Jeg er hjemme fra en oplevelse for livet. En fuld cirkel der er blevet sluttet, fra jeg for 17 år siden spillede min første (så vidt jeg husker) store nordiske rollespil og så til nu, hvor jeg er vendt hjem til 'samme' scenarie, opsat af nogle af de samme folk, men med et lille livs erfaringer rigere og modigere og ældre og sikrere og alt muligt andet jazz.
Selve spillet satte tanker igang om historie og larp og spil. Alle de ting vil nok blive bearbejdet i en masse samtaler og måske en enkelt artikel.
Selve rejsen indeholdt små og store ting som måske er værd at notere.
Hjemkomsten til nutiden involverede en 10 dagsvarsel fra DTU og muligheden for, at få et job hvis et projekt går igennem...
Og så er det så alt det som jeg bruger denne blog til: Mudderet i sjælen og selvforståelsen. Forstyrrelserne og rystelserne i hvad og hvor og hvordan jeg lige går og forholder mig til mig.
Og det er der kommet lidt af. I selve spillet var det en romantisk og tragisk fortælling om gengældt men umulig kærlighed. Det var tungt og smukt og fint og tankevækkende, men det er en følelse jeg ved hvordan jeg skal håndtere. Der er en trøst i gengældelsen for mig, som gør det mere roligt. Den unge biseksuelle pige mindede mig meget om mig selv og jeg kan selv leve længe i uforløst vished om gengæld genkendelse.
Uden for spil blev det lidt rodet i en umiddelbar sympati der oplevedes umiddelbart gengældt, men var fra den helt anden retning ifht en person der nok var mere playboy...i den casual og flirty forstand. Det bygger klart på den samme ærlighed i afklarethed, men grundlæggende er det en anden melodi og toneart end den jeg spiller, og det forvirrede mig en masse. Det var ikke den konkrete situation, men ifht til at hive nogle tråde til fortiden ifht den århusianske smilefyr og den nu-ekskæreste helgen.
Det handler nok om min generelle motivblindhed og hvordan det får mig lidt ud af svingning når jeg synes jeg forstår noget der bliver kommunikeret, men så ikke gør det alligevel. Ønsket om at forstå og imødekomme er så stort, at det kan overdøve hvad der sikkert bliver sagt til at starte med. Åh ja. Men om ikke andet så giver eventyr altid et nyt eller - om ikke andet- et friskt eller genopfrisket perspektiv, der ryster lidt op i hverdagen. Ifht sømanden og chrushguy, så har det været godt at få tingene lidt på afstand og vende hjem med...hmm...lidt forløsning måske?
åh jeg ved det ikke. Måske det bare stadigvæk er noget rod det hele. Jeg er på krykker og låst i dårlig mobilitet, i den her tid hvor min aftale med mig selv ellers var at give den fuld gas på jobsøgning og træning. Det er svært at gøre nogen af delene når man føler sig som en pebermø af en prinsesse fanget i sit tårn af en svinestald...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar