fredag den 29. februar 2008

Tilbage på kontanthjælpen...


Så er jeg tilbage til, at vende enhver udgift og tælle enhver mønt. Drømmen er egentligt at komme til Finlandia i slutningen af måneden, men jeg ved ikke om jeg kan få det til at løbe rundt. - Årstiderne abbonomentet ( den luksusting jeg har nydt den sidste måned) skal stilles i bero, og drukturene må stoppe så Stivemonica ikke bruger penge på mærkelige ting hun får lyst til på mærkelige tidspunkter.
....Kaffe drikkes hjemme og Fastaval bliver betalt via frivilligt arbejde og musik jeg skal spille for dem. Så måske går det. Måske skal jeg ud og flyve igen!

Jeg skal finde navnet på den trompetist jeg jammede med på sidste fastaval. Jeg håber at han vil komme og lave musik med mig på vallen. Trompet og piano er et match lavet i en helt speciel himmel for helt vidunderlige lydpar. Men jeg kan ikke huske hvad han hedder. Det er så dælen dulen typisk.

Så nu går den vilde trutterijagt...

( jeg ved det er plat, men en exit var nødvendig,....shyyys!)

torsdag den 28. februar 2008

autoritetstro rebel


Engang blev der sagt, at jeg var den første beboer i Paradoxalien. Og jeg har lige fundet et nyt et af slagsen...

Jeg prøver at folde min hjerne rundt om det imens jeg skriver, men det lyder nogenlunde som følger indtilvidere :

1.Jeg har næsten hele mit liv haft autoriteter til at fortælle mig, hvad konsekvensen skulle være af mine valg. - Ikke nødvendigvis hvad jeg umiddelbart skulle vælge - men meget stærkt indirekte.

2. De har ikke været gode til det.

Så resultatet er, at jeg har søgt råd og vejledning, og er blevet skubbet ud i alle mulige situationer, men det er generelt ikke været for mit eget bedste. Den skæve spejling spiller atter ind. Det har måske været det bedste for hvem de nu troede jeg var...men det bliver måske også en af mit livs store historier.

Men tricket er jo at jeg har fornemmet og erkendt det. Men indtil "det store skift" troede jeg at det var min skyld at det ikke virkede. - Med en eller anden form for dårlig samvittighed overfor dem der regerede mig.- Samtidig med, at der altid har været min væmelse ved at underkaste mig dårlige indput.

Det er drøn spændende at have alle de her autoritet/prægningstanker i forbindelse med dét at undervise. Kunsten at lære nogen noget, uden at forvolde en eller anden slags overgreb på dem er meget kompleks og en spændende tankesnack.

anywas....måske er det derfor jeg kan blive så trist ved tanken om, at der ikke er nogen der egentligt ved noget brugbart. Fordi jeg er præget med sådan en "vend dig til os når du skal overveje ting"...

Taget i betragtning af, at vi har en kulturmyte om, at det dyriske og primitive "jeg" skal undertrykkes for, at vi såen trancenderer, så er det egentlig utroligt hvormange af mine problemer der skal løses, ved at sætte = jeg isteden for noget andet bag ved lighedstegnet. Endnu et skønt småparadox...

-----------------------------------------

onsdag den 27. februar 2008

tornerose

Hvor er søvn fantastisk. Altså... Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med at sige, hurra jeg har sovet og det var dejligt. Hvor har jeg det skønt efter søvn.

Og i nat ramte jeg som sædvanligt min ulvetime.- og min hjerte var ekstra tungt pgr dagens tumult og tamtam.

Men da var det, at luften fyldte mine lunger og det dybeste suk undslap. Og alle følelserne af skyld og selvbebrejdelse, Alle krogene i stressen, alle de Normaliserede tvangstanker slap taget i mig, og jeg smilede og følte igen mig selv.

Fuck jantefjanteriet. Bare fordi det er godt nok til de fleste er det ikke godt nok til mig.
Bare fordi banaliteten ikke hiver tænderne ud på den næste, så er det altså tilfældet for mig.
Bare fordi jeg føler mig alene i det jeg, som jeg elsker selvom det er tabu, så betyder det ikke at det er mit jeg der er forkert på den.

Og det kan være, at det er banale tanker....Men det var en frelsende følelsesmæssig erkendelse.

Af alt det gøgl der foregår i øjeblikket, så er det dét øjeblik der kommer til at blive mit lillebitte fyrtårn i de kommende storme.

Hurra for, at jeg har skovlet endnu et læs lort væk fra min sjæl.

Metroplakat

Det er sq dejlig dejlig sjov!

03.34....

Hmm....så fik jeg mig en blog og en indre digital dialog igen.

Jeg tænkte det måske var på tide at se hvordan det står til. Såen se om der kommer nogle lyspunkter ud af at skrive en liste eller danne et overblik.

Men jeg kan ikke rigtig få mig til det. Somom det kun holder sig tålbart fordi jeg ikke har talt det hele sammen. Den samlede katastrofe mit liv måske er i øjeblikket.

Når jeg prøver at formulere tingene i deres totalitet, så bliver det så grumt.
Hvor kommer pengene til at komme fra?
Hvor kommer meningen og hverdagen til at bygge sig fra?
Hvad bliver jeg? Hvad bliver min uddannelse til?
Hvordan kan jeg noget, uden at kunne sove?
Er dette tilværelsen? Hvorfor så holde ved den?
Hvordan kan man eksistere uden ligesindede?
Hvordan kan man eksistere hvis de eneste ligesindede man finder koster mange mange penge i timen?
Hvordan kan jeg eksistere i det her unormaliserede hjerterum?

Hvor mange gange vil jeg skrive en liste som denne? Hvornår vil jeg vælge at holde op?

Jeg kan simpelthen ikke overskue perspektivet af, ikke at skulle tilbage på dark.

Jeg kan simpelthen ikke overskue at blive ført tilbage i favnen på dark, men ikke være kommet videre og ikke kunne sove, og derfor ikke kunne hædre mine lærere, min skole, tilliden og mulighederne, og skulle gennemleve at brænde min fantastiske mulighed.

Ak havde jeg vinger, langt bort ville jeg fly, langt bort og gemme mig i ørkenen.

Sikke en verden det ville være hvor der var svar og trøst.

Sikke en verden det ville være hvor et hjerte som mit kunne synge.

tirsdag den 26. februar 2008

Macho-monica

Altså! Hvor jeg hader mine dårlige "jeg havde mine teenage-år blandt ældre drenge" fucking machotendenser.
Hvor er jeg bragende træt af, at jeg bliver den feminine mandsling når jeg er utilpas! Jeg kunne have sagt " ja jeg snakker alt for meget når jeg er nervøs" men nej....næææh neeej....Jeg skulle absolut finde en eller anden mærkelig brovtende "øhm det er høfligt hvor jeg kommer fra, det der med at udfylde den pinlige tavshed!" åh min gud...Jeg tror jeg afgiver andenhåndsindtryk som en arrogant abe af en brovtedame.

Altså...

Hvilket er mega irriterende når det nu var såen noget der faktisk virkede som en date.
Og med en der viste sig at være sød.

Dammnn....

Jeg bør omsocialiseres. Altså. Hele den der følsomhedsting kan jeg slet ikke finde ud af at udvise endnu. Måske er det for tidligt at prøve. Det tror jeg godt det kunne være.
Der er alt for mange lag af mig som passer på mit stakkels våbenløse hjerte. Og mine stakkels våbenløse drømmevinger.
Jeg tror jeg vil for meget for tidligt.

Han var virkeligt sød og begavet, rolig og pæn og så sund at jeg følte mig malet som en kinesisk danserinde.

For brovteren hun kommer frem når hun skal passe på. Skal vogte så jeg ikke bliver ked af det mere end højest nødvendigt. " Jeg kan lægge arm, jeg kan spytte langt og jeg kan helt bestemt tæve dig i bordfodboldt"
....Så lad os ikke snakke om fortiden, om hvorfor jeg er hvor jeg er, om alt det der bringer tårer frem og æder drømmestøv. lad os lade somom jeg bare går på dark fordi. Lad os lade somom jeg bare bliver defensiv, pludrende, usammenhængende, usympatisk og mærkelig fordi det er sådan jeg er.

Det er ok.... Bare jeg ikke skal ynkes eller såres.

For jeg kán tæve dig hvem du end er. Jeg kan bare ikke heale og trøste mig selv. Så hellere gøgle det først.

Jeg ville dog ønske jeg var klar. Men om ikke andet, så nåede jeg at opleve, at en helt sund og rask dejlig gut kyssede mig uden at være væmmelig. Om ikke andet, så ved jeg at det kunne ske igen, måske på den anden side af stilheden. På den anden side af dette bjerg af lort du dumme verden smed på min barnesjæl.

Så det har vel været en god dag. Han tog en for holdet agtigt.

Uden at vide, at han sad der med en revalidant, ekscrazy, exhashparanoid vinterdepresiv dysfunktionel søvnproblematiker. En angstknude der kun lige er kommet over sit stressknæk. En samfundsbyrde. En mærkelig og aparte pige der altid har været asynkron. En pilletagende afstikker, en mærkling.

En dag kan det ske, at jeg kan finde ud af at fortælle mig selv til sådan en, uden at skræmme dem væk.

Måske er det foråret der gør, at jeg kan håbe.

Bloggen går fugl fønix

og genopstår herinde i sin nye og forbedrede form. Lad www.dmonique.blogbar.dk svæve i cyberspace sålænge den ønsker det. Lad den være vidne til al den galde og greis jeg har skrevet ud.

der er sket en masse siden jeg slap den sidste blog. Nogle af tingene har vendt vrangen ud, andre har genoptaget deres virke. Noget er der blevet kastet nyt lys over, og andet er saligt dødt og begravet.

....Og vinteren er overstået. Energien er tilbage. Alting indeni er begyndt at titte ud, og tingene virker ikke helt så meget som en kamp længere.
Smilet vender velvilligt rundt omkring mundvigene og ideerne springer problemerne over før de bliver til sten i ballonkurven.

Måske er den eneste forskel, at jeg tør at håbe om foråret...egentligt.
på alle måder er jeg vel stadigvæk den umodige løve fra The wizard of Oz.

Alt andet lige...så er jeg glad for, at jeg idag oplevede ting der gik mig nok på, til at jeg igen fik brug for en blog at pille navle i detalier på. - Mere om dét følger i næste indlæg.