Idag har jeg afsluttet praktik med en 5 klasse og konstateret, at jeg ikke kan lære nogen at synge en sang, samtidigt med at jeg ser becifringerne for første gang. Fair call - så er det prøvet.
Jeg har også kørt rytmikforløb med 7b's drenge og derefter piger og det virkede rigtig godt. 7'bs drenge var svære at styre, jeg fik at vide af B at jeg måske skulle passe på med at være sur og jeg satte en elev over og kigge på et ur i 5 minutter... Sådan viste det sig at jeg var i den situation og jeg har det hverken godt eller dårligt med det- såen bare " it is what it is" - det er hvad jeg gjorde i de omstændigheder.
Jeg kan ikke lige overskue at resumere undervisningen idag, men jeg gentager noget af showet imorgen og kommer til at gøre det, om ikke andet så bagefter.
Det jeg tænker over er hvordan de her praktiklærer og skolen generelt virker somom den organiserer sit klasserum....Det er meget mindre praktik 1 og meget mere " enhver lærer kender sine elever og har sin måde at snakke med dem individuelt på"...Og der bliver jeg lidt...well...PAAAAAAAAAAAAAHHHH! dét er ikke metode!!! det er kun "lærerens egen personlighed" - og det gør ikke en klasse nem at undervise for andre. Det virker umiddelbart mærkeligt at være imod at tage individuelle hensyn. Men problemet er, at det altid vil være mere farvet af hvad, hvem, hvordan man som lærer lige dér vurderer situationen alligevel, så det må være et bedre udgangspunkt at have fastlagt hvilken form for klasseorden man ønsker sig.
Og her tænker jeg så,...i denne praktik har jeg været ret anonym i forhold til mine elever. Ment på den måde, at de ved hvor gammel jeg ca er og så at jeg er lærerstuderende...men i forhold til de andre praktikker så har de her 4 klasser virkeligt ikke haft meget tid til at lære mig at kende.
Der er et eller andet værdifuldt ved at være et menneske med holdninger i rummet - både i forhold til hvad man er til for...hvorfor man underviser...og hvad man synes ting skal være i et klasselokale.
onsdag den 12. december 2012
fredag den 7. december 2012
praktik fredag 5d
en times undervisning. Indstudering af decembersangen. Fik god feedback om, at lade dem have mere flow og stole på deres musikalitet ( som jeg formulerede det)
alt i alt en fin time og ikke så meget at skrive om dét. - Vi startede med at arbejde med at forstå måden sangen var skrevet op på, og så læste de en sætning op hver agtigt, da jeg spottede at de ikke var så gode til at læse den i kor. Det gode ved det var også, at jeg havde hver enkelt engageret.
Træt, en uge tilbage, det virker fint, glæder mig til ferie og tidsfordriv, hygge og hjemmeliv det december og julen er på vej ;)
alt i alt en fin time og ikke så meget at skrive om dét. - Vi startede med at arbejde med at forstå måden sangen var skrevet op på, og så læste de en sætning op hver agtigt, da jeg spottede at de ikke var så gode til at læse den i kor. Det gode ved det var også, at jeg havde hver enkelt engageret.
Træt, en uge tilbage, det virker fint, glæder mig til ferie og tidsfordriv, hygge og hjemmeliv det december og julen er på vej ;)
onsdag den 5. december 2012
praktik onsdag uge 3
Så har jeg undervist en masse børn i grundlæggende nodelære. Rugbrødsundervisning kunne man være fristet til at kalde det. Jeg må indrømme at de tre timer jeg har haft - med tre hold børn- har bombet mit hoved så meget, at jeg ikke kan huske hvordan den første time gik!
Altså udover at det gik ret fint.
Jeg har gennemgået rytmer i noder ud fra konceptet om et koordinatsystem. Y aksen er tonehøjde og X aksen er bevægelse i tid. Idag har vi fokuseret på tid og på nodetyper. Det kører over i noget brøkregning hvor at 5b ikke fik så meget af den men noget ( så vidt jeg husker - jeg havde dem først) og 7b's drenge og derefter piger fik noget af brøkeriet. Jeg synes f.eks at hele konceptet om punkterede noder er en fabelagtig ting når det kommer til brøkregning og udfordring.
Med 7b's drenge tog vi hele undervisningen siddende, og bagefter spurgte læreren om jeg ikke skulle have haft dem op på gulvet! - altså...i situationen var jeg påvirkelig og sagde " jo det burde jeg have prøvet at få tid til"...men virkeligt? Skal al musikundervisning have noget sukker oveni? Må der ikke være hele 45 minutter uden noget gøgl? Jeg er vidst virkeligt den ubarmhjertige lærer for jeg sidder nu og tænker tilbage og synes FUCK det! Fuck gehørlærte sange og frem med nogle kompetancer. Jeg kan sku ikke huske en skid jeg lærte i folkeskolens musik- for den sags skyld heller ikke i gymnasiet! Jeg har tilkæmpet mig ting via privatlærere og så har Dark sat resten på plads. Det virker på mig som quick-fixes når vi skal spille. Jeg kan sagtens følge at vi skal have noget der er engagerende- men med min egen klasse ville vi forhåbentligvis få nogle udfordringer og noget "jay vi kan bruge vores ting til noget" ud af det i stedenfor.
Hvis der var tid ville jeg gerne have dem til at skabe ting selv, men jeg har ikke fået forklaret om der er ressourcer til det og derfor er det svært at forberede forløb når der heletiden er "hmm mon der overhoved er papier og skrivedimser deroppe i det musiklokale"...Christ...hvis jeg havde en klasse i musik ville jeg dælme insistere på at der skulle være nodepapier!
Anywas...7b's drenge havde jeg for meget materiale til og måtte stoppe en rytmelæsningsøvelse med halvvejs...7b's piger kom for hurtigt igennem materialet og vi ende med at synge.
konklusion på det er: at erfaring må komme med hvad der tager hvor meget tid.
Så jeg gennemgik de forskellige nodeværdier med dem allesammen og med 7b's drenge udleverede jeg så en sang hvor jeg bad dem om at sige nodeværdierne i en takt hver - dette nåede vi ikke super langt med, men jeg overvejer at repetere dem igen. De var generelt med, men nogle af dem var næsten umulige at engagere i opløbet. Til gengæld var den direkte applikation ret fin - altså alle kunne deltage (ikke gøre det fejlfrit) når de skulle læse en takt.
Med 7b's piger gennemgik jeg toneværdierne ned til 1/16 dele og derefter gik vi på gulvet og klappede dem ( jeg føler lidt det var efter press fra læreren nu jeg kigger tilbage) og jeg synes ikke det gav så meget. Derefter læste de nogle rytmeeksempler jeg havde skrevet på tavlen og derefter klappede de dem. Til sidst sang vi " decembersangen" simpelthen fordi der var tid tilbage. Jeg ville sådanset gerne have brugt den samme øvelse som med 7b's drenge, men med pigerne havde jeg ikke forklaret overbindinger og punkteringer så det gled lidt.
Imorgen tror jeg at jeg vil afprøve min første ting igen - eventuelt med nogle bedre rytmenoder hvis jeg kan finde dem.
---------------------------
en måde jeg er endt med at holde styr på dem er, at når nogen "ikke kan sidde ved siden af hinanden" så flytter jeg en. Det er lidt interessant i forhold til et " almindeligt" klasselokale hvor man ejer sin egen plads. Det er den mest smertefrie og hurtige og uforstyrrende måde at stoppe noget der kan eskalere eller bare fortsætte med at være forstyrrende. Om det virker i længden har jeg jo ingen anelse om.
Altså udover at det gik ret fint.
Jeg har gennemgået rytmer i noder ud fra konceptet om et koordinatsystem. Y aksen er tonehøjde og X aksen er bevægelse i tid. Idag har vi fokuseret på tid og på nodetyper. Det kører over i noget brøkregning hvor at 5b ikke fik så meget af den men noget ( så vidt jeg husker - jeg havde dem først) og 7b's drenge og derefter piger fik noget af brøkeriet. Jeg synes f.eks at hele konceptet om punkterede noder er en fabelagtig ting når det kommer til brøkregning og udfordring.
Med 7b's drenge tog vi hele undervisningen siddende, og bagefter spurgte læreren om jeg ikke skulle have haft dem op på gulvet! - altså...i situationen var jeg påvirkelig og sagde " jo det burde jeg have prøvet at få tid til"...men virkeligt? Skal al musikundervisning have noget sukker oveni? Må der ikke være hele 45 minutter uden noget gøgl? Jeg er vidst virkeligt den ubarmhjertige lærer for jeg sidder nu og tænker tilbage og synes FUCK det! Fuck gehørlærte sange og frem med nogle kompetancer. Jeg kan sku ikke huske en skid jeg lærte i folkeskolens musik- for den sags skyld heller ikke i gymnasiet! Jeg har tilkæmpet mig ting via privatlærere og så har Dark sat resten på plads. Det virker på mig som quick-fixes når vi skal spille. Jeg kan sagtens følge at vi skal have noget der er engagerende- men med min egen klasse ville vi forhåbentligvis få nogle udfordringer og noget "jay vi kan bruge vores ting til noget" ud af det i stedenfor.
Hvis der var tid ville jeg gerne have dem til at skabe ting selv, men jeg har ikke fået forklaret om der er ressourcer til det og derfor er det svært at forberede forløb når der heletiden er "hmm mon der overhoved er papier og skrivedimser deroppe i det musiklokale"...Christ...hvis jeg havde en klasse i musik ville jeg dælme insistere på at der skulle være nodepapier!
Anywas...7b's drenge havde jeg for meget materiale til og måtte stoppe en rytmelæsningsøvelse med halvvejs...7b's piger kom for hurtigt igennem materialet og vi ende med at synge.
konklusion på det er: at erfaring må komme med hvad der tager hvor meget tid.
Så jeg gennemgik de forskellige nodeværdier med dem allesammen og med 7b's drenge udleverede jeg så en sang hvor jeg bad dem om at sige nodeværdierne i en takt hver - dette nåede vi ikke super langt med, men jeg overvejer at repetere dem igen. De var generelt med, men nogle af dem var næsten umulige at engagere i opløbet. Til gengæld var den direkte applikation ret fin - altså alle kunne deltage (ikke gøre det fejlfrit) når de skulle læse en takt.
Med 7b's piger gennemgik jeg toneværdierne ned til 1/16 dele og derefter gik vi på gulvet og klappede dem ( jeg føler lidt det var efter press fra læreren nu jeg kigger tilbage) og jeg synes ikke det gav så meget. Derefter læste de nogle rytmeeksempler jeg havde skrevet på tavlen og derefter klappede de dem. Til sidst sang vi " decembersangen" simpelthen fordi der var tid tilbage. Jeg ville sådanset gerne have brugt den samme øvelse som med 7b's drenge, men med pigerne havde jeg ikke forklaret overbindinger og punkteringer så det gled lidt.
Imorgen tror jeg at jeg vil afprøve min første ting igen - eventuelt med nogle bedre rytmenoder hvis jeg kan finde dem.
---------------------------
en måde jeg er endt med at holde styr på dem er, at når nogen "ikke kan sidde ved siden af hinanden" så flytter jeg en. Det er lidt interessant i forhold til et " almindeligt" klasselokale hvor man ejer sin egen plads. Det er den mest smertefrie og hurtige og uforstyrrende måde at stoppe noget der kan eskalere eller bare fortsætte med at være forstyrrende. Om det virker i længden har jeg jo ingen anelse om.
Overordnet status og betragtninger om undervisning og tvang. Praktik dag 4 ( syg hjemme men tænker en masse)
jeg er simpelthen så frustreret over ikke at have nogen sparring. Altså...Det går vidst fint men jeg er ved at brække mig over frustrationen ved situationen og jeg har ikke værktøj til at overskue det, samt ikke nogen at vende det med så jeg eventuelt kunne få en anden vinkel på det.
Jeg har fået lettet hjertet idag- netop med vinkel- men det holder hårdt i øjeblikket. Jeg tror virkeligt jeg bliver nød til at hive fat i folk og sørge for at se dém der kan holde mine rants ud og som kan møde mig i det ( ikke at de behøver at give mig ret - bare de kan rumme det)
Jeg har fået lettet hjertet idag- netop med vinkel- men det holder hårdt i øjeblikket. Jeg tror virkeligt jeg bliver nød til at hive fat i folk og sørge for at se dém der kan holde mine rants ud og som kan møde mig i det ( ikke at de behøver at give mig ret - bare de kan rumme det)
onsdag den 28. november 2012
dag 3 ( ish) Praktik - tilbage på pinden!
Så! Klokken er 18.48 og jeg er endelig hjemme foran skærmen ( og venter på aftensmaden skal ringe på døren). Der har været obligatorisk kor og sammenspil i søborg snapt efter at jeg var færdig på praktikskolen, så der har været tid til en smule reflektion, men tilgengæld er jeg ikke længere sikker på hvad der skete i hvilken time:-o
Jeg må prøve at stykke det sammen nogenlunde alligevel.
Ifølge mit praktikskema har jeg haft 5b alene fra 10.00 til 10.45 og derefter hjulpet min medpraktikant med hendes timer ( ved at lave rytmik i halvdelen af den første og en trediedel af det næste)'
7b var delt op til undervisningen og endda i køn, så vi havde drengene først og derefter pigerne. For det første gjorde det vanvittig forskel at have en halv størrelse klasse = meget mere overblik - og på denne skole især gulvplads. For det andet frister det til at lave totalt mange generaliseringer omkring hvordan de her børn allerede er kønnet til en meget forskellig opførsel og respons i sådanne situationer.
Og jeg mener...der var virkeligt forskel på hvad pigegruppens time og drengegruppens præsterede. Pludselig sidder jeg og får lyst til at lade drengene gemme sig bag ved instrumenterne, fordi pigerne bare kørte på og havde styr på deres opmærksomhed til en grad hvor man skulle tro de to grupper ikke var på samme alderstrin.
Jeg har ingen anelse om hvorfor dog. Jeg har utroligt mange lomme-teorier, men jeg har ikke rigtig lyst til at vove mig ud i sådannoget retroaktivt pseudo-evolutions-psykologisk palaver.
Jeg lavede 4 skridt og derefter den rytmiske basisopvarmning med alle tre klasser ( så vidt jeg husker) Derefter lavede jeg lidt kopiering med 7b-(d) og en masse ekkobrønd med 7b-(p) - 7b (d+p) blev derefter kørt igennem noget gospelinstudering med medpraktikanten og jeg hang ud og observerede ( og støttede lidt på en conga hen imod slutningen)
--------------------
Observationsspørgsmål! : Så flere af de sangere jeg går på hold med er cvt uddannede sangere og sanglærere ( complete vocal tecknique - så vidt jeg husker) og de sætter ikke rigtig deres lid til klassisk opvarmning hvor man kører rundt i randregistrene i fine skalaer og spring. De holder mere på at kroppen skal være klar og vågen og så skal man synge med forståelse.
Men...I forhold til en 7ende eller en 5te klasse, så tænker jeg at alt det der skalagøgl kan have et meget ønsket biprodukt. Altså...Måske skal man skyde hul i om det faktisk gør noget for stemmens halløj og fokusere på, at man får skrålet lidt så man tør synge lidt højere når det gælder?
både p og d'erne havde mange der slet slet ikke turde mere end at pippe. Jeg tænker at opvarmning(komma fjollet?) måske kan være med til at få mere lyd ud af dem?
______
Hvad skete der af bemærkelsværdige ting i min aleneundervisningstime?
2 ting!
Nr. 1
den første var, (synes jeg) at det gik ret så godt overordnet set, selvom det er ret meget et stressprojekt at have en hel 5 klasse ude i en lille bitte cirkel ( i forhold til hvad man kunne ønske sig) og bevæge sig. Det er utroligt nemt at tjatte til hinanden og jeg ville ønske jeg kunne fordele dem over mere plads så fristelsen simpelthen var mindre.
Men jeg husker det somom at de kom godt igennem følgende:
Klap til stilhed ( og træning igennem timen)
Hvordan klapper man forskelligt
4 skridt
rytmebasis med 4 skridt
rytmekor af nogle af rytmerne fra julerytmetingen [juleknas]
derefter klappede vi nogle af rytmerne, man kunne vælge at sige dem imens man klappede osv...Og jeg forklarede hvad trioler er :p
Mange af dem endte med at kunne gå i fire - finde hjem til 1 og starte op igen og kunne klappe/sige f.eks trioler imens...Det synes jeg er ret ok. NU skal jeg så finde ud af hvor vi skal hen med det :)
Nr. 2
der var massere af kaos og en masse jeg skulle holde fast ved roret, men der var én elev der stod fuldstændigt af og lukkede ned. Læreren spurgte om han havde tænkt sig at deltage og efter en afvisning på dét, så sagde b at han skulle blive efter timen. Efter timen kunne jeg så overvære en "lærer/elev" samtale om deltagelsesniveauet, hvor eleven ikke helt i starten kunne forklare hvorfor at der blev lukket ned og nægtet. Det gjorde faktisk lidt ondt i hjertet (og idealerne) at høre " du skal deltage, du har faktisk ikke noget valg, det er ikke sådan at man har et valg når man går i skole" sagt...især om musik...Suk...
Det eleven fik formuleret var " jeg gider skuda ikke sådannoget 0-klasses x (x =gøgl/shit/?? ord jeg har glemt)"...og der tænkte jeg pludseligt " hmm... har jeg overhoved perspektiveret det her for dem?" altså..jeg mener - selvfølgeligt kunne han have konfronteret mig med det og så havde jeg forklaret hvad i alverden den her slags bruges til og hvorfor de skal lave det, men måske det er mit ansvar at foregribe den slags? Måske jeg skulle have brugt en sjat Klafki oveni min Dewie og søgt at perspektivere det til elevernes nutid. At vise dem hvorfor det er relevant for dem at bruge det her ( om ikke andet så inde for musik)
- b prøvede at få kontakt til elevens klasselærer i spisepausen for at tjekke om det var en normal reaktion eller om det var et unikt tilfælde. Jeg fik ikke indtrykket af, at b syntes jeg havde gjort noget galt, men jeg tænker jeg gerne ville snakke med eleven/om ikke andet huske at notere det så det ikke sker igen.
----------------------------------------------------
Jeg tænker jeg var en lidt rodet undeviser idag og undskylder det med syg, men jeg er ikke tilfreds med en elev der føler sig så krænket at aktiviteten, at eleven lukker ned. Der er selvfølgelig muligheden for, at det e noget der sker dagligt ( men normalt ikke i musik med b) men derfor er det stadigvæk et godt gok i hoved at få. Jeg vil nu prøve at lade være med at have det som eneste fokus for min dags (små)præstationer og sige: puha hvor er jeg træt og hvor lærer man dog meget i såen en praktik hvis man gider :)
Jeg må prøve at stykke det sammen nogenlunde alligevel.
Ifølge mit praktikskema har jeg haft 5b alene fra 10.00 til 10.45 og derefter hjulpet min medpraktikant med hendes timer ( ved at lave rytmik i halvdelen af den første og en trediedel af det næste)'
7b var delt op til undervisningen og endda i køn, så vi havde drengene først og derefter pigerne. For det første gjorde det vanvittig forskel at have en halv størrelse klasse = meget mere overblik - og på denne skole især gulvplads. For det andet frister det til at lave totalt mange generaliseringer omkring hvordan de her børn allerede er kønnet til en meget forskellig opførsel og respons i sådanne situationer.
Og jeg mener...der var virkeligt forskel på hvad pigegruppens time og drengegruppens præsterede. Pludselig sidder jeg og får lyst til at lade drengene gemme sig bag ved instrumenterne, fordi pigerne bare kørte på og havde styr på deres opmærksomhed til en grad hvor man skulle tro de to grupper ikke var på samme alderstrin.
Jeg har ingen anelse om hvorfor dog. Jeg har utroligt mange lomme-teorier, men jeg har ikke rigtig lyst til at vove mig ud i sådannoget retroaktivt pseudo-evolutions-psykologisk palaver.
Jeg lavede 4 skridt og derefter den rytmiske basisopvarmning med alle tre klasser ( så vidt jeg husker) Derefter lavede jeg lidt kopiering med 7b-(d) og en masse ekkobrønd med 7b-(p) - 7b (d+p) blev derefter kørt igennem noget gospelinstudering med medpraktikanten og jeg hang ud og observerede ( og støttede lidt på en conga hen imod slutningen)
--------------------
Observationsspørgsmål! : Så flere af de sangere jeg går på hold med er cvt uddannede sangere og sanglærere ( complete vocal tecknique - så vidt jeg husker) og de sætter ikke rigtig deres lid til klassisk opvarmning hvor man kører rundt i randregistrene i fine skalaer og spring. De holder mere på at kroppen skal være klar og vågen og så skal man synge med forståelse.
Men...I forhold til en 7ende eller en 5te klasse, så tænker jeg at alt det der skalagøgl kan have et meget ønsket biprodukt. Altså...Måske skal man skyde hul i om det faktisk gør noget for stemmens halløj og fokusere på, at man får skrålet lidt så man tør synge lidt højere når det gælder?
både p og d'erne havde mange der slet slet ikke turde mere end at pippe. Jeg tænker at opvarmning(komma fjollet?) måske kan være med til at få mere lyd ud af dem?
______
Hvad skete der af bemærkelsværdige ting i min aleneundervisningstime?
2 ting!
Nr. 1
den første var, (synes jeg) at det gik ret så godt overordnet set, selvom det er ret meget et stressprojekt at have en hel 5 klasse ude i en lille bitte cirkel ( i forhold til hvad man kunne ønske sig) og bevæge sig. Det er utroligt nemt at tjatte til hinanden og jeg ville ønske jeg kunne fordele dem over mere plads så fristelsen simpelthen var mindre.
Men jeg husker det somom at de kom godt igennem følgende:
Klap til stilhed ( og træning igennem timen)
Hvordan klapper man forskelligt
4 skridt
rytmebasis med 4 skridt
rytmekor af nogle af rytmerne fra julerytmetingen [juleknas]
derefter klappede vi nogle af rytmerne, man kunne vælge at sige dem imens man klappede osv...Og jeg forklarede hvad trioler er :p
Mange af dem endte med at kunne gå i fire - finde hjem til 1 og starte op igen og kunne klappe/sige f.eks trioler imens...Det synes jeg er ret ok. NU skal jeg så finde ud af hvor vi skal hen med det :)
Nr. 2
der var massere af kaos og en masse jeg skulle holde fast ved roret, men der var én elev der stod fuldstændigt af og lukkede ned. Læreren spurgte om han havde tænkt sig at deltage og efter en afvisning på dét, så sagde b at han skulle blive efter timen. Efter timen kunne jeg så overvære en "lærer/elev" samtale om deltagelsesniveauet, hvor eleven ikke helt i starten kunne forklare hvorfor at der blev lukket ned og nægtet. Det gjorde faktisk lidt ondt i hjertet (og idealerne) at høre " du skal deltage, du har faktisk ikke noget valg, det er ikke sådan at man har et valg når man går i skole" sagt...især om musik...Suk...
Det eleven fik formuleret var " jeg gider skuda ikke sådannoget 0-klasses x (x =gøgl/shit/?? ord jeg har glemt)"...og der tænkte jeg pludseligt " hmm... har jeg overhoved perspektiveret det her for dem?" altså..jeg mener - selvfølgeligt kunne han have konfronteret mig med det og så havde jeg forklaret hvad i alverden den her slags bruges til og hvorfor de skal lave det, men måske det er mit ansvar at foregribe den slags? Måske jeg skulle have brugt en sjat Klafki oveni min Dewie og søgt at perspektivere det til elevernes nutid. At vise dem hvorfor det er relevant for dem at bruge det her ( om ikke andet så inde for musik)
- b prøvede at få kontakt til elevens klasselærer i spisepausen for at tjekke om det var en normal reaktion eller om det var et unikt tilfælde. Jeg fik ikke indtrykket af, at b syntes jeg havde gjort noget galt, men jeg tænker jeg gerne ville snakke med eleven/om ikke andet huske at notere det så det ikke sker igen.
----------------------------------------------------
Jeg tænker jeg var en lidt rodet undeviser idag og undskylder det med syg, men jeg er ikke tilfreds med en elev der føler sig så krænket at aktiviteten, at eleven lukker ned. Der er selvfølgelig muligheden for, at det e noget der sker dagligt ( men normalt ikke i musik med b) men derfor er det stadigvæk et godt gok i hoved at få. Jeg vil nu prøve at lade være med at have det som eneste fokus for min dags (små)præstationer og sige: puha hvor er jeg træt og hvor lærer man dog meget i såen en praktik hvis man gider :)
mandag den 19. november 2012
Praktik Dag 1 - Første møde med alle klasser
så er vi igang. Efter to urolige dage hvor jeg frygtede alting og bekymrede mig en masse, er jeg hjemme med en lettelse i hjertet og en masse løse betragtninger og forventninger!
Første time var med en klasse jeg vil kalde 7d og var øvning til en af skolens julekoncerter. Det var to numre, hvor piger spillede det ene ( og det var også alle instrumenterne) og drengene det andet. Når de ikke spillede blev de sendt ind i de tilstødende lokaler, som har lækre mac computere til blandt andet at lave musik på. Da jeg var inde og tjekke dem ud, gjorde de nu hvad børn og unge ( ud fra min forventning og erfaring) gør når de er alene med computere ( og især med internet) og det vil sige youtube og facebook. - Dette snakkede jeg senere om med den anden lærer vi følger ( D er den ene og B den anden) og han mente nu at de lavede ting. Det kan ske og jeg glæder mig til at se om det passer, meen...altså...jeg er ret hurtig på ctrl+tab og har altid været hurtig til at se ud somom jeg lavede noget fornuftigt på en computer når jeg egentligt lavede noget sjovt. Jeg tror måske at sandheden ligger et sted imellem - altså at de godt kan lave noget musik i garageband også, men at det de laver tager dem max 10 minutter og så gøgler de for resten af pengene.
anden time var en åbenbaring...Eller rettere : mødet med 5d var. De der syvendeklasser gør mig lidt...well..det er svært for mig at forholde mig til at skulle undervise folk der heletiden ( udtagen pletvist) kropssprogsskriger, at de hellere ville noget andet så da vi gik ned og hentede 5d og blev mødt at ivrige nysgerrige væsner, så var det som at komme hjem. De mindede mig så utroligt meget om den første klasse jeg havde i praktik at mit hjerte hoppede og jeg må konstatere, at jeg elsker mellemskoleelever. Måske elsker jeg også indskoling og skal revidere min uddannelse, men ihverttilfælde mellemskolen. Dét var en meget glædelig overraskelse.
De spillede også nogle sange ( jeg må indrømme at jeg lige nu antager det for jeg er træt og kan ikke huske det). [ Jeg har taget noter til alle klasserne med ideer og små observationer og håber at udfylde dem ordentligt, men tilsyneladende ikke noget om hvad de lavede] og de sang "with a little help" og alle sang ivrigt og højt. <3 -="-" 10="10" 11="11" 8="8" :=":" :p=":p" alder="alder" alts="alts" de="de" dem:="dem:" det="det" din="din" er="er" et="et" f.eks="f.eks" gammel="gammel" gange="gange" har="har" hvor="hvor" hyggeligt.="hyggeligt." jeg="jeg" laver="laver" n="n" nyt="nyt" og="og" p="p" plus="plus" r="r" regnestykke="regnestykke" rger="rger" rige="rige" selv="selv" sjovt="sjovt" sp="sp" synes="synes" til="til" tilbage="tilbage" to="to" trick="trick" udover="udover">
så mødte vi den næste lærer og fulgte hans to klasser. 7b og 5b og der var ret meget forskel på både D og B som lærere og på D og B's klasser og formåen. Eller rettere...skolen lægger vægt på at eleverne optræder med musik og derfor ( eller af andre grunde som jeg forhåbentligvis kan finde ud af løbende) så er de ikke stærke i håndværket eller i teorien. Det er jeg ikke synderligt imponeret af.
Begge lærere virker dog engagerede og rigtig flinke. Jeg (og min medstuderende) har stillet en masse spørgsmål til hvordan og hvorledes og også fået lagt spørgsmål til grundlæggende ting ind med blid hånd.
Jeg er træt og har fri imorgen, så jeg kan se om flere ting flyder op til overfladen til uddybning af den første dag. Jeg skal også have tanker om hvad jeg vil have skrevet ned og begrundelserne for dem.
Første time var med en klasse jeg vil kalde 7d og var øvning til en af skolens julekoncerter. Det var to numre, hvor piger spillede det ene ( og det var også alle instrumenterne) og drengene det andet. Når de ikke spillede blev de sendt ind i de tilstødende lokaler, som har lækre mac computere til blandt andet at lave musik på. Da jeg var inde og tjekke dem ud, gjorde de nu hvad børn og unge ( ud fra min forventning og erfaring) gør når de er alene med computere ( og især med internet) og det vil sige youtube og facebook. - Dette snakkede jeg senere om med den anden lærer vi følger ( D er den ene og B den anden) og han mente nu at de lavede ting. Det kan ske og jeg glæder mig til at se om det passer, meen...altså...jeg er ret hurtig på ctrl+tab og har altid været hurtig til at se ud somom jeg lavede noget fornuftigt på en computer når jeg egentligt lavede noget sjovt. Jeg tror måske at sandheden ligger et sted imellem - altså at de godt kan lave noget musik i garageband også, men at det de laver tager dem max 10 minutter og så gøgler de for resten af pengene.
anden time var en åbenbaring...Eller rettere : mødet med 5d var. De der syvendeklasser gør mig lidt...well..det er svært for mig at forholde mig til at skulle undervise folk der heletiden ( udtagen pletvist) kropssprogsskriger, at de hellere ville noget andet så da vi gik ned og hentede 5d og blev mødt at ivrige nysgerrige væsner, så var det som at komme hjem. De mindede mig så utroligt meget om den første klasse jeg havde i praktik at mit hjerte hoppede og jeg må konstatere, at jeg elsker mellemskoleelever. Måske elsker jeg også indskoling og skal revidere min uddannelse, men ihverttilfælde mellemskolen. Dét var en meget glædelig overraskelse.
De spillede også nogle sange ( jeg må indrømme at jeg lige nu antager det for jeg er træt og kan ikke huske det). [ Jeg har taget noter til alle klasserne med ideer og små observationer og håber at udfylde dem ordentligt, men tilsyneladende ikke noget om hvad de lavede] og de sang "with a little help" og alle sang ivrigt og højt. <3 -="-" 10="10" 11="11" 8="8" :=":" :p=":p" alder="alder" alts="alts" de="de" dem:="dem:" det="det" din="din" er="er" et="et" f.eks="f.eks" gammel="gammel" gange="gange" har="har" hvor="hvor" hyggeligt.="hyggeligt." jeg="jeg" laver="laver" n="n" nyt="nyt" og="og" p="p" plus="plus" r="r" regnestykke="regnestykke" rger="rger" rige="rige" selv="selv" sjovt="sjovt" sp="sp" synes="synes" til="til" tilbage="tilbage" to="to" trick="trick" udover="udover">
så mødte vi den næste lærer og fulgte hans to klasser. 7b og 5b og der var ret meget forskel på både D og B som lærere og på D og B's klasser og formåen. Eller rettere...skolen lægger vægt på at eleverne optræder med musik og derfor ( eller af andre grunde som jeg forhåbentligvis kan finde ud af løbende) så er de ikke stærke i håndværket eller i teorien. Det er jeg ikke synderligt imponeret af.
Begge lærere virker dog engagerede og rigtig flinke. Jeg (og min medstuderende) har stillet en masse spørgsmål til hvordan og hvorledes og også fået lagt spørgsmål til grundlæggende ting ind med blid hånd.
Jeg er træt og har fri imorgen, så jeg kan se om flere ting flyder op til overfladen til uddybning af den første dag. Jeg skal også have tanker om hvad jeg vil have skrevet ned og begrundelserne for dem.
mandag den 29. oktober 2012
Søvn på kommando
Jeg er ikke rigtig træt. Ihvertilfælde er jeg så interesseret i at være vågen, at jeg ikke kan mærke trætheden.
Problemstillingen er som altid, at morgendagen truer og gruer med muligheden for absolut umulig virkelighed, med en skoledag over en times rejse væk, der derefter løber fra 09 til 16.30... Jeg er ikke på nogen måde vant til at være så bundet og jeg har svært ved at lade mig tøjle i det potentielle ubehag.
Mit hoved går i skuddermudder og bliver fyldt med bekymring som måske er sludder...men er det sludder at jeg skal have timers søvn? hmm... måske. Jeg kan klare mig på meget mindre, men jeg finder det på ingen måde behageligt.
Ok...Så det potentielle ubehag er en slags realitet.
Jeg får svært ved at deltage og være klar i hoved?
Meget rigtigt. Meeen....Det er egentligt ikke så stort et problem. Deet der er den relle humle er at jeg ikke vil _føle_ mig ordentligt til stede og derfor vil bekymre mig aktivt i situationen. Jep...Ingen af de folk jeg går i skole med har nogen synderlig forventning til hvad jeg laver, så der er jeg ikke i klemme...det er indadvendt at forventningen til tilstedeværelsen udspringer og udfoldes.
Tja...så er det vidst heller ikke værre...
------
Jeg spekulerer i, om det at jeg spiser mindre påvirker mit humør. Det synes jeg at have hørt belæg for. Det er det første der virkeligt virker, men jeg tænker det kan være fint muligt, at det gør mig lidt blå i kanterne.
Problemstillingen er som altid, at morgendagen truer og gruer med muligheden for absolut umulig virkelighed, med en skoledag over en times rejse væk, der derefter løber fra 09 til 16.30... Jeg er ikke på nogen måde vant til at være så bundet og jeg har svært ved at lade mig tøjle i det potentielle ubehag.
Mit hoved går i skuddermudder og bliver fyldt med bekymring som måske er sludder...men er det sludder at jeg skal have timers søvn? hmm... måske. Jeg kan klare mig på meget mindre, men jeg finder det på ingen måde behageligt.
Ok...Så det potentielle ubehag er en slags realitet.
Jeg får svært ved at deltage og være klar i hoved?
Meget rigtigt. Meeen....Det er egentligt ikke så stort et problem. Deet der er den relle humle er at jeg ikke vil _føle_ mig ordentligt til stede og derfor vil bekymre mig aktivt i situationen. Jep...Ingen af de folk jeg går i skole med har nogen synderlig forventning til hvad jeg laver, så der er jeg ikke i klemme...det er indadvendt at forventningen til tilstedeværelsen udspringer og udfoldes.
Tja...så er det vidst heller ikke værre...
------
Jeg spekulerer i, om det at jeg spiser mindre påvirker mit humør. Det synes jeg at have hørt belæg for. Det er det første der virkeligt virker, men jeg tænker det kan være fint muligt, at det gør mig lidt blå i kanterne.
lørdag den 22. september 2012
mistet indlæg og efterårsrengøring
den 20/09/12 skrev jeg et indlæg bloggerklienten ikke ville lægge online. Det var trist at det lige var dét indlæg der ikke er kommet online til huskelisten, da jeg fik blogget min hjerne på plads igennem skriveprocessen. Det var fantastisk at få bearbejdet mine kaosfølelser fra barn/gift/crazyness og få fundet hjem til mig selv. Glad, træt og med tømmermænd sidder jeg nu og tænker over hvor tingene skal hen. Denne lørdag føles på alle måder som en søndag og det er najs.
Tingene er ved at rette sig ind og jeg synes at det løfter op. Jeg tror imorgen bliver en oprydningsdag nu hvor jeg er ved at have styr på rodet i mit hoved.
Forelskelsen i gøgleren er lagt på hylden, panikken over barnløshed er stillet til ro med fremtidsplaner og personlig agency. Skolen er sat på plads. Økonomien er måske til at få til at virke og giver mulighed for ting og eventyr. jeg tror jeg kan begynde at træne igen når jeg får ryddet resten op,
Tingene er ved at rette sig ind og jeg synes at det løfter op. Jeg tror imorgen bliver en oprydningsdag nu hvor jeg er ved at have styr på rodet i mit hoved.
Forelskelsen i gøgleren er lagt på hylden, panikken over barnløshed er stillet til ro med fremtidsplaner og personlig agency. Skolen er sat på plads. Økonomien er måske til at få til at virke og giver mulighed for ting og eventyr. jeg tror jeg kan begynde at træne igen når jeg får ryddet resten op,
onsdag den 19. september 2012
Jeg trænger til
tjaa....hvad er det der rumsterer?
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
I ihverttilfælde et par uger, har jeg brugt noget af mine nætter - som nu- på at først opleved den uendelige meningsløshed og derefter at skynde mig at finde et værktøj frem til at skubbe den fra mig.
Hvad er det jeg trænger til?
Jeg føler mig gammel og træt og tæt på døden. Jeg føler at alting er forudsigeligt herfra. At jeg har set alle kortene i dækket - og at selvom de bliver blandet på ny, så er det kun dette lettere tilfældige narrativ der vil bibringe noget. Resten er nu kendt og kategoriseret.
Måske er det fordi jeg er skuffet over skolen. Måske oveni fordi jeg er skuffet over kærligheden, kunsten og mennesker i al almindelighed. Måske er det fordi jeg er midlertidigt løbet tør for alfestøv og derfor ikke har overskud til at sætte fokus på det smukke.
Jeg mødte noget af min fremtid tidligere. Liggende i min sygeseng kom jeg frem til, at jeg øsnker mig et barn og at jeg får det selv inde for de næste 5 år. Uafhængigt af den lille chance for at finde en partner til det, så vil jeg det og at det sker. Og sådan må det være. Jeg var overrasket over,- men forstår nu følelseslogikken i- at det lettede endeligt at tage den beslutning definitivt. Jeg generobrer noget ejerskab over mit livsindhold. - En ting jeg har følt meget lidt af det sidste halve år.
Men dette er mit, min beslutning og nogenlunde inde for min kontrol.
søndag den 16. september 2012
ny hjerne med gamle mønstre
Jeg er skræmt og træt og udmattet, skuffet, bange og bekymret. Imorgen skal jeg have modet til at snakke med mine lærere om mit problem med "den faglige forskydning" hvilket dette tilfælde er sproglig kode for, at jeg ikke har lyst til at besvære mig for at komme i skole for at sidde til udetalierede hurtige gennemgange af nybegyndermusikteori jeg selv har undervist i. Det er ubehagelig og ulækkert at skulle, men det her nuværende setup suger tilgengæld min lyst til at spille musik, til at blive lærer og til, at tillægge noget andet i min hverdag der har med skolen at gøre, nogen betydning eller værdi.
Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.
Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....
og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.
Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/
Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.
Jeg er så utroligt skuffet og det giver mig kvalme over mig selv. Jeg ville ønske at bare ét eller andet var anderledes, men det er uløseligt låst sammen, at jeg ikke kan undgå at føle skuffelsen og at jeg på ingen måde er stolt af det og derfor skammer mig. Jeg er drøn bange for, at jeg ikke kan komme afsted til skolen imorgen.
Det her er i randområdet af min selvkontrol. Når jeg bliver bange og ulykkelig og bekymret over fremtiden, bekymrer mig om, om jeg fejlvurderer situationer og kommer til at betale konsekvensen af det, bekymrer mig over deres reaktioner, bekymrer mig om, om jeg får en blank afvisning af mine behov og bekymringer og intet ændrer sig, bekymrer mig over, om modet svigter mig....
og det sætter de gamle paranoide tankebaner op til aktivitet igen. Jeg tør ikke skrive strøtankerne ned, for jeg er bange for at se dem på skrift, men den udmattede og bekymrede hjerne er hyperaktiv og det bliver til ekstra spekulationer om gemte meninger i virkelighedens udtryk og betydningsforskydning....jeg ville ønske jeg kunne blive under dynerne indtil det gik over og bare pjække fra alting indtil de nåede nye højder.
Problemet er at der er nogen af tingene i timerne der er fine. Samspillet er ikke ubrugeligt, men alt det teoretiske er nybegynderstuff og jeg har svært ved at få såå meget ud af samspillet at et føles somom det har et formål at være der :-/
Men de kommer sikkert til at sige at det er dét jeg bør fokusere på og så kan jeg så bare have et år i frustration som skulle have været et vidunderligt år i armene på musikkens muse...Jeg har ikke lyst til at spille i øjeblikket...jeg ville ønske vi var et andet sted.
torsdag den 6. september 2012
semesterstarten sætter tanker i gang
og det er på hele linien.
Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.
Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.
Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.
Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?
Jeg er tilbage til at studere musik og have det i hoved hele tiden. Det er dejligt og udfordrende. I skrivende stund tænker jeg, at det vil være en god ide at fortsætte med at have en lærer i klaver, når jeg er færdig med det her år. Det er noget jeg har overvejet mange gange, men jeg tror det er værd at prioritere højt oppe på listen.
Jeg har haft anledning til at tænke over hvad jeg søger i kærlighed og igen kogt det ned til en genformulering af ting, jeg tidligere har stykket sammen på lidt andre måder.
At føle sig hjemme med en. At føle sig genkendt og nogenlunde forstået. At blive spejlet med ting jeg kan lide ved mig selv, eller blive vist ukendte sider. At støtte nogen. At favne dem.
Det er september og jeg er i slutningen af min anden uge på liniefag musik og det er deljigt. Nu hvor jeg har overblikket og er faldet på plads, så kan jeg kigge fremad og føle forventningens spænding og se mig omkring og være forundret over hvor passende det føles at være hvor jeg er.
Livet i nuets evige paradox. Når det gør ondt, så er det somom det aldrig har gjort andet end ondt og minderne om lykke og glæde er indbildte og overfladiske. Når det føles rigtigt, så er det både overraskende og bizzart, at dette, som jeg jo selv har valgt netop fordi, at jeg mente at det ville gøre godt og være passende, og dog er jeg salig ved heldet ved det.
Gør det at jeg skal stole på mig selv i andre omstændigheder? skal jeg kaste mig efter andre ing med samme bombastiske beslutsomhed?
tirsdag den 28. august 2012
gamle monstre på nye flasker
og velkendte mønstre spinder sig rundt om tankerne. Ny skole = alt er i flux og jeg er træt og stresset - intet nyt der.
Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.
Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.
Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.
Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle? Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.
Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?
Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.
Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?
Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.
Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.
Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.
Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle? Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.
Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?
Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.
Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?
mandag den 20. august 2012
et kærligt blik
et kærligt blik kan vende vandende inden i fra ebbe til flod. Det kan stilne skrigene fra afgrunden og sætte benene i svingende dans. èt kærligt blik kan varme hjertet og sætte drømme tilbage i centeret af tankestrømmen.
Men ét blik, et smil, et kys holder ikke evigt.
Kys mig igen, kys mig i regnen til en ironisk kærlighedssang
--------------------------
Jeg har haft en dag i god energi. Aftenen er dog lidt grummemørk i kanterne. De gnaver sig ind men jeg varmer mig ved døgnet der er gået og holder fast i forundringen frem for fligen af mørket. Lunten der fører ind til den trætte kerne.
Men ét blik, et smil, et kys holder ikke evigt.
Kys mig igen, kys mig i regnen til en ironisk kærlighedssang
--------------------------
Jeg har haft en dag i god energi. Aftenen er dog lidt grummemørk i kanterne. De gnaver sig ind men jeg varmer mig ved døgnet der er gået og holder fast i forundringen frem for fligen af mørket. Lunten der fører ind til den trætte kerne.
søndag den 19. august 2012
Rengøring som en bøn...
Der skrubbes og skures, sprayes og poleres, bruges knofedt og cilit-tjubang amok i det lille hjem som en stille bøn til et nådesløst univers: Hvis jeg nu får mere styr, endnu mere styr, mest styr på tingene- bliver det så please ikke nok som mine forældre lovede mig? Please bliver jeg så ikke glad og please bliver jeg så ikke elsket?
Som et forsøg på en rituel regn(af lykke)dans så skurer jeg hjørner og sprækker der ikke har set vand eller blevet set af menneskeøjne siden før jeg flyttede ind. Som længselsfyldte rubinskosklik slår jeg snavs løs og optimerer indretning. Som om jeg derigennem opfører en dæmning mod den tristhed jeg har været halvfyldt af i flere uger, men deri ligger det en stille angst for at stoppe og se på sprækkerne. Frygt for at revnerne springer op og følelsen af ulykkelighed overvælder mig.
og så kom der et besøg fra vulkanøen og gav en dosis pep og samhørighed. Ville dog ønske det kom i flasker som kunne stå på lager...dog er dagen vendt fra frustration til dejlighed
onsdag den 15. august 2012
alting i mudder
så hele næste år skal jeg læse musik og jeg burde danse rundt og synge hurra. Desværre er mit køle/fryseskab ret så sikkert afgået ved døden og jeg skal have overført min su...To ting som jeg er dresseret til at forvente kommer til at koste mig tid, ærgrelser og mange penge. Jeg er træt af verden og ikke sikker på om jeg stadigvæk er sløj, men jeg har lyst til at lægge mig ind under dynen igen og vente til tingene går over.
Jeg har endelig fået styr på det meste af min lejlighed, men lysten til at fikse køkkenet er røget med køleskabets dødsrallen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Solen skinner og jeg havde lyst til at fikse ting...men energien er tørret ud på kontoen og jeg trænger til at blive serveret lidt varm kakao og kolde kys på øjenlågene....
Tilgengæld er ting ved at vokse til på andre fronter. Stille og roligt lader jeg min hjerne acceptere en eller anden form for ansvar overfor projekter og gruppeforløb. Det er smertefrit og kræver mest bare energi i kærlighed til projekt og medmennesker, frem for selvopfyldende energi.
Fordømt...det føles fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, at jeg skal arbejde på tirsdag og at skulle gøre noget i denne dumme verden. Pis og røvsovs hvor er 1012 bare året hvor alt går galt.
Jeg har endelig fået styr på det meste af min lejlighed, men lysten til at fikse køkkenet er røget med køleskabets dødsrallen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Solen skinner og jeg havde lyst til at fikse ting...men energien er tørret ud på kontoen og jeg trænger til at blive serveret lidt varm kakao og kolde kys på øjenlågene....
Tilgengæld er ting ved at vokse til på andre fronter. Stille og roligt lader jeg min hjerne acceptere en eller anden form for ansvar overfor projekter og gruppeforløb. Det er smertefrit og kræver mest bare energi i kærlighed til projekt og medmennesker, frem for selvopfyldende energi.
Fordømt...det føles fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, at jeg skal arbejde på tirsdag og at skulle gøre noget i denne dumme verden. Pis og røvsovs hvor er 1012 bare året hvor alt går galt.
mandag den 13. august 2012
den plastiske hjerne
Det er spøjst at blive imndet om noget jeg har følt før, syntes var en god indstilling til virkeligheden og som jeg så havde præsteret at glemme igen. Men igår fik jeg en solid dosis " du er attraktiv" skudt ind i hjernen, og dér opdagede jeg, at jeg havde glemt at jeg gav dem ret :)
Komplimenter kan man tygge på i 100 dage og jeg fik en hel lomme fuld. Det var dejligt og ryger ind på listen af ting som jeg lige have brug for.
Desuden præsterede jeg at drikke en solid mængde alkohol uden at gøre ting jeg fortryder idag og det er en dejlig udvikling.
Alt i alt havde jeg mig en meget dejlig weekend der har løftet noget af det triste.
- jeg er blå ligenu, men klokken er kvart over ulvetime og den tristhed vil jeg vælge at tilskrive min træthjernes typiske melankoli.
Vi er kommet igang med at træne igen og det er absolut vidunderligt. Jeg ønsker mig sådan, at jeg kan huske nøjagtigt hvor godt det er, når jeg næste gang bliver tvunget ud i en pause.
ugen der kommer står i preppens tegn. Prep til skole, prepp til fremtiden. Prepp til kæk :)
Komplimenter kan man tygge på i 100 dage og jeg fik en hel lomme fuld. Det var dejligt og ryger ind på listen af ting som jeg lige have brug for.
Desuden præsterede jeg at drikke en solid mængde alkohol uden at gøre ting jeg fortryder idag og det er en dejlig udvikling.
Alt i alt havde jeg mig en meget dejlig weekend der har løftet noget af det triste.
- jeg er blå ligenu, men klokken er kvart over ulvetime og den tristhed vil jeg vælge at tilskrive min træthjernes typiske melankoli.
Vi er kommet igang med at træne igen og det er absolut vidunderligt. Jeg ønsker mig sådan, at jeg kan huske nøjagtigt hvor godt det er, når jeg næste gang bliver tvunget ud i en pause.
ugen der kommer står i preppens tegn. Prep til skole, prepp til fremtiden. Prepp til kæk :)
fredag den 10. august 2012
træt uden søvnighed afsnit 57305 kapitel y
det er bare det hele samlet. Det må det være. Der er ikke noget grundvoldsrystende galt som jeg kan pinpointe som hovedårsdagen og kilden til mit tungsind og gårsdagens vrede der idag har udvilket sig til en trist livslede.
*armen og håndleddet gør ond og gør mig ulykkelig og bekymret for min musik og udvikling som musiker og ærgelig ved den glæde jeg havde ved at købe nyt trommeevneudviklingsmateriale
*Den tidligere forstuvede ankel gør ondt ved strækforsøg og gør mig trist og giver mig en gammelkropsfølelse og en par points i dødsangs
*Min menstuation er gået bananas (den har ellers været overvældende pålidelig siden jeg tabte mig) og jeg har det hyppigere og hyppigere og det gør mig bange for kræft og ufrugtbarhed...tænk hvis det umulige skulle ske og nogen ville have barn med mig, og at jeg så ikke skulle kunne alligevel...suk
*min overførsel til det nye seminarie er ikke gennemført og det stresser mig. Hvert trin har indebåret logistiske og kommunikatoriske fejl fra de forskellige instandser. Oven i det gør stressen, at jeg ikke kan komme igang med at glæde mig tilfagene som jeg så gerne vil studere, og i stedenfor bare har "hvis jeg er heldig skal jeg rejse til fucking søborg" som overskrift for dét forløb og min nuværende tilstand skræmmer mig i forhold til overhoved at komme derhen. depression og lang transport plejer ikke at være min superevne :-/
*Alle får børn og jeg kan ikke finde ud af at finde en der vil have dem med mig. Og da det ikke er en midlertidig "tørke" eller en "forbigående problemstilling" at jeg ikke kan lide dem ( der må være derude) der kan lide mig...så gør det mig gammel og træt.
Jeg ved at jeg har godt af mennesker. Jeg ved _ikke_ hvor agressivt jeg skal søge at komme i kollektiv. Jeg ved jeg gerne ville finde en at bygge sandslotte med...men jeg ved igen ikke, om jeg burde forgælde mig og gå agressivt efter datingsider og...well---hvad ellers?
Jeg har muligheden for at sætte et scenarie op på blackbox cph, hvilket jeg føler jeg bør, men det ligger oveni et scenarie i sverige jeg gerne ville med til. Burde jeg endeligt få gjort noget ved det der organisering? eller bør jeg komme afsted og lave noget sjovt og møde svenskere? ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde det...
*armen og håndleddet gør ond og gør mig ulykkelig og bekymret for min musik og udvikling som musiker og ærgelig ved den glæde jeg havde ved at købe nyt trommeevneudviklingsmateriale
*Den tidligere forstuvede ankel gør ondt ved strækforsøg og gør mig trist og giver mig en gammelkropsfølelse og en par points i dødsangs
*Min menstuation er gået bananas (den har ellers været overvældende pålidelig siden jeg tabte mig) og jeg har det hyppigere og hyppigere og det gør mig bange for kræft og ufrugtbarhed...tænk hvis det umulige skulle ske og nogen ville have barn med mig, og at jeg så ikke skulle kunne alligevel...suk
*min overførsel til det nye seminarie er ikke gennemført og det stresser mig. Hvert trin har indebåret logistiske og kommunikatoriske fejl fra de forskellige instandser. Oven i det gør stressen, at jeg ikke kan komme igang med at glæde mig tilfagene som jeg så gerne vil studere, og i stedenfor bare har "hvis jeg er heldig skal jeg rejse til fucking søborg" som overskrift for dét forløb og min nuværende tilstand skræmmer mig i forhold til overhoved at komme derhen. depression og lang transport plejer ikke at være min superevne :-/
*Alle får børn og jeg kan ikke finde ud af at finde en der vil have dem med mig. Og da det ikke er en midlertidig "tørke" eller en "forbigående problemstilling" at jeg ikke kan lide dem ( der må være derude) der kan lide mig...så gør det mig gammel og træt.
Jeg ved at jeg har godt af mennesker. Jeg ved _ikke_ hvor agressivt jeg skal søge at komme i kollektiv. Jeg ved jeg gerne ville finde en at bygge sandslotte med...men jeg ved igen ikke, om jeg burde forgælde mig og gå agressivt efter datingsider og...well---hvad ellers?
Jeg har muligheden for at sætte et scenarie op på blackbox cph, hvilket jeg føler jeg bør, men det ligger oveni et scenarie i sverige jeg gerne ville med til. Burde jeg endeligt få gjort noget ved det der organisering? eller bør jeg komme afsted og lave noget sjovt og møde svenskere? ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde det...
onsdag den 8. august 2012
når det går skævt
så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.
Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...
Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.
Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.
Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?
Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(
Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...
Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.
Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.
Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?
Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(
I nattens mørke
Her er dejligt roligt, mørkt og stille... Det er jeg begyndt at nyde en helt mærrasse. Roen i soveværelset og varm dynetryghed.
Men jeg ligger her og er ængstelig. Ikke meget men heletiden i øjeblikket. Ængstelig og fyldt med ønsker som jeg burde sluge...burde holde inde og gøre en massiv indsats for at glemme. Fordi jeg jo egentligt mener, at de holder mig fra at være i nuet og fra at være lykkelig i nuet. At det holder mig fra autentisk liv...Men jeg kan ikke ryste dem af mig. Holdene mine veninders nyfødte tæt til kroppen og være fyldt med higen er så smertefuldt i en situation, hvor jeg burde være fyldt med lykke på deres vegne.
En lille magisk pige, som en dag ville blive voksen, sidder et sted i fantasiens verden og venter på at jeg finder nøglen. Og jeg kan mærke en rædsel ligge lige under overfladen i de her dage. En tiltagende panik ved tanken om en tilfældig ulykke, en sygdom...en eller anden dum fejl som kunne tage muligheden fra mig. you covet what you see, sagde hannibal lector, og det er nok derfor det føles så akut ligenu. Somom jeg ikke opdagede at der ville være et ræs imod dette og at jeg stadigvæk leger rundt imens alle andre får levet en drøm jeg også er fyldt af. Pludselig var jeg 30 og pludselig var de år jeg har spildt virkeligt vigtige og kunne være brugt på at blive en faktor i dette store spil omkring forhold, udfoldelse og familie.
Men jeg er her alene i mørket. Omgevet af fantasifødte muligheder og angsten for, at de aldrig kommer til denne virkelighed. Det var slemt nok at frygte, aldrig at finde en favn at hvile i igen...men dette er værre.
torsdag den 24. maj 2012
en ægte præstaton
når man bliver gammel som jeg, så bliver ens liv meget lig en " langt ude i skoven lå et lille bjerg" sang...
På melodien passer alting i en kæde når det skal opsummeres både udad og indad for at forstå sammenhængen med de følelser i aften for eksempel skulle rumme:
barnet i skolen
skolen blev skiftet
skiftet blev røvtur
røvtur gjor kampsur
livstråden er llaaaaaaaang og med knuder
anyways, i aften er en stor aften. Jeg har set, kæmpet og sejret. Det føles crazy og vidunderligt. Uvirkeligt og utroligt velfortjent. Jeg er her i mørket med stress der søger at sive ud af enhver porre med en grundfølelse af fuck-yeah og en rest af fuck jer! og en helt masse " dette er mit og helt mit eget og ingen kan tage det fra mig" og det er ikke til forhandling. Det er bare vidunderligt og virkeligt. På ødelagte ( ja dette er et plat dobbeltbillede) fødder har jeg taget de her skridt. Med hjælp men uden nogen der kæmpede kamp for mig som jeg skulle kæmpe. Mit eget, mit dyrebare.
Jeg kunne synge en hel sang med den følelse i hjertet. Nynne you cant take that away from me og lignende og jeg burde ønske at sove, men svælger i śødmen endnu. Hvad er søvn overfor hjertets jubel? :)
fredag den 4. maj 2012
grinding basisevner
Puha jeg er rasløs i min selvvalgte fodlænke. Træningen er super givende og jeg føler mig virkeligt på rette spor i min selvfokusering og passen på min nye følsomhed, men jeg aner virkeligt ikke hvordan jeg får løst de problemer der opstår, når jeg ikke længere kan bruge mine gamle hyper-extroverte metoder til at håndtere stress og rastløshed. Måske er det derfor jeg har det mærkeligt med at skulle holde min fødselsdag på næste lørdag? at jeg egentligt ikke ved, hvem det er folk kommer for at fejre, eller om hun kommer til at være der. Altså...fordi jeg er igang med endnu en krise hvor jeg rydder op og finder ud af hvad jeg gemmer under skidtet. Fra extrovert til introvert føles ligenu som det særeste venden-hjem skift ever. Eller hvad det nu er...Måske er det bare noget der er vokset til med behov for at vælge fra som en vanvittig i de her dage. Det er noget spøjst kløjs
onsdag den 11. april 2012
to dage til 30
og alt er af helvedet til...
Jeg får at vide af min fys, at det ikke er min skyld at jeg er i stykker i armen. Det er almindelig menneskelig natur at reagere frem for at være proaktiv og på dette punkt er jeg tilsyneladende ulideligt menneskelig.
Det er heller ikke min skyld at jeg har forstuvet foden.
Ej heller at jeg er blevet hoste-og-feber syg.
Men måske ér det min skyld, at jeg er så ubrugelig at denne omgang eksamner står og falder på et tidspunkt hvor det nærmest er for sent for mig at gøre andet. Og hvor alle de her syg og dårligdomme kan ødelægge enhver rest af selvtillid. Endda begynde at gnave på mit selvværd.
Jeg var så klar til at træde over tredivetærsklen med oprejst pande...men nu kan jeg i skrivende stund ikke se mig gøre andet end at slæbe mig over på en skamfyldt ubrugelig mave.
Jeg får at vide af min fys, at det ikke er min skyld at jeg er i stykker i armen. Det er almindelig menneskelig natur at reagere frem for at være proaktiv og på dette punkt er jeg tilsyneladende ulideligt menneskelig.
Det er heller ikke min skyld at jeg har forstuvet foden.
Ej heller at jeg er blevet hoste-og-feber syg.
Men måske ér det min skyld, at jeg er så ubrugelig at denne omgang eksamner står og falder på et tidspunkt hvor det nærmest er for sent for mig at gøre andet. Og hvor alle de her syg og dårligdomme kan ødelægge enhver rest af selvtillid. Endda begynde at gnave på mit selvværd.
Jeg var så klar til at træde over tredivetærsklen med oprejst pande...men nu kan jeg i skrivende stund ikke se mig gøre andet end at slæbe mig over på en skamfyldt ubrugelig mave.
torsdag den 22. marts 2012
kan man tænde bål med en gnist?
eller = hvor meget brændsel skal der til før at der tændes flammer? :p
Det er forår og ting foregår. Der er ikke tydeligt hvad der er betydeligt men mavefornemmelsen ( sund fornuft?) har en holdning og den er skeptisk. Det er vidst et generelt karaktertræk ved min omgang med verden nu, men alligevel er det vel bare som det er.
Eller skal der bare spilles hårdere boldt? Skal der flås i nogle forventninger og spilles højt spil med helheden? Er der et muligt forløb derude hvor at alting passer til mit hjertes beat, eller skal jeg leve med min skæve rytme og tage hvad der ligger tilgængeligt?
well... ligemeget hvad må det vel ske en dag? Fernet branca og rosés lime og så noget roligt lytten til monicakomposition (musik eller virkelighedsforståelse?) og så sove i solen.
-----------------
Sikke en masse historier jeg ud over det får fortalt. Altså...Månedens tema har været " høj selvtillid / høj selvsikkerhed" og jeg har fortællingskonstrueret mig over i høj selvtillids kategorien...Men...og jo...men også men altså...Det er stadigvæk når mit univers såen skal sameksistere med andres at det er mere komplekst end en markør på en måling. Altså..for jeg fortaber mig hurtigt i bastante personligheders selskab.
Er det noget jeg kan ændre? eller skal jeg overhoved det? Er det naiivt at forstille mig, at jeg kan have et liv som nu, hvor jeg er omgevet af pladsgivende og inkluderende universer? Er det fjollet at tænke på en gnist som ikke er det? Tænker jeg kun på den gnist fordi jeg har et menneskeformet hul i min verden?
well... så længe jeg ikke bliver virvlet ind i for langvarige omgange universinvasion, så kan jeg om ikke andet altid vende tilbage hertil og finde grounding. - husk at det er god at bruge den her tid på at sortere og notere. Det har ikke fejlet endnu.
Jeg har lige en princessebattle i mit hoved. Den ene side siger " eventyret kommer" og den anden holder på " måske...måske kommer det og måske ikke" ...
Hvornår ved man om det er noget man skal rode sig ud i? Huskerådet siger "når man ikke kan lade være"...men inkluderer det også nødvendighed, tilbøjelighed og utålmodighed som dyder i sin beregning? Jeg mangler statistisk data på mine livsvejledende ordsprog!
og hvordan fanden skal jeg håndterer min indre trodsabe? Når jeg siger " nah de ting du går og roder med er noget fjol" så hopper den op og råber "modsat modsat" og det samme den anden vej rundt. Forvirrende forrygte overtænkning! Ja - det må være løsningen. Tilbage til afvisningen af overtænkning og holde fast i Light (tm) go with the flow...
For jeg er bange for aktivt at søge at handle noget ind i livet, som viser sig at være uønsket. Bange for at kæmpe eller konkurrere for noget, som jeg så ikke ville have når det kom til stykket. Som endte med at tage noget jeg ikke kunne undvære. - Av hjertet er på vagt og vil ikke slås på igen.
Kan det håndteres med light? Hmm...
Det er forår og ting foregår. Der er ikke tydeligt hvad der er betydeligt men mavefornemmelsen ( sund fornuft?) har en holdning og den er skeptisk. Det er vidst et generelt karaktertræk ved min omgang med verden nu, men alligevel er det vel bare som det er.
Eller skal der bare spilles hårdere boldt? Skal der flås i nogle forventninger og spilles højt spil med helheden? Er der et muligt forløb derude hvor at alting passer til mit hjertes beat, eller skal jeg leve med min skæve rytme og tage hvad der ligger tilgængeligt?
well... ligemeget hvad må det vel ske en dag? Fernet branca og rosés lime og så noget roligt lytten til monicakomposition (musik eller virkelighedsforståelse?) og så sove i solen.
-----------------
Sikke en masse historier jeg ud over det får fortalt. Altså...Månedens tema har været " høj selvtillid / høj selvsikkerhed" og jeg har fortællingskonstrueret mig over i høj selvtillids kategorien...Men...og jo...men også men altså...Det er stadigvæk når mit univers såen skal sameksistere med andres at det er mere komplekst end en markør på en måling. Altså..for jeg fortaber mig hurtigt i bastante personligheders selskab.
Er det noget jeg kan ændre? eller skal jeg overhoved det? Er det naiivt at forstille mig, at jeg kan have et liv som nu, hvor jeg er omgevet af pladsgivende og inkluderende universer? Er det fjollet at tænke på en gnist som ikke er det? Tænker jeg kun på den gnist fordi jeg har et menneskeformet hul i min verden?
well... så længe jeg ikke bliver virvlet ind i for langvarige omgange universinvasion, så kan jeg om ikke andet altid vende tilbage hertil og finde grounding. - husk at det er god at bruge den her tid på at sortere og notere. Det har ikke fejlet endnu.
Jeg har lige en princessebattle i mit hoved. Den ene side siger " eventyret kommer" og den anden holder på " måske...måske kommer det og måske ikke" ...
Hvornår ved man om det er noget man skal rode sig ud i? Huskerådet siger "når man ikke kan lade være"...men inkluderer det også nødvendighed, tilbøjelighed og utålmodighed som dyder i sin beregning? Jeg mangler statistisk data på mine livsvejledende ordsprog!
og hvordan fanden skal jeg håndterer min indre trodsabe? Når jeg siger " nah de ting du går og roder med er noget fjol" så hopper den op og råber "modsat modsat" og det samme den anden vej rundt. Forvirrende forrygte overtænkning! Ja - det må være løsningen. Tilbage til afvisningen af overtænkning og holde fast i Light (tm) go with the flow...
For jeg er bange for aktivt at søge at handle noget ind i livet, som viser sig at være uønsket. Bange for at kæmpe eller konkurrere for noget, som jeg så ikke ville have når det kom til stykket. Som endte med at tage noget jeg ikke kunne undvære. - Av hjertet er på vagt og vil ikke slås på igen.
Kan det håndteres med light? Hmm...
tirsdag den 20. marts 2012
En hård landing
Måske flyder jeg ikke længere rastløs rundt på havet? Måske er jeg på fast grund uden kompas og kort. Måske er det strand jeg mærker imellem mine tæer og havet der søger at trække mig tilbage. Søger at trække sandet med sig og fjerne fodfæste hver gang jeg står stille. Bevægelse er nødvendigt men hæmmet.
Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.
Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.
Jeg er først ved at forstå omfanget af handikap min skade har medført. Ikke så meget funderet i de små handlinger det heletiden hindrer, men i energien det trækker ud af hjertet og fligerne det slår af selvfølelsen.
Der er i skrivende stund en liste af ting, som burde gøres for at opretholde den, men som er uoverskuelige opgaver i forhold til smerten og frustrationen det medfører. Det er fucked op. Jeg møder allerede " er det stadigvæk slemt" kommentarer og processen står til at vare måske op til et halvt år! Jeg ville ønske armen kunne være i slynge eller gips- for ren og skær signalværdi.
Og at jeg ikke kan gøre hovedrent og at jeg ikke kan lægge tøj sammen giver mig lyst til at skrige dagligt. Skrige eller smide mit tøj ud og blive posedame. Og det er så pisse fucking svært at motivere til idiotisk skolearbejde oveni det pis. Det er ikke en funky solskinsbedækket tropestrand jeg er landet på. Det er vadehavet i gråvejr og jeg skal slæbe hele min tømmerflåde med ind til livet centimeter for centimeter med regnen i ansigtet og havet der trækker bagud. Havet der griber fat i flåden og lokker med formålsløs flyden rundt. Der lover smertefri ansvarsløshed i meningsløsheden.
Jeg søgte aktivt ind til land, men selvfølgelig skal det ikke være nemt. Selvfølgelig skal det være så¨pisse besværligt og kræve mere selvmotivation end jeg føler jeg kan mønstre i øjeblikket. For egentligt vil jeg bare vaske gulv! Dét er den simple, ærlige længsel i mit hjerte. At få gjort den rengøring færdig jeg startede og måtte stoppe pgr øvarmen. Det er crazy- jeg får lyst til at tude ved tanken. En gang imellem er det man ønsker sig ikke det mest dramatiske. Jeg vil bare gerne være en lærerstuderende med en ren lejlighed og en velfungerende computer lige i øjeblikket, så jeg kunne finde overskud til at lave min genoptræning og tage mig af resten. Fuck altså.
søndag den 11. marts 2012
et hjerte der svulmer af stolthed
Jeg har præsteret idag. Mere endda end jeg stillede af krav til mig selv og jeg er stolt som en pave. Jeg har lært, læst og forberedt og har fundet metoden, knækket nødden, sat en kryds på kortet og langt en rute med forståelse for egen formåen. De sidste to timer har jeg været flyvende på forvandlingsstøv.
Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.
Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.
Den her metode kan jeg. Det her kan jeg magte. Det kræver ikke nye evner eller handikappede kropsdele - det kræver at jeg gør det jeg har gjort idag. Ergo er det muligt.
Den her udvikling har været lidt på vej, der sker noget med mig i øjeblikket.
Det er somom jeg ikke har noget at give ud af, af mig selv altså. Ikke noget at dele, ikke noget at byde andre på. Jeg har i den sidste uge haft de sætninger i hoved og prøvet at indkredse om det var sygdom eller ulykkelighed der gav denne tillukkede oplevelse. Men nu tænker jeg, at det er fordi der skal forvandles og der ikke er overskudsenergi eller mig nok til overs. Fordi noget af det mig bare er rester og ikke en del af det der er i støbeskeen. Noget vil flyde ud over kanten og aldrig vende tilbage.
onsdag den 29. februar 2012
Solskin og minder ud af det blå
Det er en af de første forårsdage og solen varmer. Jeg kunne gå til metrostationen og hente ham jeg skulle spille klaver for, med åben jakke og følelsen af solstråler på kinden.
Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid. Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.
Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.
Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.
Det har været en fantastisk dag indtil da, med en opstartssamtale med en fys-terapeut som virker og som giver mig håb for min arm og for min fremtid. Det er derfor det kom som et komplet chock, da jeg pludselig husker en dag sommerdag for ihverttilfælde to år siden. Hvor Tobias skulle besøge mig og vi havde aftalt at han bare skulle komme herhjem, men jeg var alt for spændt, lykkelig, nervøs og fyldt med sommerfugle og derfor rykkede tættere og tættere på lufthavnen i ren og skær iver efter af se ham og rastløshed over ventetiden. Så står jeg der i den mærkelige børnelegepladsmellemstykkevejbumpsting her på vejen til metroen og kan mærke mig selv sidde i min blå rikkekjole og nyde solen og mit hjertes flitren. Nostalgisk og uventet med en bittersød, ambivalent og i det hele taget på alle måder blandet følelse. For jeg kunne mærke mindet om lykken alt imens jeg mærkede min reaktion på mindet.
Ligenu er livet i bevægelse og det er dejligt men jeg er også træt. Jeg bliver udmattet af at det hele drejer. Jeg mangler lidt min Tardis for at føle mig rigtigt som den doktor jeg er og jeg er viklet ind i lidt ting som jeg egentligt ikke kan rumme...Men jeg føler mig heller ikke helt ovenpå nok til, at have energi til at lære at sige fra.
Det skide irriterende at blive bøllet! Det er vidst virkeligt det jeg føler i min problemsituation og jeg hader at skulle gøre noget ved det. Vedkommende der småtrumler ind i arbejde gør det jo ikke i ond mening. Det er bare problemet, at den empati jeg søger at udvise for ham ikke bliver gengældt. Jeg får lyst til at lyve mig ud af det. Det hader jeg. Både at gøre og at det er min default i den her situation.
Nu er der sendt en besked med et "nej tak" anbefalet af skøn veninde. Nu håber jeg, at verden ikke springer i luften som jeg frygter.
onsdag den 1. februar 2012
intet kompas
Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.
Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.
jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.
Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.
Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...
Jeg er bare så utroligt træt
Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.
jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.
Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.
Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...
Jeg er bare så utroligt træt
onsdag den 25. januar 2012
Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd
Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.
Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.
Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.
Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.
Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...
Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!
Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.
Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.
Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.
Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.
Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...
Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!
Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.
Abonner på:
Opslag (Atom)