eller en fortøjringspæl...
Jeg er drevet fra at føle mig som en fortumlet tømmerflåde, til strandet robinson cruse, til bygningningskonstruktør og hele vejen hen til en stationær og isoleret låst entitet der drømmer om bevægelse....
Lige om lidt markerer vi, at jeg er nået halvvejs igennem livet og det sætter mig i eftertænksomhedens tunge fade hav og alle mennesker omkring mig sejler afsted på eventyr, med lasten fyldt med opfyldte mål og drømme...Her står jeg plantet, til tider med nogen tøjret til mig, men mest bare slidt og kold og til at erstatte...
Jeg er træt af det. Træt af det hele. Træt af, at have smidt den ene drøm efter den anden ud til mågerne. Skidt til med andre folks forventninger og krav og uden ben at gå og løbe væk med.
Sommersolen kommer og det gør det sikkert mere tåleligt for en tid, men det er netop dét...tiden går og jeg sidder fast uden nogen mulighed for at genopfinde og drømme nye ting, og uden håb om at genoplive gamle...Det er bare venten på det uundgåelige, jagt efter midlertidig glemsel og mørke triste tider med tungsind
