Tekst jeg ikke turde smide på Facebook...

Usynlige nørdkvinder....

Repræsentation betyder noget.

Tilsyneladende skal vi stadigvæk bygge en ny verden helt selv for at tælle og blive talt med. Det er så påfaldende at den store anklage mod feminister er netop dét, at hvis vi skulle designe verden, så ville vi undlade plads til mænd...når det netop bare er plads i dénne verden vi så åndsvagt brændende ønsker os. At blive regnet med, at blive bedt om at tage plads og udtrykke os. At kunne deltage bare engang imellem, uden at skulle designe et alternativt miljø fra bunden som modkultur, bare for at det kan komme til at ske.

Der er snart flere nørdmedier end jeg kan tælle i danmark. Der er dukket 4 nye blogs, pods og vlogs op i mit feed bare siden nytår. Men...Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal dyrke virkeligheden af at være fjernet fra diskursen flere steder end når jeg går ud af hoveddøren. Ingen af dem jeg er blevet tilbudt at følge - hverken nu eller tidligere - har en eneste fucking kvinde med. èt af dem havde et særafsnit for nørdede kvinder...for det er så eksotisk og anderledes...

Somom vi ikke er der hele tiden...

Eller somom det faktisk er sjovere når vi ikke er med.

Somom vi er i vejen for den gode dybe nørdsamtale.

Somom vi skal råbe for at blive husket...

Somom kvindestemmer er uønskede...skingre, usaglige, irrelevante...

Somom alle de ting jeg er blevet fortalt igen og igen, igennem 23 år i nørdmiljøer faktisk passer.

Somom kvinder kom og ødelagde festen....

Hver enkelt en af dem er helt sikkert opstået på legende fin maner hvor man(d) har fået en god ide og løbet med den...Jeg kender den process...Det er bare også systemisk og så utroligt trist i den usynlige ende af nørdvirkeligheden....

Søndagsblues og specialestress

Jeg er træt og udmattet og trist...

Tingene går som de skal med spceialet, men jeg har det somom at jeg spiller med én hånd bundet på ryggen. Hjernen vil helst ikke fokuserer og det virker som symptomer på stress. Jeg frygter at brænde ud og brænde sammen i knolden og at jeg fejler på bekostning af min skrivemakker. Det gør ondt og det bekymrer.

Jeg gør hvad jeg kan for at pleje min hjerne. Prøver at få trænet og spist og sovet. Få lidt social interaktion. Men i lyset af det øgede press, står mine relationer i skarpt lys og min tolerance er mindre. Om dette er et nyt permanent træk eller et biprodukt ved jeg ikke endnu. Jeg kan bare observere, at jeg har mindre tolerance overfor ting der gør mig ked og som kan hive mig væk fra det primære formål i øjeblikket.

om det er tristheden eller bare mit hjertes utrolige idioti ved jeg ikke, men jeg tænker på ekskæresten. Det virker åndsvagt, at det stadigvæk er hver eneste dag at mine tanker strejfer derhen. Det føles åndsvagt og ydmygende. Når jeg sidder med visheden om, at vedkommende ikke skænker mig tanker, er røvligeglad med mit liv og mit velbefindende og sikkert ikke giver en fløjtende fis om hvor jeg er i mit liv eller hvordan jeg har det med den her agressive adskillelse...Det er en trist vished der rammer mig i bølger. Det var antageligvis grunden til, at jeg blev slået op med, så denne manglende bekymring har varet længe, men det virker ikke til, at jeg kan ændre den del af mig, som ikke har det på samme måde. Den del der elskede at elske ham og som savner det rum vi skabte sammen. På trods af alle de gode argumenter jeg kan hive frem om, hvor åndsvagt det var. Om det handler om det kaotiske i tilknytniung eller hvad det nu kan være ved jeg ikke...men det er en sæk med tungsindssten som jeg slæber rundt midt i alt det her.

Men...Egentligt...Eeegentligt er jeg faktisk glad. Når jeg mærker efter neden under al trætheden og tungheden, menstruationssmerterne og den bizzarre øresmerte, neden under den smertende skulder og den truende museskade...Nede under den stress-skabte vægtøgning og dertilhørende ærgelse...

Der er jeg stolt og glad over hvad vi laver med vores kandidatprojekt og glæder mig til at arbejde videre...

Der er bare så mange lag af træthed og den kæmpe trængsel af andre faktorer som jeg skal igennem først. Det står ikke så galt til og jeg skal bare sove alt det jeg kan tror jeg...Tja...Ja... Træt gør trist...men så er det heller ikke værre...

Jeg er lidt overrasket over at have skrevet mig frem til det :)

Op og ned dag...

Min nabo gav mig en hel kylling som undskyldning for at have snakket til mig imens jeg talte i telefon med min lillebror. Jeg ville ønske jeg kunne være et menneske der kunne rumme at invitere hende længere ind i mit liv, men det er jeg ikke.

Jeg fik elg på dåse fra finland...

Og jeg savner savner savner dig idag. Efter at have lavet kylling og rodfrugter i stegesoen og tilbredt et måltid til en hel familie, så kunne jeg næsten ikke rumme, at vi ikke skulle spise det sammen og være sammen om det. Om hele den her dumme dag med tømmermænd og det at jeg vågnede af at nyse...Åh...Det er hårdt. Jeg spiller ' i will always love you' og ' say something' på ukulelen imens jeg prøver at tvinge min opmærksomhed til studierne...men mit hjerte kan ikke være i det, for det er tabt og træt.

I morgen skal jeg vigtigt arbejde og gøgle for en bank...Jeg er skræmt og træt og føler ikke jeg kan forberede mig godt nok. Jeg er bange for at fejle og føle mig idiotisk fordi jeg ikke forberedte mig bedre idag, men jeg kan ikke tvinge min hjerne derhen...

Bliver det bedre med ét slag eller skal det være bølgegang igen?

For første gang i evigheder er tømmerflådemetaforet pludselig noget der hiver i mig igen...flyde rundt...vide at kysten er et sted derinde og stirre ind på landet hvor folk har deres selvskabte liv..Og mit flyder...jeg føler mig rodløs uden dig. Modløs uden dig...

Åh...Jeg vil så gerne et eller andet sammenhængende liv...Jeg vil så gerne være knyttet socialt i sammenhænge, men dem jeg bliver tilbudt er ikke dem jeg vil have...Jeg er tilbage til at være prinsessen fra klodshans...Og jeg kan ikke få tankerne fra dig, som jeg syntes duede

What is a kiss?

Sikke en weekend og sikke en tid.

Sidste uge var 5 forskellige shades of breakup. Det var en ny fritstillingsoplevelse hver dag. En ny nuance og en ny oplevelse af forskellige sider af alting. Det der har været mest facinerende har været, hvordan de forskellige dage ikke rigtig gav mening i forhold til den forrige, altså hvordan jeg én dag var vred og såret over én ting og den næste var trist over noget helt andet...Lige meget hvad har det været løsrivende og omskrivende. Det har været på vej afsted og mere end jeg anede.

Og så! Ja så kommer den store distrahering og et rollespilseventyr til tragediespil. Dét har holdt mig godt optaget siden torsdag og været både som aktiv meditation og som afsøgning af følelser rundt i andre dele af mig selv.

Her på den anden side er det som om, at jeg har fået en hel måneds " tid skal gå" healing foræret. Accelleret tidsperspiktivering på hjertets vegne...

Jeg antager at det nok skal gøre mig trist på et tidspunkt, over selvsamme dynamik, men damn det føles godt og befriende...


Og så var der de her kys...

Jeg har en spændende og måske upassende facination af en medspiller og vedkommendes læber..Åh...Efter larpet har dét været fikspunktet for mange af mine tanker. At kunne kysse vedkommende igen.

Det er en mærkelig ting ikke at vide så meget om personen...Ikke vide om der vil være muliged for kompatabilitet på andre punkter og dog være så facineret og i længsel over gentagelsen af den oplevelse....

Hvad er et kys? Er det bare feromoner og fornemmelser, eller er det også - om ikke andet én ting som vi gjorde virkeligt godt sammen? En ting jeg vil ønske mig at gentage - hvis ikke for andet, så for at få mindet ødelagt lidt og sat i sammenhæng med virkeligheden.

Hvordan går man fra kys, til ubekendtheden og så hurtigt som muligt tilbage til kys igen?  åh jeg ved det ikke...

Jeg havde antaget at det bare var min egen facination der stod for hele efterspillet, men vedkommende har  prikket til mig på fb og lidt skriveri er forsøgt. Måske er det kultur, sprogbarriere og alt muligt akkavet der kommer til, på et tidspunkt, at slukke min længsel...For jeg ved ikke om jeg er modig nok til bare at spille kortene som jeg holder dem ved kroppen...Men ih! Hvad er et kys?

Vi har indtil videre en del til fælles, men ikke et fælles ståsted at kommunikere det fra. Der var ret så vild musik, da vi var sammen, men uden fysisk kontakt så spiller det ikke (endnu?) - hvordan skulle man kunne komme derhen? Goddammit det virker til, at jeg måske skal være offensiv? Åh...Hvis bare vedkommende arbejdede i nærheden og man kunne stalke sig til kontakt...Så meget mindre på spil end et ærligt spørgsmål og at få et ærligt svar ;)

i grieve...

Peter Gabriel ved hvordan man beskriver det. "looks like it always did"...Gosh...Idag er en svær svær dag og mit hjerte er så trist. Jeg er gået igennem minde efter minde, en lille banal scene efterfulgt af en særliged efterfulgt af passioneret kærlighed. Det er alt sammen fortid og tårene ligger ugrædt og uspildt i mine øjenkroge på lur men uden at falde.

Sikke noget. Tænk at prøve det. Tænk at prøve at miste det.

Jeg er så vemodig. Så trist-men-taknemmelig. Så forundret og så...ja...jeg fføler mig så dælens gammel. To have loved and lost...blabla...

Men jeg er så sanseligt berørt og jeg er så sindsramt. Lige meget hvor lidt vi passede sammen, lige meget hvor ubrugeligt og optimistisk og fremmed det sikkert var. Lige meget hvor umage og umuligt...så var det ægte og jeg var en del af det...

Tænk at det kunne ske. Tænk at man kunne finde sammen med nogen ud af det tilfældige kaos og vikle sine hjertestrenge ind i hinanden til så sød en smertefuld afsked. Så dyb en kendskab og så grundlæggende en respekt. Åh....Jeg skriver mest dette her indlæg fordi mine stakkels venner sikkert ville brække sig hvis jeg blev ved med at rante på dem. Det fylder så meget...den her mærkelig sorg...den her mærkelige skæbnesfølelse...

Åh min Valentin...Så mange vidunderlige dele kunne alligevel ikke samles til en ikke-skadelig sammenhæng. I en anden verden, hvor vi begge er katte, så danser vi måske på en månebro uden din angst og uden mit tankemylder. Måske vi kravler ind i vores hjertehytte og hvisker historier i mørket...måske vi sammen deler de tårer jeg nu taber, ved tanken om en virkelighed som denne. Ved tanken om det utænkelige som for os hele tiden har været så til stede.
Dét vil jeg trøste mig med. Multiverserne og deres nådige mangfoldighed af muligheder. Du ramlede dig ind i mit liv og pludseligt var vi os selv. Og så hinanden. Og der var stadigvæk kærlighed...Åh mit hjerte hvor er jeg taknemmelig og trist. Vil jeg altid dagdrømme om dig?

Fuck det shit

Er jeg et konkurrencemenneske? det blev jeg spurgt om en gang hvilket satte en masse tanker igang. En af grundene til, at det var svært at svare på er, at jeg der er utroligt mange vigtige ting jeg ikke ser som en konkurrence. Til gengæld elsker jeg at lave spil ud af kedelige ting...

Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dét som indledning til den her blogpost...for det jeg egentligt har tænkt mig at prøve at dreje, det er at greje den her vanvittigt vrede følelse jeg sidder med.

Jeg vil hellere holde op med at leve end at være fucking sorteper.

Jeg vil hellere holde op, end slide mig selv i stykker i "livets store flod" imens jeg fisker efter bittesmå guldkorn lang tid efter eldorado har flyttet væk fra min lokation.

Jeg er fucking træt og vred og jeg har ikke tænkt mig at gå tiggergang i tilværelsen. Hellere give en fed finger til universet end bøje nakken og håbe.

Jeg skal sikkert finde nogen at snakke med...det er sikkert et symptom på et eller andet at jeg har de her tanker, men jeg orker ikke. Jeg kan vitterligt ikke forestille mig hvad det er der skulle siges..."nårh ja...der er mange der har det som dig" virkeligt? fucking lorteverden vi har så. Ih det gjorde den sindsygt meget mere attraktiv. " Sådan er det at være i live" Virkeligt? well...det understreger bare hvordan jeg har det med dét koncept... " øhm...man skal ikke give op?" yeah right...why? hvorfor? hvad fanden er grunden til at leve når det ikke er fedt? Hvad i alverden er det jeg skal være så glad ved? Alt hvad jeg har som er noget værd for mig har jeg skulle kæmpe så åndsvagt meget for...hvad er det lige der giver noget som helst? Skal jeg virkeligt forblive i live " for børnenes skyld" for at dedikere mit uattraktive jeg til andre folks unger? ja det virker pisse meget som lige noget jeg gerne vil. Give tilbage? ih ja...Min bare røv kan videnskaben få tilbage.

Jeg er bange for, at jeg er ved at sprække og gøre noget åndsvagt. De sidste mange dage har jeg drømt om at ryge en joint på legepladsen, - men jeg er for bevidst om hvad den reelle effekt vil være. Jeg har lyst til at løbe ud og drikke shots, men jeg stoler hverken på verdens evne til ikke at smadre mig, eller min egen evne til ikke at brække mig i min taske. Jeg har lyst til at skrive til den rødhårede daddy og tage til nordsjælland og forsvinde....

Alt hvad der involverer at smide alting væk og skride involvere desværre en medfølgende krise over 6 års arbejden frem mod det her...

Jeg er fanget og jeg har lyst til at smadre mig for det. Lyst til at vende den modstand jeg oplever fra verden ind i min egen galde og ætse op indefra i selvlede.

Jeg har lyst til at dø langsomt og nå at sige farvel og pøj pøj.

Er det en form for konkurrence? er jeg en dårlig taber? Jeg har før gået fra spil hvor det alligevel kun var for de andres skyld at jeg skulle blive. Det er jeg på ingen måde i humør til at gøre nu.

midt i matrixen...på vej mod modstanden?

Der er noget galt og jeg kan ikke sætte fingeren på det. Er jeg melankolsk? Måske. Er jeg i gang med en 30 års krise? Måske?

Når jeg kigger på enkeltkomponenterne i mit liv, så er jeg ret vild med næsten alle ingredienserne. Men det er som om det ikke virker når hele retten er pløjet sammen.

Jeg ved det virkeligt ikke. Måske er det fordi der er nogle ting der skal fjernes fra blandingen, eller måske er det fordi der mangler den ene eller den lille håndfuld ting/personer/aktiviteter som får det til at gå op i en højere enhed. Citronen til at skære igennem al fedtet, peberet og saltet til at vække smagsløgene...et eller andet.

Jeg er rastløs og utilpas, vandrelysten og utidig. Det roder rundt og selvom jeg bliver mere klarsynet og øver mig i at se tingene for hvad de har af betydning for mig, så giver det ikke nødvendigvis mere opløftning.

Hele verden kører videre og det roterer altid dumme veje. Jeg er ikke vild med hvad der sker og tingene har en tendens til at gentage sig i fjollede mønstre. Alt fra gruppedannelser til tiltrækningsmønstre hænger mig ud af halsen, men det er ting som jeg ikke ved, om der er noget jeg kan gøre noget ved. Min vej er at vide mere om tingene, men jeg frygter, at de her ting der frustrerer mig, er ting som er bedre stillet når de ikke er gennemanalyseret. Jeg ved ikke om det er en rigtig måde at tænke på det på...men det er det jeg frygter.

Er det vinterdepression? Er det stress? Jeg har lyst til at gå i seng og blive der til det holder op...problemet er, at jeg har ting jeg skal og ting jeg vil med det. Det virker bare for tungt at løfte....

Og det er så der jeg plejer at skulle skære ting fra...og alting forpligter og alting er ting jeg har forpligtet mig til fordi det gør mig glad....Men jeg tror der er kommet lidt flæsk jeg måske kan gøre noget ved...Måske...:-/ det er nok et sted at starte i hvert tilfælde...

Hmm.....Hvad har jeg egentligt af forpligtelser tænker jeg lige? Er der et gyldent nummer for hvor meget jeg rumme?

Skole
Familie
Varulv
Band
Trio?
Minilarp
Træning
Finde praktik
- så er der festen som jeg prøver at få gevet slip på- og som allerede er ved at lette lidt af presset synes jeg...

Der er et eller andet i mig om min økonomi som jeg ikke kan sætte fingeren på. Om det er fordi jeg ville ønske mine penge kunne trippeldoble ved ren artighed ved jeg ikke...Det føles lidt sådan...Altså at jeg har en barnlig forhåbning om, at jeg liige om lidt kan rejse verden rundt hvis jeg bare holder leveomkostningerne nede til rugbrød og æbler.

Men det er vel dét...altså en af tingene der er galt...at jeg går med mine håb og er et human becoming...og når jeg er glad er jeg et being...Men det føles som becoming lidt for meget når jeg trister løs...Det hjælper dog som altid at skrive det ned. Jeg skal huske huske huske det.

Jeg har altid tænkt det som, at hvis jeg havde et tredie rum i min lejlighed, så skulle det være et musikrum...men måske burde jeg tænke i et form for helligt sted. Tanken strejfer mig til tider og slår mig altid som en god pointe, men det glider altid af.

En anden ting jeg til tider overvejer er, at droppe noget computertid. Romantiseret, så står det som en tilstand hvor jeg ville have en masse tid til en masse andet. Men...Når jeg tænker over det, så rammer det mig hvor ensom jeg ville føle mig. Jeg ved ikke om det er noget jeg burde prøve og håndtere og se hvad der skete. Se om mit liv ville finde en anden genklang?
Det der skræmmer mig er, at jeg bor alene, rejser på arbejde alene, spiser alene og lige nu lever et liv, hvor jeg ikke lægger mærke til det. Burde jeg det? Ville det blive nemmere at ændre det? Er jeg egentligt utilfreds med det?

Egentlig...Hmm...Egentligt er det mere sådan, at jeg synes jeg burde være utilfreds med det og at jeg har en (måske idealiseret) ide om, at jeg ville blive mere produktiv og mere socialt engageret og derfor mere elsket og sucessfuld.

Er det rigtigt? Er dét nøglen?

Hvad jeg kan mærke lige nu er helt sikkert, at for at få de ting gjort jeg skal så vil bliver jeg nød til at have færre ting jeg er forpligtet til som ikke er dødsensvigtige. Det virker bare ikke, at jeg bekymrer mig løs om rengøring til en fest, når jeg skal skrive pensumliste.

Men den her tid er virkeligt svær...Jeg har ikke så meget lyst som jeg ville ønske. Og det er generelt. Lyst er så utroligt effektivt til at drive når der ikke er overskud, men manglen på lyst og det at jeg kun pletvist mærker ambitionsdrive er hårdt at danse med.

og nu sidder jeg igen uden lyst til at sove og mærker, hvordan det at forblive vågen løfter humøret...det fucker imorgen op og skal nok bringe mig massere af ulykke...men ligenu er det rart at være til...hjernen er en fucked op mekanisme :-/

Søvn på kommando

Jeg er ikke rigtig træt. Ihvertilfælde er jeg så interesseret i at være vågen, at jeg ikke kan mærke trætheden.

Problemstillingen er som altid, at morgendagen truer og gruer med muligheden for absolut umulig virkelighed, med en skoledag over en times rejse væk, der derefter løber fra 09 til 16.30... Jeg er ikke på nogen måde vant til at være så bundet og jeg har svært ved at lade mig tøjle i det potentielle ubehag.

Mit hoved går i skuddermudder og bliver fyldt med bekymring som måske er sludder...men er det sludder at jeg skal have  timers søvn? hmm... måske. Jeg kan klare mig på meget mindre, men jeg finder det på ingen måde behageligt.

Ok...Så det potentielle ubehag er en slags realitet.

Jeg får svært ved at deltage og være klar i hoved?

Meget rigtigt. Meeen....Det er egentligt ikke så stort et problem. Deet der er den relle humle er at jeg ikke vil _føle_ mig ordentligt til stede og derfor vil bekymre mig aktivt i situationen. Jep...Ingen af de folk jeg går i skole med har nogen synderlig forventning til hvad jeg laver, så der er jeg ikke i klemme...det er indadvendt at forventningen til tilstedeværelsen udspringer og udfoldes.

Tja...så er det vidst heller ikke værre...

------

Jeg spekulerer i, om det at jeg spiser mindre påvirker mit humør. Det synes jeg at have hørt belæg for. Det er det første der virkeligt virker, men jeg tænker det kan være fint muligt, at det gør mig lidt blå i kanterne.

alting i mudder

så hele næste år skal jeg læse musik og jeg burde danse rundt og synge hurra. Desværre er mit køle/fryseskab ret så sikkert afgået ved døden og jeg skal have overført min su...To ting som jeg er dresseret til at forvente kommer til at koste mig tid, ærgrelser og mange penge. Jeg er træt af verden og ikke sikker på om jeg stadigvæk er sløj, men jeg har lyst til at lægge mig ind under dynen igen og vente til tingene går over.

Jeg har endelig fået styr på det meste af min lejlighed, men lysten til at fikse køkkenet er røget med køleskabets dødsrallen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Solen skinner og jeg havde lyst til at fikse ting...men energien er tørret ud på kontoen og jeg trænger til at blive serveret lidt varm kakao og kolde kys på øjenlågene....

Tilgengæld er ting ved at vokse til på andre fronter. Stille og roligt lader jeg min hjerne acceptere en eller anden form for ansvar overfor projekter og gruppeforløb. Det er smertefrit og kræver mest bare energi i kærlighed til projekt og medmennesker, frem for selvopfyldende energi.

Fordømt...det føles fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, at jeg skal arbejde på tirsdag og at skulle gøre noget i denne dumme verden. Pis og røvsovs hvor er 1012 bare året hvor alt går galt.

når det går skævt

så var det lige ved at være helt forfærdeligt og at jeg ikke kunne fortsætte min uddannelse efter ferien fordi jeg skulle finde et seminarium. Fuld panik og kamp og rå vilje aktiveredes...Der kom en løsning og i forhold til alternativet var den klart at foretrække...men...nu står jeg overfor en hverdag hvor jeg nok skal rejse til søborg for at gå i skole og jeg er ikke synderligt begejstret. Jeg sidder i min ok lejlighed, men alene, uden sambo eller kollektiv og jeg er ikke synderligt begejstret.

Jeg er syg, jeg er træt, jeg ser ikke frem til imorgen eller dagen efter eller noget og jeg er absolut ikke begejstret...

Jeg arbejder for at tjene penge til at tilbagebetale gæld med. Jeg går i skole for at have noget at lave imens mit liv glider fra mig. Jeg tager i byen og til fest for at møde nye mennesker der kan bidrage med noget nyt som mit skævvredne liv ikke har og jeg har ikke engang synderligt lyst til at tale med folk.

Jeg er ikke begejstret og jeg ved ikke om det er fordi jeg er på vej ned i en depression eller om det bare er fordi jeg er skuffet og træt af mit liv. De gode oplevelser er ikke hyppige nok. De fine ting jeg oplever bliver smadret i sidste øjeblik eller vredet skævt. Jeg er træt og ked og led af det hele.

Måske jeg skulle sværte mit ansigt og aske mit hår og gå tiggergang hos alle de mennesker rundt omkring mig, der åbenlyst ved mere om hvordan man bliver lykkelig. Måske jeg skulle smide denne forestilling om, at jeg har nogen som helst anelse om en skid fra mig.
Her sidder jeg med en forestilling om, at de trin jeg har taget ikke bare havde værdi i sig selv, men også ville akkumulere noget...at der ville være milepæle som jeg yndede og som ville give mig smukke udsigter....Og måske er de der? måske er jeg for træt og arrig til at kunne se dem? eller er det endnu engang en myte jeg væver for at udskyde den uundgåelige erkendelse af altings lorterandom ligegyldighed?

Jeg ville ønske jeg kunne lade mig indlægge på psyk og ligge i en hvid seng i et hvidt lokale indtil jeg gad verden igen eller til verden makkede fucking ret og hentede mig med noget positivt. Fuck jeg er træt og sur og trist på det hele :(

Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.

Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.

Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.

Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.

Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...

Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!

Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.

Stålsat

Jeg er ensom igen. Eller rettere...Nu er ensomheden atter nådesløst åbenlys, uden illusionen af nærhed.

Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.

Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.

Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.

Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...

I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.

På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?

7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.

Og jeg vil blive desperat af ensomhed.

Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.

Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.