Skide godt gået. Tak søvnløshed. Nu er det nu at det er nu. Og selvfølgelig er det så nu at det er nu at jeg på ingen måde er træt.
Og desværre var der ingen sovepille herhjemme, jeg kunne kombinere med en upperklass attitude og en halv liter vin.
Jeg ville ønske jeg røg hash stadigvæk. Godtnok ville jeg være bagskæv til prøven, men i det mindste ville jeg have kunne haft en eller anden form for søvn. Fuck... Jeg tør vædde en mindre brugt tå på, at jeg bliver brændende træt klokken 08 her til morgen. Og så skal jeg selvfølgelig også ud og optræde imorgen aften, så jeg kan på ingen måde overveje at køre igennem. Superstar er superklar til at gøre sig selv til en supernar igen igen.
Og hvordan i alverden kan jeg bruge det som en fordel? ikke en skid tror jeg på, at lærene vil synes at de kan være sympatiske, med udsigten til, at det her måske sker før en eksamen en dag. Fuck... Der er for meget på spil.
Hvad skete der med den vrede teenager med nerver af stål? Hvorfor fanden blev hun en gammel kælling med flossede kanter? Hvordan i alverden skal jeg nogensinde lære at komme over det her?
Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet med det, - men jeg må gøre noget forkert. Siden jeg har været hér før, må det være fordi jeg har gjort noget af det samme igen. Og det er forkert og ærgeligt og dumt.
Mit kongerige for en løsning. En forløsning. En måde at komme ud af det her på.
..........
Idag så jeg et serieafsnit omkring selvbedrag. Det var endda så omsiggribende selvbedrag at det sendte mig direkte ind i sammenligning med paranoia. I betragtninger om ens selvrepræsenterende selvfortælling og den halvobjektive sandhed.
Det vækker altid tanker om, om min søvnmangel er fordi jeg er igang med et eller andet stort selvbedrag. Om det er et symptom på en mislyd som jeg har fortalt mig selv udenom. Om hele denne tunge og skønne " vendt hjem" oplevelse jeg har, bare er endnu en bizzar flugt fra et eller andet pis. Om jeg kun generelt er lykkelig fordi jeg lyver for mig selv.
Om min længsel efter at gå på musikvidenskab er fejlplaceret. Især på grund af den solide umulighed, der er ved at komme ind. Om jeg bare burde lære det og acceptere, at jeg nok ville have meget nemmere ved noget andet.
Men...bliver jeg nød til at sige...Jeg har aftalt med mig selv, at det er dén her virkelighed jeg holder mig til...ihverttilfælde indtil nogen siger noget drastisk. Nogle nok værende en flok... Men ligenu har jeg det som en af de forfærdelige mennesker i sangkonkurencer, hvis venner allesammen siger de synger drøn godt. Og som skulle have ladet være... Alle jeg kender bekræfter mig i, at musik er det rigtige...altså lige undtagen dem der afgører om jeg skal ind... Hurra...mon jeg er offer for en kollektiv bjørnetjeneste som kommer til at bide mig i røven om lidt? Nok ikke...men en fucking skræmmende tanke.
Såeh...Nu prøver jeg at hente noget nyt bogværk ned og se om jeg kan slappe lidt af til det...Sikke noget hø... øv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar