Macho-monica

Altså! Hvor jeg hader mine dårlige "jeg havde mine teenage-år blandt ældre drenge" fucking machotendenser.
Hvor er jeg bragende træt af, at jeg bliver den feminine mandsling når jeg er utilpas! Jeg kunne have sagt " ja jeg snakker alt for meget når jeg er nervøs" men nej....næææh neeej....Jeg skulle absolut finde en eller anden mærkelig brovtende "øhm det er høfligt hvor jeg kommer fra, det der med at udfylde den pinlige tavshed!" åh min gud...Jeg tror jeg afgiver andenhåndsindtryk som en arrogant abe af en brovtedame.

Altså...

Hvilket er mega irriterende når det nu var såen noget der faktisk virkede som en date.
Og med en der viste sig at være sød.

Dammnn....

Jeg bør omsocialiseres. Altså. Hele den der følsomhedsting kan jeg slet ikke finde ud af at udvise endnu. Måske er det for tidligt at prøve. Det tror jeg godt det kunne være.
Der er alt for mange lag af mig som passer på mit stakkels våbenløse hjerte. Og mine stakkels våbenløse drømmevinger.
Jeg tror jeg vil for meget for tidligt.

Han var virkeligt sød og begavet, rolig og pæn og så sund at jeg følte mig malet som en kinesisk danserinde.

For brovteren hun kommer frem når hun skal passe på. Skal vogte så jeg ikke bliver ked af det mere end højest nødvendigt. " Jeg kan lægge arm, jeg kan spytte langt og jeg kan helt bestemt tæve dig i bordfodboldt"
....Så lad os ikke snakke om fortiden, om hvorfor jeg er hvor jeg er, om alt det der bringer tårer frem og æder drømmestøv. lad os lade somom jeg bare går på dark fordi. Lad os lade somom jeg bare bliver defensiv, pludrende, usammenhængende, usympatisk og mærkelig fordi det er sådan jeg er.

Det er ok.... Bare jeg ikke skal ynkes eller såres.

For jeg kán tæve dig hvem du end er. Jeg kan bare ikke heale og trøste mig selv. Så hellere gøgle det først.

Jeg ville dog ønske jeg var klar. Men om ikke andet, så nåede jeg at opleve, at en helt sund og rask dejlig gut kyssede mig uden at være væmmelig. Om ikke andet, så ved jeg at det kunne ske igen, måske på den anden side af stilheden. På den anden side af dette bjerg af lort du dumme verden smed på min barnesjæl.

Så det har vel været en god dag. Han tog en for holdet agtigt.

Uden at vide, at han sad der med en revalidant, ekscrazy, exhashparanoid vinterdepresiv dysfunktionel søvnproblematiker. En angstknude der kun lige er kommet over sit stressknæk. En samfundsbyrde. En mærkelig og aparte pige der altid har været asynkron. En pilletagende afstikker, en mærkling.

En dag kan det ske, at jeg kan finde ud af at fortælle mig selv til sådan en, uden at skræmme dem væk.

Måske er det foråret der gør, at jeg kan håbe.