Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.
Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.
Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.
Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.
Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.
Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.
Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.
Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.
Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.
Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"
Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar