ja...men jeg sidder stadigvæk med en dyb følelse af...hmm... beslutningstrang? kontrolbehov? angst for, at mit eneste liv bliver noget kedeligt sjask som er spild af liv?

Det er simpelthen dét. Jeg er bange for at spilde mere af mit liv. For selvom jeg mener, at de tunge dele af mit liv er ting, som har været med til at lade mig vokse til det menneske, som jeg idag er stolt af at være, så er jeg stadigvæk ked af de ting jeg ikke har præsteret i den periode og jeg har en oplevelse af, at jeg har spildt noget liv.

Jeg tror jeg skal finde fred med det. Det er det eneste der giver mening,- men samtidigt er jeg bange for at, tage let på det og komme til at gentage livs-væksmidningen.

Jeg har bestået min læreruddannelse og fået en masse godt med af det, men tiden her efter, er ret tom ( ganske naturligt) og sætter en masse tænkeri igang.

Som jeg får det tænkt igennem, så er det bare fjol. Lige nu tænker jeg, at det faktisk kører som det skal og at jeg gerne vil have mere af det jeg har og oplever. At jeg gerne vil udvikle mere og opleve mere.

Jeg forstår også hvor angsten kommer fra. Denne overgang. Disse store passager...de vækker min dødsangst og dén hælder benzin på angsten fordi livet lige meget hvad, fordi det er så dyrebart for mig, nærmest kun kan være spildt...når der er så lidt, hvordan kan man så på nogen måde nyde det rigtigt?




mandag den 19. maj 2014

overskudsøkonomi

Jeg er træt og trist her til aften. Træt og trist og ville ønske jeg kunne få en udbringning af tender love and care, men virkeligheden ser anderledes ud og det er svært. Der er ikke overskud at hente ud af kæresteforholdet og selvom jeg har haft mulighed for at lægge lidt ind i det selv, så er det blevet slugt af omstændighederne. Det er vidst meget normalt, men det er lidt ubehageligt at opleve lige nu.

Det får mig til at tvivle på det hele. På rigtigheden af at være sammen, på min forståelse for hvordan vi kommunikerer...Det vækker god gammeldags x-kæreste rester igen og gør, at jeg tænker, at min kæreste egentligt er glad for ikke at se mig så meget i øjeblikket og at det måske helst skulle være sådan for fremtiden - hvis det var op til kæresten-

Jeg ved at mine tømmermænd er en del af det, men sårbarhed og såen læseferietomheden er også med til det. I de her dage føler jeg mig meget alene og uønsket. - igen ved jeg godt, at der er folk der rækker ud efter mig- men nu hvor jeg skriver føler jeg det bare igen. At være alene og uønsket.

Jeg tænker, at det er en mærkelig ting, at jeg har så meget længsel efter den favn der normalt putter mig når den er optaget i den anden ende. Altså... for jeg forstår godt at min kæreste er presset og at der er 40 ting som vedkommende skal gøre og som hiver og tærer på dem. Men...well....i mit post-ba tomrum, er der bare massere af plads til at tænke og længes. Det har jeg klaret ok i sidste uge synes jeg, men i dag...i dag er det svært. I dag ville jeg gerne mødes af noget lidt ekstra-ordinært...måske fordi jeg var ude og hente min første gave til kæresten og det var en lidt ekstraordinær ting...Men bare fordi jeg synes noget ville have god timing, så ved jeg godt, at det er idag moderen er hjemvendt fra hospitalet og møde på jobbet og antageligvist nogle lektier...tja...Det giver god mening, at der ikke sker noget, men...men jeg ville ønske at min kæreste ville ønske at kunne være her og at jeg fik det at vide :-/

Min indre diskussion kører noget ala " Jamen det skal der også være overskud til at kunne skrive" og den anden side svarer " jamen da ikke hvis det er sandt...Hvis min kæreste savner mig er det vel ikke energikrævende at skrive det til mig" og sådan kører det frem og tilbage.
Mit problem er, at jeg antager at det er en både/og ting og ikke en enten eller, men jeg er bange for, at jeg skulle gå hen og ikke opdage, at jeg var i et forhold hvor jeg gav slip på mine behov igen. Jeg tror ikke det er tilfældet. Jeg tror det er spøgelser fra fortiden, som søger at sørge for, at jeg ikke havner i sådan en situation igen. Well...Og så er det vel tømmermændende og ferietomheden der kører det hele lidt op igen.

 Nogle dage er bare triste og en vidunderlig weekend gør det ikke bedre når man sidder her om mandagen lige nu.






torsdag den 27. marts 2014

Bleed, følelser, frygt og fantasi...Alt sammen i en stresset tidsalder.

Hvad i alverden kan jeg gøre? Jeg er fyldt med forelskelse og et spirende K* ord og verden er forunderlig på ny, hver dag, fordi det her lille eventyr spiller sig ud. Fordi jeg hver dag opdager, at dette er en del af min virkelighed. At dénne person er en del af min virkelighed.

Men... Jeg er også svingende fyldt med stress, med angst for at skulle præstere den her afsluttende eksamensopgave. Bange bange for ikke at kunne. Dum og panisk og konfliktsøgende for at slippe væk. Det noget øvbras.

onsdag den 12. marts 2014

Fra forskellige kulturer...Hvad giver sig og hvad kan jeg give?

Jeg er flyvende forfløjet forelsket de her dage. Til op over begge ører, til enden af mit hjerte og både ud af mig og dybt ind i selvet. Det giver mig lyst til at skrive sange, til at bygge hule om min forelskelses modtager og blive der til vi tørster, til at vise vedkommende frem på en pidestal og til at gemme personen i en lille kasse kun til mig.

Men...Jeg ved det er ængstelse og egoisme...altså den del der vil gemme og reservere og diktere. Den del der vil bygge hegn og låse buret når tankerne bliver mest dumme. Heldigvis er der ikke mange, men det er også den del af mig, der reagerer med lidt hjertespjæt når vedkommende bliver jaloux, lidt territoriel og vil gøre det samme med mig. Det er den del der synes det føles stærkt og kærlighedsforstærkende. Det er en del af mig selv som jeg ike kan lide.

Jeg har mødt én som jeg, indtil videre, synes er så skøn og særlig. Som gør mig blød og stærk og kærlig. Som gør at jeg synes alting er lidt mere magisk og samtidigt vildt i vejen for bare a krølle sig sammen om hinanden og være til.

Men...Kan jeg acceptere monogame premisser?

Kan jeg gennemtvinge det modsatte hos et væsen som ikke selv tænker sig, at være robust nok til at kunne rumme det i skrivende stund?

Jeg sidder med så mange bekymringer lige nu fordi jeg ikke ved hvordan eller hvorledes det skal kunne virke:

* Jeg er dårlig til " ikke at måtte ting" hvis det er abstrakte / arbitrære grænser sat af en anden. Min "naturlige" eller selvvalgte grænse kan måske strække sig helt til piv-seksualitets eksklusivitet? Måske? Men umiddelbart ikke til aldrig at måtte kysse nogen eller flirte eller...

* Eller elske nogen anden. Jeg har dybe dybe åndsvagt dybe kærlighedsrelationer. Den ene er jo til en som kan tælles som en ekskæreste og som sådan set er en relation som stoppede som en sådan, fordi afstand og livsændringer gjorde den for smertelig...Men jeg har ikke nødvendigvis tænkt den som slut for evigt....Ihverttilfælde aldrig tænkt kærligheden som noget der skulle lukkes for eller som jeg vil stoppe.

Men...Jeg er forvirret og bekymret for mødet med monogamisterne. Jeg ved, at der er tonsvis af indforståede ting i det system, som man sikkert gør og forventer helt usagt, fordi " sådan er det da bare"...Og jeg vil gerne vide hvad de er, selvom at jeg ikke nødvendigvis er enig eller har lyst til at deltage i dem, så vil jeg gerne vide hvad det er for en forforståelse som min ellers-så-skønne forelskelse går rundt med.

Fordi....well...jeg vil netop ikke såre, men....hmm.... jeg vil heller ikke lege/kæmpe såen en kamp hvor " jeg bliver såret" er det ultimative veto for hver ting. Det tror jeg heller ikke jeg synes er ok.
Jeg er ikke god til at sige " det her sårer mig" og de ting jeg er bange for at blive såret i, i et hyper-monogamt-konformt-setup er også langtidsting. Det vil gøre mig ked af det hvis jeg ikke må elske andre. Men det vil gøre mig langsomt, dråbe for dråbe ulykkelig...

Det vil gøre mig ked hvis " ikke flirte med andre fordi det sårer mig ( fordi jeg enten ikke stoler på dig eller fordi jeg er usikker selv) " er noget der skal opleves.

Fuska til det funker. Måske...Jeg håber det kan være den vej det tænkes, for jeg har virkeligt svært ved at tænke mig ind i den anden struktur uden at blive helt...well...helt ulykkelig i maven og opgivende...Og trist. Det er noget af det fineste jeg nogensinde har fundet og jeg håber virkeligt ikke at det er grundlæggende i stykker.

Jeg tænker en masse men ikke nødvendigvis med noget resultat i, hvordan man mødes i det her....

Sexuelt exclusive men uden jalouxi virker som den mest viable løsning hvis det så faktisk bliver uden jalouxi, overvågning eller mistro. Håber jeg.

søndag den 2. februar 2014

Selvværd, selvtillid, selvcentrering og selvfølgeligheder...

og alt muligt andet. Det kører meget rundt i mit hoved de her dage. Bachelorskrivningslandet, venskabslandskabet, hobbyøerne. De er alle sammen i flux. Jeg har den mest bipolare oplevelse af både at have en større ro...en sikrere forankring i det væsen som er opsummeringen og kernen. Men...Well det har også medført, at jeg endnu engang har skåret nogle bånd og endnu engang har skærpet og forandret min hverdag.

Det jeg sidder og tygger på er, at i skrivende stund føles det ikke som om jeg bliver gladere af at skære bånd...Eller..:Det er såen en regnskabsmæssig opsummering som ikke giver umiddelbare hjertespjæt, fordi at det mest er ting der ikke længere pisser mig af. Eller ikke længere gør mig ked af det. Eller ikke længere faciliterer min selvdestruktion... Såeh... Det føles ikke rigtigt som om ting bliver bedre, bare at de bliver mindre slemme.

Og...altså...at jeg kan håndtere angs og bliver bedre til at overleve søvnhelvede ændrer ikke på, at jeg igen i nat havde præ-angst kropshelvede og brugte en time på at falde til ro.

Taget i betragtning af, hvor mange fantastiske ting jeg går glip af, hvor mange festivaller og "ikke smørhuls-søvn-situationer" som det har skræmt mig fra, så er dét at jeg i det små er ved at have nogle værktøj, ikke ligefrem den jublende åbenbaring af serotonin som en reel forbedring antageligvist ville give.

Åh ak og ve. Søndag aften småtræt giver gnavne updates, hvilket er lidt åndsvagt, da weekenden har været fabelagtig og ugen ret så skøn. Det er bare nu, i træthedens ugidelighed, at klynkeren kommer frem.

Jeg tror det er fordi, at når jeg opsummerer så bliver det mere som en enhed til sammenligning og så begynder de dumme ting hvor jeg sidestiller med hvad jeg ville ønske mig, kunne forestille mig, begærer fra andre og alt det andet crap. Hm.... Min sjæl trænger virkeligt til massage. Først tænkte jeg, at jeg trænger til at få trykket hvad det end er for en byld jeg har på mit indre...men det er et agressivt metafor og antager at det hele handler om en betændelsestilstand. Massage...nænsom behandling af de anspændte og stenhårde dele af mine ængstelige fremtidshåb og måske ville de så være mindre smertefulde og skabe mindre gener midt i oplevelsen af nutiden.

tirsdag den 14. januar 2014

Menneskydyret i systemfængslet

Jeg går og tygger på noget jeg har genopdaget. En af de her ting hvor, at det i perioder har været åbenlyst og hvor det så er sevet ud af mit syn på verden og livet. Lidt ligesom når jeg glemmer at jeg skal dø, men bare hvor det er noget jeg ikke har tænkt på i meget længere tid. Måske har jeg aldrig tænkt over det på den her måde nogen sinde før. Måske er det først nu, hvor jeg danser rundt og tænker over selv-dressering i forhold til selv-moderation at den her civilisering står frem som noget at undersøge.

Måske har jeg aldrig tænkt over os som menneskedyr på denne måde, fordi det er første gang mine tanker er nået herhen, hvor jeg også er en relativt fuldt realiseret feministisk normkritiker. Jeg kan forestille mig, at når jeg før i tiden har tænkt over det at være et menneskedyr, så har det været fyldt med evo-psyk-normativt jæger/samler og vildyr/moderdyr og bæstet/det feminine floskler og aldrig nået længere.

Nu - på den anden side af det crap, sidder jeg og vil modere mit alkoholforbrug, alt imens jeg hører en roman om et menneske der forener sig med en ulvs tanker. Og om hvordan hans papfar dresserer ham til at spile som et menneske og ikke proppe sig fordi der er mere mad.

Jeg ved ikke om jeg kan det selv. Det får mig virkeligt til at tænke. Tænke over at bo i det kolde nord og skulle planlægge så meget fremad i sit liv og hvor mange stressede og deprimerede folk vi har. Mon depression også kan blive forværret af mængden af fremadtænkning man skal gøre...afstanden fra lyst og planlægning af noget frem til fuldbyrdelsen.
Tænke over at vi rollespiller varulve og hvad de her tanker kan få mig hen til i forhold til at spille anderledes.
Tænke over, hvornår vi som samfund og menneskekultur direkte lyver over for os selv i skellet imellem vores meddyr og os, og hvornår vi er spot on og faktisk beskriver en eksisterende forskel.
Får mig til at tænke over min tiltrækning og hvad der er fornuftigt at lytte til. - Myten om varulven er klart en skrækhistorie...og lige nu slår den mig som en skrækhistorie om folk der giver efter for trangen til at smide den påtvungne civilisation...men jeg havde ikke før overvejet at det kunne være klassikeren " fordi det spejler hvad vi alle sammen hemmeligt ville ønske os". Jeg har altid tænkt det som " angsten for at naboen er mere primitiv" - hvilket det nok også er originalt, men lige nu kilder den mig også den anden vej.

Ulven kommer ikke frem når det er fuldmåne, men når mennesket er for fyldt med regler og påbud og overmenneskelige og udyriske krav. Så drikker vi os til savlende bæster, vi slår og flår, vi bryder en tilfældig trafikregel eller social norm for at finde tilbage til en plads uden for. Uden for spindet, rammerne, den kunstige konstruktion. Fordi det hele er konstrueret. Det hele er noget vi har aftalt.

Men...Spørgsmålet er vidt ikke, om det er dårligt vi har aftalt alle de her ting. At vi har aftalt nogle premisser for civiliserethed. Det er bare både noget ubrugeligt rod, hvis alle såen " beskeder fra grupper større end en selv" har lige meget vægt og det er også noget rod hvis alting hele tiden skal være noget man forholder sig kritiskt til. Samtidigt er der intet overhoved, der har kunne føres 100% videre fra genereation til generation uden at der går skår af enten generarionerne eller metoderne. Så lige meget hvad vil civiliseren være et arbejde i sig selv.

Der er en stille sexuel revolution i gang og lige i øjebilkket lader den en masse frihed løs. Jeg synes jeg har identificeret et sted, hvor jeg vil civilisere mig frem for bare at være dresseret. Jeg har fået interesse for begrebet mådehold og moderation og jeg tænker meget over forskellen på at vælge en modereret tilgang frivilligt frem for at dressere mig til det. Hvis jeg får folk til ikke at give mig mere alkohol ( f.eks) så har jeg ikke selv fundet vejen til at moderere min oprindelige grådighed/umættelighed. Hvis jeg kun tager så og så mange penge med, så dresserer jeg mig eller håndterer mig, frem for at finde grunden til og/forståelsen for/åbningen til at moderere mig selv og finde mådeholdet.

Det er meget crazy, at så meget af vores kapitalistiske system er supertunet til, at triggere vores impulser. Alt fra busreklamer til butiksindretninger og lydkullisser er smedet sammen til at gå efter vores impulser frem for hvad vi søger at civilisere os til. Det har aldrig været mere massivt og det har aldrig været mere komplekst at være menneske. Samtidigt skælder man mere ud på og viser foragt for voksne mennesker i den offentlige debat. Helt almindelige mennesker bliver infantaliseret i en tone om netop at være uciviliserede; dovne, usolidariske, umodne, ignorante. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at netop det at blive
talt til sådan, er med til at stresse og tage overskud, fra folk der i forvejen slås for at udfylde og blive inde for rammerne af livet som nordisk hyperkomplekst menneskedyr. Den byld må da briste? Altså...Er ekstrempolitikken den måde vi ser ulven komme frem? Eller bliver det brændende biler i gaderne?

Jeg bliver selv så utålmodig med mig selv. Når jeg vågner og er i dårligt humør uden at vide hvorfor, så oplever jeg at ligge der med mig selv og prøve at kommunikere! " ok er det noget i kroppen?" tjekker efter og mærker og roder. " var det en drøm " tjekker igennem og prøver at huske". Er der noget i luften? er der larm? skal der mad i eller ud af kroppen? men når jeg løber tør for spørgsmål og ikke har udredet noget, så bliver jeg nød til at ignorere hvad det end er jeg ikke forstod, så jeg kan komme videre med systemtjenesten. Om det så er mit eget system eller andres, om det er et lille system omkring sokker, eller det store omkring samfundspladspræsteren, så skal det gøres og jeg systemer mig selv igennem følelserne til jeg har nogle andre. Men...well i øjeblikket prøver jeg at lade nogle følelser styre mere- også selv om jeg ikke kan passe dem ind i tydelige forståelsesformler og det er meget...well...det føles meget free-fall engang imellem. Jeg er ikke på sikker grund og jeg kan ikke rationalisere det. Måske er det at gå imod den grundlæggende fornuft og kærlighed der ligger i civilisering, måske er det ikke...Jeg ved det ikke helt endnu. Men jeg synes det er et spændende lille område at tænke lidt rundt i.




søndag den 12. januar 2014

Første faste søndag?

Så. Det er søndag, jeg har tømmermænd og jeg har ikke noget jeg skal idag. Men jeg synes faktisk jeg måske skal til at have gang i at blogge igen og det vil jeg knytte til de her søndage med deres uforpligtende tomhed.

*Jeg skal drikke mindre. Det er en ting jeg siger mange gange dagen derpå, men jeg mangler at knække nøden til hvordan det sker i virkeligheden, men jeg bliver simpelthen så utroligt alkoholtørstig når jeg er igang og det minder mig meget om dengang jeg røg hash. Simpelthen. Jeg kunne blive en lille smule skæv og tænke at dét var min plan og så derefter vågne op efter at have røge en fillie all by myself. Hm... Og det vil jeg ikke. Problemet er jo at jeg vil det i øjeblikkene....Som jeg skriver det her, så virker det som et større problem en jeg går rundt og tænker det, men jeg ved ikke om det er fordi jeg nu zoomer ind på det. Hm.... Jeg tænker at det er hvad det er. Jeg tror jeg skal prøve en pause og så tænke over en bedre langtidsløsning. For pauserne virker heller ikke. I situationerne falder jeg altid i. Hmm... Hvilket for mig antyder, at jeg har mindre viljestyrke/større tendens til alkohol en jeg vil. Måske ikke mindre end man kan forvente i det små, men fordi jeg ikke kan styre eskaleringen så er det et rigtigt problem. Så...nu prøver jeg lige at tøjle det og så må jeg altså få styr på skidtet.

*Jeg skøjter rundt i mine hjertesager. Jeg har det lidt somom, at jeg er prinsen i askepot og hendes glassko er det perfekte kys. Jeg læænges efter at kysse. Længe langsomt og inderligt. Hjerteskærende langsomt. Prøvende. Med åndedrag og luft. Med tid. Med massere og massere af tid

Ellers virker tingene. Det er ret fantastisk og som altid lettere angstprovokerende at sætte ord på det.

* Jeg er i process med at skulle holde pause fra bandet. Jeg ved ikke om jeg får lyst til at lege med dem igen, men lige nu har jeg ingen. Det er en meget mærkelig følelse at være i. Det må være lidt ligesom når kærlighed holder op. Det er bare væk, og selvom jeg godt kan lide nogle af aspekterne, så er der intet i mig lige nu, der har lyst eller vilje til at reservere noget som helst, som jeg ikke ville have smidt ud ellers.