syg og trist

Jeg er syg og trist.

At være syg alene har fået mig til at spekulere igen igen.

Det er trist og ulideligt og får mig til at føle ensomheden utroligt tydeligt. En skærende følelse ind i bevidstheden.

Bevidstheden om, at det kun bliver værre. Jo ældrere jeg bliver, jo værre sygdom. Tanken om, at skulle igennem det igen og igen, alene, gør at jeg overvejer at lade være. Jeg har ikke lyst til, at være alene og syg igen og igen.

Jeg er træt af de folk der er omkring mig...træt af alle vores fejl og ubrugeligheder. Træt af, at der ikke er noget der hiver ordentligt i mig. Ikke noget, der giver en mening mit tungsind kan acceptere.

Jeg er måske også vred et sted derinde. Over at der ikke er plads til mig. Over at der ikke er noget i verden til mig...

Over at det jeg er god til ikke er det jeg kan bruge mit liv på. Over at alle strukturene er strikket sådan sammen, at jeg enten ikke kan passe i dem, eller forlige mig med dem eller finde en vej igennem dem. Jeg er træt af, at prøve...Træt af at lede...træt træt træt...

Der er så mange ting der skal håndteres og fikses og bearbejdes...Og alt sammen skal gøres alene...Alle har ( måske helt naturligt i det her samfund) travlt med at fikse deres eget. Rydde ud i deres eget. Slikke deres egne sår...Og jeg er så utroligt træt af det...Det hele...

Vi er sikkert alle sammen så utroligt travle med de hurtige hjælpehandlinger og så utroligt travlt med at passe på os selv for resten. I et af de mest priviligerede samfund i verden, er der sat så meget lort sammen, at det virker til, at det er et fuldtidsarbejde for alle at følge med, at pleje deres stress og udvide deres karriere...Og det gør mig så træt.

Hvis jeg ikke 'lever op til mit potentiale' så vil jeg ikke føle mig fuldendt..Det er sikkert en af tingene der driver mig...Men hvad fanden skal det bruges til...Omgevet af en hær af ensomme forløsningssøgende ligesindede, er det så tomt og ligegyldigt som det kan være...

Hvis jeg ikke er dén der opfinder eller siger noget, så er der nok en anden der gør...Hvis ikke dét lige bliver sagt af mig, skal der sku nok være en anden der gør...Verden kører af lort...Hvorfor er det, at jeg skal blive i den og generere mere lort og mere skrald og dårligdom...bare ved at fucking eksistere?

Jeg kan ikke sove. Min døgnrytme er fucked. Både pgr smerterne i den forbandede rift i røven og fordi det så bare ruller. Fordi jeg er i stykker og ikke kan fikse det med et trylleslag. Så nu kan de sidste rester af min ferie gå på at hade mig selv og være søvnløs og være træt og have det dårligt...Fuck jeg er så træt af, at alting er noget rod. Min mave har det mærkeligt med Husk-pulveret i og jeg har kvalme.


Og jeg er vred på alle. På mine forældre, mine venner, min ekskæreste...Jeg er vred og træt og trist og utidig og jeg gider ikke mere

farvel til 2014

Sikke et år at reflektere over. Som jeg sidder her, i min kaotiske lejlighed, omgevet af ting skubbet til " efter den her forbandede opgave er afleveret" så har jeg alligevel sat mig for, at stoppe op og tænke. At bruge denne ubelejlige lejlighed til, at gøre det jeg gør til nytår. Til at mærke hvor langt og hvor massivt et år er. Til at mærke og prøve at huske alle de mærkedage, alle de sjælemærker der er sat.

Jeg har færddiggjort en uddannelse i år! Jeg kom dælme igennem. Med kamp og kval, med dybt uventede skuffelser og uventede overraskelser, så knuste musikundervisningen mit hjerte, for derefter at opleve, at billedkunsten satte det sammen igen.

Jeg fandt et potentielt fremtidigt fagområde i år! Godt nok valgte jeg BA emne sidste år, men det var i år, at jeg fandt et masterfag og vendte tilbage til universitetet. Første gang jeg prøvede universitetet var i 2000...fjorten fucking år siden og nu er jeg der igen og klar med næsten samme ambition.

Og jeg elsker det. Jeg er nørklet ind i det og jeg har læringsmetoderne og ivrigheden klar. Jeg har erfaringer og jeg har en ( ret massiv) forståelse for mine egne begrænsninger, der giver mig en ro i, at jeg i det mindste kommer igennem med en middelmådighed der giver mig fin kvalificering. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også lykkelig at jeg opfylder en ungdomsdrøm langt om længe. Nu prøver jeg igen og så må det være som det er. Det fedt.

Jeg gav mit hjerte og fik et tilbage. 2014 gav mig en helt rigtig ægte hverdagskæreste og det holdt længe nok til, at være blevet døbt et " kinda long term thing"... Det gør ondt nu og kommer i bølger. Der er stadigvæk spandevis af kærlighed der roder rundt i de ting. Men det er af det gode. Det er fordi der var så mange ting i det forhold, der gjorde mig glad. Så utroligt mange " første gang" for mig. Fra computer-samspilleri til køkkendans. Der er også sorg i, at det er så nemt at sige, at det var dårlig timing og omstændighederne der drev det i stykker...men...ja...Jern hærdes i ild, og verden kommer med lort...så måske det bare var smart at det så blev testet og at det ikke holdt til at knække når der var mere på spil.

Under tristheden er jeg dog så utroligt taknemmelig. Jeg har fået en helt særlig mindesten at lægge i mit hjerte. Den kommer til at blive der med en tåre der sidder der til jeg ikke kan huske mere.
Der er et foto der aldrig vil blive taget af os, som jeg har kunne se for mig næsten fra starten. Viklet ind i hinandens omfavnelse. Det var et hjem for mit hjerte i over et halvt år. Det er et meget kært minde.

I år opfyldte jeg en rollespilsdrøm. I år elskede jeg min vidunderlige familie endnu mere end sidste år. I år varmede mit hjerte og rummede mine bedsteforældre på deres premisser og jeg blev lidt mere voksen i mine forældres øjne. De kommer nu til mig for råd og jeg kunne løfte et par kampesten fra min mors hjerte med uddannelsen og kompetenceetableringen.

I år lærte jeg at spille Ukulele! I år slog Traphiklys og jeg endeligt op. I år trak jeg mig fra Varulvekampangen...I år vendte jeg tilbage til roskilde-festivallen....I år har været vanvittigt masivt...

Nu vil jeg gå i bad og skrubbe året ud af håret. Jeg vil gøre klar til, at byde det nye eventyr velkommen og åbne mine trætte projekttunge arme for optimismens kram.

------------------------

Post renselsesbad edit: Dette var også året hvor jeg fik træning inkorporeret som en nødvendig del af min hverdag og hvor jeg stod ( med vidunderlige venners hjælp) for en dejlig polterabend for en elsket ven :)
---

Edit edit: Jeg fik også et skab!

træt uden søvnighed afsnit 57305 kapitel y

det er bare det hele samlet. Det må det være. Der er ikke noget grundvoldsrystende galt som jeg kan pinpointe som hovedårsdagen og kilden til mit tungsind og gårsdagens vrede der idag har udvilket sig til en trist livslede.

 *armen og håndleddet gør ond og gør mig ulykkelig og bekymret for min musik og udvikling som musiker og ærgelig ved den glæde jeg havde ved at købe nyt trommeevneudviklingsmateriale

 *Den tidligere forstuvede ankel gør ondt ved strækforsøg og gør mig trist og giver mig en gammelkropsfølelse og en par points i dødsangs

 *Min menstuation er gået bananas (den har ellers været overvældende pålidelig siden jeg tabte mig) og jeg har det hyppigere og hyppigere og det gør mig bange for kræft og ufrugtbarhed...tænk hvis det umulige skulle ske og nogen ville have barn med mig, og at jeg så ikke skulle kunne alligevel...suk

 *min overførsel til det nye seminarie er ikke gennemført og det stresser mig. Hvert trin har indebåret logistiske og kommunikatoriske fejl fra de forskellige instandser. Oven i det gør stressen, at jeg ikke kan komme igang med at glæde mig tilfagene som jeg så gerne vil studere, og i stedenfor bare har "hvis jeg er heldig skal jeg rejse til fucking søborg" som overskrift for dét forløb og min nuværende tilstand skræmmer mig i forhold til overhoved at komme derhen. depression og lang transport plejer ikke at være min superevne :-/

 *Alle får børn og jeg kan ikke finde ud af at finde en der vil have dem med mig. Og da det ikke er en midlertidig "tørke" eller en "forbigående problemstilling" at jeg ikke kan lide dem ( der må være derude) der kan lide mig...så gør det mig gammel og træt.

 Jeg ved at jeg har godt af mennesker. Jeg ved _ikke_ hvor agressivt jeg skal søge at komme i kollektiv. Jeg ved jeg gerne ville finde en at bygge sandslotte med...men jeg ved igen ikke, om jeg burde forgælde mig og gå agressivt efter datingsider og...well---hvad ellers?

Jeg har muligheden for at sætte et scenarie op på blackbox cph, hvilket jeg føler jeg bør, men det ligger oveni et scenarie i sverige jeg gerne ville med til. Burde jeg endeligt få gjort noget ved det der organisering? eller bør jeg komme afsted og lave noget sjovt og møde svenskere? ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde det...