Så er der dælme færre ting der kan slå mig ihjæl. Selvom jeg er en fjollet fjollet og dum pige, som smider sin forbandede laptop væk, så er jeg i det mindste ikke gået i spåner endnu. Det bliver en lille uge uden søvnhjælp og jeg har præsteret at håndtere skidtet uden panikanfald. - Ikke at jeg ikke hold mig vågen til solen stod op flere dage i træk...ikke at jeg ikke var off-beat på hele arrangementet. Men jeg panikkede sq ikke. Og dét er sejeren.

Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, hvordan knudepunkts sociale liv fungerer. Det er fuldstændigt bagvendt i forhold til de potentielle skønne værdier og burde basalt set få vendt sin pyramide på howed. Baseret på hvordan folk reagerer på mig, så er det et udstrålingsstyret system. Wau og glimmer og gøgl og attitude dominerer den fælles fortælling. Hvor at dem der burde være i fokus er de nørder, som også i denne setting bliver ignoreret. Puuuha puuuubad... Det hører ingen steder til, at jeg skal få komplimenter for mit glimmergøgl, når jeg præstationsmæssigt ikke når nogen af de skønne nørder til ankelsokkerne. Måske er det fordi, at der er så meget vægt på socialitet, og at det derfor bliver værdsat højere om folk er sjove eller charmerede eller lette at tale med.

Hmm.... det er lige før jeg synes der manglede nogen brædtspil...

Men min knutepunkt er fuldstændigt uafhængig af de tvivlsomme program og de mærkelige strukture. Jeg har haft skøn kontakt med skønhed og varm kontakt med ild. Spændende og varsler et eller andet ude i fremtiden...Sålænge jeg ikke skal ofre en forbandet laptop hver gang jeg skal møde spændende mennesker, så brokker jeg mig ikke....

men snue på vej og nys ud over det hele. Mit hjerte længes hjem efter mit varmetæppe og rugbrød...og lydbøger og mit klaver. Og ro....forbandet ro....