Mærkedag og lille skræmt mavefølelse!

Idag har været en varm varm dag. I dag har også været en mærkedag og samtidigt lidt svært at mærke mig selv i. Vi har sendt indskud afsted. Mange penge og skræmmende. Vi har også underskrevet lejekontrakten og været inde hos kab og aflevere den fysisk og det hele...

Vi har også købt hjemmelavede stofmasker til brug i offentlig transport fordi Covid-times... Åh ja.

Anyways. Vi flytter sammen lige om lidt og først her til aften har jeg husket på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg har været viklet ind i logistik og flyttegøgl og haft styr på tingene så småt osv. Der har været plads til at kattefyren har kunne freake ud og alt det jazz...og så rammer det mig pludseligt, at det faktisk er mig der har gang i et førstegangseventyr og at jeg er på helt ukendt grund på så mange måder. Det er ikke skidt det er bare lidt wow. Jeg er træt og glæder mig til at sove på det. 

Venteventeri med ekstra venten...Men holder hjertet højt

Idag har været en dejlig dag. Det er hårdt at vente og vente på mange forskellige ting. Det er hårdt at håbe...Men jeg er lykkelig i hjertet og det hjælper. Jeg elsker virkeligt kærestekatten og bliver elsket helt tilbage som kun en hengeven labrador kan. Også selvom den tror at den er en kat...

Jeg har en uformel videosnak med en arbejdsplads i morgen. Håber det går godt. Der er stadigvæk 5 dage (potentielt) tilbage før KAB har deadline med at fortælle om jeg (vi) har fået lejligheden på buskager...hvor jeg er nummer to i køen...Jeg skal stadigvæk have indspillet de sidste to bidder audition til nota og vente på dét og jeg har et par ansøgninger ude...Ikke at jeg lige tror på at de bliver til noget...

Det er meget venteri. Jeg sover forfærdeligt og der er nærmest endeløs og meget varieret motorlarm heletiden her ved lejligheden...Men jeg er stadigvæk helt fyldt i hjertet og det gør utroligt meget. At S tager afsted lige om snart gør også ondt...men hvis mit hjerte ikke var fuldt ville det slå mig helt i stykker. Nu håber jeg bare på at ting bliver vidunderlige for ham og at jeg vil være så glad ved det...

Al x-faktor men ingen ambition...

Et møde med en rimeligt passioneret dokumentarfilmmager i går ( min første tinderdate) har efterladt mig spekulerende. For første gang i lang tid har den spekuleren gevet mig behov for at blogge.

Det er somom jeg er lukket ned i forhold til min lyst til at dele ellers. Det er somom jeg har afmeldt invitationen til at se ind i mig. Dette virker ikke somom det bunder i en skam over mig selv...men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det så skulle være...

Det er noget af min spekuleren. Hvorfor faen jeg ikke har det samme behov som førnævnte dokumentarist når det kommer til en trang eller lyst til at udtrykke mig. Til at sende noget ud og få reaktion og anderkendelse...til at bruge noget af al den kærlighed og evne jeg har til kunst, til at interagere med verden...

og jeg har en mistanke om, at det er for mange slag der har gjort det. Det virker somom andre mennesker higer efter at sende ting ud i verden. Jeg antager det er fordi de generelt får en positiv respons. Fordi de får et eller andet positivt ud af det.
Det er ikke min oplevelse. Altså...ihverttilfælde ikke i sådan en grad, at det opvejer for den ekstreme ubehag jeg oplever ved processen. Angst, selvobservans...alt det gøgl...

Det er noget der er strikket anderledes sammen inde i mig. Noget der gør at jeg driver med min musik kun baseret på lyst og at den lyst er funderet i kærlighed til musik og nysgerrighed, samt en dannelsestanke. Det er sundt for sindet og for ens væsen at være passioneret omkring noget.
Men den passion er altid vendt indad. Ingen trang til scenen alene. Min længsel for andre i musik er nærmest altid i konteksten af samspil. Til nød i specifikke sammenhænge kan det være at optræde med humoristisk musik, men tanken om at skulle lave humor alene er heller ikke attraktiv.

Modet synker i brystet på mig ved tanken om faktisk at skulle gøre det og lysten fordamper som dug på varm asfalt.

Jeg føler ikke at jeg har noget at sige til nogen som alligevel ville lytte. Hvad jeg skriver af tanker og ideer, forventer jeg vil blive skamskudt og hånet. Hvad end jeg ville kunne bidrage til en debat, forventer jeg bliver afbrud og dissekeret af ondsindede modstandere.

Min utilpassethed, min livshistorie, min passion for ord og lyd og leg burde ellers gøre mig til en oplagt kandidat. Hvis ikke andet, så skulle min skæve livsbane have gevet mig dén gave som biprodukt. At jeg ville kunne gøre en eller anden levevej ud af dét, men det er ikke tilfældet. Så jeg er bare utilpasset og uattraktiv for det mundæne arbejdsmarked. Det er dér de her ting kæder sammen i min generelle følelse af jobsøgningsfiasko og sårede naivitet....ja...

Jeg er nok en del af de 10% mindst ambitiøse folk i dette lands hovedstad :o men jeg har det somom min ambition ikke altid var i stykker. Dette knytter sig klart til noget opgivende omnipotent impotens, men der er også noget personligt og ikke-generationelt over min manglende gejst. Der hvor jeg sidder nu, er det blandt andet også en reaktion på min manglende evne til at realisere drømme. Min manglende evne til selvstændigt at manifestere skæbne og så videre.

Handler det om min stemme? det føles ikke sådan...men det er jo det almene udtryk for det. Men i skrivende stund er det her en knude jeg kan sætte fingeren på og som ihverttilfælde blokerer mig fra at lave noget gøgl for penge, som er mit eget gøgl. Det gør virkeligt kunstnerisk virke fuldstændigt uattraktivt, selvom den frihed det kunne bringe er nøjagtigt det modsatte. - to dage uden søvn nu og de her tanker føles stadigvæk ikke forløst. Trætheden plejer at komme ved forløsning. Det her trin er vidst bare identifikation.

Fiktiv og faktisk forståelse...post-1942 tanker...

Jeg er hjemme fra en oplevelse for livet. En fuld cirkel der er blevet sluttet, fra jeg for 17 år siden spillede min første (så vidt jeg husker) store nordiske rollespil og så til nu, hvor jeg er vendt hjem til 'samme' scenarie, opsat af nogle af de samme folk, men med et lille livs erfaringer rigere og modigere og ældre og sikrere og alt muligt andet jazz.

Selve spillet satte tanker igang om historie og larp og spil. Alle de ting vil nok blive bearbejdet i en masse samtaler og måske en enkelt artikel.

Selve rejsen indeholdt små og store ting som måske er værd at notere.

Hjemkomsten til nutiden involverede en 10 dagsvarsel fra DTU og muligheden for, at få et job hvis et projekt går igennem...


Og så er det så alt det som jeg bruger denne blog til: Mudderet i sjælen og selvforståelsen. Forstyrrelserne og rystelserne i hvad og hvor og hvordan jeg lige går og forholder mig til mig.

Og det er der kommet lidt af. I selve spillet var det en romantisk og tragisk fortælling om gengældt men umulig kærlighed. Det var tungt og smukt og fint og tankevækkende, men det er en følelse jeg ved hvordan jeg skal håndtere. Der er en trøst i gengældelsen for mig, som gør det mere roligt. Den unge biseksuelle pige mindede mig meget om mig selv og jeg kan selv leve længe i uforløst vished om gengæld genkendelse.

Uden for spil blev det lidt rodet i en umiddelbar sympati der oplevedes umiddelbart gengældt, men var fra den helt anden retning ifht en person der nok var mere playboy...i den casual og flirty forstand. Det bygger klart på den samme ærlighed i afklarethed, men grundlæggende er det en anden melodi og toneart end den jeg spiller, og det forvirrede mig en masse. Det var ikke den konkrete situation, men ifht til at hive nogle tråde til fortiden ifht den århusianske smilefyr og den nu-ekskæreste helgen.

Det handler nok om min generelle motivblindhed og hvordan det får mig lidt ud af svingning når jeg synes jeg forstår noget der bliver kommunikeret, men så ikke gør det alligevel. Ønsket om at forstå og imødekomme er så stort, at det kan overdøve hvad der sikkert bliver sagt til at starte med. Åh ja. Men om ikke andet så giver eventyr altid et nyt eller - om ikke andet- et friskt eller genopfrisket perspektiv, der ryster lidt op i hverdagen. Ifht sømanden og chrushguy, så har det været godt at få tingene lidt på afstand og vende hjem med...hmm...lidt forløsning måske?

åh jeg ved det ikke. Måske det bare stadigvæk er noget rod det hele. Jeg er på krykker og låst i dårlig mobilitet, i den her tid hvor min aftale med mig selv ellers var at give den fuld gas på jobsøgning og træning. Det er svært at gøre nogen af delene når man føler sig som en pebermø af en prinsesse fanget i sit tårn af en svinestald...

Første arbejdsuge i den virkelige verden...

Havde jeg tvivl - det havde jeg jo nok- så er de væk. Jeg har overstået første uges arbejde og det er vidunderligt. Ikke bare har jeg klaret det, men jeg har også fået slukket den blændende angst for, om jeg havde taget et job hos det ondeste corp i verden. Det er facinerende, til tider deprimerende emner vi beskæftiger os med, men uber-ondt og menneskerettighedskrænkende, er nok så langt fra virkeligheden som det kan komme.

Det har været en fuldstændigt betagende uge i forhold til at have mødt ret utroligt flinke og betænksomme mennesker i england og i forhold til at blive udfordret i sine fastsatte tankemønstre og hvad man ved om verden. Det er ikke så ringe endda. Om det direkte fører til at gøre verden til et bedre sted...well det får vi at se som tiden går, men jeg er en del mindre bekymret for, at gøre den værre ved at lave den undervisning og udvikling som jeg skal. Sikke en virkelighed! sikke et liv :-o


Angsten for at ting kan være for gode, er klart en faktor lige nu, som jeg sidder her, lige landet hjemme i en lejlighed hvor mine forældre har været forbi med lidt velkomstgaver og omsorg. Selvom jeg ved, at det kan betale sig at gøre sig umage, så er det stadigvæk mærkeligt foruroligende når det virker.

Det er spændende at være i det her krydsfelt imellem sagt og usagt. Jeg tror egentligt ikke at der er noget vi er blevet forklaret denne uge, som jeg ikke må skrive ned, men jeg tror det tager lidt tid at fordøje før det kan gøres sammenhængende. 


Jeg er fyldt med håb og bekymring og begejstring og oplevelser og meget meget mæt af det hele....Og nu har jeg min første weekend fra arbejde. På mandag skal jeg møde resten af mine kollegaer og det er spændende og lidt skræmmende. På slutningen af kurset blev vi budt velkommen ind i den her sikkerhedsverden og jeg sidder nu med en mulig fremtid jeg aldrig havde overvejet. Det er stort og rodet og spændende og skræmmende og gøglet og meget meget uventet. Endt uddannelse og ud på arbejdsmarkedet har været alt andet en den langsomme kedelige død jeg frygtede...men jeg er selvfølgeligt også kun én uge inde!

Nyt link i bloggen: arbejdsliv! :)

tilstand påvirket af tingenes tilstand...

Efter næsten en hel uge med feber og over 2 måneder i venteland er jeg så tyndslidt at jeg denne søndag nat er klar til at erklære mig selv for en komplet og fuldstændig fiasko.

Jeg er så fyldt med længsel der stritter i alle retninger, og så endeløs en håbløs afmægtighed i forhold til alt hvad jeg ville kunne navngive som et ønske for noget i min tilværelse. Kærlighed? ude af min rækkevidde...Støttende venskaber? pah...pøj pøj. Lig du bare syg i din egen sky af hoste og håb, at andre end dine forældre vil dig det godt...Men forvent ingenting. Og arbejde? rejser? Nah...Det her bliver den længste næse af rang. Du har glemt et eller andet der skulle registreres på ansøgningen...eller du har glemt endnu en ubetydelig klatgæld der får dig til at virke som en kaotisk og uorganiseret idiot...

Jeg er så utroligt træt. Træt af at være bankerot på alle fronter i mit liv ud over min nærmeste familie. Og træt af at min nærmeste familie for al fremtid vil bære en eller anden sorg i sig. Nu og frem er det sorgen over, at min far har det dårligt og åbenbart aldrig vil får det bedre end han har det...Og i fremtiden kommer den store sorg over at han ikke findes...Liden sol...Selvom det var så utroligt helbredende at være hjemme hos dem, at jeg ville ønske jeg kunne flytte hjem og undslippe denne kvælende ensomhed. Åhja.

I spejlingen af vores kærlighed, findes vi...og jeg findes i tynde tråde af mine forældres inderlige kærlighed til mig. Og jeg til dem...Men 5 dages feberisolation uden andre at ringe til...Fuck det shit... Det er vel en fejl i mig som jeg måske kan grave igennem men jeg har sku brugt så meget af mit liv på at ransage mig selv og vende sten for nærmere klarhed. Denne gang tror jeg bare jeg vil pakke min indre kuffert og lægge planer. Se fremad mod en anden tid og et andet sted hvor en anden slags mennesker møder mig. Jeg er ikke den eneste faktor i en ligning jeg kan forandre og ikke den eneste der kan spille ind.

Så er jeg kommet hele vejen rundt i jobmøllen - udover i mål. Endelig jobsamtale er en ny erfaring i al sin komplekse modbydelighed. Forhåbentligvis bliver det bedre med tiden og umiddelbart kan jeg allerede forestille mig forskellige måder jeg ville kunne få, om ikke andet, en illusion af mere kontrol over situationen.

Jeg forstår virkeligt godt hvorfor man - som firma- kører igennem bureauer til de første runder. Det føles også ret godt for mig, at have ent menneske som mellemlag. Jeg dukkede op til samtalen på en anbefaling. Om jeg så var den rigtige energi eller den rigtige procentfordeling af de ønskede kompetencer...det er så en anden historie. 

Træt og semi håbefuld og også lidt...well.. Jeg er ok hvis jeg ikke får det, fordi jeg har lært noget af processen og ikke har en følelse af, at det gik godt nok til at komme i 'mål'. Jeg tror ikke jeg mister selvtilliden selvom de ikke ender med mig. Hmm.... Det er stadigvæk ret awesome at blive ringet op og nå så langt. Åh ja... Det ville have været mega praktisk at få et job på den måde, men det er nok en tand for eventyrligt til, at det er noget at satse sin fremtid på. 

Endnu en fordel ved at have været igennem den her process er at få øvet sin erhvervsmæssige selvforståelse. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, hvad har jeg potentiale til...Det tror jeg er en ting jeg vil have med i et fremtidigt cv...Noget ala ' områder jeg ønsker at udvikle mig indenfor'

Endnu en iteration af mig...Igang og på vej

Tænk engang. Altså... Jeg er så utrolig forbandet træt ovenpå en livsjusterende fastaval, der fik pustet liv i ting, genvundet venskaber, plejet såret sjæl og bekræftet relationer. Det er dagen derpå og efter to omgange modbydelige mareridt i nat, fik jeg stadigvæk min røv ud på universitetet.
Mine forventninger til egen formåen i kunne ligge på et meget lille sted. Måske få læst lidt, reconnected med min skønne skrivemakker og få lidt selvmedlidenhed smidt rundt i pytter..

Men damn...Åh...Jeg kan næsten ikke rumme det i min ængstelige træthed, men hurra! Dagens produktivitet er nærmest håndgribelig. Vi fik snakket os nærmere på emnerne, vi fik planlagt arbejdsprocess fremadrettet, vi fik taget hul på analyseteorierne og vendt og drejet vores område igen og igen. Nutids og fremtidsperspektiv. Personlig udvikling i skriveprocessen og denne...midvejsevaluering af, hvem vi er blevet igennem dette studie og den faglighed vi har tilegnet os.

Fuck altså... Om jeg er en god eller en dårlig en af slagsen er op til andre at vurdere, men jeg er nu en nyfødt akademiker, der har en tilstræbt forståelse for processerne, for ideerne, for arbejdsmetoderne, for kærligheden til visdom...

Alle de ting jeg drømte om da jeg var yngre...uden at have den mindste anelse om, hvad det faktisk ville indebære. Hvad det faktisk er...Men det ved jeg mere om nu! Og jeg er dér og jeg elsker elsker elsker det. Selvom jeg er så træt og slidt at paranoiaen kigger frem, selvom jeg er så bombet, at jeg vifter med armene når jeg får en idé.

Vi er der og vi gør det. Lige nu. I virkeligheden. I mit ret fantastiske liv.




Det er lidt for stort til at jeg kan fordøje det lige nu. Men måske jeg kan spise det til hovedmåltid idag, og så komme det på rugbrød i gavmilde portioner resten af ugen, så det ikke går til spilde. Det er forår og jeg er et sted i mit professionelle liv som jeg gerne vil være. Det er svært for mig at begribe.

Demeters datter

Åh hvor har jeg drillet min hjerteveninde lidt for meget med, at hendes fokus i øjeblikket er på, at være taknemmelig. Hun kan være super hardcore stresset, omgevet af urimelige mennesker og vanvittige forhold og alligevel så insiterer hun på, at hun skal huske at være taknemmelig.

Jeg har været sovset ind i sorg og smerte og vinter og frost. I tomgang og kamp for fremtid uden forløsning. Jeg har været knastør ind i sjælen uden anden varme end de små sten som jeg lunede grundigt op hjemmefra og så prøvede at fordele lidt rundt som tegn på kærlighed til dem der fortjente den. Jeg har været træt og gold.

Men...Well...Som fucking altid...Så er tidspunktet kommet, hvor jeg må æde min kyniske vinterham og kravle ud i foråret med mine drillende ord i munden. Det lykkedes igen at dreje årshjulet og jeg er det lykkelige sommerbarn. Demeters datter med blomster viklet ind i håret i ren salighed.

Og jeg er taknemmelig.

Eller...først var jeg forvirret og bange. Skræmt over risiko for smerte og forvirring. Forkludring og endnu et sats, der gav kort lykke men nu ville feje mit grundlag væk. Bekymret og vaklende. Skrækslagen og overspekulerende...

En gammel yngling med æblekinder kyssede lidt liv i min sjæl i fredags og det blev en lille smule forår...Men det blev også en genkaldelse af alle de snedriver af smerte min plov har skulle bane sig igennem. Den kamp vinteren var, da den var mørkest og jeg ikke ønskede at leve...

Alt det hevet frem i et postmoderne multikomplekst forståelsesmorads af indirekte implikationer og uoverskuelige konsekvenser. Pludselig kan jeg mærke bobler i maven og ser smil på gaden. Ser attraktive mennesker omkring mig, som jeg kunne byde op til dans...Denne farlige ulidelige og ødsle dans som jeg ikke har overskud til at træde trinnene i....

men...Så kom det...Måske....Bare måske kan jeg være taknemmelig for dette hjertestart? Måske det ikke skal kobles til noget, være mere, eller hives ned til at være mindre end netop dette...Dette års første forårseventyr, der bragte mine første blomsterskud op til overfladen... Måske jeg kan tage dette og bare være taknemmelig for en skøn oplevelse og en skud af liv....

Og jeg er taknemmelig for, at hun er der til at gå stien før mig

syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere

hvad vil jeg?

I denne uge har jeg påbegyndt et Januarritual jeg tror jeg vil gøre mit bedste for at huske. Januar skal være tiden hvor der investeres i det nye år. Hvor ting sættes til rette og hvor der investeres i de ting jeg ønsker dette nye år skal bidrage med. Nye gode sko og støvler, en ordentlig e-cigaret og en masse brugte klavernoder. Måske investerer jeg også i noget vidunderlig maling og en ny pensel. Det føles godt. Oven i det, at have kommet igennem studiet og nu skulle igang med kandidaten. Den er ligesom det store spørgsmål...Altså...Jeg kan nu sige, at jeg kan skrive og jeg kan producere. Jeg kan udføre akademisk begrundelse og formidle det...Men er mit emne overhoved relevant? er det efterspurgt? er det noget jeg kan finde støtte til og er det noget som vil føre nogen vegne hen? Dét er spørgsmålet der skal besvares i 2016 og jeg tror faktisk at jeg er ok, hvis det viser sig, at det ikke er det jeg kan eller skal eller det som jeg kan finde plads til mig selv i.
Det vigtige er, at jeg har bevist at jeg kunne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg får min kandidatgrad...Men jeg er i tvivl om, om min drøm om at fortsætte efter det, er realistisk...og det er ok. Det jeg ville opnå tror jeg faktisk allerede er sket.

 Jeg er trættræt og rastløs. Eventyrlysten og søvning. Bange for ensomheden og lykkelig over roen....

Det er ret dejlig og jeg er ved at være ok...Eller...

Jeg er ok i bølger og det virker til at de varer længere og længere...Og jeg er stolt. Dét er en følelse jeg har savnet meget længe....

En heftig bekræftigelse...proof of concept!

Jeg har det der skal til for at klare min uddannelse. Det er meget vildt at opleve. En gang for alle er det bekræftet, at det er sevet ind. Metoder, forståelse, arguementation, perspektiv...Endelig sidder det som det skal og gør hvad det gør.

' Imponerende opgave' eller noget i den stil. En skønhedsfejl på det tekniske, som hev det lidt fra top til en grad lavere...Jeg prøver at tage det ind og lade det fylde mig, selvom meningsløsheden stadigvæk lurer lidt om hjørnet.

Jeg savner ham at fejre med og jeg er så taknemmelig for, at mine forældre kommer ind og krammer og roser mig. Det er den nærhed jeg savner, mere end en eller anden derudefra, som alligevel ikke finder mig værd at samle på.

Det er ved at falde på plads. Studie og breakup. Eller rettere sagt,- jeg har oplevelsen af, at studiet er faldet på plads idag. At det er inde for min rækkevidde og at jeg forstår hvad fanden der foregår. Samtidigt er jeg ved at få styr på hvordan jeg skal bearbejde tingene med ekskæresten. Det startede nok med accepten af det uforståelige i det og derefter noget skrinlægning måske. Ihverttilfælde en udvikling i følelserne.

Det ændrer ikke på, at det er tomt idag, men...Altså... Min mor prikkede til en fejlslutning jeg før havde...At jeg på en eller anden måde skulle vende tilbage til den jeg var før forholdet. Den nuværende process jeg er i, adresserer hvem jeg er nu. Hvem jeg er blevet på grund af den her dybe forbindelse jeg har følt med et andet menneske.

Uover at jeg har lært, at jeg virkeligt har nydt intimiteten og hverdagslivet, har jeg måske fået bekræftet, at jeg kan rumme nogle lidt spøjse mennesker.

Jeg har igennem tanken om, at jeg er blevet formet af forholdet, også blevet i stand til at tilgive, at jeg får hjertebanken når det ringer på tidligt om morgenen. Det er simpelthen ikke mærkeligt at det sker, når jeg har oplevet det så mange gange. 50 er nok mere end nok til, at jeg har fået det bygget ind i mig. Til at det tager noget tid at få ud af systemet igen, hvis det nogen sinde forlader mig. Og sådan er det jo. Det er levet liv og det bliver med os, selvom årsagen måske er væk.
Så det er hvad jeg laver nu. Undersøger hvem jeg er blevet og hvordan det så står til. Hvad det kan bruges til.
Jeg er stadigvæk bange for at møde ham igen. Bange for alt på en skala fra akkavethed til tårer. For at se ham lykkelig allerede. Lykkelig med en anden. Dén har jeg fra et tidligere forhold...Den her frygt for at være nemt erstattelig.
Men jeg har lært ting. Jeg er vokset. Det virker til, at lige meget hvor fint et menneske man prøver at være, så vil det aldrig være smertefri at kigge tilbage på sig selv eller en selv med andre, men jeg tror jeg kan finde fred med, at jeg elskede og elskede det bedste jeg havde lært og derefter det bedste jeg kunne lære. At jeg rummede så meget som jeg kunne rumme og lagde ting fra mig, som kunne være dårlige vaner. At jeg søgte at gøre én jeg elskede lykkelig og stærkere. Kunne jeg forestille mig, at jeg kunne have været bedre? selvfølgeligt...kapløb med tanken er altid et taberprojekt. Jeg har sagt fra og den grænse er stadigvæk ægte og min. Og det er hans valg at smide mig væk på dén baggrund...
--------------


Nu er det aften og træt og tomt. Jeg ville ønske jeg kunne komme ud og fejre det, men samtidigt er der så få jeg kan overskue at se. Dejligt at se mine forældre. Dejligt at dele gode nyheder med verden...Men jeg savner lige nu, at være 22 og have mit slæng og altid kunne finde eventyrvenner...

Men alt i alt. Jeg er stolt af mig selv og jeg føler at jeg endelig kan sige, at jeg kan det her. Noget jeg har længtes efter siden jeg var teenager og som jeg har måtte kæmpe og bakse med i over et årti før at det kunne falde på plads. Sku... Akademonica be me :)

Mit hjerte søger ud af ny-lukkede veje

Så mange vaner der skal dø idag. Så mange tråde mit hjerte søger at følge...

I dag er min fødselsdag og sidste fødselsdag var en magisk dag med min daværende kæreste. I dag har jeg prøvet at fylde med ting, men jeg har været for træt til at gøre mange og i alle pauser der er, så søger mit hjerte ud af en vant rute som nu fører til tomrum. Til fraværet af ham. Til resterne af det hjem, som jeg følte hos det der var 'os'.

Og jeg savner det...

Jeg er så ked af det. Kan ikke se noget positivt ved nogen dele af det.

Uden ham ville jeg ikke have oplevet det hjem. Som jeg nu savner. Som jeg har mistet.

Jeg er faret vild og jeg har ikke lyst til, at prøve at finde videre. Jeg vil aller helst lægge mig i ruinerne og varme mig ved mindet om trygheden.

Hvor ynkeligt er det ikke? Sådan at søge noget som den anden har afvist...at længes efter nogen, som vil have at man holder op....

Det er så utroligt ydmygende og får mig til at føle mig så uendeligt dum og ulækker...så væmmeligt at mit ønske skulle kunne - om ikke andet så i tankerne- være at krænke en andens valg...fuck...ad....

Det er ydmygende at værdsætte noget så højt, som den anden har smidt væk. At sidde her med mit hjerte smidt i mudderet, og prøve at pudse det af...

Heartbeats

Hører noget baggrundsmusik til en tv-serie og tårene triller. Siden min sidste fødselsdag har jeg oplevet en hel fortælling. Det er tungt og hårdt og trådene i min livshistorie er knudrede og snoede og jeg stoler ikke på, at det fører gode steder hen for mig.

Mit hjerte er håndskræmt og enhver poetisk strofe om kærlighed gør ondt.

Men det er godt at få grædt. Jeg tror jeg kommer til at gøre det meget de næste par dage.


Det er så utroligt mærkeligt at løsrive drømme og fantasier fra ham. At vikle de søde minder ud og finde en måde at gemme dem på i fint papier. Hver gang jeg prikker til det, så lurer der en analyse af hvem han måske faktisk var og hvad vi måske faktisk havde, og det føles som om, at det kunne blive oplevelsen af enorme tømmermænd. Hvorfor skiftede han pludselig? Hvorfor fandt han aldrig hjem.

Var det virkeligt hans fars sygdom, som holdt ham låst inde i sig selv i godt seks måneder?
Hvem var det jeg mødte og hvem var det, som det endte med at være? Og hvem af dem er mest autentiske?

Hvad var det som han så i mig? Hvad endte jeg med at repræsentere?


Og kan jeg overhoved gøre noget som det her igen? Er der nogen sansynlighed for, at jeg overhoved kan danne sådan en forbindelse? Især hvis den faktisk ikke rigtig nødvendigvis fandtes?

Velviljen var der vel for os begge to ret længe - taget i betragtning af hvor dårligt et match han må have syntes at vi var.... Jeg har oplevelsen af, at jeg prøvede at give og følge og føre og udfylde og måske især acceptere en masse ting. Det er en mærkelig ting at kigge tilbage på. Jeg tror jeg synes jeg fortjener tak for det på en eller anden måde...

Hmm.... Ja...Jeg tror måske jeg gerne vil have oprigtig tak for indsatsen. Dét er nok en uortodoks ting at bede nogen om...men ja...Dét vil  jeg faktisk gerne anderkendes for...Det er en mærkelig mærkelig tanke....Den sidder jeg så med midt om natten i mine forældres stue og venter på, at jeg bliver lidt træt så jeg kan sove mig frisk til at holde familiefødselsdag. Damn....

Andre måtte nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed...

Det vers kører rundt i mit hoved idag. Jeg går igennem dagen og gør mine ærinder. Jeg får set nogle mennesker og snakket med andre. Men i pauserne kører de Kim Larsen linier rundt i knolden på mig og tårene triller...

Jeg håber det bare er breakup, men jeg synes at huske den her håbløshed...Den her følelse af, at have gjort livet forkert og ikke kunne finde de ting jeg såen længes efter.

Selvfølgelig er der så den selvhjælpende løsning - at skifte hvad man længes efter til noget man kan få- men jeg har gennemgået de argumenter tidligere, både i virkeligheden og her på bloggen, og på et tidspunkt ryger kernen i mit jeg, hvis jeg ombytter alting for at tilpasse mig noget...

Åh mit hjerte gør ikke længere ondt, men jeg får ondt i livet og min længsel er væk. Jeg er bare træt og håbløs i pauserne. Bare trist og resigneret...

Sommerfugledrømme har jeg nok af, men troen på, at der skulle komme mere til mig i det her liv, end det jeg har bygget mig nu...dét tror jeg ikke på.

En lille hule på amager, lidt musik i ny og næ og måske et job med noget jeg kan finde passion for engang imellem...Det og antageligtvis noget mere sygdom og angst alt imens tiden rinder mig af hænde...

Ingen barnefødder...Ingen kærlighedsdans...ingen perlemorsstrande under varme himmelstrøg...alt det er naiive ungdomsønsker og ikke noget jeg har præsteret at komme tættere på. Endnu en rejsemulighed strøg jeg...Skønt jeg prøvede at gå til muligheden, valgte jeg den forkerte vej og sidder nu og ser folk planlægge og gøre klar. Endnu engang skød jeg forbi og endnu engang kan jeg blive hjemme og rydde op i det rod som er mit eget væsen....og prøve at finde lidt stolthed i, at jeg er næsten lige så velfungerende som den næste og næsten lige så brugbar som enhver anden...

Savner dig i mellemrummene

Dén sætning har jeg aft på hjernen et lille døgn...Jeg savner dig i mellemrummene min skat...

Jeg savner dig når der er helt stille, når jeg tager en pause fra min aktivitet, når jeg løber til enden af en tanketråd...Dér finder jeg et lille tomrum... og der savner jeg dig.

Du har været et rytmeinstrument i min baggrundsmusik...en varm følelse imellem frostbid og kolde skuldre...Du har været der...Du har været...

Jeg har gået og savnet dig som var du ilt. Sådan at jeg tabte pusten og måtte stoppe en handling for at søge efter dig. Jeg har savnet dig som det første og det tungeste...

Det har jeg kæmpet mig ud af nu...

Men jeg savner dig stadigvæk i mellemrummene...

Det var måske også dér jeg elskede aller mest at have dig. At vide at du gav fylde til de former, som var mellemting, mellemstationer, overgange og pausefyld...Der har du også gevet mig indhold og din kærlighed har gevet mening til det middelmådige...

jeg savner dig i mellemrummene...

Doktoren siger 3 1/2 måned

Min søde doktorveninde har sat en ( relativt arbitrær måske) ramme for min sorg. Jeg spurgte hvornår det værste ville være overstået. Hvornår jeg ville slippe for de spontane tårer...Hvornår jeg ville være færdig med at være så ked af det, og hun gav et tal. Dét er mit omdrejningspunkt lige nu. Mit stoiske svar på et umuligt spørgsmål.

I morgen er det en uge siden vi sagde farvel. Hvor jeg hentede min natkjole og tog det til mig, som han havde bedt om. Et rigtigt breakup, rigtig skæring af bånd...Og det føles af helvede til og jeg er ikke enig med ham....
Men sådan er det jo :( lige meget hvor meget jeg kan ønske at jeg ikke skal dø og lige meget hvor meget jeg ville ønske at han elskede mig, så er det slut...og den trøst jeg har er, at tid gør en forskel...At tid på et tidspunkt vil gøre det her mere til fortid, end det er nu...At jeg på et tidspunkt vil have det på afstand...At jeg vil blive tvunget til at acceptere det, fordi jeg har tænkt mig at leve videre og tid vil gøre at jeg kan fatte det...Selvom det er det tristeste...

Jeg håber jeg en dag vil være ok med at se ham...lige nu kan jeg ikke forestille mig det, men igen siger de kloge at det bliver bedre...Det er så trist...Jeg er så træt og grå og flad...Så utroligt ked af det...

At blive afvist i kærlighed er så trist en ligegyldighed...så ubrugeligt...Der er ingen løsning og intet at omforme følelserne til...Det er bare at stå der på kantstenen med sit hjerte i hånden og føle sig uelsket og afvist... Og vente ....

3 1/2 måned er jeg blevet lovet.... så jeg venter og finder aktiviteter og græder og venter og fylder ud...3 månder og en uge tilbage....Åh mit hjerte :(

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

Fordi dig- derfor lige som dig?

Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er havnet i en internaliserings-fælde. Min kæreste gør ting, som gør mig meget ked af det, og jeg har nu fanget mig selv i en tankecirkel, der grundlæggende gik ud på, at det var hvad jeg fortjente.

Det er en kompleks størrelse, hvordan jeg lige endte der, og det er en premis som jeg ikke køber, men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at komme i sådanne situationer og kærestens efterbehandling af det, uden at jeg internaliserer det og indirekte ( eller ganske direkte) bebrejder mig selv.

Jeg har lyst til at være sammen med vedkommende. Jeg har lyst til at dele kærlighed og overskud og triste ting. Jeg har ikke lyst til, at kærestens raserianfald begynder at skulle være " helt fair" inde i mit hoved og derfor noget som jeg skulle være en oplyst årsag til - og derfor være min egen skyld, eller at jeg kommer ud af en " det er hvad jeg kan finde af kærlighed" - somom at der skulle findes en klon af kæresten derude, bare uden de her følelses-issues og at jeg ikke ville fortjene/kunne tiltrække/ være sammen med vedkommende...

Hele " det her er kun hvad jeg er værd" tankemønsteret ved jeg er en typisk tankesygdom hos ægtefæller til alkoholikere og folk der slår. Jeg kan mærke den æde i min selvfølelse. Jeg kan mærke en usikkerhed indeni der blander sig med min kærlighed til kæresten.

For jeg elsker kæresten og jeg er rigtig tit lykkelig i kærligt selskab. Men at være bange i et forhold gør mig trist og bange generelt frygter jeg. Hvis jeg skal give mig selv lov til at blive ved med at prøve, så bliver det nød til, at handle om, om jeg kan elske og leve med de ting kæresten gør, også uden frygt.

Det er en øvelse i 'at blive på egen banehalvdel' og det er en dans med angsten for at blive ked af det. Jeg er blevet meget glad i løbet af det her forhold. Meget med kærlighed og nærhed. Jeg vil gerne at det fortsætter. Det er et åndsvagt valg og det efterlader mig vidst uden så meget overskud. Jeg håber det er midlertidigt, for hvis tungsindet fortsætter, så kommer det måske udefra...så skal det måske også ordnes udefra :-(

Lige nu er jeg fyldt med kærlighed og tårer...Det er et besværligt liv det her...

Frygtsom forhåbning

 Kan jeg mon? er det virkeligt lykkedes mig at træne alle de forskellige evner som det her studie kræver, uden at vide at det var den vej det gik?

Jeg er frygtsomt forhåbningsfuld i et stramt holdt åndedræt. Jeg har i de sidste dage oplevet en grundlæggende selvtillidt i den tilgang jeg har til faget og til emnerne, som jeg ( antageligvist lige som alle mine medstuderende) er drøn bange for skal tilbagevises til på baggrund af den kommende lørdags aflevering og efterfølgende mundtlige forsvar.

Det er bare en lille prøve. Det er bare et forståelsesspørgsmål...Men jeg er tilbageholdende i min selvtillid, for selvom jeg kan mærke den i navlen, så frygter jeg at være min egen værste fjende. Jeg frygter at jeg ikke kan skrive mig i mål. Jeg frygter at jeg er for overfladisk i min selvsikkerhed.

Jeg prøver at passe på mig selv i processen. Jeg prøver at forholde mig til tingene, men jeg er bange for, at bunden går ud og jeg falder ned i afgrunden og ned i min egen agtelse. HHmm... Skridt for skridt skal jeg huske. Små bidder og simpel forståelse.

Jeg er dog også stolt. Over at være nået hele vejen herhen. Over at sidde på en skolebænk hvor det er de store og de kringlede tanker der er blevet tænkt, som jeg skal fordøje. Det er delikatesser for mine tanker. Det er det jeg længtes efter og forstyrrede med på seminariet og nu er det min hverdag. Det er absolut vidunderligt.

Det er også potentielt transformativt. Kommer til at forandre mig og måske omforankre mig. Det gør mig reserveret i forhold til glæden, da jeg er så evigt bekymret omkring nye og ukendte oplevelser. Fordi det kan ændre noget jeg værdsætter ved mig selv eller min oplevelse af andre. Fordi det føles somom mit...

Well....fordi det føles som om mit liv er kommet igang. Som om jeg har øvet frem til nu og nu har en hverdag midt i balladen. Det gør det særligt og sårbart...Og absolut mageløst og forunderligt...

Jeg føler mig...lige nu... lykkelig og heldig....