onsdag den 12. marts 2014

Fra forskellige kulturer...Hvad giver sig og hvad kan jeg give?

Jeg er flyvende forfløjet forelsket de her dage. Til op over begge ører, til enden af mit hjerte og både ud af mig og dybt ind i selvet. Det giver mig lyst til at skrive sange, til at bygge hule om min forelskelses modtager og blive der til vi tørster, til at vise vedkommende frem på en pidestal og til at gemme personen i en lille kasse kun til mig.

Men...Jeg ved det er ængstelse og egoisme...altså den del der vil gemme og reservere og diktere. Den del der vil bygge hegn og låse buret når tankerne bliver mest dumme. Heldigvis er der ikke mange, men det er også den del af mig, der reagerer med lidt hjertespjæt når vedkommende bliver jaloux, lidt territoriel og vil gøre det samme med mig. Det er den del der synes det føles stærkt og kærlighedsforstærkende. Det er en del af mig selv som jeg ike kan lide.

Jeg har mødt én som jeg, indtil videre, synes er så skøn og særlig. Som gør mig blød og stærk og kærlig. Som gør at jeg synes alting er lidt mere magisk og samtidigt vildt i vejen for bare a krølle sig sammen om hinanden og være til.

Men...Kan jeg acceptere monogame premisser?

Kan jeg gennemtvinge det modsatte hos et væsen som ikke selv tænker sig, at være robust nok til at kunne rumme det i skrivende stund?

Jeg sidder med så mange bekymringer lige nu fordi jeg ikke ved hvordan eller hvorledes det skal kunne virke:

* Jeg er dårlig til " ikke at måtte ting" hvis det er abstrakte / arbitrære grænser sat af en anden. Min "naturlige" eller selvvalgte grænse kan måske strække sig helt til piv-seksualitets eksklusivitet? Måske? Men umiddelbart ikke til aldrig at måtte kysse nogen eller flirte eller...

* Eller elske nogen anden. Jeg har dybe dybe åndsvagt dybe kærlighedsrelationer. Den ene er jo til en som kan tælles som en ekskæreste og som sådan set er en relation som stoppede som en sådan, fordi afstand og livsændringer gjorde den for smertelig...Men jeg har ikke nødvendigvis tænkt den som slut for evigt....Ihverttilfælde aldrig tænkt kærligheden som noget der skulle lukkes for eller som jeg vil stoppe.

Men...Jeg er forvirret og bekymret for mødet med monogamisterne. Jeg ved, at der er tonsvis af indforståede ting i det system, som man sikkert gør og forventer helt usagt, fordi " sådan er det da bare"...Og jeg vil gerne vide hvad de er, selvom at jeg ikke nødvendigvis er enig eller har lyst til at deltage i dem, så vil jeg gerne vide hvad det er for en forforståelse som min ellers-så-skønne forelskelse går rundt med.

Fordi....well...jeg vil netop ikke såre, men....hmm.... jeg vil heller ikke lege/kæmpe såen en kamp hvor " jeg bliver såret" er det ultimative veto for hver ting. Det tror jeg heller ikke jeg synes er ok.
Jeg er ikke god til at sige " det her sårer mig" og de ting jeg er bange for at blive såret i, i et hyper-monogamt-konformt-setup er også langtidsting. Det vil gøre mig ked af det hvis jeg ikke må elske andre. Men det vil gøre mig langsomt, dråbe for dråbe ulykkelig...

Det vil gøre mig ked hvis " ikke flirte med andre fordi det sårer mig ( fordi jeg enten ikke stoler på dig eller fordi jeg er usikker selv) " er noget der skal opleves.

Fuska til det funker. Måske...Jeg håber det kan være den vej det tænkes, for jeg har virkeligt svært ved at tænke mig ind i den anden struktur uden at blive helt...well...helt ulykkelig i maven og opgivende...Og trist. Det er noget af det fineste jeg nogensinde har fundet og jeg håber virkeligt ikke at det er grundlæggende i stykker.

Jeg tænker en masse men ikke nødvendigvis med noget resultat i, hvordan man mødes i det her....

Sexuelt exclusive men uden jalouxi virker som den mest viable løsning hvis det så faktisk bliver uden jalouxi, overvågning eller mistro. Håber jeg.

Ingen kommentarer: