onsdag den 30. september 2009

Feels like 4 types of crap

Fuck mig...Fuck fuck fuck...Så jeg skal øjensynligt til eksamen i Ruskor...hurra...fordi jeg ikke kan sove Tadaaa! Fuck... jeg har lyst til at selvflaggelere...til at ministrangulerer eller fingerspids torturere...Det kan simpelthen ikke fucke op det her studie, - og jeg er allerede igang med at miste grebet. Fuck fuckedi fuck fuck fuck...

ligemeget hvor meget jeg prøver at pynte på skidtet, så bliver den stadigvæk ved med at være skidt. En prut med en sløjfe om...en lort med et flag i... Jeg er bare ikke velfungerende nok til at deltage i systemet...Til at kunne deltage, til at kunne bidrage, til at kunne fungere...

Og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre...Det er så svært at bruge hele dagen på at forberede søvn, at jeg ville miste min usindsyghed ved at prøve det som løsningen. Hver kop varmt skulle være overvåget. - der skulle indlægges meditation og fysisk aktivitet, sjæleransagning om eftermiddagen så den ikke kom om aftenen, kost uden ting der eventuelt forstyrrede...og intet af dét falder mig naturligt... Jeg ved ikke om jeg kan ændre mere på, hvordan jeg fungerer uden at skrige....skrige fuck fuck fuck fuck jer!

jeg skal til møde med psyk på fredag. Det spændende er, at de uden at høre på mine protester mener jeg er ved at være klappet og klar til samfundet. Selvom jeg bliver ved med at råbe vagt i gevær over søvnen. Men nu kommer den nye læge også med...og forhåbentligvis kan hun se det alvorlige i nætter som den jeg lige har haft...Og i, at jeg skal skal skal skal skal fucking skal klare det her...hvad skulle jeg ellers? blive hjemmegående hvidkåls-stuver? være månedens værste medarbejder i netto? stikke af til de varme lande og gro pot? blive den mest søsyge pirat på skibet?

og apropos lektier...så er dette stadie af selvhad bare super duper hurra til at motivere til at få lavet lektier :( jeg håber jeg kan få det til at virke inden i aften...øv...fuck...øv...

torsdag den 17. september 2009

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

 Det går simpelthen for stærkt det hele nu... Dét har jeg skrevet før, men denne gang er det forskelligt fra alt det andet, fordi det er gode ting. Fantastiske ting. Ting jeg har ventet på, ikke turde drømme om, længtes efter. 

Men jeg kan mærke mit hoved er ved at eksplodere og min krop stejler. Alt for mange indtryk og udtryk der skal ud. Alt for mange ting der skal tygges igennem. 

Alt for mange ting jeg gerne ville gøre...

Men jeg tror jeg strammer op. Fikser noget og finder på en løsning...om det så er at sige lidt fra til godhed og håber der ikke er hybrisstraf for den slags utaknemmelighed.

tirsdag den 1. september 2009

unfair odds...

Såh... Deadlinen for at få vendt min døgnrytme rundt hedder vel egentligt imorgen. Onsdag er der ting jeg skal fra klokken 09... Hvis jeg ingen planer havde ville jeg tage den store tunge, og først sove i morgen aften. Desværre skal jeg bruge min hjerne til musik halvsent, så jeg kan ikke tage den naturlige konsekvens af at holde mig vågen så længe...

Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende. 

Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor. 

Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk. 

Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....

Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...

Måske jeg skal skifte læge?  Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....

Jeg kan håbe at det ikke er sådan. 

Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?

Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...

endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder