Engang blev der sagt, at jeg var den første beboer i Paradoxalien. Og jeg har lige fundet et nyt et af slagsen...
Jeg prøver at folde min hjerne rundt om det imens jeg skriver, men det lyder nogenlunde som følger indtilvidere :
1.Jeg har næsten hele mit liv haft autoriteter til at fortælle mig, hvad konsekvensen skulle være af mine valg. - Ikke nødvendigvis hvad jeg umiddelbart skulle vælge - men meget stærkt indirekte.
2. De har ikke været gode til det.
Så resultatet er, at jeg har søgt råd og vejledning, og er blevet skubbet ud i alle mulige situationer, men det er generelt ikke været for mit eget bedste. Den skæve spejling spiller atter ind. Det har måske været det bedste for hvem de nu troede jeg var...men det bliver måske også en af mit livs store historier.
Men tricket er jo at jeg har fornemmet og erkendt det. Men indtil "det store skift" troede jeg at det var min skyld at det ikke virkede. - Med en eller anden form for dårlig samvittighed overfor dem der regerede mig.- Samtidig med, at der altid har været min væmelse ved at underkaste mig dårlige indput.
Det er drøn spændende at have alle de her autoritet/prægningstanker i forbindelse med dét at undervise. Kunsten at lære nogen noget, uden at forvolde en eller anden slags overgreb på dem er meget kompleks og en spændende tankesnack.
anywas....måske er det derfor jeg kan blive så trist ved tanken om, at der ikke er nogen der egentligt ved noget brugbart. Fordi jeg er præget med sådan en "vend dig til os når du skal overveje ting"...
Taget i betragtning af, at vi har en kulturmyte om, at det dyriske og primitive "jeg" skal undertrykkes for, at vi såen trancenderer, så er det egentlig utroligt hvormange af mine problemer der skal løses, ved at sætte = jeg isteden for noget andet bag ved lighedstegnet. Endnu et skønt småparadox...
-----------------------------------------
Ingen kommentarer:
Send en kommentar