Det griber fast i min kerne og kører mig op og ned i rivende fart. Så sælsomt.
Har lige set de sidste ekstrafsnit i dr who ( 2005 seriens) fjerde sæson og den serie har vagt mit hjerte til live igen. Først med frygtløs optimisme og blændende sci fi - og nu også med hjerteskærende epik. Det er så utroligt, vidunderligt paradoxalt, at noget så urealistisk og flamboyant fabelfyldt, får mig til at finde ting inde i mig, som døde i december.
Men jeg har en klage som jeg ligesom kun kan skrive til mig her på bloggen og jeg ved godt selv, hvad forklaringen på det er...men altså...hvorfor skal der være så mange forfærdeligheder for at fortælle de historier. Hvorfor skal de fortælles? Hvorfor kan jeg ikke holde op med at se dem, selvom jeg græder og håber med bævende læbe og noget der er tæt på at nærme sig bønner.
Puha det er altså vildt. Og de præsterer at dræbe og genoplive og forandre og forføre. Den kærlighedsfortælling var så gribende at jeg burde have været allergisk. Jeg blev smadret af og græd da morten og jeg så " the adjustment bureau" pgr den vulgære " eneste ene og kærlighed har ret til hvad der ellers ville være ondskab" parole...men her, med Doktoren, var det en endnu større tragedie og fortælling og alligevel overlevede jeg. Selvom det var så utroligt forfærdeligt bibeholdt de det smukke.
Det er en gang solid rod det jeg skriver her, men altså hurra! Hurra for livsbekræftende tro på det gode i mennesket. På en star trek agtig kamp for uvoldelige løsninger. På vidundere og menneskers mulige fabelagtighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar