onsdag den 29. oktober 2014

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

torsdag den 23. oktober 2014

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....

onsdag den 8. oktober 2014

Igår...da alting såen skete....

Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.

Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.

Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.

Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.

Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.

Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst-  for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.

Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.

Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.

Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.

Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.