Den lille eller den store død?

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.