Her er dejligt roligt, mørkt og stille... Det er jeg begyndt at nyde en helt mærrasse. Roen i soveværelset og varm dynetryghed.
Men jeg ligger her og er ængstelig. Ikke meget men heletiden i øjeblikket. Ængstelig og fyldt med ønsker som jeg burde sluge...burde holde inde og gøre en massiv indsats for at glemme. Fordi jeg jo egentligt mener, at de holder mig fra at være i nuet og fra at være lykkelig i nuet. At det holder mig fra autentisk liv...Men jeg kan ikke ryste dem af mig. Holdene mine veninders nyfødte tæt til kroppen og være fyldt med higen er så smertefuldt i en situation, hvor jeg burde være fyldt med lykke på deres vegne.
En lille magisk pige, som en dag ville blive voksen, sidder et sted i fantasiens verden og venter på at jeg finder nøglen. Og jeg kan mærke en rædsel ligge lige under overfladen i de her dage. En tiltagende panik ved tanken om en tilfældig ulykke, en sygdom...en eller anden dum fejl som kunne tage muligheden fra mig. you covet what you see, sagde hannibal lector, og det er nok derfor det føles så akut ligenu. Somom jeg ikke opdagede at der ville være et ræs imod dette og at jeg stadigvæk leger rundt imens alle andre får levet en drøm jeg også er fyldt af. Pludselig var jeg 30 og pludselig var de år jeg har spildt virkeligt vigtige og kunne være brugt på at blive en faktor i dette store spil omkring forhold, udfoldelse og familie.
Men jeg er her alene i mørket. Omgevet af fantasifødte muligheder og angsten for, at de aldrig kommer til denne virkelighed. Det var slemt nok at frygte, aldrig at finde en favn at hvile i igen...men dette er værre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar