Som et forsøg på en rituel regn(af lykke)dans så skurer jeg hjørner og sprækker der ikke har set vand eller blevet set af menneskeøjne siden før jeg flyttede ind. Som længselsfyldte rubinskosklik slår jeg snavs løs og optimerer indretning. Som om jeg derigennem opfører en dæmning mod den tristhed jeg har været halvfyldt af i flere uger, men deri ligger det en stille angst for at stoppe og se på sprækkerne. Frygt for at revnerne springer op og følelsen af ulykkelighed overvælder mig.
og så kom der et besøg fra vulkanøen og gav en dosis pep og samhørighed. Ville dog ønske det kom i flasker som kunne stå på lager...dog er dagen vendt fra frustration til dejlighed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar