"dagen derpå"

selvom det egentligt er to dage siden den store foreningsgenforeningsfest, så har jeg alligevel en følelse af dagen derpå. Måske...Måske er jeg bare træt af livet og dets kroniske omstændigheder. Dejlige skønne veninde sagde det så fint " det sidste år har bare været fyldt med...ja...Omstændigheder" og det er rigtigt.

Men det er også bare så fucking off-beat for mig heletiden. Offbeat på mine venners liv, der alle sammen går gode veje med skønne nyheder, off-beat på min hobbykultur som heletiden vil mere realisme, alt imens jeg ønsker mere drøm, filosofi og måske især flugt...off-beat på mine tiltrækninger og hvem jeg tiltrækker, offbeat på min følelse og formåen musikalsk...Ja og så spiller jeg jo fucking off-beat musik i mit band. Jeg er offbeat på mainstream kultur, offbeat i forhold til min klasse på seminariet...bare skæv på alt hvad jeg gerne ville have og opleve i forhold til de omstændigheder jeg møder.

Jeg ved ikke hvad der ligger dybest. En frygt eller en vrede...Men jeg mærker noget dybt inde blive stemt om...blive træt og vred og måske en smule opgivende. Det er på ingen måde noget jeg bærer i mig hele tiden, men jeg tager mig selv at strejfe tanken om at smide håndklædet i ringen. Gå ud med et brag og holde op med at kæmpe for at passe ind, passe på, passe situationer op og i det hele taget slås for det. Bare slukke og give det hele fingeren.

Jeg har kæmpet så fucking hårdt for, at finde en kerne jeg er stolt af og står inde for og selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i, at personligheden fryses omkring de 30, så mener jeg, at der kan være noget sandt i, at man fucking har en grund til at være den man er. Jeg har ihverttilfælde og jeg har ikke tænkt mig at dekonstruere igen. Hvis det ikke er godt nok så gider jeg ikke prøve forfra.

Wow...alt det skulle ud før jeg kunne sukke. Jeg er træt og verden sårer mig. Jeg er ret så hudløs og alting har torne. Jeg har bogstavelige splinter i poten og mit metaforisk set hjertet i munden. Suk igen.

Midt imellem alting. I mellem sprækkerne og typerne. I mellem stærk og svag. Jeg er for handy til at danse dame og for sart til at spille hardball. Ih jeg er så fucking træt af det. Ville verden være så forfærdeligt et sted, hvis sådan en som mig var normal? Er jeg bare i den forkerte by? Den forkerte branche? Den forkerte lejlighed? Er det bare lige mig der er trådt skævt på båndet og ikke kan komme tilbage?

Dét er mit problem. Hele den her "mig og verden" problematik får mig til at tvivle og tvivle på mig selv. Jeg kan skrive den længste liste i verden over ting jeg burde ændre og forbedre og omforme.

* Jeg burde kæmpe hårdere for at tabe mig - jeg ved hvad den rigtige process er, men jeg kan ikke rumme det ligenu. Så det er min egen skyld når jeg er tyk og uskøn.

* Jeg burde gå med makeup og i det hele taget gå mere op i mit udseende.

* Jeg burde opsøge.

* Jeg burde være sødere og mere komplimenterende.

* Jeg burde øve mig og øve mig og øve mig heletiden.

* Jeg burde tvinge mig selv til at træne heletiden.

* Jeg burde engagere mig i mine medstuderende og i mit studiemiljø og studiepolitik.

og tusind ting mere... Samtidigt fortæller min skønne familie og mine dejlige venner mig at jeg er god som jeg er. At jeg er skøn som jeg er. At det er fantastisk, at jeg er som jeg er.

Enten så har jeg så præsteret at være omgevet af dårlige mennesker der på utrolig komplex maner har konspireret til at lyve for mig og holde mig i min illusion, eller også er alternativet at verden er en røv og skal fucke af.