Jeg er helt knudret op. Som en vredet karklud efterladt til at tørre med snavsevandet i sig i en krampagtig klump. Jeg længes efter at klaske sammen i en pøl af varmt vand og mærke noget af galden opløses og fibrene i knuderne løsne sig.
Åh gudfader. Hvordan kan det dog være så inderligt at eksistere? Hvordan kan det være så hjerteskærende og så livskraftsugende mondænt og banalt samtidigt? Jeg har lige husket, at vreden er en fin følelse som forløser for frustreret opgivenhed, men christ...Jeg har været så blændende arrig idag. Arrig og efterfølgende trist.
Lige nu aner jeg ikke hvad jeg føler. Det er velsignelsen ved ikke at sove. Træt drukner i sidste ende selv flammende raseri og tvinger til en ( om end lettere kunstig) afslapning...Måske jeg skulle finde et badekar et sted imorgen...
Jeg er træt af at hoste og være syg. Men i det hele taget er jeg også bare træt...Hvilket er bedre end både trist og vred.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar