og velkendte mønstre spinder sig rundt om tankerne. Ny skole = alt er i flux og jeg er træt og stresset - intet nyt der.
Men jeg spotter også en anden trend i en helt anden ende af mit liv. En gammel frygthandling som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved.
Mit hjerte længes og jeg holder det helt ind til kroppen. Helt tæt og helt tavst for at skåne det for de horrible ting jeg synes at vide vil ske imod det.
Samtidigt skal jeg høre på det i en uendelighed og dets naturlige godhjertethed bliver samtidigt til skinsyge der, låst fast i sin tavshed.
Jeg burde måske gå på opsøgende jagt med hjertet i munden, men hvorfor gør jeg det ikke? er det bare tryghed og følelsen af det velkendte der holder mig fra, at handle? Jeg er så bange...så utroligt bange for mængden af medlidende afvisninger....Ja...det er nok en af mine største frygt. Medlidenhed...puha...hmm....Den må jeg lige tygge på.
Er det fordi jeg har set modtagerens ansigt i sådan en afvisning så tit? er det fordi jeg selv har prøvet dem? Er det fordi jeg forestiller mig uendelige nætter med triste tanker og spor af den andens lykkelige ligegyldighed. Er det fordi dét at jeg føler for nogen, gør dem skæbnebestemte til at finde lykken med en anden?
Selvmedlidenheden blomstrer i mine følelsers mødding og jeg lader mig holde tilbage af angst. Det må skuda være en klassisk combo om noget.
Jeg må læse noget klogt om det her. Det er da klart noget alle andre har regnet ud...nå nej...dammit. Hmm.... Prøv noget nyt for at opleve noget nyt? Jeg kender det her angstfængsel så ulideligt godt...Men hvad ville alternativet være? og vil jeg hade mig selv for ikke at lytte til bekymringen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar