farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

At kalde til kamp

Først at falde...Derefter at slå sig...og så at kæmpe. Dét ville jeg ønske mig af dig. Det er det jeg drømmer om fra dig. Det er det jeg syntes at skimte, det hjerte jeg så banke, bag ved din sjæls persienner...den modighed der kunne blive én der kæmpede en dag.

Jeg troede det måske var dig der var dén. Den som jeg kæmpede for og som kæmpede igen. Som svang dine stille drømme i et rungende krav og mødtes i midten, som dvælede som elskede...

Jeg mærkede os en masse. Så meget at jeg lod mig drukne og døse lykkeligt i det lune vanvid. Den dejlige skønne rus som vores kærlighed var.

Nu siger du undskyld for at have elsket mig? For at jeg har elsket dig? For at have fyldt mit hjerte og gjort mig lykkelig, bare fordi jeg ikke kan slippe det lige når du har fået nok? Så skal der undskyldes...beklages...somom du ville ønske du kunne tage det tilbage?

Dét gør ondt i det der er midten af mig. Dét kunne du sige undskyld for....

Jeg vil ikke undskylde for, at jeg ikke er hurtig til at give slip. Det har jeg kæmpet for meget til i mit liv...At min prioritet mere er, at passe på os begge og redde hvad der så er, når mit hjerte opgiver kampen...dét er noget andet. Passe på dig fordi jeg er den jeg er...Passe på mig fordi jeg ved, at jeg har en narkomanisk personlighed som elskede at junke vores kærlighed...

Jeg er træt...

Ulykkelig over, at det ikke er nok. At det var så knudret og dog så kærligt...og så mærkeligt og så fint...og så fremmed og så tæt...

og at det ikke var nok...

Jeg sørger og mit hjerte er knust...Jeg elskede at elske dig...

Denne post startede som tankerne om kampen for hinanden og dét at turde lægge sig ud over sig selv for hinanden...Men gejsten gled hurtigt væk...Jeg har mistet og jeg tror jeg bare går i seng nu...

Så bundløst træt- med tanker om mod

Idag er flere ting kulmineret og jeg er helt træt og tømt uden at søvn dog har forløst mig af den grund. Jeg har ligget og længtes efter hvile, siden studieveninden kørte mig hjem i seng, her tidlig eftermiddag. Een gang har jeg været oppe og ude, hente mad, lave den...resten af tiden har jeg ligget her i dynen, lyttet mig væk og længtes...Jeg har ikke glædet mig så meget til søvn, i hvad der føles som årevis.

Kæmpe kaos på studiet. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en rimeligt tung gruppeprocess og det at vi skriver om gruppedannelser og processer, har bare gjort situationen så tragi-komisk. Både spidset til, raffineret til relevans og bare...sørgelig og komisk oven i det andet.

Men i dag er det kulmineret. Vi har gevet op på at nå deadlinen og sendt anmodningen afsted. ˋen fra gruppen er røget på skadestuen og alting er umuligt. Jeg er ok med det, it is what it is, men presset har stadigvæk stablet sig op på min nakkevirvel og selvom det burde lette nu, så er det mere gledet ned over næsen og presser i mod øjnene og panden. Torsdagens deadline skudt, men stressen slipper nok ikke riigtigt før opgaven gør. Jeg vil dog prøve. Hjælpe det lidt på vej med øl og så derefter gå til min del som en arbejdsopgave...Men måske...først...i overmorgen...Måske :)

Ekskæresten satte spor i mit humør selvom torsdagens fri-skrivningsprocess hjalp med lidt selv-centrering. Jeg har meldt mig ud af kommunikationen indtil, at jeg har det overskud det kræver at rumme, at kommunikere med en der ikke ønsker at rumme tilbage.

Det er møj stenet, for det er på en eller anden måde også en forløsende tinde i et kaotiskt bakkelandskab. Heroppe trækker jeg noget luft alene og opdager, at jeg ved ting om mig selv. I al den her kaos, er der stadigvæk ting jeg ved om mig selv og nogle af dem har jeg haft tabt i den her process med studie og kæreste. Nogle sætninger og noget tilknyttet selvfortælling...

Jeg er modig og jeg elsker folk der er modige....Jeg synes ekskæresten har noget mod i sig, men jeg har ikke set det meget længe. Jeg tænkte i starten, at vi kunne være modige sammen og det ville være dejligt...men...Mod kan slides op...Men det kan også udstilles og stilles til skamme som påtrængenhed og uforsigtighed og alt muligt andet blankt...Hvor detfor mig er noget der skaber udvikling og gør man kan holde varmen :)

Ting skal være modige igen i mig. Og omkring mig. Folk skal lade løvehjerterne banke!
Jeg vil ikke finde mig i, at det skal kaldes noget grimt og at kyllingehjerter skulle være bedre. Den fortælling ejer jeg. Mit liv er noget rod og det har været et langt kaos, men mod har jeg ikke manglet. Det er svundet i bakkedale, men jeg vil ikke svigte det igen.

Der er den visdomsting om, at man skal omgive sig med folk der inspirerer en til at være ens bedste jeg. Det gør ondt at tænke, om ekskærestens mis-mod gjorde mig mismodig oveni...

Åh jeg håber på søvn...Nu vil jeg øl i min seng en mandag aften og håbe det giver mange timer ved de blå blå bjerge

Afsked?

Veninden fra sidegaden gav opgaven at få overblik over, hvad jeg ønsker mig af en intim relation og at gå efter, at acceptere, at mine behov er reelle, at det er ok, at det er mine behov og at jeg ikke gør nogen ondt ved, at vide hvad jeg gerne vil. Jeg er i følelsesrod og jeg tror jeg har mistet min agency...jeg har mistet min handlekraft og definitionsmagt i min angst og frygt for det knuste hjerte og det utroligt triste i afsked og afmagten ved, at se noget implodere.

Jeg håber jeg måske kan lade det visne og at jeg kan erkende mig vej til mine meningers mod, men jeg kan også mærke at det synger på sidste vers, når det kommer til min skrøbelighed og mine evner. Hvis dette ikke er den tur rundt i manégen hvor jeg så præstere at give blidt og fint slip, så må jeg gøre noget mere dramatiskt og (desværre nok) mere destruktivt, fordi de kroge jeg har i hjertet så må sidde for godt fast. Jeg vil gerne forblive taknemmelig over den her oplevelse og den her relation. Al den skønne kærlighed jeg har følt og blevet gevet, vil jeg meget nødigt have går til grunde i afviklingen af relationen....

Derfor denne liste; en klargøring af mine forestillinger om, hvad jeg ønsker mig i en relation.


Pålidelighed. Måske pålidelig tilfældighed, men en tryghed i, at der er noget at regne med, noget at forholde sig til. Noget trygt.

Kærlighed og forståelse for forskelle. En værdsættelse af, hvad der er forskelligt, en accept af hvad der er uønsket i den anden. Italesættelse af de ting.

Lyst til en fremtid sammen og hver for sig, til at udvikle og drømme.

Samarbejde. Samspil. Samklang.

Eventyr. Om det så er små ture på jagt efter nordlys på amager strand...så bliver jeg så lykkeligt rolig af eventyr.

Lydhørhed. Begær efter den andens tanker.

Lethed. Latter.

Samarbejde. Hensyntagen. Ivrighed efter at hjælpe den anden.

Overbærenhed. Rummelighed. At have tid til at den anden vokser med sine opgaver og ambitioner. 

Agency/handlekraft. Ret til at have plads- ret til at tage plads i forhandling og ret til kærlig afvisning og tilskrivning. Dans og forstående forhandling. Tillid til, at hinanden vil gode ting og for det meste kun virker egoistiske pgr uvidenhed eller misforståelser.