Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.
Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.
Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.
Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.
Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.
Jeg vil trøstes i gensidig tillid.
Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?
Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?
Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....
>Næste projekt må være metronom
Ingen kommentarer:
Send en kommentar