Og jeg har kun lyst til at råbe " Hvor vover du???" HVor fucking vover du at være sådan et klaphat?? Sådan en vatpik? En fucking nosseløs omegahund!
Rulle rundt på ryggen og lade universet tæve dig! Ikke kæmpe imod og i den process SKIDE PÅ MIN FUCKING KÆRLIGHED!
Hvor vover du?? Hvor vover du ikke at lytte til mig...er jeg nu kassandra igen? " Du vil dø af stress hvis du ikke får hjælp" sagde jeg i startvinteren.... " Du ville virkeligt få noget godt ud af få nogle værktøj" .... Og her sidder vi så over et halvt år efter, og déeeen du har ramt med diin dumhed - udover dig selv- det er selvfølgelig mig...mig der faktisk advarede dig og tog dig alvorligt. Det er _mig_ der får knust mit hjerte og alt hvad vi har drømt sammen... Dine venner er der naturligvis stadigvæk tid til selvom du ikke kan overskue andet...Nårh ja...der er også tid / overskud til dit job...Og naturligvis din familie...Så det er bare en fucking lokal depression der kun er allergisk overfor mig. BULLSHIT!!! fucking bullshit!
Enten er du så helt åndsvagt manipulerende...eller utroligt ude i hampen.
Og du smider min kærlighed ud til siden? ud på standby sammen med ambivalente facebookinvitationer? Fuck dig... Find dig en anden så. Du reboundede på mig meget belejligt. Meget belejligt fik du mulighed for at forblive seriemonogam... Og som et uventet offer smed vi lige mit hjerte på bordet og da du så pludselig opdagede hvor alvorligt det kunne blive...ja så var der sku lige en krise der var vigtigere... For dit liv er indrettet så aaalting ( udover en kæreste) er uutroligt vigtigt. Det er den vigtigste dag i hele dit liv- hver dag... " Hvis den studerende ikke får feedback ligenu...bla bla" " Hvis den deadline ikke bliver mødt idag ...bla bla" " Min kammerat er kun i byen til imorgen ... bla bla"
Så utroligt selvfikseret og iscenesættende... Hvad er det for et menneske der indretter sit liv sådan? Er det så vigtigt at være vigtig?
_jeg fortsår det ikke...for dét sted der er vigtigst for mig at være vigtig er i kærlighed. At kunne være der for dem jeg elsker og nyde dem.
Og det smed du væk til fordel for deadlines... Min kærlighed er tilsyneladende fedted der skulle skæres væk når noget skulle skæres.
Og jeg har fundet ud af, at jeg ligenu ikke kan komme dig i møde og lave " skal vi være venner"... jeg er en alt-eller-intet-pige ligenu... og jeg tror ikke der er prins nok i dig til at det bliver alt... Jeg tror du kryber udenom og prøver at påstå at du er den rationelle...selvom den rationelle ville have fattet tingene / taget en præventiv kurs for tusind år siden... Den rationelle ville måske overveje, at alle de xp jeg har i sindet og sjælelivet og psyken måske ikke var for sjov, og at de ting jeg siger i de sammenhænge kommer med en ret betydelig erfaring...
Jeg elsker elsker elsker dig og det vil jeg nu gøre uden kontakt til dig...for du skider på det og tager ikke en fuck hensyn... Du har ikke en skid forstand på hvordan man gør det tilsyneladende...og så tager jeg over. Jeg skal nok passe på mig...Jeg ville også gerne have passet på dig, men du insisterer på at gå ned og tage din idiotiske 30'års sammenbrud helt selv. til fucking lykke...
Jeg pakker mine drømme om tvillinger og somre ved vandet og byvandringer og friske råvarer og kaffeeventyr og trøstende omfavnelser ned i en lille kasse...nu er jeg så officielt musiker der kan skrive sange om alt det samme som alle de andre...og jeg vil græde for det igen og igen...
Jeg er så utroligt vred på dig. Du er så skuffende for mig. Du giver op på os somom at det "vi " vi er, er et banalt og almindeligt teenage hoockup...somom at vi passer sammen med hvem som helst, og nok skal finde 10 andre fremtidige partnere som kan skabe og forstå og forbinde og forløse og føre fremad som vi kan... Det er igen utroligt dumt og naiivt og ubrugeligt...
Du smider kærlighed væk, og alle kulturer har myter der lover de største af straffe for den slags...alle gamle guder så i største foragt på den hovmod der så sig for god til kærlighed... og jeg er lige så kliche...for jeg ønsker at skærme dig fra den nemesis...og det var lige ved at lede til vores begges undergang. Men jeg siger stop. Tiden er gået. Du har siddet med hoved oppe i din egen vigtighed og jagtet den der følelse af at være important som tilsyneladende er dit narko...håber det virker for dig,- jeg endte bare med paranoia og 4 års genopbygning...men hvem ved...
i et andet liv hvor vi begge er katte....
eller ét hvo du måske synes at kærlighed er vigtig og skal kæmpes for og ofres for...
fuck hvor jeg elsker dig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar