Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.
Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.
jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.
Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.
Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...
Jeg er bare så utroligt træt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar