novemberregn

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.