Igår var dagen da jeg holdt mit første foredrag. Helt alene, for folk jeg ikke kendte ( udover 2 - viste det sig) og for rigtige voksenpenge.
Jeg vil måske gøre det igen. Jeg tror jeg kan, men det var hårdt at holde foredrag om historiefortælling og selvfortælling og stille mig så nøgen for fremmede. Mit materiale og mit liv og mine fejl og mit kaotiske og lettere tragiske livsforløb som omdrejningspunkt.
Igår var dagen jeg fik at vide at min far har parkinson.
Igår var dagen jeg græd og græd og dagen hvor jeg ønskede der var en gud, så jeg kunne sparke idioten til småstykker og hævne min dejlige far og beskytte ham.
Igår var dagen hvor jeg var med på besøg hos min søde kærestes syge far og mærkede hans fortvivlelse med, at møde et menneske han elsker, som virker til at have gevet op og bare overgive sig til sin frygt.
Igår var dagen hvor jeg besluttede mig for, at gå meget aggressivt efter, at komme videre med min bekæmpelse af min egen angst- for netop ikke at ende dér; i angsten når jeg er gammel og fyldt med ansvar.
Det var dagen hvor vi sammen fik hinanden til at hvile lidt mere i hinanden og fandt noget ro og legede og blev glade. Og hvor jeg græd lidt og hvor vi gjorde hinanden glad lidt igen. Sammen i vores samhøringhed.
Det var dagen hvor en lille bitte ting var ved at blive et eksplosivt skænderi, men hvor han greb ud efter mig og vi holdt om hinanden.
Jeg kan ikke forestille mig hvor ullykkelig jeg ville have været uden hjertet.
Det er ikke på nogen måde fejlfrit, men jeg er elsket af en jeg elsker og jeg tænker over det en masse...både med tænksomhed og kærlig taknemmelighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar