I samtale med en ven, kom det såen frem fra ham, at når jeg fortæller om det jeg med opblødende humor kalder " min crack- periode" så har han antaget, at jeg pynter eller fortæller lidt i forløbet. Som han sagde " Du er jo historiefortæller"... Fuck... De ting jeg har delt indtil videre er hverken de forfærdelige eller de skræmmende...
Og det har fået mig frem til, at jeg må finde en måde at komme af med de her minder på. Nogen at dele det med, eller modet til at blogge det ned. Der har været en tid, hvor det var meget vigtigere at holde fast i nuet, end at undersøge det gamle...men tiden er moden nu. Jeg må på en eller anden måde få det integreret i min aktive hukommelse, for det må være en del af min fysiske bevidsthed på så mange måder. Der er gamle slidte spor i hukommelsen jeg kan gå ned af, som jeg kun halvt har et aktivt forhold til.
Men hvor starter jeg? Der er simpelthen så mange forskellige ambivalente følelser at håndtere, at det ikke rigtigt er til at finde frem. - De mest pinlige? De mest fysisk kompromiterende? De irationelle skræmmeting? Eller bare nogle af de situationer der virkeligt var helt fucked op uden min indvirken?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar