Så. Nu kan jeg se det for mig helt tydeligt. Hvordan jeg kikser Prima Vista læsningen igen...for nervøs til at kunne se den ene eller den anden vej. Og derefter endnu en omgang stemmetortur og en " duer ikke væk" kommentar... Jeg er ved at blive vanvittig. Fuck. Ligenu irriterer alting mig. Alle små detalier. Og selvfølgelig er det for at dække over, at jeg er bund rædselsslagen indeni ligenu. Jeg kan simpelthen ikke... Jeg kan simpelthen ikke bære hvis det ikke går. Jeg kan ikke rumme hvis jeg skal åbne det brev og se en sjælelig dødsdom printet på umedfølende papier. Det kan ikke passe...
Hvordan fanden kan alting være så tæt på og så langt fra alligevel? Er jeg helt skæv på virkeligheden? Er det derfor? Er det derfor at tingene altid kun næsten klikker? At jeg selv perverterer dem til ukendelighed? Er det fordi jeg har bedraget mig selv til troen om, at have fundet dybere ind og egentlig danser bag ved flere masker? Er det hele endnu en illusion. Endnu et et slør? Endnu en forvildet løgn?
Jeg kan ikke bære at have så meget længsel...Jeg kan ikke bære rundt på den her drøm, om noget andet end hvad der er... Jeg kunne sagtens blive på den her tømmerflåde...
Ligenu virker alt hvad der ikke er lige imorgen, lige om lidt, ligenu...som dumme drømme og illusioner. Jeg har håbet mig gul og grøn i hele hoved og kan ikke holde kroppen i ro længere. Jeg prikker alle ting igennem med en fængselssyl, for at finde den skjulte bombe....
Og jeg tænker igen igen, om det er lykkedes dem at knække noget vigtigt inde i mig. Om de har fået has på mig. Om grunden til at jeg bliver så træt indeni er, at jeg faktisk holder sammen på det hele heletiden. Står og prøver at holde taget oppe selvom de har klippet min styrke af mig. Hvordan kan jeg finde min tro på det her? Lige før endnu en målstreg?
Alt i mig skriger, at der ikke kommer svar nu...at det går galt og at jeg skal vente og slides til den næste prøve igen igen. Ligesom med revalideringen, kommer dette til at trækkes ud for evigt og derefter glide ud i vandet og efterlade mig på min tømmerflåde...måske med flere og nye piller til at gøre det her muligt.
Hvis min fremdrift er vævet af mine flossede nerver, så aner jeg ikke hvordan jeg kan ri dem sammen igen. Jeg er uendeligt bange... Øv...
Alting sat på spidsen igen. Alt hvad der betyder noget er oppe i luften...Jeg har ikke engang briller...fuck...jeg ved at jeg læser dårligere noder uden briller...og jeg kommer til at være panisk...og når jeg ikke klarer prima vistaen...så tænker de at der ikke er nogen grund til, at overveje at lade mig glide på stemmen...og stemmen er ikke god nok. Der er ikke sket nogen som helst forbedring. Fordi jeg ikke kunne magte at leve op til det. Fordi jeg ikke kunne komme op og gå til den stemmetræner...fordi jeg ikke kunne rumme at lave øvelserne. Jeg ved at jeg ikke fortjener den her chance på min disiplin...men jeg ville sådan ønske...håbe...længes efter, at det bare ville gå i orden. At jeg bare ville kunne få en fri tur for denne gang.
Sådan sagde den forkælede prinsesse, mens hun vandrede op mod tårnet, og håbede der var en téen så hun kunne sove i 100 år og aldrig blev nød til at blive skuffet...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar