En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen.
Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre.
Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen.
Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.
Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv.
Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det.
Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste.
Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed.
Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati.
