Livet. Tiden. Kedsomhed og ophør deraf. Sikke en spøjs håndfuld dage jeg har haft. Det er simpelthen så hjernedødt dræbende at vente.
Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.
Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.
Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...
Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.
Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.
Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.
Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.
En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar