mavemålingsdrøm og efterspil...

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom

jeg ville elske at forelske

...det er der omkring hvor, mit hjerte banker og slår og småpludrede tanker danser og tanker energi fra minus til plus...og fra glad til jalux... det er et stort kaotisk mudder halvdelen af tiden!

Jeg bliver småjalux på andres fremskridt i kærlighed,- hvilket er noget af det mest irrationelle jeg nogensinde har oplevet som voksen.

Det er selvfølgelig fordi, at jeg har et lidt kæresteformet hul ideni og fordi kanterne er helet og blevet så uformelige, at de ikke gør ondt at prikke til og ikke er for fyldt med minder. Det er ikke fordi ingen fortjener det, eller fordi jeg skulle tage noget fra nogen...det er ikke fordi nogens glæde ved andre mindsker deres glæde ved mig...Jeg ved det godt...men et par irrationelle følelseseksplosioner om dagen er min situation i skrivende stund. At der så også er fuld gang i kreative og jobmæssige ting gør det mere rodet.

jeg tror, at hvis jeg faktisk mødte en med noget gengældt, at jeg virkeligt virkeligt skulle være forsigtigt med reboundfaktoren...det ville være ekstra grimt at betale det videre, som blev gjort mod mig og jeg tror det ville være en omgang flashback rod ligemeget hvad.

Men jeg vil dælme gerne svæve lidt rundt. Selv med visheden om, at det er ret så svært at finde en, som passer til mig som jeg kan holde ud...Men iiih :)

Armen brokker sig stadigvæk med mellemrum...Det samme gør benet nu også...og efter to dages cyklen går bagdelen det fanme også,..det føles somom garantien er ved at løbe ud på min krop og det fra nu af handler om omhyggelig vedligeholdelse af en veteranbil...

Ting går vidst ret godt..såen lidt kaotiske og såen lidt uden så meget akut træk til noget fremad...der er ikke noget jeg lige umiddelbart ser frem til faktisk...Det er lidt spøjst...

hmm....

Hmm.. Det er noget at tygge på her nu synes jeg lige. Tingene er fine, der er ikke noget jeg ikke kan håndtere, jeg får en masse gjort...men ikke noget som virkeligt får mit hjerte til at banke...til at danse eller til at ligge søvnløs i iver... der er ro på...Jeg får ting gjort...Er det sådan en "going through the motions" ting... Er det sådan det skal være? Er det her den sunde, rolige og udramatiske livsførsel? .... Jeg har bedt og organiseret mig efter mindre drama, så skole kan komme igang og igennem...hmm... men som alt imens jeg skrivetænker hér, overvejer jeg meget, om jeg egnetligt gerne vil dét. Såen for alvor :) Det er meget spændende faktisk.

Jeg må tænke mig en masse mere over det her!

Så tæt på og så langt fra

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors