så trist, træt og håbløs...

så utroligt alene... Jeg føler mig så utroligt alene og isoleret fra menneskelig kontakt. Så langt væk fra noget jeg kan holde ud, samtidigt med, at det kan holde om mig.

Der er helt sikkert en troldsplint i mit øje i det her...når jeg udmattes socialt, er der ikke mange jeg kan holde ud at tænke på, som jeg ikke samtidigt piller fra hinanden. Der skal en hvis mængde indiskutabel kærlighed op som skjold imellem min sønderlemmende kritik og ethvert menneske for at det kan have en chance. Men sådan er det. Det må være modvægten til de timer jeg bruger, på at mene at alle har potentiale og noget der er værd at samle på.

Jeg har ikke mere ork...Orker ikke atforklare mig særligt meget. Orker ikke folks halvhjertede forsøg på at byde ind med opmuntring.

Jeg vil trøstes og jeg vil have det så det virker for mig.

Spørgsmålet er bare, om jeg lige nu har lyst til at tage imod det fra andre end K og hvordan det skal gøres.

jeg kæmper for at få sagt de ting jeg bliver nød til at sige. Det løsner lidt når jeg får forsøgt at kommunikere, at jeg har behov. Desværre er det ikke super effektfuldt. Men om ikke andet får jeg stået ved mine følelser. Både lidt generelt overfor folk og så specifikt ifht K. Med hans sygdom og 30 års fødselsdag ( plus en opgave) har han haft fuld skrue i selvoptagethedsmaskinen med ekstra fokus på, hvor skidt det er for ham. Jeg har ˜som minimum˜ brug for at blive værdsat i den process...

men det er jo også frygten for det totale tomrum uden ham, der er en af mine kompromitterende faktorer i alt det her. Frygten for den store tomme plads af selvhadende ensomhed.

Jeg tror jeg fungerer meget bedre, i øjeblikket, end jeg på nogen måde har det. Det tror jeg faktisk er en relativt ny ting. ( måske et par år maksimum) hvor ˜det˜ ligesom har kunne være tilfældet. Altså...jeg får gjort ting og hjulpet mennesker og rummet mennesker og alt det gøgl..Og så går jeg hjem og har så ulideligt brug for at tude og føle mig tryg og elsket, uden at have en eneste forløsning på det.

ny hjerne med gamle mønstre

Jeg er skræmt og træt og udmattet, skuffet, bange og bekymret. Imorgen skal jeg have modet til at snakke med mine lærere om mit problem med "den faglige forskydning" hvilket dette tilfælde er sproglig kode for, at jeg ikke har lyst til at besvære mig for at komme i skole for at sidde til udetalierede hurtige gennemgange af nybegyndermusikteori jeg selv har undervist i. Det er ubehagelig og ulækkert at skulle, men det her nuværende setup suger tilgengæld min lyst til at spille musik, til at blive lærer og til, at tillægge noget andet i min hverdag der har med skolen at gøre, nogen betydning eller værdi.

Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.

Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....

og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.

Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/

Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.

på vej mod en ny hverdag?

I øjeblikket funderer jeg en helt masse. Den sidste nye eskalering ind i eftertænksomheden, skete da jeg fik stjålet eCigaret og iPhone ( ^^) og blev dét mere pirrelig af nicotinmangel og dét mere isoleret og opmærksom.

Jeg tror for det første, at jeg vil have mobiltelefonfrie dage i fremtiden,- ligemeget hvad. Finde et eller andet system og have en faste over det. Måske jeg endda også vil prøve at indføre faste i kalenderen. Det er indtilvidere super spændende og ikke noget som jeg har store ar på sjælen af. - Faktisk har jeg i øjeblikket en stresset veninde, som nok har mere press over min manglende tilgængelighed. Men det er i godt humør og ikke noget der ikke kan sludres væk når vi så får hul igennem.

Det er endelig lykkedes mig at have en god engangsoplevelse igen. Førnævnte veninde har drillet mig med, at jeg var blevet smittet med monogami, siden at de sidste oplevelser jeg har haft med en ikke-kæreste, har været absolut forfærdelige...Ikke nødvendigvis fordi de ikke havde " evner" eller hvad det nu koges ned til at pisudtryk...bare fordi at jeg ( og jeg kan næsten ikke skrive det fordi det virker så sødsupperomantisk) har lært forskellen imellem ægte intimitet - endda det at elske sammen.- og så kønslig omgang uden forbindelse/ intimitet.

Og det satte altså en stopper for interessen for det sidste i meget høj grad. Og oveni så var de forsøg der kom - næsten mere af vane end af lyst- ikke nogen sucess.

Nu har jeg i skrivende stund en opsummeret opfattelse, som gør mig både erfaren, klog og drøn viis. Det kunne lade sig gøre uden dyb kærlighed og stadigvæk være både fint, tilfredsstillende og interessant. Det kan også bruges i mangel på en at elske med. Men jeg kan ikke forstå dem der hellere vil knalde end at dyrke elskov... Dét har jeg lært om mig selv og det giver en årring til omkring sjælen. Lidt klogere og lidt stærkere i stammen :)

Jeg savner ham hver dag... Det øver jeg også. Det er stadigvæk meget meget tæt på og meget svært at skrive om. - Jeg hører ham i personerne i mine lydbøger. I de hårdtkæmpende mænd og de gamle tragiske....Jeg ved ikke om det hver gang er fordi jeg associerer med det,- men jeg får tårer i øjnene flere gange om dagen. Om det så bare er fordi to elskende ikke kan få hinanden, eller en mor der ønsker at beskytte sine børn, så er mit hjertes port vidt åben og det går lige ind.

Vi har haft mere kontakt end det er meningen vi skal. Ting er gået galt for mig og han har været der som støtte. Det er jeg meget lykkelig for, men det gør det også ekstra stille nu. Jeg kan næsten forstå de folk, der finder på problemer for at få opmærksomheden igen. For ligenu har jeg intet han har brug for. Hverken i indsigter eller noget andet.

Men jeg har lært og er blevet klogere. Og selvom jeg er lidt en tudeprinsesse i øjeblikket...så er jeg glad for hvor mit liv er på vej hen. Stadigvæk godt og på vej mod fornuft...

-----------------

Flere gange dagligt får jeg en impuls til at række ud efter et menneske...Fordi jeg har noget jeg tænker på eller overvejer eller betragter...eller bare fordi jeg føler noget...Det er svært at jeg først éfter impulsen husker, at det menneske ikke findes længere. Det gør ondt at skrive... Men jeg har brug for at sige det og det kan jeg kun her. Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker og kan dele med. Men jeg har også ting jeg har kunne dele for første gang i mit liv. Det er svært at vende tilbage. Det er meningen at jeg skal kunne finde en lettelse....For det gik virkeligt galt til sidst... Jeg gør mit bedste... Jeg har heller ikke lyst til at dvæle ved skulle, kunne, burde og hvad nu hvis....Det intense er den her impuls...efterfulgt af hukommelse...Jeg ville ønske impulsen tjekkede med databasen før den heletiden prøvede...