Lange træk og manglende afslutninger. Samt den interste mest i stykkker voksenbarnslængsel.

Jeg er så frygteligt træt. Projekter der har stået på i evigheder- såsom kørekort- bliver ved og ved ude af min kontrol. Prøverne er svære at få og opretholdelsen af kørekompetencen er dyr når nu det bare er ventetid. Og jeg har ikke pep de her dage til, bare at tænke at jeg bliver bedre og det er ok i længden. Ikke når det er dyrt og stopper andre eventyr fra at starte.

Job og jobskifte går forhåbentligvist i orden, men tanken om nyt arbejde er også bare tungt og krævende. Endnu et længere projekt uden min indflydelse. 

Men det der er det sværeste er, hvordan det vækker en af mine yngste og mest desperate drømme om at komme væk. Om at blive reddet. Om at én der elsker og ser mig tager mig væk fra det svære og gør det godt igen. Gør det til at være i. Til at overleve. 

Det er blandet sammen til noget værre rod indeni mig, fordi de eneste eksempler jeg så på det i fiktion var 'dette er ikke dine rigtige forældre' (hvilket mine meget åbenlyst ér) og så at blive reddet af prinsen, af helten, af den rige gentleman eller den rige broken guy eller hvad det nu er. Og når jeg er mest presset så vil jeg væk og reddes. Det er trist og svært for folk tæt på mig. Det er meget forståeligt med mit tidlige liv taget i betragtning, men ja. 

Og så skal jeg være den voksne der møder det indre barn og prøver at gøre det for barnet som ikke blev gjort, men jeg har ikke mulighederne ligenu. Jeg prøver. Jeg prøver at få kørekort og bil så der er mere frihed og eventyr og muligheder, men det kan ikke presses hurtigere end det kan. Jeg prøver at skifte job så der kommer mere udfordring og mening. Men det er tungt og svært. Jeg kan prøve at se mig selv og møde mig selv, men det er ikke nok. Det er ikke nok når mobningen og truslerne og ensomheden og meningsløsheden fra barndommen er så stor. Jeg er træt og utilstrækkelig :-/

konfliktsky hakkedrenge hakker ængstelige mig i små arbejdsstykker...

 Jeg er virkeligt træt og træt af at være ængstelig. Bange og baldret i bærget af faktiske og usynlige bøh-mænd.

Mine kollegaer var bange for at jeg havde glemt at det var mig der stod for morgenmaden så derfor sladrede og stressede de løs det sidste døgn uden at snakke med mig. Den ene kollega jeg havde aftalt skulle hjælpe mig, sagde det til mig da vi var ude og købe ind i morges. 

og så skulle der snakkes casually om vold mod børn som rimelig afstraffelse. Kun én sagde dog han havde slået sine børn, de andre snakkede om hvordan de fik tæv og hvorfor dét eller hint var sjovt. 
Jeg undlod at holde på nogen som helst stemning og sagde jeg havde været afløb for min fars temperement. Der er ikke noget retfærdigt eller forståeligt over at slå på børn. 

Derefter er der endnu en situation ude i et forløb med at teste auditorier hvor jeg er væk og vender tilbage til den, ellers ret fornuftige, af mine kollegaer og spørger om han har startet det auditorie op han sagde han ville starte op da jeg forlod ham. Hans syrlige ' Nej - og det vidste du jo godt!' var kirsebærret på toppen af kollegiale interaktioner idag. Jeg er så træt. Han snakkede videre med leverandør og så fik jeg hans opmærksomhed igen og sagde 'B - jeg ved det ikke når jeg spørger.' og så blev det til et ' jeg har virkeligt meget i hovedet' fra hans side af. Han kommer med dem engang imellem, altså de her anklager om at jeg skulle være passivt agressiv eller hvad det nu er. Han tror tilsyneladende ikke på min oprigtighed eller hvad det nu er. Jeg vil bare gerne vide hvad der foregår! Jeg spørger når jeg skal forstå ting. Når jeg skal bruge fucking information. - Medmindre det er kattefyrens 'boligindretning via adhd' - så kan det ske jeg spørger fordi jeg ikke forstår hvorfor i alverden nogen stiller en skammel på en skammel med en hat på eller whatever. Men det er privat ffs.

Så jeg trænger til weekend. Rigtigt meget. Jeg vil gerne have fri i hoved og put og dyner og varmen og måske et karbad. Måske noget slow-cooked umami-mad. Og sove. 

Jeg er blevet ret opmærksom på hvor træt den her ængstelighed gør mig. Min kæbe er anspændt og mit hoved tungt. Min evne til at sortere i hvad der føles ængsteligt eller ej er også væk når jeg er træt. 
Kattefyren havde en hård dag på et gig igår og jeg er bekymret og pylret men er ængsteligheden ikke bare blødt over i det? Nysvensken er på get-away og min compersion er mudret af forsyningsangst. Ængsteligt ængstning. Træt. Træt trætterat. 

Endnu en slags pause

 En af de første rigtigt såen sommernedlukkede dage på job. Langt størstedelen er på ferie og det er varmt og dødt. Det er ikke forfærdeligt og det er jo sådan at nogen må være på beredskabsvagt herude og det er i dette tilfælde mig og T indtil han også går på ferie på torsdag. Derefter er det vidst mig solo torsdag med en enkelt der vender tilbage om fredagen. 

Tiden på arbejde går med arbejdstanker og tidsfordriv og enkelte faktiske handlinger at gøre. 

Jeg har brug for at bearbejde ting på skrift igen tror jeg. Det skal ned og rundt og op igen og ud. Og måske nok endda ud og ned på skrift før det kommer rundt i hoved igen. 

Jeg har fundet ud af at jeg helt har haft fortrængt at kattefyren truede selvmord lige før jeg skulle til jobsamtale her. At det faktisk var en kæmpe heftig situation og at A hun talte mig igennem det da jeg ringede fordi han ikke ville/kunne gøre det godt igen inden jeg skulle til samtale. Det er rimeligt vildt at jeg ikke virkede som en kæmpe nervøs vanvidsperson da jeg dukkede op til samtalen.

Anyways - det der freaker mig ud er at jeg helt har glemt det. Helt. Indtil han bragte det på banen i en anden sammenhæng. Det freaker mig ud at den mekanisme er indbygget i mit hoved. At jeg helt kan skubbe det ud og aldrig huske det af mig selv. 

Det er jeg helt overbevist om at jeg har fået indbygget hjemme hos mine forældre. Der er en vekselvirkning jeg husker imellem trusler/vold og vrede og så at skulle få det vissevasset/talt ned/gaslightet fra min mor og at alle havde en forventning om at jeg skulle finde tilbage til at opføre mig så hvad end de havde af planer ikke fortsat blev afbrudt af al mit 'hysteri' aka al min reageren. Al min nægten at lade dem normalisere det. 

Det lykkedes dem jo i høj grad at normalisere de ting, men ikke nok til at jeg ikke kunne komme ud af det med tiden i det mindste. 

Jeg tænker jeg må finde en psykolog der bor nogenlunde belejligt, men det gør ondt at skulle bruge penge på at rydde mere af deres lort ud. Rydde mere op efter mennesker der er stolte af ikke at ville efterlade noget til de børn de selv har sat i verden. Det synes jeg er mega ulækkert. Altså at efterlade regning til folk man selv har inviteret. Jeg tror ikke jeg kender nogen forældre (altså på min alder) der har samme ambition. 'Hvis der er noget tilbage når vi dør, så har vi gjort det forkert' sagde de med stolthed. 

Jeg håber at nå til et punkt hvor jeg faktisk kan sige 'fred være med det' og ikke bare ' nåh ok det må så være normalt' som jeg først troede, og hvad jeg føler nu, som er foragt. Det gider jeg ikke bære rundt på i længden, men det kommer jo nok til at tage lidt tid. Det er virkeligt noget selvretfærdigt bras mine forældre bryster sig af. Der hvor jeg sidder ligenu, så er jeg ikke længere afhængig af dem og derfor ikke nød til at udglatte og mediere de ting jeg ikke kan lide. Det har vel taget rimeligt lang tid, men det er som det er nu. Jeg tager en tiltrængt pause. Hvis de går hen og dør i mellemtiden, jamen så kan de jo få en del af deres ønsker opfyldt ifht ikke at efterlade noget - ejheller sympati. 

Al x-faktor men ingen ambition...

Et møde med en rimeligt passioneret dokumentarfilmmager i går ( min første tinderdate) har efterladt mig spekulerende. For første gang i lang tid har den spekuleren gevet mig behov for at blogge.

Det er somom jeg er lukket ned i forhold til min lyst til at dele ellers. Det er somom jeg har afmeldt invitationen til at se ind i mig. Dette virker ikke somom det bunder i en skam over mig selv...men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det så skulle være...

Det er noget af min spekuleren. Hvorfor faen jeg ikke har det samme behov som førnævnte dokumentarist når det kommer til en trang eller lyst til at udtrykke mig. Til at sende noget ud og få reaktion og anderkendelse...til at bruge noget af al den kærlighed og evne jeg har til kunst, til at interagere med verden...

og jeg har en mistanke om, at det er for mange slag der har gjort det. Det virker somom andre mennesker higer efter at sende ting ud i verden. Jeg antager det er fordi de generelt får en positiv respons. Fordi de får et eller andet positivt ud af det.
Det er ikke min oplevelse. Altså...ihverttilfælde ikke i sådan en grad, at det opvejer for den ekstreme ubehag jeg oplever ved processen. Angst, selvobservans...alt det gøgl...

Det er noget der er strikket anderledes sammen inde i mig. Noget der gør at jeg driver med min musik kun baseret på lyst og at den lyst er funderet i kærlighed til musik og nysgerrighed, samt en dannelsestanke. Det er sundt for sindet og for ens væsen at være passioneret omkring noget.
Men den passion er altid vendt indad. Ingen trang til scenen alene. Min længsel for andre i musik er nærmest altid i konteksten af samspil. Til nød i specifikke sammenhænge kan det være at optræde med humoristisk musik, men tanken om at skulle lave humor alene er heller ikke attraktiv.

Modet synker i brystet på mig ved tanken om faktisk at skulle gøre det og lysten fordamper som dug på varm asfalt.

Jeg føler ikke at jeg har noget at sige til nogen som alligevel ville lytte. Hvad jeg skriver af tanker og ideer, forventer jeg vil blive skamskudt og hånet. Hvad end jeg ville kunne bidrage til en debat, forventer jeg bliver afbrud og dissekeret af ondsindede modstandere.

Min utilpassethed, min livshistorie, min passion for ord og lyd og leg burde ellers gøre mig til en oplagt kandidat. Hvis ikke andet, så skulle min skæve livsbane have gevet mig dén gave som biprodukt. At jeg ville kunne gøre en eller anden levevej ud af dét, men det er ikke tilfældet. Så jeg er bare utilpasset og uattraktiv for det mundæne arbejdsmarked. Det er dér de her ting kæder sammen i min generelle følelse af jobsøgningsfiasko og sårede naivitet....ja...

Jeg er nok en del af de 10% mindst ambitiøse folk i dette lands hovedstad :o men jeg har det somom min ambition ikke altid var i stykker. Dette knytter sig klart til noget opgivende omnipotent impotens, men der er også noget personligt og ikke-generationelt over min manglende gejst. Der hvor jeg sidder nu, er det blandt andet også en reaktion på min manglende evne til at realisere drømme. Min manglende evne til selvstændigt at manifestere skæbne og så videre.

Handler det om min stemme? det føles ikke sådan...men det er jo det almene udtryk for det. Men i skrivende stund er det her en knude jeg kan sætte fingeren på og som ihverttilfælde blokerer mig fra at lave noget gøgl for penge, som er mit eget gøgl. Det gør virkeligt kunstnerisk virke fuldstændigt uattraktivt, selvom den frihed det kunne bringe er nøjagtigt det modsatte. - to dage uden søvn nu og de her tanker føles stadigvæk ikke forløst. Trætheden plejer at komme ved forløsning. Det her trin er vidst bare identifikation.

Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)