Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.
Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...
Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.
I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.
Viser opslag med etiketten hjertesorg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjertesorg. Vis alle opslag
mandag den 23. januar 2017
søndag den 10. januar 2016
Rod i mit hoved? eller brug for at stilne noget...
Jeg er træt og har nærmest ferie. ihverttilfælde et åndehul imellem projektaflevering og eksamen på onsdag. Det er godt... Men det giver tilsyneladende også plads til igen at savne. Til at føle de to huller jeg i øjeblikket oplever i min sjæl. Dét ene, som er en følelse af afsavn...længsel efter en kæreste, dét er ved at hele. Rod i min lejlighed og uregelmæssige måltider uden skyld eller behov for at vise hensyn til en anden, er vidunderligt frigørende. Det er dejligt at være alene i det lige nu. Ikke at skulle tænke en anden ind eller tage hensyn til nogen...
Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....
Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?
Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...
Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?
Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?
Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?
Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...
Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...
Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...
Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...
Det begynder også at vække en spirende tilfredshed med ikke at have børn og måske aldrig at skulle have nogen. Ikke at have nogen man skal stå til ansvar overfor, er noget jeg oplever som meget befriende, for første gang i mange år....
Det andet er ham...Altså det andet hul...den anden følelse af afsavn. Det er hårdt at blive valgt fra og det er hårdt at jeg til syneladende stadigvæk håber at jeg er sværere at give slip på end som så...at jeg ville være klar til endnu en tur rundt i manegen, hvis han kom mig i møde...og at han nok ikke gør det...Det gør at jeg føler mig dum og underlegen...Afvist og umoden måske...Jeg ved det ikke helt. Det går overordnet set bedre, og jeg har fundet dokumentation for, at det ikke nytter at dvæle ved det...Men når jeg vågner ved lyde om morgenen, tænker jeg ofte at det er ham...Det er hårdt fordi det hiver i et håb som jeg vel må skulle give slip på?
Hvordan giver jeg slip på håb? Det spørgsmål har vidst været hos mig før...og det kommer vel tilbage. Det er så grundlæggende en drivkraft at håbe på fremtiden, bedre tider, udvikling, formål...
Det mikser sig sammen inde i hovedet på mig....Når jeg tænker ' giv håbet op...det er ok' og prøver at hvile i, at vi var vigtige for hinanden, så dukker spørgsmålet op 'Hvorfor svarede han så aldrig'...' hvordan kan han bare være ok med at give slip'...' hvordan kan det være så ligegyldigt for ham, at jeg blev ked af det og måtte sige fra'....?
Og hvorfor kan jeg ikke give slip på de spørgsmål? Når svarene antageligvist vil gøre ondt alligevel? Fordi jeg tror, at svarene ville sende ham hjem til mig igen? Fordi jeg har lyst til at have ondt? Hvorfor kan jeg ikke tro, det jeg nok alligevel ved?
Dét er knuden jeg stadigvæk lirker med. Jeg stadigvæk prøver at forstå.... Kan jeg bare slippe den? Kan jeg sige ' Det vil jeg aldrig vide?' Kan jeg gå så meget imod min egen nysgerrige natur?
Det føles somom det måske er dét jeg bare bliver nød til...
Måske jeg skal lægge det over i stakken af ubegribelige ting...Universets størrelse, hvad der var før der opstod tid...Hvad der er uden for vores univers grænser og så dét her...
Den stoiske ' sådan er det bare' og lade det glide igennem mig ved hver lejlighed som jeg kan. Sådan er det bare og jeg kan ikke forstå det og vil ikke bruge tid på at tænke over det eller tygge på det...Sådan er det bare...
Dybt suk og given slip....Trække vejret dybt og given slip... Endnu én - af utroligt mange- ting jeg ikke forstår...
søndag den 12. april 2015
Heartbeats
Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.
Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.
Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.
Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.
Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?
Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?
Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?
Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...
Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....
Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.
Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.
Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.
Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?
Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?
Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?
Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...
Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....
torsdag den 2. april 2015
jeg har ikke lyst til at stoppe...
med at elske dig...
Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...
Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.
Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.
Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?
Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?
Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.
Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.
Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.
Shit altså...Jeg prøver at forestille mig én her, der holder om mig og trøster mig i min tristhed. I den her nederen bæ af en aften....
En der er varm og kysser mig på skulderen og spørger til mine følelser, men samtidigt forstår mig. Men det gør mig bare trist. Pis altså. Jeg har ikke lyst til at det er en anden. Selvom jeg sagtens - tro mig - ganske sagtens kan forestille mig 2000 kvaliteter som det her menneske kunne have, som var bedre en dig. Selvom jeg kunne forestille mig en fantastisk trøstegiver, som var mulig i den her faktiske virkelighed og stadigvæk et skift opad...Så er jeg ligeglad...Jeg er trist og jeg savner dig...bare dig...
Jeg har lyst til at holde fast i den her kærlighed...Men ja...tænker jeg nu...det er vel tid til den stoiske løsning (tm) på ting som metafonica ikke vil acceptere: Sådan er dét. Bum. Basta. Sådan er det bare.
Jeg kan jo ikke gøre en skidt andet. - Kontakte dig igen og køre forfra i håb og ønsker og dumme mig med en direkte tur i længselsfængsel igen? Det tror jeg ikke.
Forfra med frygt, forfra med jalouxi og mindreværdsfølelse...forfra med selvkritik og hele tiden spejle sig i din mangel på kærlighed til mig? nej det er jo netop dét jeg ikke skal...Åh pis også...selvom jeg så nødigt vil slippe min kærlighed til dig...Hvorfor? åh sikke et spørgsmål at stille ud i verdnen...hvorfor vil du ikke have mit hjerte?
Vil jeg overhoved have svar på det spørgsmål? vil nogen?
Det korte af det lange er jo, at det er et ligegyldigt spørgsmål for udviklingen af min fremtid. Det er drøn vigtigt for mig og min stakkels kærlighed, selvforståelse og livsudvikling, men jeg har stillet det spørgsmål og fået et forsimplet og ( højst sansynligt) ret ureflekteret og små-sandt og forsimplet og ikke helt ærligt svar.
Og sådan må de så være. Bare fordi jeg vil have mere, er der ikke nødvendigvis mere at få.
Jeg vil gå igang med den stoiske bearbejdning! Når min impuls er, at holde fast i min kærlighed til dig, så svarer jeg: den er ugengæld og uønsket. Sådan er dét.
mandag den 23. marts 2015
Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...
Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...
Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.
Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...
Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...
Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.
En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...
Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...
Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.
Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...
Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...
Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.
En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...
Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...
fredag den 20. marts 2015
Savner dig i mellemrummene
Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...
Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.
Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...
Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...
Det har jeg kæmpet mig ud af nu...
Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...
Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...
jeg savner dig i mellemrummene...
Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.
Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...
Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...
Det har jeg kæmpet mig ud af nu...
Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...
Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...
jeg savner dig i mellemrummene...
mandag den 2. marts 2015
jeg kan ikke rumme det hele...
Christ... Så ligger jeg her i min fridags travlhed og er fyldt med bekymring for ham...Fuck altså...
I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...
Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:
Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.
Fuck altså :-(
Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...
Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(
Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?
hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....
Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...
Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(
Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(
I går afviste jeg, at der var stor chance for, at jeg ville finde grund til at være vred i den her sorg-process - selvom at folk påkaldte ' de 5 stadier af sorg' som et værktøj til at forudsige mine fremtidige reaktioner...I går så jeg det ikke som noget der ville ske, fordi jeg ikke kan finde vrede for ham, ikke rigtigt....det er ikke noget jeg har lyst til, for så skulle det være såen en vrede over at han ikke kan se hvor awesome jeg var og vi var...og det virker vulgært og idiotiskt...
Men jeg ligger nu og bliver vred over noget helt uventet:
Jeg ulmer over, at jeg fucking er fyldt med bekymring over hans velbefindende! over at jeg ikke kan bære hvis han er ked af det! Fuck altså...Jeg har tårer trillende ned af kinderne ved tanken om, at han skulle være ensom eller ked i det her...selvom det er fucking noget han fucking selv har valgt.
Fuck altså :-(
Lige nu kan jeg altså ikke rumme, at skulle rumme mit ønske om at han har det godt, samtidigt med, at jeg skal kunne acceptere at det ikke er med den kærlighed og i den fælles elskov som vi har delt, at det skulle kunne ske. Dér er der en smule respekt for mit eget ønske til hvad der skulle være og hvad der var. Men damn...Fuck altså...
Lige nu er jeg ulykkelig - ved tanken om at han måske er ulykkelig :(
Så er spørgsmålet - ville det være bedre hvis han bare var glad og tilfreds med situationen?
hmm.... Det er sikkert noget andet senere, men lige nu, selvom det gør ondt hele vejen i gennem mig, så ville det være bedre. Så ville det give mening i længden. Selvom det giver mig kvalme at tænke på, at han skulle være lettet, at han skulle være glad, at han skulle være heldig at slippe for mig....
Well...så ville det i det mindste gøre ham glad. Og så er det kun én af os der er miserable...og kun én af os der prøver at kæmpe sig til et følelsesløst sted...
Det er fucked op at elske nogen i den her situation. Fuck det er mærkeligt :(
Hvis jeg bliver vred, så tror jeg, at jeg bliver vred på mig selv over det her. Dumme mig, hvis blødende hjerte nu også bløder for ham...Jeg ville ønske at jeg virkeligt syntes at det var hans skyld...men det kan jeg ikke :( jeg vil bare gerne have han har det godt :(
fredag den 20. februar 2015
i grieve...
Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.
Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.
Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...
Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...
Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...
Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?
Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.
Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...
Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...
Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...
Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?
torsdag den 19. februar 2015
Så tomt og trist
I dag er det utroligt tomt og trist. Selvom det har været noget der er blevet skubbet på for længe, så har det sidste døgn eller to været ganske vidst.
Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....
For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?
Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...
men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...
Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...
Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...
Han ville have mig videre og jeg sagde til sidst ok og nu ligger jeg så her og tænker og prøver virkeligt...såen virkeligt at forstå hvad det betyder....
For lige nu betyder nutiden også, at det påvirker hvordan jeg ser fortiden. Hvordan de søde minder på en måde bliver mindre. Hvordan den ting, der til tider var umulig og kaotisk, til tider var så mild og sød, så fin og så særlig...men nu mest er noget, som bare ikke er mere...og som derfor måske aldrig var?
Jeg danser andre danse med nye mennesker. Tager imod flirt og komplimenter. Kigger tilbage og søger en genklang...et potentielt samspil...en fælles sang som kunne virvle op i luften og få mig til at føle mig let...
men...nu er jeg bare trist og ene...sikkert ikke ensom, men bare dén form for ubetydelig man nu engang er, når en del af ens hjerte ikke bliver båret af en anden...når der ikke er en anden der vil tage en for gevet i sit univers og ønsker at opretholde én, så man kan tages og gives til hinanden...
Nu er det bare mig idag. Mig og mine tanker og mine bøger og min musik. Mig og min kamp for at gøre lidt i verden og for at skubbe noget meningsfyldt med de rette hænder... Og alt er lidt gråt. Og alt er lidt fladt...
Jeg har spist chili som en vanvittig de sidste par døgn...Måske er det netop fordi alting er gråt og det er det eneste der kan sparke sig igennem fladheden og fadheden af det hele...eller også er det så simpelt fordi, at det var ham der lærte mig at lave det og spise det...To forskellige fortolkninger men reaktionen er sikkert på det samme...medmindre det er noget hormonelt...Det kan altid være noget hormonelt...
lørdag den 20. december 2014
At kalde til kamp
Først at falde...Derefter at slå sig...og så at kæmpe. Dét ville jeg ønske mig af dig. Det er det jeg drømmer om fra dig. Det er det jeg syntes at skimte, det hjerte jeg så banke, bag ved din sjæls persienner...den modighed der kunne blive én der kæmpede en dag.
Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...
Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.
Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?
Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...
Jeg er træt...
Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...
og at det ikke var nok...
Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...
Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...
Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...
Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.
Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?
Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...
Jeg er træt...
Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...
og at det ikke var nok...
Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...
Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...
mandag den 28. juli 2014
my hungry hungry heart....part 2?
Eller hvad det nu er. Jeg synes at have adresseret det her problem før i tidligere blog-posts...og med noget af det samme ordvalg. Eller jeg har skrevet en sang om det engang.
Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.
Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.
For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.
Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.
Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.
Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.
Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...
Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og elsket tror jeg...
Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.
En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.
Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan". Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.
Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.
- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.
Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.
Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.
Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.
Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.
Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...
Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke...
Jeg er ret bange for, at jeg er havnet i et ret så uoptimalt forhold. Ihverttilfælde et ret bipolart et af slagsen, hvor halvdelen virker skønt og mættende og den anden halvdel gør, at jeg græder ugentligt.
Internettets relativt store udbud af løsningsforslag er ret enige og ret gavmilde over for mig i forhold til diagnosen, da den grundlæggende konsensus er, at jeg er havet i favnen på en passivt-agressiv fyr. Dette har medført flere åbenbaringer og flere tårer samt nogle grundlæggende overvejelser om hele moletjavsen.
For det første er det utroligt, umådeligt, virkeligt tiltrængt og hjerteskærende lettende at få lidt (mere) medhold (vennerne har jo været enige med nettet et stykke tid) men altså...at få en mulighed for at sige " det sku ikke mig det dig!" når nu mit udgangspunkt altid er selvbebrejdelse, selvransagelse, selvudvikling og derefter selvgenopfindelse... Hvilket selvfølgelig er lige typen at sætte sammen med én, der som udgangspunkt er selvmedlidende, defensiv og lidt har som udgangpunkt, at der aldrig har været noget galt med ham og at det må være nogen andres skyld altid.
Hip hurra for en skyldfest jeg har kunne sovse rundt i.
Men... Der er er virkeligt vidunderlige ting sammen med ham. Der er unikke ting. Der er ting jeg savner som jeg sidder her og skriver.
Og....Well... Jeg har længtes...jeg har tørstet....jeg har vandret igennem en ørken for at være i kærlighed og jeg er meget uvillig til, at give slip på den nu jeg har fundet den.
Selvom den måske er i en bizzar størrelse...selvom den måske...well....selvom den måske ikke er super stor...
Det er ikke alting der bliver rummet i den her situation. Og måske er det ikke nok...Det er ikke sådan, at jeg ikke overhoved bliver omfavnet...det er ikke sådan at jeg overhoved ikke bliver genkendt og elsket tror jeg...
Men jeg bliver ikke mødt på halv-vejen...Jeg bliver halvdelen af tiden ikke rigtig gået i møde endda.
En af de beskrivelser der ramte plet, var det med, at han siger at " han ikke kan" når det ofte er " Ikke vil " som ikke ikke vil gøre indsatsen for at komme mig i møde, ikke vil gøre indsatsen for at ændre vane, ikke vil prøve at finde vejen igennem eller rundt om det der holder ham fra, at møde mig i en anmodning, hvor jeg i forvejen selv har reduceret det ned til det mindst mulige krav. - f.eks : Jeg kommer fra en " jeg elsker dig" sigende familie...Sigende, skrivende, chattende, sms'ende...anyway you can find - we will use it to say it...og det mange gange om ugen.
Han siger det nær ved aldrig - især når hvis det skal være " sige det først og ikke bare som svar" situationer....så er det måske 5 gange og det er nok på skrift alle sammen.
Det sætter mig i en situation, hvor at mine følelser siger mig, at han egentligt ikke elsker mig;- for ellers ville han sige det.... Dette har jeg spurgt ind til og han påpeger alle de måder han så viser det på. Ok...Jeg har egentligt brug for at høre det nær dagligt. Og at blive sagt det til uden at det er mig der siger det. - Jeg har intet problem med at sige det en masse selv også. Men mit mere imødekommende forslag var meget lavere sat. Det var nogen gange...det var just something...just a little....Men jeg bliver mødt med et " ja det vil jeg gerne prøve" som er en løgn. Derefter med et " jamen jeg har da lidt" eller et " du forstår ikke at jeg ikke kan". Hvilket, i min verden, er bullshit. Alting kan læres, alting kan villes og intet er umuligt for den der bærer viljen i sit hjerte. Det er for mig en ret absurd ting, at han har forventet ( og råbt af mig i en kamp brandert for at få sin vilje) at jeg skulle ændre talefacon for hans skyld i forhold til, at bruge navne eller kælenavne- men han kan ikke overkomme det umådeligt udfordrende og uendeligt krævende det er, at sige " jeg elsker dig" til mig selvom han påstår at det er det han føler. Og han virker ikke til at have planer om at øve sig, eller finde andre veje til at løse det.
Det gør at jeg oplever det som, at så længe tingene flasker sig på hans måde og at han ikke skal gå synderligt ud over sig selv, så er det ok at være kærester med mig, men hvis det kræver noget så gider han egentligt ikke.
- Det er ikke den romantiske kærlighed jeg længes efter. - Og den findes også imellem os på andre tidspunkter, men...ja...Jeg ved ikke om han bare ikke synes jeg er synderligt meget værd, eller om han ikke sidestiller det med, at jeg måske så er det værd i forhold til, at prøve at komme mig i møde.
Og desværre er det ikke rigtig noget som han kan finde ud af at snakke om. Det er dér den passive agressivitet kommer frem i fuldt flor, hvor alting bliver vendt imod mig. Enten fordi at han er misforstået - eller (hvis der ikke lige er noget han kan hænge dét op på) så er jeg bare nederen og ikke det værd, eller han finder et enkelt ord som blev sagt og fokuserer på " hvorfor sagde du kedelig?" og så drejer han samtalen over til en diskussion om dét.
Det har gjort mig rigtig ulykkelig flere gange.
Det har gjort at jeg har læst op på konceptet " folk der er passivt-agressive og hvordan man måske kan holde ud at omgås dem" - men det er virkeligt ikke synderligt optimistike fortællinger der bliver fremstillet. Det er tilsyneladende ikke noget man som partner rigtig kan gøre noget ved og folk der har behov for at være P-A er ikke oddset til selv at fikse det.
Hvilket gør mig ulykkelig at tænke på. Jeg vil så gerne, at den del af ham jeg elsker, er lykkelig og vokser og udforsker og oplever. Den eventyrlige del jeg har mødt. Den omsorgsfulde del. Den nysgerrige og selvkørende og autodidakte. Den del af ham som vil forbedre sit liv.
Men han tager ikke særligt godt vare på den del. Han passer ikke på sig selv og så bebrejder han livet og universet for at gøre hans liv hårdt og mig for at have behov, for at ønske at han var glad, for at ville have et kram osv... Det er virkeligt ikke sympatiskt og jeg ved godt at det ikke er sundt...
Jeg ved bare ikke...Dammit...Jeg elsker den fyr jeg forelskede mig i...jeg elsker måske halvdelen af min kæreste i øjeblikket? måske...ikke det her væsen der bare reagerer på omverden og reagerer med forurettelse og selvmedlidenhed og agression...Og måske venter jeg på at finde ud af, hvem af dem han ender med at blive? jeg ved det ikke...
onsdag den 2. marts 2011
bedre end det aldrig var sket?
Der er et gammelt ordsprog der hedder : hellere have elsket og mistet end aldrig have elsket....
Hvad er mellemvejen? For jeg er fucking ikke enig. At elske og blive forrådt er noget af det værste- måske dét værste jeg som voksen har oplevet. Jeg er et spøjst og apparte menneske. Ikke nødvendigvis nem at fordøje eller enhvers kop the. Tilgengæld kommer jeg med en detalieret advarselsblanket og brugsanvisning, som løbende opdateres hver eneste gang jeg erkender noget.
Indtil for to år siden havde jeg ikke haft en hverdagsrelation siden mine tidlige teenageår. Fordi jeg ved de her ting om mig selv. Fordi jeg ved hvordan resten af verden fungere og ikke er naiiv... Men jeg er ikke uden følelser og han arbejdede sig aktivt ind på mig. Uden selverkendelse eller analyse af sine motiver " Er du sikker på at jeg ikke er en re-bound løsning?" " Ork ja - jeg har aldrig følt som det her før" ....sagde han... Og nu sidder jeg her. Min første store hjertesorg bibragt mig af en mand, som ikke ville give en 5 øre for at høre hvordan jeg har det. Som "elskede mig så højt" at han både løj og derefter løb...Som nu lever lykkeligt fordi verden desværre ikke er mere retfærdig en andre gør den til.
Og her sidder jeg. Uden en ordentlig narrativ til at forklare noget, uden anden end en tykkere mur omkring mig. Eremitkrebsen samler sig et skjold af sine omgivelser og det de smider fra sig, og han smed et læs skrald efter mig jeg nu skal kæmpe imod at afskrække mig fra livet. At mennesker retfærdiggører at behandle andre som skrald, fordi " i krig og kærlighed" er så skræmmende og så smertefuldt at opleve, at jeg får lyst til at holde mig hjemme for evigt. Og det efter at han fortalte mig eventyr om fremtiden, om børn, om ting jeg ingen længsel/ forventing havde om før...Som nu er en drøm jeg har mistet. Som han fortalte ind i mit hjerte og jeg nu skal miste og slide ud af det.
Af alle han kunne have valgt til sin selvtillidsterapi, så skulle det lige være mig - det skulle lige være hende uden nogen erfaring, som strittede imod og som derfor vel var en større sejr.
Af alle jeg skulle finde fantastiske, så skulle det lige være en løgner...
Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle kunne få mig til at føle mig tryg... Det er slemt nok med min hjertenskære der er så langt væk. Overhoved at føle sig tryg med hende, er en overvindelse af panik som hun slet ikke fortjener.
Men i forvejen var det et long shot at finde en der er til sådan en som mig hver dag...og at leve illusionen for derefter at opleve at blive forrådt... fuck... Jeg vil så gerne en familie,- men jeg har kæmpet så hårdt for at blive mig og etablere en virkelighed jeg kan overleve i...så at opleve det forkastet og foragtet....fuck....
Jeg ville ønske på karma...om ikke andet, så at han kunne opleve eller huske, så han kunne forstå hvad de løgne har gjort ved mig. Det er når det er svært, at man skal gøre det rigtige- Eller acceptere at man er et middelmådigt menneske.
Det er en kamp at få de her ting ud af hovedet i efterdønningerne af KP....Jeg håber at det bare er efterbehandling og at jeg kan komme tilbage til at sørge over det menneske jeg troede fantes...
Abonner på:
Opslag (Atom)