Idag har jeg afsluttet praktik med en 5 klasse og konstateret, at jeg ikke kan lære nogen at synge en sang, samtidigt med at jeg ser becifringerne for første gang. Fair call - så er det prøvet.
Jeg har også kørt rytmikforløb med 7b's drenge og derefter piger og det virkede rigtig godt. 7'bs drenge var svære at styre, jeg fik at vide af B at jeg måske skulle passe på med at være sur og jeg satte en elev over og kigge på et ur i 5 minutter... Sådan viste det sig at jeg var i den situation og jeg har det hverken godt eller dårligt med det- såen bare " it is what it is" - det er hvad jeg gjorde i de omstændigheder.
Jeg kan ikke lige overskue at resumere undervisningen idag, men jeg gentager noget af showet imorgen og kommer til at gøre det, om ikke andet så bagefter.
Det jeg tænker over er hvordan de her praktiklærer og skolen generelt virker somom den organiserer sit klasserum....Det er meget mindre praktik 1 og meget mere " enhver lærer kender sine elever og har sin måde at snakke med dem individuelt på"...Og der bliver jeg lidt...well...PAAAAAAAAAAAAAHHHH! dét er ikke metode!!! det er kun "lærerens egen personlighed" - og det gør ikke en klasse nem at undervise for andre. Det virker umiddelbart mærkeligt at være imod at tage individuelle hensyn. Men problemet er, at det altid vil være mere farvet af hvad, hvem, hvordan man som lærer lige dér vurderer situationen alligevel, så det må være et bedre udgangspunkt at have fastlagt hvilken form for klasseorden man ønsker sig.
Og her tænker jeg så,...i denne praktik har jeg været ret anonym i forhold til mine elever. Ment på den måde, at de ved hvor gammel jeg ca er og så at jeg er lærerstuderende...men i forhold til de andre praktikker så har de her 4 klasser virkeligt ikke haft meget tid til at lære mig at kende.
Der er et eller andet værdifuldt ved at være et menneske med holdninger i rummet - både i forhold til hvad man er til for...hvorfor man underviser...og hvad man synes ting skal være i et klasselokale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar