Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende.
Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor.
Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk.
Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....
Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...
Måske jeg skal skifte læge? Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....
Jeg kan håbe at det ikke er sådan.
Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?
Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...
endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar